09/11/16
image

Om kartoffel-entusiaster

Min næstyngste datter, der generelt er madglad, har en absolut favoritspise: kartofler.
Brasede, bagte, kogte, stegte, i alle tænkelige varianter: hun er fan!
Som 2-3 årige tegnede hun udelukkende tegninger af kartofler: små runde ting, nogle gange med øjne, og nogle gange en hel familie af dem, men det var stadig kartofler.

Hver dag havde hun nye kartoffeltegninger med hjem fra børnehave.
Da det havde stået på over et år, gav hun en dag en tegning til sin far, der lignede de sædvanlige kartofler – men denne havde ben.

“Næ… Har du tegnet ben på din kartoffel denne gang?” Spurgte han , og fik et fornærmet svar:” nej! Det er da dig far! Kan du ikke engang se det?!?”

Han blev så beæret over at være den første person hun tegnede, efter at have tegnet over 500 kartofler, at han fik tegningen tatoveret bag på sin læg:
image

Nå, men i dag fyldte hun svimlende ti år, den lille kartoffel-elsker.
Hele familien kom til frokost i haven, og fødselaren har brugt de sidste tre måneder på at planlægge menuen: kartoffelbuffet!

Kartoffelmos og hasselbagte kartofler blev i sidste øjeblik droppet på grund af pladsmangel i oven og på kogeblus, så derfor nød vi istedet en menu bestående af brunede kartofler, kartoffeltærte, pommes frites, kartoffelsalat, flødekartofler og noget ikke-så-vigtigt kød.
dsc_0075
Havde jeg haft råd, ville jeg have købt kartoffelkager til dessert, men vi var 16 mennesker, så det endte med fødselsdagsbarnets hjemmebagte chokoladekager og en fantastisk dag i solen på terrassen.
dsc_0073

Når jeg ser på min store-lille ti årige – eller hendes tre søstre – bliver jeg indimellem ramt af en bølge af taknemmelig undren over hvor storslået naturen har kunnet blande mine og deres fars gener, til de her vidt forskellige, awesome små mennesker.
Taknemmelighedsundren er altid stærkest omkring deres fødselsdage – og svagest når de i perioder skændes så det brager.

Det er en vild oplevelse, det der med at se sit barn gå fra hjælpeløs lille nyfødt til ranglet, klog, sjov , skør, selvstændig ti årig, og jeg føler mig beæret over at have fået lov til at blive hendes mor.
image
Det er få øjeblikke siden at hun var denne her lille storknoldede basse, og nu er hun sådan en fin, stor unge, der har formået at vende sin egen uhæmmede kartoffel-eufori til en fest, vi andre kan være en del af.

09/6/16

Om børn og skærme

Diskussioner om hvornår og hvor meget børn må sidde med snuden i iPads/telefoner/andre skærme er vi nok ikke den eneste familie med børn over tre år der har.

Jeg har venner med vidt forskellige regler for deres børns skærmbrug: nogen hvor der er frit lejde hveranden uge og intet ugen efter; nogen hvor der kun må stenes skærm i et vist tidsrum; nogen der slet ikke må bruge tid på den slags og andre med skærmfri dage.

Hvilken metode der er bedst ved jeg ikke – men herhjemme har vi en fast skærmfri dag om søndagen, og ellers må de godt.

Hvis de på andre dage isolerer sig helt i timevis med hørebøffer på kan vi godt finde på at bede dem lave noget andet, men generelt er det noget de gør socialt og i fællesskab: laver en film sammen på ipad, skriver til venner over messenger, spiller wii sammen osv.

Skærmfri søndag virker meget godt, trods de indledende protester (og forældrenes abstinenser efter egne skærme).

Det er den dag hvor pigerne siger ja til lange gåture, bygger gigantiske playmobil-byer, og finder på allerflest fjollede lege.

IMG_20160906_092822
Jeg tænker at vi alle har rigtigt godt af at være tvunget til at underholde os på anden vis, og at børnene ikke tager skade af reglen.

Men så faldt jeg over en stil en af mine børn skrev sidste år….
DSC_0228

Sætningen “ipod er mit liv” er ret hårdtslående – tror vi må gøre os mere umage med at give hendes liv mening om søndagen fremover!

Hvordan gør i med administrering af skærmtid hjemme hos jer?

08/15/16

Om rørstrømskhed, lidt bryllups og gæstebloggerier

Det er ikke blevet til meget post-ferie-blogging her fra denne kant: delvist fordi vores tid er gået med at glæde os til min yndlingsfætters fantastiske bryllup for halvanden uge siden; og delvist fordi der lige er noget logistik i det med at vende tilbage til hverdagen der spænder ben.

Vi har alle seks glædet os ret intenst til bryllupsfejring hele året – intet er finere end yndlingsmennesker der siger ja til hinanden!
Min yngstepige mandagstippede allerede i marts om hvordan det var at skulle være brudepige.
En af jer læsere var så søde at smide et link til en engelsk hjemmeside, hvor jeg fandt fine kjoler til både mine piger og deres kusiner – endda superbilligt.
Mange tak for det, og hermed er link givet videre, til de af jer der også kunne have brug for billige festkjoler til børn!

Brylluppet var endnu mere gåsehudsfremkaldende fint end vi havde kunnet forestille os, og pigerne var muligvis de fineste små blomstersmykkede brudepiger i danmarkshistorien.

IMG_20160807_191031

Ninjaman og jeg holdt en tale sammen, som vi måtte korte kraftigt ned, af fare for at stortude undervejs.
Til gengæld indeholdt talen så forskellige gadgets som et halvfærdigt strikketøj, en graf med søjlediagrammer over min fætters personlighed, og et par uundværligt blærede baglygte-klunker.
(Og jo – jeg har også købt mig selv et par, men mine børn vil ikke følges med mig hvis jeg har dem på cyklen…)

Nå. I tiden inden bryllup spurgte to af mine yndlingsbloggere om jeg ville skrive et gæsteindlæg til deres blogs, og grundet min rørstrømske sindstilstand på daværende tidspunkt, er begge indlæg stærkt sentimentale:

Hos søde Cecilie svarede jeg på 21 gode spørgsmål om kærlighed i hendes virkeligt fine interview-føljeton, som jeg ivrigt har fulgt med i.

Megaseje Christina har haft en blogføljeton om folks bedste feriefund, og selv dette relativt neutrale emne, formåede jeg at plastre til i sentimentalitet her.

DSC_0193

(Klunkelink er affiliate, men indlæg er ikke ellers sponsoreret)

06/30/16
IMG_20160120_162831

Om anatomilektioner

Mit absolutte favoritsted i hele verden, er mit nye badekar.

Forleden morgen, efter en meget våd tur i byen med mine kolleger, vågnede jeg endda op i mit badekar, klokken 6 om morgenen, i iskoldt vand og med min tandbørste i mundvigen.
Kan ikke huske hvorfor, men tænker at det siger lidt om mit kærlighedsforhold til badekarret, når det vinder over sengen på sådan et tidspunkt?

Det bedste ved badekarret, er muligheden for alenetid.
Jeg kan læse, drikke kaffe, glo op i loftet eller – som nu: skrive blogindlæg fra telefonen.
DSC_0277
Og ja: beklager det mentale billede i nu fik, af mig der blogger nøgen.

Da Ninjaman var allermest syg var badekarret mit helle: det sted jeg kunne bede om tyve minutters tid alene, og rent faktisk få det.

Men nu er freden ved at være slut, for yngstebarnet har opdaget at jeg jo ligger stille når jeg bader, og er begyndt at snige sig ind på mig for at bombardere mig med spørgsmål, om alt i verden – både “hvem har opfundet vand?”, “hvor boede jeg før i fik mig?”, og “hvorfor flyder nogle ting?” er spørgsmål jeg har måttet besvare fra vandet den sidste tid.

Forleden aften lå jeg i karret før puttetid, og spørgsmålsmesteren skyndte sig begejstret ud til mig, med supplerende spørgsmål til emnet “tyngdekraft og hvorfor ting flyder”, som jeg besvarede så godt jeg kunne, mens jeg krydsede fingre for at der snart var nogen der kaldte på hende.

Hun fornemmede at jeg var distraheret, og hev mig tilbage til virkeligheden med en prikkende finger på mit højre bryst.

Barn:”Hvorfor flyder babser? Er der luft i dem?”

Mor:”æh nej… Luft? Det er nok mere sådan.. kød?”

Barn (uimponeret konstaterende):” Nå. Sådan noget slasket kød, hva?”

Ah… Der er nu intet som smigrende sandheder fra børn…

05/23/16

Om fejring af seks årige, operation og gode dage

“Det har været den bedste dag i hele mit liv!” sukkede min næsten 6 årige da jeg kyssede hende godnat i går aftes, og fik flere ugers bekymringer til at føles som om det var det værd.

Vi fejrede hendes kommende fødselsdag i går, med 17 børnehavevenner.

Alle bekymringerne over hvordan vi skulle få plads til så mange mennesker indendøre, blev gjort til skamme af det fantastiske vejr; alle mine bekymringer om hvordan jeg skulle underholde sådan en flok blev blæst væk af mit fantastiske planlægningsteam (bestående af mellempigerne og deres bedste ven); og alle bekymringerne om vi mon måtte aflyse i sidste øjeblik hvis Ninjaman fik operationstid akut, var heldigvis også unødvendige.
Overlægen ringede søndag morgen, lige inden gæsterne kom, og fortalte at de ville operere torsdag, og det er en kænpelettelse at vide dato, efter så lang tids venten. Nu skal den næste måned med smerter bare gå hurtigt!

IMG_20160522_092255

Mit fødselsdagsplanlægningsteam har brugt to måneder på at øve og planlægge skattejagt, ud fra denne fabelagtige og billige bog – komplet med skattekort, koder og en god historie.
Kan klart anbefale den bog.

(link er affiliate, og bogen modtaget i gave, men den er helt ægte superinspirerende til ambitiøse planlæggere!)
DSC_0037
Bagefter lavede de cirkusforestilling for de benovede små, poppede popcorn og lavede candyfloss, og det var en begejstret flok børnehavebørn der vinkede farvel klokken 15, og overlod os til en anseelig oprydning, efterfulgt af hyggelig aftensmad og generøse mængder hvidvin, med vores omsorgsfulde naboer.

At midtpunktet for al den festivitas siger at det var den bedste dag i sit liv, fylder mig med taknemmelighed, for jeg ved at den næste måned efter operation bliver op af bakke igen.
Dage som denne burde kunne lægges på flasker og hives frem igen på de barske dage – jeg ville klart købe en hel kasse!

01/26/16

Om utaknemmelig adfærd

Min næstældste har valgt at kaste en stor del af sit samlede arsenal af kærlighed, på sin hamster, Teddy.

Teddys største talenter består i, at løbe rigtigt hurtigt og larmende rundt i sit bur, og hans mest markante træk er en rodet nullermandsfrisure, og et par usædvanligt store nosser.

Alligevel synes hun, at han er verdens ottende vidunder, og da han for nyligt fyldte et år, talte hun sine sparepenge omhyggeligt flere gange, og gik op og købte ham en såkaldt “hamsterhængekøje”: en hule af nylon, der kan hænge i burets loft, og kostede den svimlende sum af 65 kroner, som hun har brugt måneder på at spare sammen.

Teddys første reaktion, var at stikke sin hovne lille næse op af sin selvbyggede rede, og derefter rulle over på den anden side og sove videre, til den glade donors store skuffelse – hun havde forestillet sig at han ville kaste sig taknemmeligt over den dyre hængekøje.

image

I flere dage har han fuldstændigt ignoreret hængekøjen, men da jeg kom tidligt hjem i dag,  bemærkede jeg, at han klatrede rundt og undersøgte den nøje.

Jeg krydsede fingre for at Teddys ejer nu ville blive glad, når hun så sin dyrt indkøbte investering blive taget i brug – men ak: to sekunder efter havde hængekøjen fået gnavet alle snore over, og lå i bunden af buret, hvor jeg er ret sikker på, at jeg så Teddy pisse på den, med et triumferende blik i sine små perleøjne.

image

Det er lidt op af bakke, at få gengældt kærlighed fra kæledyr, synes jeg.
Måske burde hun have anet det, allerede dengang han slikkede på hendes fingre, med sin nosse-ånde?

01/21/16

Om alenetid, klemmerter og frossen lort

Tusind tak for jeres megen feedback på mit hjælp-mig-med-inspiration-til-indlæg-indlæg.
Jeg blev rigtigt glad – og inspireret – og har skrevet alle jeres forslag og ønsker ned – kom endelig gerne med flere!

Flere af jer efterspurgte indlæg om noget med børneopdragelse; hvordan det er at have så mange børn; og om forældreskab generelt, hvilket overraskede mig lidt, da jeg faktisk ikke troede den slags var spændende at læse om – så tak for det, det er ihvertfald emner der ligger lige for hånden!

Det der er påfaldende mest eftertragtet i en familie med mange børn, er alenetid, med en enkelt forælder.

Mine børn ER flokdyr, der generelt trives godt når vi er mange samlet; de sover i samme rum, og ofte også to og to i samme køje; de klumper sig hellere sammen i stuen, end bruger egne værelser; og de vil helst ikke overnatte hos familie, uden at have mindst en søster med – men alenetid er en myteomspundet, attråværdig sjældenhed, som de vil gøre ret meget for at få.

Vi har en tradition med at de hver får en alenefridag når de har fødselsdag. Det startede da ældstebarnet fyldte seks år, og det eneste hun ønskede sig overhovedet, var en dag helt uden de to små, der dengang var 1 og 2.

Det fik hun, og siden er det blevet en tradition: en af os tager fri på deres fødselsdag, og fødselaren vælger hvad vi skal, fra de andre er afleveret, og frem til de skal hentes igen kl 15.

Ældstebarnet plejer at vælge noget med bif og sushi, næstældsten noget med svømmehal og pommes frites, nummer tre konditoritur og museum, og den yngste vil altid i zoologisk have.

Efter at Ninjaman blev syg, har vi haft nogle issues omkring nattesøvn, og har derfor belønnet børn med krydser, når de ikke holdt andre vågne om natten.

Krydserne har kunnet veksles til alenetid, hvilket har været både hyggeligt og tiltrængt

Her forleden havde jeg så alenetid, med hende her:
IMG_20160120_162831
Hun ville ind til byen og gå en tur, og vi havde en forrygende dag, hvor mine øregange indtog flere ord, end de normalt gør på en hel uge!

Er der nogen der kan huske dette indlæg, fra da hendes yngste storesøster havde den alder, hun har nu?

Det var præcis sådan det var, og jeg bestemte mig for, at intensivere mine (nyttesløse) plagerier til hendes far om en efternøler, for det der med at være forælder til en fem årig er altså noget af det sjoveste man nogensinde kommer til at opleve, vil jeg påstå!

Vi startede med en samtale, som gik sådan her:

Barn:”Se, en bil! Hvordan laver man biler?”

Mig:(starten på lang forklaring om Daimler og encylindrede benzinmotorer)

Barn(uinteresseret):” nå. Se – en skraldespand! Hvordan laver man skraldespande?”

Her fattede jeg hintet: hun gad egentlig ikke høre svar, men ville bare have kontakt, så resten af dagen holdt jeg igen med lange forklaringer, og lod hende styre emnevalget, der – børnehavealderagtigt nok – hurtigt kom til at kredse omkring det allersjoveste: det latrinære.

“Mor” sagde barnet, da jeg advarede hende om en hundelort på fortovet ” jeg synes egentlig ikke ordet “lort” er et godt ord. Det burde hedde…hm.. En klemmert! Fordi hunde klemmer dem ud, ikke? PAS PÅ MOR – der ligger en våd hundeklemmert der!”

Emneskiftet forløb lige så elegant:” Mor, nu vi taler om lort,ikke? Så har jeg tænkt på Frost-filmen: hvis alt det Elsa laver bliver til is, hvad så med hendes lort? Laver hun isklumper,eller hvad? Og hvad hvis hun har tyndskid – hahaha – er det så ligesom et snevejr?”

Siden har jeg ikke helt kunne slippe det mentale billede, af en Elsa – blåfrossen af anstrengelse – der producerer en gigantisk snebolds-klemmert…
enhanced-buzz-5180-1389225041-16p
Av, Elsa…
Det der er svært at tage sig sammen til, ikke?

12/30/15
DSC_0053

Om gode ting og ferie

Hvis jeg skal være helt, helt ærlig, glædede jeg mig ikke 100% til juleferien,før den startede.

En mand, der var trist over at være blevet syg, se anderledes ud og ikke kunne det samme med sin krop som før, og nogle døtre, der har reageret på al den ophobede sorg og frygt, med søvnløshed og raserianfald hele den sidste måned, virkede som en umulig opgave at holde humøret oppe på, når jeg selv også føler mig i knæ – og to ugers nonstop familietid lød umiddelbart klaustrofobisk…

Lillejuleaften var vi til familierådgivning hos kræftens bekæmpelse, og det lettede os allesammen – vi ville ønske vi havde haft overskud til at gøre det noget før!
Bagefter var vi på rigshospitalet og få prøvesvar: der er hverken kræft i kind eller skulder, og knuderne skyldes andre ting.
At pigerne var med til begge samtaler, fjernede tydeligt en masse bekymringer, og det var nogle trygge glade børn, der ryddede kantinen for pastasalat efterfølgende.

Senere på dagen inviterede min fætter Ninjaman med i biffen, og på cocktailbarer med sine venner, og her indtraf dagens tredje humørændrende julemirakel: en eller anden fuld dame bagte heftigt på Ninjaman – præcis som der altid er nogen der gør, når dette lækre stykke mandfolk forlader matriklen.

Normalt bliver jeg irriteret, og en anelse jaloux, når andre bager på min mand – han genfortæller fx ofte, og med glæde, hvordan jeg engang forsøgte at brække en pågående piges næse, for at redde hans ære (hvilket jeg selv ikke er alt for stolt af) – men det her var noget andet.

Stive-Lis på cocktailbaren, bemærkede nemlig hverken hans manglende tænder, hængende læbe, slappe skulder eller tynde, arrede ben: hun bagte på ham som om han var en helt normal, utroligt pæn, fyr, i byen med sine venner.
Og det var lige det han trængte til: at føle sig normal igen, efter tre måneder i nedturs-sygdoms-land.

Tak til dig, Stive-Lis!
(…men hvis du er glad for faconen på din næse, stopper du dig selv en anden gang…)

Juleaften tilbragte vi hos min moster i Hillerød, med min fætter på min mors side, og min kusine på min fars.

Sindssygt hyggelig aften, med den helt rigtige dosering af opstemthed og ro.

Juletræet var smukt, maden sublim, selskabet fantastisk – eneste minus må være min mosters grønlandske tupilak-samling, der hænger ud på en hylde lige over toilettet,og stirrer ondt på ens balder,når man sidder der:
DSC_0053
Ellers er juledagene stille gået, med hyggelige ting.
Vi har haft gæster, til mad og drinks og hygge, hele to gange, og resten af tiden har vi spillet “Spyfall”: et virkeligt sjovt spil, hvor man skal lyve for hinanden, som Ninjaman fik i julegave.
DSC_0063
Mellempigernes bedste gaver, var bløde badekåber, som de stort set har boet i siden de fik dem.

Jeg har flere gange taget mig selv i, at sidde og nulre næstyngstebarnets bløde badekåbeører, som om hun var en lille hund.
DSC_0061
Min bedste gave var enten denne her fantastiske, hjemmelavede keramikpingvin:
DSC_0068
Eller bogen:”lad ulvene komme”, som jeg slugte på en enkelt dag, mens jeg lyttede til børnenes leg.
DSC_0066
Så al min gruen for lang ferie blev totalt blæst væk, af gode svar, samtaler og stive damer, og tiden måtte sådan set godt stå stille her de sidste dage af året, hvor her er rart at være.

2015 har været en bitch af et år, og 2016 bliver nok også en del præget af sygdom og eftertanker – men nu er vi anderledes ladet op, og klar til at byde det velkommen alligevel.

Godt nytår til jer alle, og tusind tak fordi i læser med, kommenterer og giver god energi!
hverdag_full
(et par links er affiliate)

11/29/15
10292015113014

Om nostalgi og julehygge

Sidste år fortalte min yngste om julepynt, i et mandagstip.
Jeg bliver lidt nostalgisk når jeg genlæser det, for der sker virkeligt noget med børns sprog og logik fra de er fire til de er fem, og selv om hun stadig siger nuttede ting, er hun blevet mærkbart større siden.

Pigerne har fundet julepyntekassen frem fra kælderen, og giver den så meget gas med pynteri og julemusik, at deres lækre far, jeg selv og en dellet hund vi har lånt, har måttet fortrække til soveværelset.

Jeg nåede dog lige at blive nostalgisk over noget af det hjemmelavede julepynt de pakkede frem:
10292015113014
Den skumle ske-nisse, den gniskede kapsel-snemand, den psykotiske æggebakkeengel og den freaky pap-engel, er fremstillet af langt yngre versioner af mine børn, og jeg ærgrer mig ober at jeg ikke lavede mere julepynt med dem, mens de var så små at de lavede så funky, grimme ting.

Det famøse nisselandskab – som jeg for flere
Har begrænset den til en enkelt vindueskarm, der nu bugner med pladevat, og sære opstillinger.

Fx denne, hvor en flok lernisser stirrer intenst på et overdimensioneret, nøgent jesus-barn:
DSC_0073
Ligner lidt en form for sygt jule-ofrings-ritual, og jeg stiller spørgsmålstegn ved, hvor sundt det er for børnene at se på den slags i hele december?

Det får Ninjamans eneste bidrag til julepynteri til at se helt hyggeligt ud i forhold til:
DSC_0081
Og mine upassende kugler, med nøgne nisser, til at virke normale:
foto-736007-150x150
Nå, nu må jeg hellere ind og supervisere lidt.
Min egen barndoms-keramik-nisse skal jo stå på den rigtige måde, og ikke drukne i skyer af pladevat.
DSC_0077
Nogle traditioner er vigtige nok.

11/5/15
IMG_20151105_175600

Om sygdomsstatus og travlhed

Arh, men for pokker: hvor ER der bare seriøst få timer i døgnet for tiden!

At jeg de sidste par uger har formået at jonglere syg mand, fire unger, en 40 timers arbejdsuge, indkøb, aflevering, forældrekonsultationer, weekendkursus og al resten, uden at få et hysterisk anfald, skyldes udelukkende min nye bedsteven:
IMG_20151105_175600
Jeps. Det er et badekar.
Sådan et har jeg ønsket mig hele mit liv – og det er awesome!

Oprindeligt havde vi aftalt noget fornuftigt med et karbad om ugen pr mand, for ikke at få en uoverskuelig vandregning, men lige nu er jeg komplet ligeglad med om jeg bliver nødt til at sælge mine nyrer, eller køre nat-taxi for at få råd til vandmisbrug: det er det værd!

Følelsen af at synke ned i varmt vand, i et mørkt rum; helt ned, så vandet dækker ørerne også, og det eneste man kan høre, er sin egen vejrtrækning; og pulsen der bliver langsommere, for første gang hele dagen.
Jeg kan overskue meget mere, bare ved tanken om det; kan gå og glæde mig hele dagen til aftenbad; og – når der engang ikke kun står røde tal på kontoen – skal jeg storshoppe badesalt og al den slags!

Meeeen… Selv om jeg er meget glad for min nye porcelænsven, savner jeg efterhånden gevaldigt mine andre venner, og håber på snart at kunne forlade menageriet her hjemme et par timer, til fordel for rødvin og snak, om alt muligt andet end sygdom.

Udover luksusbaderi, har jeg ikke noget tid til overs, og får ikke skrevet meget.
Der ligger en stor stak blogindlægs-emner og rumsterer i et hjørne af min rodede hjerne: en hel masse boganbefalinger; to konkurrencer; noget om hvor de små børn kommer fra; noget føljeton og nogle stykker mere, som jeg håber på snart at få tid til at skrive ned, men ind til da kan i følge med på instagram – der ligger bl.a en fantastisk sjov film, af min næstældste, der får en stolpe i fjæset.
Den har jeg set mindst 20 gange, og grinet af hver gang.
(Kommer, som sagt, meget lidt ud…)
IMG_20151105_094541
…og dette er Jabba the Hut, med kaninører, som Ninjaman spottede inde ved rigshospitalet. Selv tak.

Jeg har, med smådårlig samvittighed, modtaget bekymrede mails fra flere af jer læsere, der ville høre om de lange mellemrum mellem blogindlæg, og nylige mangel på sygdomsopdatering, var tegn på dårlige nyheder.

Det er det ikke: det er tværtimod endelig begyndt at gå lidt fremad med Ninjaen, der nu kan gå forsigtigt rundt i huset med kun en enkelt krykke; kan spise blød mad; og er begyndt at tegne skitser til et maleri, som han vil male, så snart han bliver i stand til at sidde helt op.

Han får pip af at sidde alene hjemme ni timer om dagen og se tv, og vil derfor til at male igen – hvilket vores piger synes er totalt hyggeligt, for det plejer at være mig der gider sidde og dimse med krea-ting med dem, og de glæder sig til at kunne sidde og male med far også.

De penge i så sødt har samlet ind til ham, kommer til at dække en stor del af den gæld vi har fået samlet mens han var syg, men der bliver også rigeligt tilovers til maling, lærreder og is til unger.
Tak igen!

Og så den bedste nyhed: prøverne viser at kræften heldigvis ikke har bredt sig til lymferne, så han slipper for stråler!
Yay!!