05/28/17

Om en syvårig

Vi regnede forleden ud, min mand og jeg, at vi lige om lidt har oplevet at have et barn der har fødselsdag hele 44 gange. 44! Det er flere fødselsdage end jeg selv har holdt – og så tæller jeg ikke engang med, at de ofte er blevet fejret mere end en gang, hver gang…

Min lillebitte mindsteunge fylder 7 år på lørdag. Man skulle tro jeg var hærdet efter at have oplevet 43 markeringer af årsdage for et af mine børns ankomst, men nej: jeg bliver lige overrasket  hver gang en af dem fylder år.

Ønskesedlen har hun selv skrevet:

image
“Sjippetov, Tivoli, svømmehal, vandballoner”. Derudover ønsker hun sig også en badedragt, dykkerbriller, løbehjul, og en Playmobil-butik. (linket er sådan et hvor jeg får et par kroner hvis i køber noget gennem det;))
HVAD ?? Min mindstebaby kan skrive?

Læse kan hun også. Det er kun et par uger siden at hun opdagede at hun kunne læse, og jeg får dagligt læst højt af spændingsromaner, som fx “Sif så en kat” og “Bo har en is”.
Simpelthen så hyggeligt at have en lille læseunge siddende på skødet, mens hun omhyggeligt staver sig igennem teksterne.

IMG_3166
Jeg kan tydeligt genkalde mig hvor lykkelig jeg selv blev da jeg knækkede læsekoden, og glæder mig over at hun finder det lige så sjovt som jeg husker det.

I dag kommer familien til pizzafest. Her til morgen kom hun ind og lå og nussede i min seng, mens hun frydede sig over forestående fejring, og  vi talte om hvordan det var at blive lige netop syv år.

“Mit hoved er vokset, fordi min hjerne er vokset af alt det jeg ved, kan du se det?” Spurgte hun, og det kunne jeg måske godt se, nu hun sagde det. “Sådan er det at blive syv år.”

Nå, nu hopper fødselaren foran mig, og vil have lov til at hjælpe med at rulle pizzadej ud. Så når jeg ikke frem til de sædvanlige sentimentale pointer, om hvor hurtigt tiden går.

Dem må I have tilgod,e til det rigtige fødselsdagsindlæg!

04/21/17

Om dårlige gemmesteder

IMG_2785Bekymrede mellempiger, da de fandt mig stående sådan her i stuen:

” Ai, græder du Mor?”

Mig:”nejnej – jeg leger bare gemmeleg med jeres lillesøster.”

Barn:”… okayyy??”

Barn, hvisker til andet barn:” tag et billede, så hun kan se hvor sygt dårlig hun er til at gemme sig!”

KLIK – og så smuttede de, før jeg nåede at forklare, at jeg altså ikke var så dum at gemme mig bag mine hænder, men var ved at tælle mens min legemakker gemte sig….

 

04/14/17

Om familieforøgelse

Det her skete i mandags:

IMG_2710

Winston – verdens fineste lille Boston terrier.

Tak for alle jeres gode hunderåd – vi læste det hele og blev enige om at vi ville lede efter en Boston terrier, der lød som om den passede godt til vores familie. Kunne dog godt se at den slags var dyrere end ventet, så måske blev vi nødt til at vente til sommeren næste år, for at få råd. Øv, når nu vi drømte om at få den op til sommerferien.

… men så fik jeg en besked om en familie i Jylland der desværre var nødt til at gå af med en et årig hund, fra en fantastisk bloglæser – tak igen! Det tog ikke mange øjeblikke at beslutte at ham måtte vi altså se i virkeligheden, og i mandags kørte Ninjaman og mellempiger så afsted.

“Vi tager ham KUN hvis han virker som den rigtige hund til os!” formanede Ninjaman de ivrige piger før de kørte, og jeg følte st det her hundeanskafning muligvis var det mest voksne jeg nogensinde havde foretaget mig.

Vi andre blev hjemme for at rydde op og flytte rundt så der evt kunne blive plads til en hundekurv. Da mindstebarnet efter nogle timer ikke kunne holde spændingen ud mere, gik vi i biografen og halvvejs gennem filmen kunne jeg regne ud at de måtte være ankommet, så jeg sneg mig ud og ringede til mellempigerne, der jublende opridsede alle den lille hunds vidunderlige egenskaber.

Mindstebarn dansede glædesdans i biografsædet da jeg hviskede det til hende, og de fire timers yderligere venten var laaaange.

IMG_1171

Det er fedt at have fået en lidt større hund der ikke hvalpetisser på gulvet eller hærger ting. Han er trænet til ikke at sidde i møbler, gø’er ikke, kan være alene hjemme uden traumer og slikker ikke i fjæs. Når vi sætter os på gulvet møffer han sig op på skødet og sukker lykkeligt, og han bliver tilsyneladende aldrig træt af at blive kælet.

Han hiver dog meget når man går tur, så vi skal på hundeskole.

“Han passer virkeligt godt i vores familie, ikke mor?” sagde mellempigerne, da vi opdagede hvor imponerende højt han snorker og stueryddende fælt han fiser. Jeg har ingen anelse om hvad det var de antydede…

IMG_2720

Fisen og snorken afholder dog ingen fra at ligge på gulvet i sådan en klump her, hver gang der skal ses tv.

04/6/17

Om ikke at kunne huske navne

Min seks årige mindstepige har altid elsket fester, gæster og gang i den, og bliver ovenud begejstret når man fortæller hende at vi skal være sammen med andre mennesker. De fleste af vores venner har børn på vores mellempigers alder, men det generer hende ikke spor at være den lille, og fedter sig glad ind på de store børns aktiviteter.

Når man er lille og leger med nogle der er større, bliver alt hvad de siger og gør spændende, og hun suger detaljer og oplysninger til sig om alle de store børn. Jeg vil tro hun ved yndlingsfarver, livretter, navne på bedstevenner og alt muligt andet detaljeret om hvert eneste af vores venners børn efterhånden – også selv om de er flere år ældre end hende.

Deres forældre er derimod knapt så spændende for hende, og hun skal ofte lede længe efter noget så lidt kompliceret, som navne på voksne hun har kendt hele sit liv.

Hun er særligt begejstret når vi skal hænge ud med Maren og Allan, der har næsten lige så mange pigebørn som os, og roder mindst lige så meget som vi gør. Børnene hygger sig altid enormt i flok, mens de opsætter det ene fjollede teaterstykke efter det andet, og mindstebarnet er kæmpefan af alle deres børn – mens de voksne er sekundære.

For noget tid siden gav Maren mig en nederdel med hjem til mindstebarnet, som hendes unger var vokset fra. Hun blev rigtigt glad da jeg sagde den var fra Maren og tog den straks på. Mens hun spejlede sig, spurgte hun mig tænksomt:” Maren – hvem er det nu det er? Er det hunden?”

Noget overrasket over at hun troede hunden havde foræret hende tøj, skar jeg ud i pap hvem der er hvem i den familie, og jeg troede det var ved at sidde fast efterhånden.

IMG_2458

Det gjorde det så ikke, opdagede jeg forleden, hvor hun begejstret peger på en af Marens tegninger bag i Politiken og siger:” Hey! Det er din ven der har tegnet den der! Hende der… Allan, eller hvad det nu er hun hedder!”

 

04/5/17

Om at blive hundeejere – gode råd ønskes

I mange år har mine mellempiger plaget om at få en hund, eller bare et tilsvarende nuttet væsen. Mindstebarnet er også med i plagerierne, og havde allerede som fire årig styr på hvordan man træner hunde, og vi har passet hunde for venner flere gange. Det sidste år har min moster trænet en hvalp der skal være førerhund, og det at se ungernes glæde og engagement i den hund har overbevist os: vi er nødt til at få en hund – snart! Vi har tænkt på det i flere år, og hvis vi skal nå at få en mens børn stadig brænder for det, skal vi nok til det.

Jeg savner også at have noget småt og nuttet i huset, og tror en hund vil hjælpe på min trang til at plage om at lave en efternøler, og Ninjaman er enig. Eneste uenige er teenageren, der aldrig har kunnet lide dyr, men hun har accepteret det, så længe hun ikke behøver samle lorte op. Og ingen kan vel stå for en hundeven, når den først er flyttet ind, vel?

IMG_1139

Det bedste ville være hvis vi kunne få en op til sommerferien, hvor vi er hjemme næsten syv uger og kan få den til at føle sig tryg ved os – men for pokker da, hvor er det svært at finde ud af hvilken slags hund vi skal have!
Både Ninjaman og jeg er vokset op med hunde – jeg med større hunde som labrador og grand danois og en enkelt stædig gravhund – og Ninjaman med forskellige typer gravhunde, men vi kan ikke finde ud af hviken hunderace der vil passe bedst hjemme hos os.

Vi er enige om at:

– den ikke skal være for stor. Bare sådan mellemagtig. Når vi har besøg af schæferhunde og labradorer fylder de alt med deres store kroppe og viftende haler, i vores lille rodede hus, og vi vil også gerne have en hund pigerne med tiden selv vil kunne gå tur med.

– den ikke skal være langpelset, så der hænger lort og snavs fast på den, eller den skal have særlig pelspleje

– den ikke skal være sådan en lille tynd bjæffemaskine, men gerne lidt dellet og robust.

– den skal være kælen og doven, for det er mere en pelset baby end en aktiv træningsmakker vi ønsker os. Den må gerne gide lære tricks og gå tur, men skal ikke have behov for tusind kilometers løbeturen flere gange om dagen.

Vores absolutte favorithunderace er franske bulldogs. Vi har passet en flere gange, og den har den dejligste personlighed, gode deller at nulre og ser grim-sød ud på den rigtige måde – men de er kendt for at have dårligt helbred og døje med astma og rygproblemer, så vi ved ikke om vi tør få sådan en, og risikere at skulle miste den tidligt…

IMG_1138

Næstfavorit er miniature bullterrier, men det er mest fordi de også er grim-søde at se på. Til gengæld er de aaaalt for dyre, og vi ved ikke nok om deres personlighed…

Det behøver ikke nødvendigvis at være en hvalp, men den skal ikke være alt for gammel, for vi vil gerne have den i mange år. Det behøver overhovedet heller ikke være en racehund, men gerne en blanding af to gode typer eller lignende. Må godt minde om fransk bulldog, men være sundere.

Er der nogen af Jer der er hundeeksperter, og kan fortælle os hvad vi skal se efter, eller foreslå gode mellemstore hunde? Eller måske endda – håbe håbe – har en hvalp til salg lige omkring sommerferiestart?

(Hunden skal iøvrigt hedde Winston, har mellempigerne bestemt.)

03/6/17

Om familieforhold

I min seks åriges klasse har de talt meget om familie for tiden, og hun kommer jævnligt overrasket hjem og beretter om alle de måder de andre børn lever på.

“Ved du hvad, Mor? Astrid har BÅDE en søster OG en papkassesøster! Hvad er en papkassesøster overhovedet?” var spørgsmålet i sidste uge.

I går havde vi så bevæget os videre til parforholdsspørgsmål:”har du egentlig tænkt dig også at være gift med far når du bliver gammel? Eller skal du prøve noget nyt?”

Jeg svarede at jeg bestemt regnede med at vi også var sammen som gamle, hvor på hun – lidt køligt – replicerede:” nå okay. Så må vi da håbe at han ikke slår op…”

01/17/17

Om at have egne værelser

Indtil for to år siden boede vi seks mennesker på relativt lidt plads. De tre store børn delte 1 1/2 værelse; mindstebarnet havde “værelse” midt i stuen, og vi sov alle seks sammen, for at frigive lidt plads på børneværelset. Det gik egentlig udemærket i hverdagen, men børnene fantaserede oftere og oftere om at have mere plads til sig selv end en skuffe på et fællesværelse – fx her .

Forrige år fik vi mulighed for at låne nok penge til at bygge halvandet værelse på huset, og det er fuldstændigt fantastisk at have så meget plads lige pludselig!

Godt nok klumper vi os vanemæssigt sammen i stuen alle seks 90% af tiden, men de har noget der er helt deres eget, hvilket særligt er fedt når de har gæster! Der er stort set altid andre børn i huset end mine – nogle gange helt op til 8 børn af gangen, når de alle har venner hjemme – og det letter noget på støjniveauet at det ikke behøver være i stuen hele tiden!

Flere af Jer har spurgt om I måtte se værelsesindretning, og to af rummene er ved at være klar.

Hvad? Er det ikke normalt at være over halvandet år om at få malet vægge og rykket helt på plads siger i?

IMG_0731

Det her værelse er den yngstes. Det er ikke sådan boligblogs-pænt eller noget, og det meste af tiden ligner det at en Playmobil-tsunami har skyllet ind over det, men vi fik ryddet grundigt op i fredags, og det eneste der nu mangler er en loftslampe, i stedet for den mystiske gulvlampe vi har lånt af naboen.

Den kommer forhåbentligt op i weekenden, lampen.

IMG_0734

Hun har forreste del af et stort værelse, ved siden af stuen. Bagerste del har hendes yngste storesøster, og vi har delt rummet med min reol. Det meste af tiden er de ret glade for at dele.

Ingen af dem sover på deres værelser, for der er plads til en tre etagers køjeseng i gangen ved vores soveværelse, og det giver mere plads på værelserne hvis de sover der i stedet.IMG_0737

Alle møblerne er fra IKEA, bortset fra den fantastiske røde gulvpude, som hun fik i fødselsdagsgave sidste år. Den bliver slæbt ind i stuen når vi alle ser tv sammen, og det er min yndlingskrog i hele huset, hvor jeg sniger mig ind og ligger, når jeg skal skrive noget.
(Her et affiliate-link til puden.) 

Hendes egen yndlingskrog er der hvor hun sidder på øverste billede. Her sidder hun og tegner og ser ud i haven, mens hun holder øje med om hendes bedste ven, nabopigen, kommer hjem.

De to store piger og jeg malede begge deres værelser hvide i weekenden. Det er 16 år siden vi sidst malede lofterne (da vi flyttede ind), og de skulle have mindst 10.000 lag! Jeg fik maling i øjet, og har så ondt i skuldrene at jeg piver hver gang jeg skal trække en kjole over hovedet – men det blev flot; det var ret hyggeligt at gå og male sammen; de er i fuld sving med at flytte møbler rundt; og vigtigst : de er megaglade for det!

Den næstældstes værelse er ikke så stort. Der er skråvægge og en væghængt seng, men hun er vildt glad for at have sin egen lille hule. Hun fylder 12 år i næste måned, og ønsker sig et gulvtæppe, et spejl med lys om, puder, og nogle billeder. Så bliver rummet lidt mindre “bart”.

46D025CC-B9F9-46A1-A3E2-A2FAD5781BF0

Ældstebarnets rum er stadig i afdækningspap, og barn tre roder så meget at jeg ikke synes det kan vises frem – men liiiige om lidt er vi der – og det føles faktisk fedt!

 

01/3/17

Om ikke at være klar til hverdagen

Mit vækkeur ringer klokken 06 i morgen tidlig, hvilket på nuværende tidspunkt virker fuldstændigt uretfærdigt og som noget jeg slet ikke havde set komme.

De der to ugers juleferie er gået alt for hurtigt, og jeg er slet ikke feriefærdig endnu.

Første feriedag startede med en omgang Rigshospitalet, hvor Ninjaman endelig, efter 14 måneder med utallige operationer, gennemgik den sidste lille del, hvor han fik sat nye tænder på. Bagefter fulgte en samtale med læger der fortalte at også denne scanning viste at al kræft var væk. Helt fantastisk rart at høre dem sige det!

Det er en voldsom oplevelse, at få revet tæppet væk under al der er trygt og godt, når så alvorlig sygdom dumper ned midt i hverdagen. Der er en lille rest bange i os alle seks, der nok aldrig forsvinder, og som vi skal lære at putte et sted hen hvor den ikke spiser os. Om natten vågner jeg stadig indimellem og skal virkeligt balancere mine tanker, for ikke at snuble helt ned i al det bange igen. Jeg er ikke den eneste af os der har det sådan – men det bliver bedre, og det at der ikke venter flere operationer og der er et halvt år til næste scanning, får det hele til at føles mere afsluttet.

Så vi gik ind i ferien med mere ro i hovederne end længe, og den har været lige som den skulle være, ferien – omend måske lige 3-4 uger for kort.

Juleaften holdt vi hos os. Tolv mennesker, hyggeligt selskab, tre millioner gaver (note til mig selv: det er ikke nødvendigt at pakke tyggegummi og andre småting ind til børn, når de også fremstiller et hav af gaver til hinanden), fantastisk mad og et juletræ der er så pænt (og dyrt!!!), at jeg ikke nænner smider det ud. Det står stadig og blokerer halvvejs for tv-kigning, men det ryger først ud når nålene ryger af.

dsc_0173

 

Jeg har læst fem bøger i ferien; har gennemskrevet hele tre kapitler på min bog; spist to tons marcipan; vi har haft tid til at se størstedelen af vores venner og familie; og har sovet længe hver morgen.

Selv julebag nåede vi. Havde været mere imponeret over mig selv, hvis mine vanillekranse var bare en anelse mere kransede i det:

img_20161223_171135_527

Mine planer om at nå at blogge al det jeg ikke når i travl hverdag blev således ikke til noget – men resten nåede jeg!

Vores mest ferieagtige feriedag, var ultimativt den første januar, hvor vi overnattede hos nogl af vores co-dovne yndlingsvenner, og alle fire voksne lå foran tv’et i en stor intervalsovende bunke og stenede næsten to sæsoner af en komedieserie, med pizzaer i hænderne.

Den ultimativt bedste start på året – ville ønske jeg måtte starte min første arbejdsdag efter ferien lige så langsomt i morgen.

Er det mon dårlig stil at slæbe sin dyne med på job?

 

12/13/16

Om omsorgsdage

Jeg havde to fridage der skulle bruges inden jul, og valgte at lægge dem i dag og i går.

Hvis der er noget i verden jeg mangler er det tid, og det har føltes ekstravagant luksuriøst at gå og tænke over hvad de to dage skulle bruges på.

Skulle jeg besøge mit gamle arbejde? Tilbyde mine børns skole at komme og lave noget gratis værkstedsarbejde? Få blogget noget af al det jeg ikke når i hverdagen? Skrive en artikel? Rydde op (ha,ha!)?

Jeg kunne godt se på listen ovenfor, at jeg har det med at vælge afslapningsaktiviteter der minder om arbejde… Tror det er fordi jeg har arbejder så sindssygt mange timer om ugen DS sidste 3-4 måneder og jeg har nærmest glemt hvordan det er at slappe af.

Det virkede lidt ulogisk, så jeg vred mit hoved for hvad man ellers kan bruge uventet fritid til, og nåede frem til at dagene jo egentlig er omsorgsdage for mit yngste barn, og jeg ville lave noget med hende.

Nå, men hun er fuldstændigt opslugt af at gå i børnehaveklasse, og ville hellere i skole end have fri, til min store undren. Jeg måtte dog godt hente hende tidligt, tillod hun allernådigst,  hvis vi kunne gå i svømmehallen.

Søndag aften havde jeg styr på mit ego-fridags-program, og begge dage skulle se sådan her ud: 1):til morgenyoga 2:)købe lidt julegaver 3):hjem og nyde uforstyrret skrivetid, og skrive på roman 4): hente børn tidligt, og lide stoisk gennem en svømmehalstur, som de elsker, og jeg hader.

Og så blev jeg vækket af seksårig der brækkede sig på gulvet ud for min seng…

I går spillede vi ludo, var i karbad sammen og sov til middag.

I aftes var jeg ærgelig over at jeg ikke havde gjort noget der føltes som fridag, og over at jeg ikke havde fået skrevet noget som helst…

I dag er hun endnu mere slatten, og har suppleret opkastsyge med dårlig mave, og hun er så slap at jeg må holde hende når hun er på toilettet.

Vi har været oppe siden klokken 06, hvor hun kastede op, og har foreløbigt set halvdelen af Star wars filmene, liggende tæt under en dyne.

“Det er faktisk den bedste dag i mit liv!” erklærede hun lige før, da vi satte film nr tre på. “Altså – hvis ikke jeg kastede op hele tiden…”

Og et eller andet sted tænker jeg at der er visdom i den sætning som jeg burde lære af: det handler ikke om at tænke på hvad man går glip af, hvad der er ubehageligt eller på hvad man kunne have udført – men om nærhed og laven ingenting.

(også selv om det suppleres af opkast).

img_0647

12/1/16

Om at gå all-in på jul

For pokker da også  – kombinationen tre uger i træk med arbejdstider på 40-45 timer/stor trang til at skrive på noget kreativt, er et elendigt match

Jeg savner virkeligt at skrive for tiden. Gennemskrive min ungdomsroman igen, og skrive på en hel røvfuld gode blogindlæg. Have tid til at prøve nye ting af på bloggen. Starte noget nyt. Hvad som helst faktisk. Mine vildeste fantasier handler om at tage på skrive-retreat. Bare lige et par uger, i et lille hus langt væk, med et skrivebord placeret sådan at man kan se ud over markerne. Eller, alternativt, noget vand.

Det kommer bare ikke til at ske, så for tiden er ordene mest inde i mit hoved. Jeg håber det bliver anderledes snart!

Nå, men når man sådan kommer smadret hjem, efter 8-9 timers arbejdsdag, til fire unger der har savnet en og vil have forskellige former for opmærksomhed: lektiehjælp, tæskeleg, spil-spilning, lusekæmning, listeskrivning, lytning, og man egentlig hellere ville isolere sig med en bog eller noget at skrive på, så kommer julen ind virkeligt handy.

Jeg har aldrig været den store sitrende juleromantiker. Er ikke vokset op med faste traditioner eller særligt mange ritualer omkring det, og kan ikke helt hidse mig op til den store juleiver normalt – men i år tager jeg imod al julehyggen med kyshånd!

Det er simpelthen så nemt at kunne trække ritualer op over sig, som en stor hyggelig dyne.

Al min udmattethed bliver stille og roligt blæst væk, i midten af en klump børn, der ikke vil have opmærksomhed på tusind forskellige måder, men bare vil have at vi sidder sammen og hygger om noget rituelt –  ser julekalender eller noget der minder om.

img_20161101_200339

Mindstebarnet fik  “Julekalenderbogen” tilsendt som gave for en måneds tids siden, og vi glæder os begge to rigtigt meget til at læse et afsnit hver dag. Den startede allerede i går, og foreløbigt er vi begejstrede over historien, hvor et par troldebørn skal hjælpe en nisse med at få folk til at tro på den. Jeg vil tro den egner sig for højtlæsning for de 5-10 årige. Sproget er en anelse tungt og der er mange personer man skal holde styr på, men tegningerne er fantastiske! Jeg kom pludselig i tanke om bogen om nissen “hyggen”, som min reservemor læste for mig da jeg var barn. Ren nostalgi.

I år har vi en overflod af julekalendere stående i alle vindueskarme: alle unger har fået sådan en slikkalender fra supermarkedet, og den yngste fik en helt fantastisk Playmobil julekalender i PR-gave, som hun har spurgt om lov til at åbne næsten dagligt siden. Hun har allerede samlet papbaggrunden, der forestiller en skøjtebane, og venter på at fylde den ud med figurer fra kalenderen.

Pigerne har haft Playmobil-kalendere hvert år, og der er rigtigt mange gode ting i – de kan virkeligt anbefales!

10292016154447

Måske er det fordi sidste års julehygge forsvandt totalt i skyggerne af Ninjamans sygdom, men han har det ligesom jeg i år, og er også bare uhørt taknemmelig for at lade sig opsluge i dynehygge og nemme ritualer.

Og selv om det burde være nok at vi begge er helt jule-salige i år, toppede min moster den lige med denne overraskelse til os voksne:

dsc_0094

What??!? Vores helt egne pakkekalendere! Børnene er behørigt misundelige, og vi er begge lidt for barnligt begejstrede. Første pakke indeholdt helt uundværlige lysende sokker, med snemandsmotiv.

Jeg ved jo ikke hvad der er i resten pakkerne endnu, men om hun så bare har pakket gamle aviser ind er det okay, for spændingen over hvad der kunne være i dem er det hele værd!

Oveni hatten har to af børnene også tegnet kalendere til os, som hænger og venter på døren.
14805701028961379835716

Første søndag i advent, flyttede en nisse ind på mindstebarnets værelse, til hendes enorme begejstring!
_20161129_083146

Det var noget hendes storesøstre indførte sidste år, og selv om jeg tror at hun – i modsætning til sidste år – muligvis har delvist luret at der står snedige storsøstre bag, så er hun også med på det.

“Hurtigt! Hjælp mig med hvordan jeg skriver:”søde Nisse. Tak fordi du er flyttet ind på mit værelse, jeg er SÅ glad for at du kom og boede her, og det er godt du kom!” ivrede hun, mens jeg stod og brændte aftensmad på i søndags, og jeg foreslog at hun forsøgte at stave det som hun selv ville, for :”den slags kan nisser sagtens forstå!”

Ja, jeg kunne ikke samle tankerne om to ting på en gang, slidt hjerne…

Senere opdagede jeg, at hun elegant havde sprunget over hvor gærdet var lavest, med en tegning af en hånd der laver “thumbs up”. Smart!

Så det er sådan resten af vores December skal være: smarte, nemme løsninger, og all-in på juleritualer.  Verdens bedste plaster på midlertidige travlheds-sår!

Glædelig første December til Jer også!
dsc_0088

Bog og kalender modtaget i gave, nogle links er affiliate.