04/17/18

Om hjemmeliv og overspring

Ninjamans nyopererede ben (med de flotte nerver indeni) binder ham til sofaen i mindst seks uger. Det binder også mig herhjemme, i al den tid jeg ikke er nødt til at være på arbejde eller studie – og selv der er mindst halvdelen af mine tanker stadig hjemme hos ham.

Jeg skal ud med en veninde i aften, og har glædet mig rigtigt længe, men lå vågen til klokken 03 i nat, fordi det alligevel føltes forkert at overlade ansvar for min hjemmelogistik til min hjælpsomme moster.

Det er noget af en udfordring at finde timer nok til alt det praktiske oveni job og studie: børnehentning, putning, tøjvask, indkøb, madpakker, lus, madlavning, studieopgaver, forberedelse af arbejde, hundeluftning, hjælp til den opererede, og trøstesamtaler med børn, der bliver mindet om hans grimme sygdomsforløb sidst.

Det antal timer findes simpelthen ikke, men vi er ved at finde løsninger, der faktisk er okay at være i.

Børnene er blevet ret gode til at følge hinanden i skole om morgenen, og hjælpe til med hund og opvask, og min fantastiske veninde, Maren, kom uventet forbi, med en pose mad til en uge. Og rengøringstandarden er blevet sænket yderligere…

Det frigiver tid til at sidde og nørkle med mine eksamensprojekter, hvilket jeg i høj grad også har gjort. Pigerne har udnyttet at jeg sidder nogenlunde stille, og kan snakke mens jeg arbejder, så de sidder på skift sammen med mig og maler eller tegner, og snakker mine ører af. Hyggeligt.

Havde det ikke været fordi min hjerne hele tiden slår fra, og laver overspringshandlinger, kunne jeg have nået væsentligt længere i projekterne.

Her en kort liste, over ting der har spændt ben for min koncentrationsevne:

1. Sad meget fordybet, da jeg pludselig kom til at tænke på, at min datters veninde havde fået serveret “penis-fisk” på en ferie i Korea. Tænkte på hvordan den slags så ud – og googlede.

Bad mistake…


Så røg der fluks en times tid, med at sidde og sende barnlige smser til de to af mine venner der sætter mest pris på den slags.

2. Hold i ryggen. Seriøst dårlig timing.

3. Forgæves indkøb på nettet. Grundet hold i ryggen, tænkte jeg det ville være smart at købe ind til næste uge over nettet. Brugte først en time på at gennemgå Nemlig.com, bare for at opdage at det altså er 2-300 kroner dyrere end vores ugeindkøb normalt er. Slet igen, og start forfra på Rema.dk, hvor hjælpsomme mennesker køber ind for en, ud fra den liste man laver. Det tog også en time. Problemet var her, at ingen meldte sig til indkøb…

Så jeg endte med at måtte bruge pigerne som pakæsler og hjælpere, hvilket igen medførte, at vi har fået købt ekstra mange kiks og kakaomælk og andre ting, som børn finder nødvendige.

4. Hjemmehårfarvning. Tænkte jeg godt kunne gøre det min frisør gør så godt (og dyrt og tidskrævende) selv. Det kunne jeg ikke – som jeg efterhånden burde have lært. Er nu den heldige indehaver af grønbrunt hår, og venter utålmodigt på at min frisør farver det tilbage til det sædvanlige blonde d. 8-5. Det er lang tid….

5. Søvnløshed. Det er ikke ligefrem befordrende for koncentrationsevnen, når ens hoved konsekvent reagerer på logistiske udfordringer, ved også lige at smide udmattende søvnmangel oveni hatten.

Men nu er det tirsdag. Mine børn bliver hentet af min moster, og jeg skal til noget fancy bloghalløj med Weber grill, hvor min veninde og jeg skal lære at grille kød ordentligt. Der er rødvin. Rødvin er løsningen på alt det, der ikke kan løses med planlægning.

03/12/18

Om søskendeomsorg og arbejdsbyrder

Jeg kunne se det var dem allerede på lang afstand, og det ramte et eller andet i mig at se dem komme gående sådan, hånd i hånd.
“Husk nu at holde din søster i hånden over vejen!” havde jeg formanet den næstyngste om morgenen. Der havde vi opdaget, at vi voksne (igen) skulle til møder og den næstældste skulle med venner hjem, så de to mindste var nødt til at gå alene hjem fra skole. Skolen ligger langt væk, og de skal over store veje og med tog, så derfor plejer vi at sørge for at de enten følges alle tre, eller bliver hentet.

Storesøster havde lovet at passe på og holde i hånden over veje, og var stolt og glad over ansvaret – men at de stadig gik der og holdt hinanden omhyggeligt i hånden mens de småsludrede, gjorde mig helt rørt.

DSC_0371

Mens jeg cyklede, så langsomt jeg kunne, sneg jeg mig til at tage fotos af dem, som jeg kunne vise deres far, så også han kunne få del i sådan et fint øjeblik.

For de fine øjeblikke er noget udviskede for tiden, da mit hoved er tusind andre steder end i nuet. Siden August har jeg taget uddannelse ved siden af mit fuldtidsjob, hvilket gik fint det første halve år, men er noget presset nu. Jeg er vild med at studere igen, og synes opgaverne er spændende, men der er bare SÅ mange af dem for tiden, og jeg har det hele tiden lidt som om jeg er ved at drukne.

Når ungerne sover, og jeg har tid til at tænke over hvor fraværende jeg mentalt har været hele dagen – med tankerne på en opgave, eller hænderne i færd med at være kreativ på kommando – får jeg sindssygt dårlig samvittighed, og ville ønske jeg kunne spole dagen forfra igen, og være bare en anelse mere nærværende.

De opdagede mig først da jeg var helt henne ved dem, klar til at overøse deres kolde kinder med kys og ophobet kærlighed.

”Hva fuck laver du?” Spurgte de, overrasket over at se slingrende mor, med kamera på cykel “ hvad skal du med verdens kedeligste billeder? Du er sådan den mest kedelige spion der findes?”.

De grinede så højt af mig  at jeg hurtigt opgav at forklare dem hvordan man som mor kan blive rørt over at se søskendeomsorg.

Resten af aftenen kørte de på min mystiske trang til at fotografere dem, med ting som:” jeg tager lige en gaffel i skuffen – gad vide om min mor tager fotos af det?” efterfulgt af gruppefnisen.

Da jeg om aftenen igen begyndte at slå mig selv oveni hovedet med hvor sporadisk opmærksomhed jeg havde formået at udvise, fandt jeg fotoet frem.

Og blev glad. Det mindede mig om, at selv om jeg ikke har det store overskud lige nu, så har jeg tydeligvis haft det nok tidligere, for de har fået nok til selv at kunne udvise det. Det mine piger taber i forældreopmærksomhed, vinder de på mange måder i samhørigheden med hinanden.

Og det skal nok gå.

02/28/18

Om ophobet omsorg

Efter min mand havde været syg, plagede jeg i en kortere periode om at få et barn mere. Der var noget ved det at have stået på kanten; forestillet mig at jeg kunne miste ham; der gav mig en stor trang til at have så meget som muligt af ham. Tage sikkerhedskopier.

(og ja: jeg kan godt selv høre det lyder fjollet…)

Han havde absolut ikke samme trang, og affejede hurtigt efternøler-forslag med alle de fornuftige argumenter: vores alder, økonomi, plads, antallet af allerede producerede børn, og glæden ved den frihed vi har fået.

Omsorgskvoten var opbrugt, mente han. Det hævder han stadig hårdnakket, men på det seneste har jeg tvivlet på om det er 100% sandt. Han pylrer fx om Winston, den bælgøjede hund, i en grad hvor børnene har klaget over, at han siger både goddag og farvel til hunden først, og med dobbelt så meget inderlighed som til dem. Han kan være for træt til at spille kalaha med håbefuldt barn, for kort efter at piske rundt og smide med gummidyr efter hunden.

Her til morges gik han lige det skridt videre, der fik mig til at overveje om det ikke havde været mere på sin plads med påtvungen efternøler: Winston kom glad ind og vækkede mig efter deres morgengåtur i 10 graders frost, og jeg bemærkede undrende at hans pels slet ikke føltes kold.

“Tjo…” indrømmede manden-der-ellers-officielt-havde-opbrugt-omsorgskvoten “ Det er nok fordi jeg varmede hans lille jakke på radiatoren i god tid inden turen, så den bedre kunne holde ham varm…”

Som også beskrevet tidligere, smelter jeg en lille smule over den slags, og var det ikke fordi jeg er blevet yderligere knapt 3 år ældre siden jeg sidst plagede, ville efternølertanken muligvis være kommet på banen igen efter det.

Godt både min fætter og søster får nuttede babyer i år, som vi kan få lidt omsorgsafløb på – så det ikke behøver ende med verdens mest forkælede hund.

02/19/18

Om søstergaver

Min næstældste pige har fødselsdag i dag – og er nu teenager. Synes ikke det er særligt længe siden hun kom til verden i et lunt badekar midt i stuen, men det er åbenbart hele 13 år siden.

Dagen startede med pandekager, gaver og søstergaver. Søstergaver indførte vi den dag hun blev født, og overraskende nok havde en dukke med til sin tre årige storesøster, der blev lige glad for lillesøster og for dukken.

Året efter, da lillesøster fyldte 1 år, var jeg gravid igen, og ældstebarnet frydede sig ved tanken om nu at skulle have søstergaver hele to gange om året, så vi besluttede os for at holde fast i det med at fødselaren gav en lille gave til alle søstre på sin fødselsdag.

Jeg troede at det var en tradition der automatisk ville stoppe, når alle piger blev større og kunne acceptere at søstre blev fejret, men de synes selv det er vanvittigt hyggeligt, og jeg tør vædde med at de stadig giver søstergaver når de bliver voksne…

Nu er de så store at de selv går ud og køber gaver til søstre inden deres fødselsdage, og traditionen er: morgenbordet skal være dækket og pandekagerne klar, før der åbnes gaver. Fødselaren åbner først en enkelt gave; så uddeler hun højtideligt de omhyggeligt indkøbte søstergaver, og så åbner hun resten af sine gaver. Og holder fri med en af sine forældre, uden søstre, resten af dagen.

Lige nu sidder jeg og venter mens hun får massage, som var en del af hendes gave, og bagefter skal vi ind til byen og spise noget frokost.

Dagens fødselsdagsbarn var så spændt på at give søstergaverne, at hun fik lov til at starte med det i morges. Det var også fine gaver: yndlingsslik til den store, noget med enhjørninge til den ene lillesøster og en dims til mobilen til den anden. Og så en ny indførelse, som jeg ikke havde set komme: søstergave til hunden…

Hunden blev overdrevent glad for konceptet, og fattede næsten ikke sit eget held.

Han har selv fødselsdag næste måned, hvilket jeg bestemt ikke havde ventet var noget vi behøvede fejre. Kan fornemme jeg tager ret meget fejl her.

Vil dog forsøge at sætte min fod ned med hensyn til om han skal give søstergaver – eller i det mindste insisterer på at han kun giver noget han selv har skaffet. Forhåbentligt bliver de glade for hvis han bare giver dem nogle af de hårelastikker han kan lide at stjæle fra dem og gemme i kurven tilbage?

 

01/24/18

Om selv at vælge kælenavne

Denne her grå måned flyver afsted, i en sky af møder, talrige besøg på mulige uddannelsessteder til ældstebarnet, og mellempiger der hiver den ene omgang sygdom med hjem efter den anden.

I dag er det den næstyngste der er hjemme, og hun havde det så dårligt at jeg blev hjemme hos hende.

Hun har hverken orket at få læst højt eller se film, så vi har bare ligget ganske stille under en dyne i sofaen, hvor jeg har forberedt arbejde og hun har småblundet.

Winston – den sort/hvide pruttemaskine – har trippet hvileløst rundt foran sofaen en stor del af dagen, nervøs over dette uvante rutinebrud: to mennesker hjemme på en hverdag.

“Hvis han var et menneske” hviskede det syge barn, med svag røst “så ville jeg kalde ham “General Tripoli”. Altså han tripper, og går vagt, ikke?” Det grinede vi af i flere minutter, mens General Tripoli trippede tyve runder mere, og kastede grineflippet fornærmede blikke.


Da generalen endelig gav op, og nøjedes med at kaste os sure blikke fra sin intermistiske rede på en badekåbe, kom vi til at tale om kælenavne, og hvordan vi altid har skambrugt den slags herhjemme.

Jeg har før blogget lidt her, om hvordan jeg erstatter børns navne med random ord, og jeg har det også med at finde blivende kælenavne til folk jeg holder af: min søster, svoger og næstyngstebarnet bliver således aldrig kaldt ved andet end lidt sære forkortelser af deres navne, min mand bliver periodisk kaldt Ninjaman af både mig og unger; og min to meter høje fætter adlyder (noget modvilligt) navnet Putte.
Heldigvis er jeg ikke den eneste i verden der gør det med skøre kælenavne: fantastiske Sneglcille gæstebloggede om det præcis samme hos mig her.

Nå, men det jeg egentlig ville frem til, var en gammel historie som jeg og syge-ungen kom i tanke om, og som jeg er ret sikkert på aldrig har ramt bloggen.

Da mellempigerne var små, sådan 2-3 år, adlød den yngste af dem aldrig andet end nuttede kælenavne. Når jeg puttede dem om aftenen lå vi og så på en uro med små dyr, der hang over hendes seng, og fandt nye sukkersøde kælenavne til hende ud fra den: kælemus, krammebjørn, nuttegris osv. Hendes lidt ældre søster har aldrig været vild med at blive kaldt andet end sit fulde navn, og har kun modvilligt accepteret at de fleste forkorter det, men al den snak om kælenavne fik hende til sidst til at forlange et kælenavn selv.

Jeg forsøgte mig med genbrug af de der kælemus, krammebjørn-navne, men blev afvist: hun ville have sit helt eget kælenavn, og hun ville selv vælge det.

Et par dage efter kom hun glædesstrålende hjem: “ jeg har det! Jeg ved hvad jeg vil hedde, der er det allerbedste navn: “Glimmer-putte”! Er det ikke bare både smukt og nuttet?”

Navnet satte sig aldrig rigtigt fast, og jeg havde glemt det ind til Glimmerputtes lillesøster mindede mig om den i dag. Tænker jeg vil give det et forsøg igen – er sikker på at næsten-teenagere sætter særligt pris på cute kælenavne?

01/15/18

Om at give noget væk af betydning

I onsdags så jeg min yndlingsfætter forsvare sin PhD, med overlegen klogskab og charme. (Jeg tog det ikke pænt:  stortudede så meget af rørelse da han blev godkendt, at jeg måtte gemme mig bag min onkel.)

Virkeligt stort. Vi havde købt et blødt lammeskindstæppe, til at lægge i en stol hvor han lige om lidt kan sidde og vugge sin kommende søn,  og en lommelærke med et absolut passende “Game of thrones” citat: “I drink and I know things”.

Mit yngstebarn tilbeder min fætter – hendes lille krop sidder altid magnetisk klistret til ham når han er på besøg og hun glæder sig i dagevis når vi skal ses – så hun ville bare give ham noget der var helt særligt og kun fra hende. De andre skrev kort og tegninger, mens hun rodede sit værelse igennem for en værdig gave.

Det blev hendes yndlingsbamse, “Grisso Fuglesang” der blev udvalgt, og højtideligt fandt hun en kasse til ham, og vedlagde omhyggeligt skrevne breve.


Det ene brev var en kort liste over ting Grisso Fuglesang holdt særligt af, bl.a.:” vafler, farven orange og lange gåture”.

Og så et langt brev, om at Grisso Fuglesang bragte “lygæ” og at min fætter godt måtte låne ham indtil “Bebi” bliver født og skal have den.

“Pas Got på Grisso fuglsa” sluttede det, og jeg smeltede en lille smule af al den nuttethed, og villighed til at afgive noget der er vigtigt for hende, som påskønnelse af at en hun elsker, har udført noget der var vigtigt for ham.

11/19/17

Om spildtid og god tid

For tiden går jeg konstant rundt og fantaserer om mere tid. Vilde drømme om både at have mere tid til at skrive eksamensopgave færdig til mit studie snart; have tid til at forberede ting til mit arbejde; kærestetid; rødvinstid; hyggeskrivetid; blogtid; alenetid med børn; læsetid, og alt muligt andet man kan skrive “tid” bagved – men det ender for tiden i en hæsblæsende jonglering af hverdagsliv og alt for få timer i døgnet.

Denne uge har jeg så haft tid – uden rigtigt at kunne bruge den. Tirsdag vågnede jeg og så sådan her ud i fjæset:

Havde godt nok haft ondt i øret nogle dage, men bliver aldrig syg af virus og den slags, så havde ikke tænkt mere over det. Nå, men det var så noget betændelse, der havde spredt sig til kinden, og hele ugen er gået i en tåge af ømhed, øredråber og to slags penicillin, dyne, og manglende overskud til at samle tankerne om al det jeg godt gad have tid til.

Det mest produktive jeg har opnået i løbet af mine alenedage har været et halvhjertet forsøg på at dokumentere hvor mange forskellige steder Winston, den bælgøjede hund, sover i løbet af en dag. Det er fascinerende mange.

Normalt er vi mange mennesker hjemme på samme tid, og her tripper han tit lidt rundt i hælene på en af os, men han er anderledes doven når han er alene. Det overraskede mig hvor meget han sover, og hvor målrettet han skifter sovested med jævne intervaller, og de her fotos tog jeg i løbet af et par timer en formiddag:

Her sover han først i en hule under et bord på børneværelset en halv time. Strækker sig, prutter, lunter over og lægger sig til at sove, med bunden i vejret, på en tshirt på gulvet. Et kvarter efter: strækker sig, grynter, lusker over og tager en lur oven på en limpistol børnene har glemt på gulvet. Så en omgang strækken sig, fisen, vanddrikning, og en god lang lur i kurven. Strækker sig, snuser mig på hånden, og lusker ind og sover en time ovenpå etuiet til en guitar, på børneværelset. Efter den lur, snupper han en tillægslur, i en rede børnene byggede til ham dagen før.

Og sådan fortsatte hans dag, frem til klokken 14.30; hvor han satte sig hen til havedøren og spejdede efter pigerne, indtil de kom hjem.

Så det var egentlig det jeg spildte hverdage på. Tidsfråds, når man mangler tid, men det var ikke muligt at udrette mere, i omtåget hamstertilstand.

Anderledes god mening gav prioritering af tid sig, når børnene kom hjem fra skole. Al den tid jeg har brugt på at pleje syge børn de sidste snart 16 år viste sig, til min store fryd, at være godt givet ud. Ninjaman var væk på overnatning med arbejdet, men teamet af omsorgsfulde børn sørgede for aftensmad, te, tegninger og højtlæsning, to dage i træk. Sjældent har jeg hygget mig så meget med at være syg, som midt i deres hyggelige omsorgsboble.

Jeg har sendt mange varme tanker til mit fortids-jeg, der både har valgt at få så mange børn OG har passet godt nok på dem, til at de gider gøre gengæld. Tak fortids-mig!

10/30/17

Om glædesdansen

“Tag et foto, mor, tag et foto!” Hujede mellempigerne, da vi stod på et museum i Berlin “ der er et dyr, der danser glædesdansen! Lige deroppe på skabet”

Og det var der sørme også:

D98416BC-4415-4E71-AA23-946C77AC1A2F

Uheldigvis er glædesdansen meget smitsom, så sekunder efter jeg havde taget fotoet, stod vi alle seks og rokkede manisk til den.

Folk gik i en relativt stor bue udenom…

10/8/17

Om intern humor

Personligt synes jeg mine egne fire unger, er verdens sjoveste børn.

Da de var mindre skrev jer hvert eneste spøjse lille guldkorn de kom til at sige, op i et dokument på computeren, der nu fylder ti sider. Mange af dem skrev jeg også på bloggen, fx her. Der bliver stadig tilføjet lidt indimellem, men tiden hvor de sagde ufrivilligt sjove nuttede ting, er ved at være forbi.

Til gengæld har de med tiden udviklet en bevidst humor, der ofte får mig til at le højt. De har hver deres humor-spidskompetencer: to af dem er gode til snappy comebacks; en af dem har en vidunderlig mimik og morsomt kropssprog; og en af dem finder på verdens sjoveste historier og tegninger, men til fælles har de evnen, til bare at gå all in med på noget underligt. Det er en meget intern form for humor, der med stor sandsynlighed ikke giver mening for andre, men bare er noget vi har selv.

E02A4EC7-398C-4417-8EA9-E7A6EDAF409D

(Et eksempel på intern humor er “glædesdansen”; som mindstebarnet opfandt en nat for halvandet år siden, hvor vi stod op for at flyve til Sicilien. “Jeg kan mærke det!” Sagde hun intenst “det er …glædesdansen!” hvorefter hun, med stoneface, gav sig til at rokke mekanisk, med hænderne samlet foran sig, egern-style. Glædesdansen er enormt smitsom, så kort efter stod vi alle seks og rokkede til den, klokken 3 om natten. Siden har glædesdansen været en tilbagevendende ting, som ingen af os stiller spørgsmålstegn ved smitsomheden af, men bare danser med på, når nogen starter den.)
Forleden stod vi i et supermarked, hvor de tre yngste fantaserede om at købe popcorn til den lovede filmaften.

“ Jaja” sagde jeg, halvdistræt “hvis I viser hvor meget I vil have popcorn, ved at bede om det med henholdsvis egernstemme, svensk accent og som om I er bange for at blive aflyttet”.

30 sekunder senere havde de fordelt den underlige opgave mellem sig, og bedt om popcorn på hver deres absolut sære facon, hvilket fik mig til at grine virkeligt højt og selvfølgelig sige ja.

På vejen hjem fortalte jeg dem hvor fedt jeg egentlig syntes det var at de havde humor.

”Tja” sagde den næstyngste, tørt “måske er det ikke humor, men mere mangel på værdighed?”

Så måske er det der vi har til fælles: manglende værdighed, ikke humor. Uanset hvad, er det rart at være fælles om at bære det…

09/18/17

Om navne og hundenavne

Opmærksomme læsere ved sikkert, at der i April flyttede en lille sort/hvid pruttemaskine ind her på matriklen. Winston, hedder han, og jeg er flere gange blevet spurgt om han er opkaldt efter Winston Churchill.

Det er han ikke.

Han er opkaldt efter Winston Bishop, fra tv serien “New Girl”; en af vores favoritkomedieserier, som også de ældste to piger har dyrket ret intenst.

Ældstebarnet fandt navnet, og argumenterede for at det passede til hunden, der har følgende lighedspunkter med Winston fra serien:

1. Han er farveblind (det er alle hunde)

2. Han er (formentligt også) virkeligt ringe til at lægge puslespil

3. Han bærer ydmygelser med stoisk ro

IMG_1491

4. Han interesserer sig for katte. Meget endda. Winston i serien tager daglige selfier end sin kat – vores Winston kan bruge en hel dag på at stå og grynte forsigtigt af naboens kat, i sikkerhed bag havedøren.

IMG_1489

5. Han er virkeligt glad for at tage lure.

IMG_1488

Det var argumentationerne for navnevalg, og det kunne vi alle bakke op omkring, så vi skiftede hans navn fra Benny til Winston – hvilket han reagerer fuldstændigt lige dårligt på.

Der er flere af Jer der i tidens løb har spurgt ind til hvad mine fire piger hedder. Grunden til at jeg ikke skriver deres navne på bloggen, er at de har specielle navne, og derfor vil min blog kunne googles frem på deres navne, hvilket de måske bliver trætte af på et senere tidspunkt. Så ingen fornavne her, beklager. (Følger man med på Instagram dukker de op indimellem, så det er ikke fordi de er hemmelige som sådan, de skal bare være u-Google-bare. Hvis det er et ord?)

Men jeg synes al det der med valg af navne til børn er forfærdeligt spændende, og jeg følger ivrigt med, når medbloggere laver navnefølgetons på nyfødte vidundere – fx har både Sneglcille og Emili haft nogle spændende navnevalgsindlæg, før de valgte deres fine pigenavne.

Nå, men dengang vi valgte navne til vores første barn, var vi meget uenige: Ninjaman ville have noget solidt og dansk, som Ellen eller Esther, og jeg ville have noget der var helt hendes eget navn, og som jeg ikke kendte andre børn der hed.

Det endte med en mellemting, og de tre yngre søstre fik mere sjældne navne, nu vi allerede var lidt væk fra de helt klassiske navne.

Før vi vidste vi skulle have flere børn end tre, fik Ninjaman tatoveret et hjerte på armen, med de tre store pigers forbogstaver på. Da vi så, uventet, pludselig skulle have en mere, var hans eneste navnekrav: hun skulle hedde et blomsternavn, så han kunne få tatoveret blomsten og hun ikke behøvede føle sig snydt.

BFAF2807-755E-425F-ACFB-4981FF996D52

Et blomsternavn blev det, og en stor blomst på hans brystkasse – hvilket de tre store så syntes var lidt snyd, så han endte med yderligere tre tatoveringer: en for hver af de andre, hvis for eller mellemnavne også er navne på “ting”. Den slags griber åbenbart om sig, og jeg fornemmer at han ikke engang er færdig med at trykke hyldester til børnene på sin krop – så længe han holder sig fra at få tatoveret hundens navn er jeg taknemmelig.

For en sikkerheds skyld viser jeg ham ikke denne her:IMG_1492