12/13/16

Om omsorgsdage

Jeg havde to fridage der skulle bruges inden jul, og valgte at lægge dem i dag og i går.

Hvis der er noget i verden jeg mangler er det tid, og det har føltes ekstravagant luksuriøst at gå og tænke over hvad de to dage skulle bruges på.

Skulle jeg besøge mit gamle arbejde? Tilbyde mine børns skole at komme og lave noget gratis værkstedsarbejde? Få blogget noget af al det jeg ikke når i hverdagen? Skrive en artikel? Rydde op (ha,ha!)?

Jeg kunne godt se på listen ovenfor, at jeg har det med at vælge afslapningsaktiviteter der minder om arbejde… Tror det er fordi jeg har arbejder så sindssygt mange timer om ugen DS sidste 3-4 måneder og jeg har nærmest glemt hvordan det er at slappe af.

Det virkede lidt ulogisk, så jeg vred mit hoved for hvad man ellers kan bruge uventet fritid til, og nåede frem til at dagene jo egentlig er omsorgsdage for mit yngste barn, og jeg ville lave noget med hende.

Nå, men hun er fuldstændigt opslugt af at gå i børnehaveklasse, og ville hellere i skole end have fri, til min store undren. Jeg måtte dog godt hente hende tidligt, tillod hun allernådigst,  hvis vi kunne gå i svømmehallen.

Søndag aften havde jeg styr på mit ego-fridags-program, og begge dage skulle se sådan her ud: 1):til morgenyoga 2:)købe lidt julegaver 3):hjem og nyde uforstyrret skrivetid, og skrive på roman 4): hente børn tidligt, og lide stoisk gennem en svømmehalstur, som de elsker, og jeg hader.

Og så blev jeg vækket af seksårig der brækkede sig på gulvet ud for min seng…

I går spillede vi ludo, var i karbad sammen og sov til middag.

I aftes var jeg ærgelig over at jeg ikke havde gjort noget der føltes som fridag, og over at jeg ikke havde fået skrevet noget som helst…

I dag er hun endnu mere slatten, og har suppleret opkastsyge med dårlig mave, og hun er så slap at jeg må holde hende når hun er på toilettet.

Vi har været oppe siden klokken 06, hvor hun kastede op, og har foreløbigt set halvdelen af Star wars filmene, liggende tæt under en dyne.

“Det er faktisk den bedste dag i mit liv!” erklærede hun lige før, da vi satte film nr tre på. “Altså – hvis ikke jeg kastede op hele tiden…”

Og et eller andet sted tænker jeg at der er visdom i den sætning som jeg burde lære af: det handler ikke om at tænke på hvad man går glip af, hvad der er ubehageligt eller på hvad man kunne have udført – men om nærhed og laven ingenting.

(også selv om det suppleres af opkast).

img_0647

12/1/16

Om at gå all-in på jul

For pokker da også  – kombinationen tre uger i træk med arbejdstider på 40-45 timer/stor trang til at skrive på noget kreativt, er et elendigt match

Jeg savner virkeligt at skrive for tiden. Gennemskrive min ungdomsroman igen, og skrive på en hel røvfuld gode blogindlæg. Have tid til at prøve nye ting af på bloggen. Starte noget nyt. Hvad som helst faktisk. Mine vildeste fantasier handler om at tage på skrive-retreat. Bare lige et par uger, i et lille hus langt væk, med et skrivebord placeret sådan at man kan se ud over markerne. Eller, alternativt, noget vand.

Det kommer bare ikke til at ske, så for tiden er ordene mest inde i mit hoved. Jeg håber det bliver anderledes snart!

Nå, men når man sådan kommer smadret hjem, efter 8-9 timers arbejdsdag, til fire unger der har savnet en og vil have forskellige former for opmærksomhed: lektiehjælp, tæskeleg, spil-spilning, lusekæmning, listeskrivning, lytning, og man egentlig hellere ville isolere sig med en bog eller noget at skrive på, så kommer julen ind virkeligt handy.

Jeg har aldrig været den store sitrende juleromantiker. Er ikke vokset op med faste traditioner eller særligt mange ritualer omkring det, og kan ikke helt hidse mig op til den store juleiver normalt – men i år tager jeg imod al julehyggen med kyshånd!

Det er simpelthen så nemt at kunne trække ritualer op over sig, som en stor hyggelig dyne.

Al min udmattethed bliver stille og roligt blæst væk, i midten af en klump børn, der ikke vil have opmærksomhed på tusind forskellige måder, men bare vil have at vi sidder sammen og hygger om noget rituelt –  ser julekalender eller noget der minder om.

img_20161101_200339

Mindstebarnet fik  “Julekalenderbogen” tilsendt som gave for en måneds tids siden, og vi glæder os begge to rigtigt meget til at læse et afsnit hver dag. Den startede allerede i går, og foreløbigt er vi begejstrede over historien, hvor et par troldebørn skal hjælpe en nisse med at få folk til at tro på den. Jeg vil tro den egner sig for højtlæsning for de 5-10 årige. Sproget er en anelse tungt og der er mange personer man skal holde styr på, men tegningerne er fantastiske! Jeg kom pludselig i tanke om bogen om nissen “hyggen”, som min reservemor læste for mig da jeg var barn. Ren nostalgi.

I år har vi en overflod af julekalendere stående i alle vindueskarme: alle unger har fået sådan en slikkalender fra supermarkedet, og den yngste fik en helt fantastisk Playmobil julekalender i PR-gave, som hun har spurgt om lov til at åbne næsten dagligt siden. Hun har allerede samlet papbaggrunden, der forestiller en skøjtebane, og venter på at fylde den ud med figurer fra kalenderen.

Pigerne har haft Playmobil-kalendere hvert år, og der er rigtigt mange gode ting i – de kan virkeligt anbefales!

10292016154447

Måske er det fordi sidste års julehygge forsvandt totalt i skyggerne af Ninjamans sygdom, men han har det ligesom jeg i år, og er også bare uhørt taknemmelig for at lade sig opsluge i dynehygge og nemme ritualer.

Og selv om det burde være nok at vi begge er helt jule-salige i år, toppede min moster den lige med denne overraskelse til os voksne:

dsc_0094

What??!? Vores helt egne pakkekalendere! Børnene er behørigt misundelige, og vi er begge lidt for barnligt begejstrede. Første pakke indeholdt helt uundværlige lysende sokker, med snemandsmotiv.

Jeg ved jo ikke hvad der er i resten pakkerne endnu, men om hun så bare har pakket gamle aviser ind er det okay, for spændingen over hvad der kunne være i dem er det hele værd!

Oveni hatten har to af børnene også tegnet kalendere til os, som hænger og venter på døren.
14805701028961379835716

Første søndag i advent, flyttede en nisse ind på mindstebarnets værelse, til hendes enorme begejstring!
_20161129_083146

Det var noget hendes storesøstre indførte sidste år, og selv om jeg tror at hun – i modsætning til sidste år – muligvis har delvist luret at der står snedige storsøstre bag, så er hun også med på det.

“Hurtigt! Hjælp mig med hvordan jeg skriver:”søde Nisse. Tak fordi du er flyttet ind på mit værelse, jeg er SÅ glad for at du kom og boede her, og det er godt du kom!” ivrede hun, mens jeg stod og brændte aftensmad på i søndags, og jeg foreslog at hun forsøgte at stave det som hun selv ville, for :”den slags kan nisser sagtens forstå!”

Ja, jeg kunne ikke samle tankerne om to ting på en gang, slidt hjerne…

Senere opdagede jeg, at hun elegant havde sprunget over hvor gærdet var lavest, med en tegning af en hånd der laver “thumbs up”. Smart!

Så det er sådan resten af vores December skal være: smarte, nemme løsninger, og all-in på juleritualer.  Verdens bedste plaster på midlertidige travlheds-sår!

Glædelig første December til Jer også!
dsc_0088

Bog og kalender modtaget i gave, nogle links er affiliate.

09/29/16

Om forældrefester – et (forsinket) mandagstip

I lørdags var der fest på pigernes skole: forældrefest, UDEN børn.

Overskuddet går til niende klassernes rejsekasse, og kombinationen af en virkeligt morsom sang festudvalget kom og sang for os til sommerfesten, og det faktum at vi er forældre til et niende klasses barn i år, fik os til at købe billetter.

Og fortryde lidt igen…

Både fordi det var svært at få børnepasning den dag, men også fordi det virkede ret pligtagtigt at møde op på skolen, når det ikke var for børnenes skyld.

Nogle af mine bedste venner har børn på samme skole, men de kunne ikke komme. Som dårlig-ansigtsgenkender vidste jeg ikke om jeg kunne skjule at jeg ikke aner hvem særligt mange af de andre forældre er, selv om vi har børn i samme klasser, og forudså en lang, pinefuld fest.

Vi aftalte derfor at blive hjemme, med manglende børnepasning som undskyldning. 

“Vi kan passe os selv!” foreslog en kæk mellempige “vi skal bare have… fem kroner hver for det! Og nogle chips!”

Se, det var et tilbud der var til at forstå, og da naboen lovede at tjekke op på dem, havde vi ingen undskyldning og drog til fest klokken 16.

Og her kommer (det forsinkede) mandagstip: det er den fedeste idé at holde forældrearrangementer på den måde!

Man bruger alligevel så meget pligt-tid på sine børns skole, og det var helt surreelt at dukke op og se skolen festpyntet og fyldt med ca 100 festklædte,  afslappede mennesker, uden skrigende unger om benene.

En eller andens bror grillede kød i gården, niende klasses børnene havde lavet salater og dækket bord, og der var funky livemusik og en velekviperet drinks-bar.

Det kunne sgu ikke rigtigt gå galt.

Kvinderne skrev deres telefonnumre på papirlapper i en bowle, og blev ringet op af en tilfældig bordherre, og under middagen var der quizzer og underholdning .

8292016203654
Vi blev ikke så længe som vi havde lyst til, da vi havde lovet unger at være hjemme inden de store af dem skulle sove, men det var klart det værd alligevel.

Det er første år den slags holdes, men jeg fornemmer at der er stemning for en tradition, som jeg umiddelbart vil anbefale varmt, at man prøver at kopiere i sine børns skole/børnehave.

Det er bare lidt sjovere  at korridorsnakke med Fridas far, når man nu ved at han hedder Peter, og danser en vild lambada, eller med Elias mor, når man ved hvor skæg hun ser ud når hun drikker tequilashots, og jeg har været en mere tålmodig børnehenter end normalt denne uge, fordi jeg rent faktisk håbede på at få tid til at tale med andre forældre.

 

 

09/11/16
image

Om kartoffel-entusiaster

Min næstyngste datter, der generelt er madglad, har en absolut favoritspise: kartofler.
Brasede, bagte, kogte, stegte, i alle tænkelige varianter: hun er fan!
Som 2-3 årige tegnede hun udelukkende tegninger af kartofler: små runde ting, nogle gange med øjne, og nogle gange en hel familie af dem, men det var stadig kartofler.

Hver dag havde hun nye kartoffeltegninger med hjem fra børnehave.
Da det havde stået på over et år, gav hun en dag en tegning til sin far, der lignede de sædvanlige kartofler – men denne havde ben.

“Næ… Har du tegnet ben på din kartoffel denne gang?” Spurgte han , og fik et fornærmet svar:” nej! Det er da dig far! Kan du ikke engang se det?!?”

Han blev så beæret over at være den første person hun tegnede, efter at have tegnet over 500 kartofler, at han fik tegningen tatoveret bag på sin læg:
image

Nå, men i dag fyldte hun svimlende ti år, den lille kartoffel-elsker.
Hele familien kom til frokost i haven, og fødselaren har brugt de sidste tre måneder på at planlægge menuen: kartoffelbuffet!

Kartoffelmos og hasselbagte kartofler blev i sidste øjeblik droppet på grund af pladsmangel i oven og på kogeblus, så derfor nød vi istedet en menu bestående af brunede kartofler, kartoffeltærte, pommes frites, kartoffelsalat, flødekartofler og noget ikke-så-vigtigt kød.
dsc_0075
Havde jeg haft råd, ville jeg have købt kartoffelkager til dessert, men vi var 16 mennesker, så det endte med fødselsdagsbarnets hjemmebagte chokoladekager og en fantastisk dag i solen på terrassen.
dsc_0073

Når jeg ser på min store-lille ti årige – eller hendes tre søstre – bliver jeg indimellem ramt af en bølge af taknemmelig undren over hvor storslået naturen har kunnet blande mine og deres fars gener, til de her vidt forskellige, awesome små mennesker.
Taknemmelighedsundren er altid stærkest omkring deres fødselsdage – og svagest når de i perioder skændes så det brager.

Det er en vild oplevelse, det der med at se sit barn gå fra hjælpeløs lille nyfødt til ranglet, klog, sjov , skør, selvstændig ti årig, og jeg føler mig beæret over at have fået lov til at blive hendes mor.
image
Det er få øjeblikke siden at hun var denne her lille storknoldede basse, og nu er hun sådan en fin, stor unge, der har formået at vende sin egen uhæmmede kartoffel-eufori til en fest, vi andre kan være en del af.

09/6/16

Om børn og skærme

Diskussioner om hvornår og hvor meget børn må sidde med snuden i iPads/telefoner/andre skærme er vi nok ikke den eneste familie med børn over tre år der har.

Jeg har venner med vidt forskellige regler for deres børns skærmbrug: nogen hvor der er frit lejde hveranden uge og intet ugen efter; nogen hvor der kun må stenes skærm i et vist tidsrum; nogen der slet ikke må bruge tid på den slags og andre med skærmfri dage.

Hvilken metode der er bedst ved jeg ikke – men herhjemme har vi en fast skærmfri dag om søndagen, og ellers må de godt.

Hvis de på andre dage isolerer sig helt i timevis med hørebøffer på kan vi godt finde på at bede dem lave noget andet, men generelt er det noget de gør socialt og i fællesskab: laver en film sammen på ipad, skriver til venner over messenger, spiller wii sammen osv.

Skærmfri søndag virker meget godt, trods de indledende protester (og forældrenes abstinenser efter egne skærme).

Det er den dag hvor pigerne siger ja til lange gåture, bygger gigantiske playmobil-byer, og finder på allerflest fjollede lege.

IMG_20160906_092822
Jeg tænker at vi alle har rigtigt godt af at være tvunget til at underholde os på anden vis, og at børnene ikke tager skade af reglen.

Men så faldt jeg over en stil en af mine børn skrev sidste år….
DSC_0228

Sætningen “ipod er mit liv” er ret hårdtslående – tror vi må gøre os mere umage med at give hendes liv mening om søndagen fremover!

Hvordan gør i med administrering af skærmtid hjemme hos jer?

08/15/16

Om rørstrømskhed, lidt bryllups og gæstebloggerier

Det er ikke blevet til meget post-ferie-blogging her fra denne kant: delvist fordi vores tid er gået med at glæde os til min yndlingsfætters fantastiske bryllup for halvanden uge siden; og delvist fordi der lige er noget logistik i det med at vende tilbage til hverdagen der spænder ben.

Vi har alle seks glædet os ret intenst til bryllupsfejring hele året – intet er finere end yndlingsmennesker der siger ja til hinanden!
Min yngstepige mandagstippede allerede i marts om hvordan det var at skulle være brudepige.
En af jer læsere var så søde at smide et link til en engelsk hjemmeside, hvor jeg fandt fine kjoler til både mine piger og deres kusiner – endda superbilligt.
Mange tak for det, og hermed er link givet videre, til de af jer der også kunne have brug for billige festkjoler til børn!

Brylluppet var endnu mere gåsehudsfremkaldende fint end vi havde kunnet forestille os, og pigerne var muligvis de fineste små blomstersmykkede brudepiger i danmarkshistorien.

IMG_20160807_191031

Ninjaman og jeg holdt en tale sammen, som vi måtte korte kraftigt ned, af fare for at stortude undervejs.
Til gengæld indeholdt talen så forskellige gadgets som et halvfærdigt strikketøj, en graf med søjlediagrammer over min fætters personlighed, og et par uundværligt blærede baglygte-klunker.
(Og jo – jeg har også købt mig selv et par, men mine børn vil ikke følges med mig hvis jeg har dem på cyklen…)

Nå. I tiden inden bryllup spurgte to af mine yndlingsbloggere om jeg ville skrive et gæsteindlæg til deres blogs, og grundet min rørstrømske sindstilstand på daværende tidspunkt, er begge indlæg stærkt sentimentale:

Hos søde Cecilie svarede jeg på 21 gode spørgsmål om kærlighed i hendes virkeligt fine interview-føljeton, som jeg ivrigt har fulgt med i.

Megaseje Christina har haft en blogføljeton om folks bedste feriefund, og selv dette relativt neutrale emne, formåede jeg at plastre til i sentimentalitet her.

DSC_0193

(Klunkelink er affiliate, men indlæg er ikke ellers sponsoreret)

06/30/16
IMG_20160120_162831

Om anatomilektioner

Mit absolutte favoritsted i hele verden, er mit nye badekar.

Forleden morgen, efter en meget våd tur i byen med mine kolleger, vågnede jeg endda op i mit badekar, klokken 6 om morgenen, i iskoldt vand og med min tandbørste i mundvigen.
Kan ikke huske hvorfor, men tænker at det siger lidt om mit kærlighedsforhold til badekarret, når det vinder over sengen på sådan et tidspunkt?

Det bedste ved badekarret, er muligheden for alenetid.
Jeg kan læse, drikke kaffe, glo op i loftet eller – som nu: skrive blogindlæg fra telefonen.
DSC_0277
Og ja: beklager det mentale billede i nu fik, af mig der blogger nøgen.

Da Ninjaman var allermest syg var badekarret mit helle: det sted jeg kunne bede om tyve minutters tid alene, og rent faktisk få det.

Men nu er freden ved at være slut, for yngstebarnet har opdaget at jeg jo ligger stille når jeg bader, og er begyndt at snige sig ind på mig for at bombardere mig med spørgsmål, om alt i verden – både “hvem har opfundet vand?”, “hvor boede jeg før i fik mig?”, og “hvorfor flyder nogle ting?” er spørgsmål jeg har måttet besvare fra vandet den sidste tid.

Forleden aften lå jeg i karret før puttetid, og spørgsmålsmesteren skyndte sig begejstret ud til mig, med supplerende spørgsmål til emnet “tyngdekraft og hvorfor ting flyder”, som jeg besvarede så godt jeg kunne, mens jeg krydsede fingre for at der snart var nogen der kaldte på hende.

Hun fornemmede at jeg var distraheret, og hev mig tilbage til virkeligheden med en prikkende finger på mit højre bryst.

Barn:”Hvorfor flyder babser? Er der luft i dem?”

Mor:”æh nej… Luft? Det er nok mere sådan.. kød?”

Barn (uimponeret konstaterende):” Nå. Sådan noget slasket kød, hva?”

Ah… Der er nu intet som smigrende sandheder fra børn…

05/23/16

Om fejring af seks årige, operation og gode dage

“Det har været den bedste dag i hele mit liv!” sukkede min næsten 6 årige da jeg kyssede hende godnat i går aftes, og fik flere ugers bekymringer til at føles som om det var det værd.

Vi fejrede hendes kommende fødselsdag i går, med 17 børnehavevenner.

Alle bekymringerne over hvordan vi skulle få plads til så mange mennesker indendøre, blev gjort til skamme af det fantastiske vejr; alle mine bekymringer om hvordan jeg skulle underholde sådan en flok blev blæst væk af mit fantastiske planlægningsteam (bestående af mellempigerne og deres bedste ven); og alle bekymringerne om vi mon måtte aflyse i sidste øjeblik hvis Ninjaman fik operationstid akut, var heldigvis også unødvendige.
Overlægen ringede søndag morgen, lige inden gæsterne kom, og fortalte at de ville operere torsdag, og det er en kænpelettelse at vide dato, efter så lang tids venten. Nu skal den næste måned med smerter bare gå hurtigt!

IMG_20160522_092255

Mit fødselsdagsplanlægningsteam har brugt to måneder på at øve og planlægge skattejagt, ud fra denne fabelagtige og billige bog – komplet med skattekort, koder og en god historie.
Kan klart anbefale den bog.

(link er affiliate, og bogen modtaget i gave, men den er helt ægte superinspirerende til ambitiøse planlæggere!)
DSC_0037
Bagefter lavede de cirkusforestilling for de benovede små, poppede popcorn og lavede candyfloss, og det var en begejstret flok børnehavebørn der vinkede farvel klokken 15, og overlod os til en anseelig oprydning, efterfulgt af hyggelig aftensmad og generøse mængder hvidvin, med vores omsorgsfulde naboer.

At midtpunktet for al den festivitas siger at det var den bedste dag i sit liv, fylder mig med taknemmelighed, for jeg ved at den næste måned efter operation bliver op af bakke igen.
Dage som denne burde kunne lægges på flasker og hives frem igen på de barske dage – jeg ville klart købe en hel kasse!

01/26/16

Om utaknemmelig adfærd

Min næstældste har valgt at kaste en stor del af sit samlede arsenal af kærlighed, på sin hamster, Teddy.

Teddys største talenter består i, at løbe rigtigt hurtigt og larmende rundt i sit bur, og hans mest markante træk er en rodet nullermandsfrisure, og et par usædvanligt store nosser.

Alligevel synes hun, at han er verdens ottende vidunder, og da han for nyligt fyldte et år, talte hun sine sparepenge omhyggeligt flere gange, og gik op og købte ham en såkaldt “hamsterhængekøje”: en hule af nylon, der kan hænge i burets loft, og kostede den svimlende sum af 65 kroner, som hun har brugt måneder på at spare sammen.

Teddys første reaktion, var at stikke sin hovne lille næse op af sin selvbyggede rede, og derefter rulle over på den anden side og sove videre, til den glade donors store skuffelse – hun havde forestillet sig at han ville kaste sig taknemmeligt over den dyre hængekøje.

image

I flere dage har han fuldstændigt ignoreret hængekøjen, men da jeg kom tidligt hjem i dag,  bemærkede jeg, at han klatrede rundt og undersøgte den nøje.

Jeg krydsede fingre for at Teddys ejer nu ville blive glad, når hun så sin dyrt indkøbte investering blive taget i brug – men ak: to sekunder efter havde hængekøjen fået gnavet alle snore over, og lå i bunden af buret, hvor jeg er ret sikker på, at jeg så Teddy pisse på den, med et triumferende blik i sine små perleøjne.

image

Det er lidt op af bakke, at få gengældt kærlighed fra kæledyr, synes jeg.
Måske burde hun have anet det, allerede dengang han slikkede på hendes fingre, med sin nosse-ånde?

01/21/16

Om alenetid, klemmerter og frossen lort

Tusind tak for jeres megen feedback på mit hjælp-mig-med-inspiration-til-indlæg-indlæg.
Jeg blev rigtigt glad – og inspireret – og har skrevet alle jeres forslag og ønsker ned – kom endelig gerne med flere!

Flere af jer efterspurgte indlæg om noget med børneopdragelse; hvordan det er at have så mange børn; og om forældreskab generelt, hvilket overraskede mig lidt, da jeg faktisk ikke troede den slags var spændende at læse om – så tak for det, det er ihvertfald emner der ligger lige for hånden!

Det der er påfaldende mest eftertragtet i en familie med mange børn, er alenetid, med en enkelt forælder.

Mine børn ER flokdyr, der generelt trives godt når vi er mange samlet; de sover i samme rum, og ofte også to og to i samme køje; de klumper sig hellere sammen i stuen, end bruger egne værelser; og de vil helst ikke overnatte hos familie, uden at have mindst en søster med – men alenetid er en myteomspundet, attråværdig sjældenhed, som de vil gøre ret meget for at få.

Vi har en tradition med at de hver får en alenefridag når de har fødselsdag. Det startede da ældstebarnet fyldte seks år, og det eneste hun ønskede sig overhovedet, var en dag helt uden de to små, der dengang var 1 og 2.

Det fik hun, og siden er det blevet en tradition: en af os tager fri på deres fødselsdag, og fødselaren vælger hvad vi skal, fra de andre er afleveret, og frem til de skal hentes igen kl 15.

Ældstebarnet plejer at vælge noget med bif og sushi, næstældsten noget med svømmehal og pommes frites, nummer tre konditoritur og museum, og den yngste vil altid i zoologisk have.

Efter at Ninjaman blev syg, har vi haft nogle issues omkring nattesøvn, og har derfor belønnet børn med krydser, når de ikke holdt andre vågne om natten.

Krydserne har kunnet veksles til alenetid, hvilket har været både hyggeligt og tiltrængt

Her forleden havde jeg så alenetid, med hende her:
IMG_20160120_162831
Hun ville ind til byen og gå en tur, og vi havde en forrygende dag, hvor mine øregange indtog flere ord, end de normalt gør på en hel uge!

Er der nogen der kan huske dette indlæg, fra da hendes yngste storesøster havde den alder, hun har nu?

Det var præcis sådan det var, og jeg bestemte mig for, at intensivere mine (nyttesløse) plagerier til hendes far om en efternøler, for det der med at være forælder til en fem årig er altså noget af det sjoveste man nogensinde kommer til at opleve, vil jeg påstå!

Vi startede med en samtale, som gik sådan her:

Barn:”Se, en bil! Hvordan laver man biler?”

Mig:(starten på lang forklaring om Daimler og encylindrede benzinmotorer)

Barn(uinteresseret):” nå. Se – en skraldespand! Hvordan laver man skraldespande?”

Her fattede jeg hintet: hun gad egentlig ikke høre svar, men ville bare have kontakt, så resten af dagen holdt jeg igen med lange forklaringer, og lod hende styre emnevalget, der – børnehavealderagtigt nok – hurtigt kom til at kredse omkring det allersjoveste: det latrinære.

“Mor” sagde barnet, da jeg advarede hende om en hundelort på fortovet ” jeg synes egentlig ikke ordet “lort” er et godt ord. Det burde hedde…hm.. En klemmert! Fordi hunde klemmer dem ud, ikke? PAS PÅ MOR – der ligger en våd hundeklemmert der!”

Emneskiftet forløb lige så elegant:” Mor, nu vi taler om lort,ikke? Så har jeg tænkt på Frost-filmen: hvis alt det Elsa laver bliver til is, hvad så med hendes lort? Laver hun isklumper,eller hvad? Og hvad hvis hun har tyndskid – hahaha – er det så ligesom et snevejr?”

Siden har jeg ikke helt kunne slippe det mentale billede, af en Elsa – blåfrossen af anstrengelse – der producerer en gigantisk snebolds-klemmert…
enhanced-buzz-5180-1389225041-16p
Av, Elsa…
Det der er svært at tage sig sammen til, ikke?