02/19/18

Om søstergaver

Min næstældste pige har fødselsdag i dag – og er nu teenager. Synes ikke det er særligt længe siden hun kom til verden i et lunt badekar midt i stuen, men det er åbenbart hele 13 år siden.

Dagen startede med pandekager, gaver og søstergaver. Søstergaver indførte vi den dag hun blev født, og overraskende nok havde en dukke med til sin tre årige storesøster, der blev lige glad for lillesøster og for dukken.

Året efter, da lillesøster fyldte 1 år, var jeg gravid igen, og ældstebarnet frydede sig ved tanken om nu at skulle have søstergaver hele to gange om året, så vi besluttede os for at holde fast i det med at fødselaren gav en lille gave til alle søstre på sin fødselsdag.

Jeg troede at det var en tradition der automatisk ville stoppe, når alle piger blev større og kunne acceptere at søstre blev fejret, men de synes selv det er vanvittigt hyggeligt, og jeg tør vædde med at de stadig giver søstergaver når de bliver voksne…

Nu er de så store at de selv går ud og køber gaver til søstre inden deres fødselsdage, og traditionen er: morgenbordet skal være dækket og pandekagerne klar, før der åbnes gaver. Fødselaren åbner først en enkelt gave; så uddeler hun højtideligt de omhyggeligt indkøbte søstergaver, og så åbner hun resten af sine gaver. Og holder fri med en af sine forældre, uden søstre, resten af dagen.

Lige nu sidder jeg og venter mens hun får massage, som var en del af hendes gave, og bagefter skal vi ind til byen og spise noget frokost.

Dagens fødselsdagsbarn var så spændt på at give søstergaverne, at hun fik lov til at starte med det i morges. Det var også fine gaver: yndlingsslik til den store, noget med enhjørninge til den ene lillesøster og en dims til mobilen til den anden. Og så en ny indførelse, som jeg ikke havde set komme: søstergave til hunden…

Hunden blev overdrevent glad for konceptet, og fattede næsten ikke sit eget held.

Han har selv fødselsdag næste måned, hvilket jeg bestemt ikke havde ventet var noget vi behøvede fejre. Kan fornemme jeg tager ret meget fejl her.

Vil dog forsøge at sætte min fod ned med hensyn til om han skal give søstergaver – eller i det mindste insisterer på at han kun giver noget han selv har skaffet. Forhåbentligt bliver de glade for hvis han bare giver dem nogle af de hårelastikker han kan lide at stjæle fra dem og gemme i kurven tilbage?

 

01/24/18

Om selv at vælge kælenavne

Denne her grå måned flyver afsted, i en sky af møder, talrige besøg på mulige uddannelsessteder til ældstebarnet, og mellempiger der hiver den ene omgang sygdom med hjem efter den anden.

I dag er det den næstyngste der er hjemme, og hun havde det så dårligt at jeg blev hjemme hos hende.

Hun har hverken orket at få læst højt eller se film, så vi har bare ligget ganske stille under en dyne i sofaen, hvor jeg har forberedt arbejde og hun har småblundet.

Winston – den sort/hvide pruttemaskine – har trippet hvileløst rundt foran sofaen en stor del af dagen, nervøs over dette uvante rutinebrud: to mennesker hjemme på en hverdag.

“Hvis han var et menneske” hviskede det syge barn, med svag røst “så ville jeg kalde ham “General Tripoli”. Altså han tripper, og går vagt, ikke?” Det grinede vi af i flere minutter, mens General Tripoli trippede tyve runder mere, og kastede grineflippet fornærmede blikke.


Da generalen endelig gav op, og nøjedes med at kaste os sure blikke fra sin intermistiske rede på en badekåbe, kom vi til at tale om kælenavne, og hvordan vi altid har skambrugt den slags herhjemme.

Jeg har før blogget lidt her, om hvordan jeg erstatter børns navne med random ord, og jeg har det også med at finde blivende kælenavne til folk jeg holder af: min søster, svoger og næstyngstebarnet bliver således aldrig kaldt ved andet end lidt sære forkortelser af deres navne, min mand bliver periodisk kaldt Ninjaman af både mig og unger; og min to meter høje fætter adlyder (noget modvilligt) navnet Putte.
Heldigvis er jeg ikke den eneste i verden der gør det med skøre kælenavne: fantastiske Sneglcille gæstebloggede om det præcis samme hos mig her.

Nå, men det jeg egentlig ville frem til, var en gammel historie som jeg og syge-ungen kom i tanke om, og som jeg er ret sikkert på aldrig har ramt bloggen.

Da mellempigerne var små, sådan 2-3 år, adlød den yngste af dem aldrig andet end nuttede kælenavne. Når jeg puttede dem om aftenen lå vi og så på en uro med små dyr, der hang over hendes seng, og fandt nye sukkersøde kælenavne til hende ud fra den: kælemus, krammebjørn, nuttegris osv. Hendes lidt ældre søster har aldrig været vild med at blive kaldt andet end sit fulde navn, og har kun modvilligt accepteret at de fleste forkorter det, men al den snak om kælenavne fik hende til sidst til at forlange et kælenavn selv.

Jeg forsøgte mig med genbrug af de der kælemus, krammebjørn-navne, men blev afvist: hun ville have sit helt eget kælenavn, og hun ville selv vælge det.

Et par dage efter kom hun glædesstrålende hjem: “ jeg har det! Jeg ved hvad jeg vil hedde, der er det allerbedste navn: “Glimmer-putte”! Er det ikke bare både smukt og nuttet?”

Navnet satte sig aldrig rigtigt fast, og jeg havde glemt det ind til Glimmerputtes lillesøster mindede mig om den i dag. Tænker jeg vil give det et forsøg igen – er sikker på at næsten-teenagere sætter særligt pris på cute kælenavne?

01/15/18

Om at give noget væk af betydning

I onsdags så jeg min yndlingsfætter forsvare sin PhD, med overlegen klogskab og charme. (Jeg tog det ikke pænt:  stortudede så meget af rørelse da han blev godkendt, at jeg måtte gemme mig bag min onkel.)

Virkeligt stort. Vi havde købt et blødt lammeskindstæppe, til at lægge i en stol hvor han lige om lidt kan sidde og vugge sin kommende søn,  og en lommelærke med et absolut passende “Game of thrones” citat: “I drink and I know things”.

Mit yngstebarn tilbeder min fætter – hendes lille krop sidder altid magnetisk klistret til ham når han er på besøg og hun glæder sig i dagevis når vi skal ses – så hun ville bare give ham noget der var helt særligt og kun fra hende. De andre skrev kort og tegninger, mens hun rodede sit værelse igennem for en værdig gave.

Det blev hendes yndlingsbamse, “Grisso Fuglesang” der blev udvalgt, og højtideligt fandt hun en kasse til ham, og vedlagde omhyggeligt skrevne breve.


Det ene brev var en kort liste over ting Grisso Fuglesang holdt særligt af, bl.a.:” vafler, farven orange og lange gåture”.

Og så et langt brev, om at Grisso Fuglesang bragte “lygæ” og at min fætter godt måtte låne ham indtil “Bebi” bliver født og skal have den.

“Pas Got på Grisso fuglsa” sluttede det, og jeg smeltede en lille smule af al den nuttethed, og villighed til at afgive noget der er vigtigt for hende, som påskønnelse af at en hun elsker, har udført noget der var vigtigt for ham.

11/19/17

Om spildtid og god tid

For tiden går jeg konstant rundt og fantaserer om mere tid. Vilde drømme om både at have mere tid til at skrive eksamensopgave færdig til mit studie snart; have tid til at forberede ting til mit arbejde; kærestetid; rødvinstid; hyggeskrivetid; blogtid; alenetid med børn; læsetid, og alt muligt andet man kan skrive “tid” bagved – men det ender for tiden i en hæsblæsende jonglering af hverdagsliv og alt for få timer i døgnet.

Denne uge har jeg så haft tid – uden rigtigt at kunne bruge den. Tirsdag vågnede jeg og så sådan her ud i fjæset:

Havde godt nok haft ondt i øret nogle dage, men bliver aldrig syg af virus og den slags, så havde ikke tænkt mere over det. Nå, men det var så noget betændelse, der havde spredt sig til kinden, og hele ugen er gået i en tåge af ømhed, øredråber og to slags penicillin, dyne, og manglende overskud til at samle tankerne om al det jeg godt gad have tid til.

Det mest produktive jeg har opnået i løbet af mine alenedage har været et halvhjertet forsøg på at dokumentere hvor mange forskellige steder Winston, den bælgøjede hund, sover i løbet af en dag. Det er fascinerende mange.

Normalt er vi mange mennesker hjemme på samme tid, og her tripper han tit lidt rundt i hælene på en af os, men han er anderledes doven når han er alene. Det overraskede mig hvor meget han sover, og hvor målrettet han skifter sovested med jævne intervaller, og de her fotos tog jeg i løbet af et par timer en formiddag:

Her sover han først i en hule under et bord på børneværelset en halv time. Strækker sig, prutter, lunter over og lægger sig til at sove, med bunden i vejret, på en tshirt på gulvet. Et kvarter efter: strækker sig, grynter, lusker over og tager en lur oven på en limpistol børnene har glemt på gulvet. Så en omgang strækken sig, fisen, vanddrikning, og en god lang lur i kurven. Strækker sig, snuser mig på hånden, og lusker ind og sover en time ovenpå etuiet til en guitar, på børneværelset. Efter den lur, snupper han en tillægslur, i en rede børnene byggede til ham dagen før.

Og sådan fortsatte hans dag, frem til klokken 14.30; hvor han satte sig hen til havedøren og spejdede efter pigerne, indtil de kom hjem.

Så det var egentlig det jeg spildte hverdage på. Tidsfråds, når man mangler tid, men det var ikke muligt at udrette mere, i omtåget hamstertilstand.

Anderledes god mening gav prioritering af tid sig, når børnene kom hjem fra skole. Al den tid jeg har brugt på at pleje syge børn de sidste snart 16 år viste sig, til min store fryd, at være godt givet ud. Ninjaman var væk på overnatning med arbejdet, men teamet af omsorgsfulde børn sørgede for aftensmad, te, tegninger og højtlæsning, to dage i træk. Sjældent har jeg hygget mig så meget med at være syg, som midt i deres hyggelige omsorgsboble.

Jeg har sendt mange varme tanker til mit fortids-jeg, der både har valgt at få så mange børn OG har passet godt nok på dem, til at de gider gøre gengæld. Tak fortids-mig!

10/30/17

Om glædesdansen

“Tag et foto, mor, tag et foto!” Hujede mellempigerne, da vi stod på et museum i Berlin “ der er et dyr, der danser glædesdansen! Lige deroppe på skabet”

Og det var der sørme også:

D98416BC-4415-4E71-AA23-946C77AC1A2F

Uheldigvis er glædesdansen meget smitsom, så sekunder efter jeg havde taget fotoet, stod vi alle seks og rokkede manisk til den.

Folk gik i en relativt stor bue udenom…

10/8/17

Om intern humor

Personligt synes jeg mine egne fire unger, er verdens sjoveste børn.

Da de var mindre skrev jer hvert eneste spøjse lille guldkorn de kom til at sige, op i et dokument på computeren, der nu fylder ti sider. Mange af dem skrev jeg også på bloggen, fx her. Der bliver stadig tilføjet lidt indimellem, men tiden hvor de sagde ufrivilligt sjove nuttede ting, er ved at være forbi.

Til gengæld har de med tiden udviklet en bevidst humor, der ofte får mig til at le højt. De har hver deres humor-spidskompetencer: to af dem er gode til snappy comebacks; en af dem har en vidunderlig mimik og morsomt kropssprog; og en af dem finder på verdens sjoveste historier og tegninger, men til fælles har de evnen, til bare at gå all in med på noget underligt. Det er en meget intern form for humor, der med stor sandsynlighed ikke giver mening for andre, men bare er noget vi har selv.

E02A4EC7-398C-4417-8EA9-E7A6EDAF409D

(Et eksempel på intern humor er “glædesdansen”; som mindstebarnet opfandt en nat for halvandet år siden, hvor vi stod op for at flyve til Sicilien. “Jeg kan mærke det!” Sagde hun intenst “det er …glædesdansen!” hvorefter hun, med stoneface, gav sig til at rokke mekanisk, med hænderne samlet foran sig, egern-style. Glædesdansen er enormt smitsom, så kort efter stod vi alle seks og rokkede til den, klokken 3 om natten. Siden har glædesdansen været en tilbagevendende ting, som ingen af os stiller spørgsmålstegn ved smitsomheden af, men bare danser med på, når nogen starter den.)
Forleden stod vi i et supermarked, hvor de tre yngste fantaserede om at købe popcorn til den lovede filmaften.

“ Jaja” sagde jeg, halvdistræt “hvis I viser hvor meget I vil have popcorn, ved at bede om det med henholdsvis egernstemme, svensk accent og som om I er bange for at blive aflyttet”.

30 sekunder senere havde de fordelt den underlige opgave mellem sig, og bedt om popcorn på hver deres absolut sære facon, hvilket fik mig til at grine virkeligt højt og selvfølgelig sige ja.

På vejen hjem fortalte jeg dem hvor fedt jeg egentlig syntes det var at de havde humor.

”Tja” sagde den næstyngste, tørt “måske er det ikke humor, men mere mangel på værdighed?”

Så måske er det der vi har til fælles: manglende værdighed, ikke humor. Uanset hvad, er det rart at være fælles om at bære det…

09/18/17

Om navne og hundenavne

Opmærksomme læsere ved sikkert, at der i April flyttede en lille sort/hvid pruttemaskine ind her på matriklen. Winston, hedder han, og jeg er flere gange blevet spurgt om han er opkaldt efter Winston Churchill.

Det er han ikke.

Han er opkaldt efter Winston Bishop, fra tv serien “New Girl”; en af vores favoritkomedieserier, som også de ældste to piger har dyrket ret intenst.

Ældstebarnet fandt navnet, og argumenterede for at det passede til hunden, der har følgende lighedspunkter med Winston fra serien:

1. Han er farveblind (det er alle hunde)

2. Han er (formentligt også) virkeligt ringe til at lægge puslespil

3. Han bærer ydmygelser med stoisk ro

IMG_1491

4. Han interesserer sig for katte. Meget endda. Winston i serien tager daglige selfier end sin kat – vores Winston kan bruge en hel dag på at stå og grynte forsigtigt af naboens kat, i sikkerhed bag havedøren.

IMG_1489

5. Han er virkeligt glad for at tage lure.

IMG_1488

Det var argumentationerne for navnevalg, og det kunne vi alle bakke op omkring, så vi skiftede hans navn fra Benny til Winston – hvilket han reagerer fuldstændigt lige dårligt på.

Der er flere af Jer der i tidens løb har spurgt ind til hvad mine fire piger hedder. Grunden til at jeg ikke skriver deres navne på bloggen, er at de har specielle navne, og derfor vil min blog kunne googles frem på deres navne, hvilket de måske bliver trætte af på et senere tidspunkt. Så ingen fornavne her, beklager. (Følger man med på Instagram dukker de op indimellem, så det er ikke fordi de er hemmelige som sådan, de skal bare være u-Google-bare. Hvis det er et ord?)

Men jeg synes al det der med valg af navne til børn er forfærdeligt spændende, og jeg følger ivrigt med, når medbloggere laver navnefølgetons på nyfødte vidundere – fx har både Sneglcille og Emili haft nogle spændende navnevalgsindlæg, før de valgte deres fine pigenavne.

Nå, men dengang vi valgte navne til vores første barn, var vi meget uenige: Ninjaman ville have noget solidt og dansk, som Ellen eller Esther, og jeg ville have noget der var helt hendes eget navn, og som jeg ikke kendte andre børn der hed.

Det endte med en mellemting, og de tre yngre søstre fik mere sjældne navne, nu vi allerede var lidt væk fra de helt klassiske navne.

Før vi vidste vi skulle have flere børn end tre, fik Ninjaman tatoveret et hjerte på armen, med de tre store pigers forbogstaver på. Da vi så, uventet, pludselig skulle have en mere, var hans eneste navnekrav: hun skulle hedde et blomsternavn, så han kunne få tatoveret blomsten og hun ikke behøvede føle sig snydt.

BFAF2807-755E-425F-ACFB-4981FF996D52

Et blomsternavn blev det, og en stor blomst på hans brystkasse – hvilket de tre store så syntes var lidt snyd, så han endte med yderligere tre tatoveringer: en for hver af de andre, hvis for eller mellemnavne også er navne på “ting”. Den slags griber åbenbart om sig, og jeg fornemmer at han ikke engang er færdig med at trykke hyldester til børnene på sin krop – så længe han holder sig fra at få tatoveret hundens navn er jeg taknemmelig.

For en sikkerheds skyld viser jeg ham ikke denne her:IMG_1492

08/28/17

Om at komme i gang igen

Nå, men det der post-sommerferieblues har ramt mig ekstrahårdt i år.

Jeg burde ellers snart have accepteret min rolle, som potentiel medaljevinder, i kategorien:” størst mængde klynk, sentimentalitet og vemod, over hverdagens indtog, og vinterens snarlige komme”, og vide at det plejer at gå over efter et par uger – men i år er det altså lige en tand værre.

Mit nye job er benhårdt at komme i gang med. Jeg er blevet fastansat samme sted som jeg har været i et vikariat det sidste år, men i en helt ny funktion, hvor en stor del af mine nye arbejdsopgaver er nogle jeg er relativt uvant med. Jeg bekymrer mig, famler, og er urimeligt hård ved mig selv, over ikke at være superprofessionel og erfaren – også selv om det egentlig går ret godt.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, har jeg cirka tre levende hjerneceller tilbage, og er ikke et særligt overskudsramt menneske – hvilket jeg kan smide oven i bunken af ting jeg kan være hård ved mig selv over. På fredag starter jeg så også ny uddannelse, og med den og lektielæsning, når jeg op på den forkerte side af 50 timers arbejdsuge, hvilket er skræmmende.

Men hvad pokker: jeg glæder mig til at komme i gang med uddannelse; kan mærke at hverdagene lige så stille bliver nemmere; weekenderne har været ekstrahyggelige hele måneden; og sommerferien luner stadig, så post-ferieblues er nok snart på retræte!

Som jeg husker sommerferien, så den udelukkende sådan her ud:

IMG_4064IMG_3815IMG_3979

Vildt så hurtigt man kommer væk fra de der langsomme feriedage igen – og så hurtigt man glemmer de ting der ikke var helt så badet i blødt lys. Det var en dejlig ferie – der er markant for få sommerferier på et år – men det var for første gang også tydeligt, at de somre vi kender er ved at komme til en ende.

Indtil nu har vores ferier været langstrakte og dovne, på en måde vi alle seks har været enige om var optimale, men i år kunne vi for første gang mærke de to ældste pigers savn efter venner, og længsel efter ting  de gik glip af hjemme. Det er lidt vemodigt, men selvfølgelig også naturligt, at de ikke brænder efter en måneds stillestående sommerhus med deres forældre i al fremtid.

Ting jeg har lavet, mens jeg ikke lige fik blogget:

Vi fik fribilletter til “Den blå planet”, hvor højdepunktet var at se en skildpadde, der fuldstændigt ligner mig selv, når jeg kommer til at tænde for mit mobilkamera mens det peger på mig selv:

IMG_4198

Det har jeg moret mig alt for meget over.

I fødselsdagsgave, fra min søster, svoger, mor, kusine og fætter, svigerinde fik jeg en billet til “Haven festival” på Refshaleøen, og på en eller anden måde fik vi skrabet penge sammen til en tilsvarende billet til Ninjaman. Kæft, det var fedt! De sidste par år har jeg kædehørt Conor Oberst ( hvis ikke I kender ham, så prøv at hør fx albummet “Upside Down mountain” – det er altså fremragende), og siden jeg hørte at han skulle spille på Haven har jeg fantaseret om en billet, men vidst jeg ikke havde råd.

Fandme verdens bedste gave! Min søster – der nærmest burde helgenkåres for den bedrift – passede alle fire unger, den grimme lille hund og sine egne to børn hjemme hos os, mens vi hørte musik og tyllede drinks og følte os uforholdsmæssigt unge.

IMG_4280IMG_4318

“Haven” må godt arbejde lidt på kortere køer, og bedre lyd, men bortset fra det var det nogle fantastiske dage!

IMG_4424IMG_4454

Forrige weekend gik med Pride-optog og hygge med venner; denne weekend med gennemskrivning af bogmanus; der er noget arbejdsweekend og skolefest næste weekend; og om to uger holder vi vores store kærlighedsfest og er i fuld sving med forberedelser.

I morges blev jeg vækket af mindstebarn, der kom og puttede i min seng. Jeg tog et foto af hendes lille puttehånd i min, og bare tanken om det, har gjort min dag i dag væsentligt bedre.

IMG_4210

Tak til jer der har sendt bekymrede mails og spurgt til blogstilhed. Der er ikke noget galt, og jeg har masser af ting jeg gerne vil blogge om, men bare ikke overvældende mængder hjerneceller til overs lige for tiden. Det kommer!

07/27/17

Om omelet og nærvær

De kører deres bil helt ned på stranden.
Det må man godt på lige denne strand, men jeg ser alligevel irriteret på den gamle røde bil, der skramlende forstyrrer min og min teenagers tosomhed.
Det er en stenet strand, hvilket sikkert er grunden til at vi kunne sidde her i fred, selv om aftensolen er lun og vandet indbydende blåt.
Teenageren smider en sten imponerende langt ud i vandet, mens hun også iagttager bilen ud af øjenkrogen, ligeledes småirriteret over at få forstyrret roen

.IMG_3809

En gammel kvinde stiger ud af førersiden, og en mindst lige så gammel mand af passagersiden.
De er tæt på 80 begge to, og bevæger sig langsomt hen over den stenede grund. Manden støtter sig til bilens tag med den ene hånd.
Kvinden breder et tæppe ud, og han sætter sig besværet på det, mens hun åbner bilens bagagerum og finder tallerkener, bestik og glas frem, og til sidst: en smedejernsstegepande, med sølvpapir over.
Der er noget fascinerende over de to gamle menneskers spontane udekøkken, og vi er begge nysgerrige efter hvad der er på panden.
Æggekage med kartofler.
Kvinden har et bundt purløg med, og en stor orange saks, som hun langsomt klipper et drys til hver tallerken med.
Han nikker og de spiser, mens de ser ud over havet, uden at tale, og jeg tænker på hvor ofte de mon har gjort det her.
Lavet mad, og kørt direkte til stranden med det, friskt i stegepanden.

Dagen forinden havde vi selv spist tørre sandwiches på stranden, allesammen. Det virkede ekstravagant sådan at spise vores aftensmad med udsigt, men vi talte om at man sikkert ville blive forvænt, hvis man boede for tæt på en strand til hverdag.

De så nu ikke forvænte ud, de to gamle mennesker, og da kvinden hev en blomstret skål med rabarberkompot frem efter, omeletten var fortæret, strålede manden et smil efter hende og erklærede:”årh – jeg er verdens heldigste mand, og du er alt for god ved mig!”.

Jeg ved ikke hvad det var ved den sætning eller måden den blev sagt på, men teenageren og jeg så på hinanden og fik begge to blanke øjne, og måtte derefter se hårdt ud over havet for at få tørret øjnene igen.

Jeg tænkte på dem hele vejen hjem, de to gamle mennesker med deres aftensmad i stegepanden. Tænkte over hvad det var der rørte mig. Om det var tanken om at have en gammel livsledsager, der stadig giver komplimenter, eller deres evne til at nyde de helt små ting.

Det med at blive gamle sammen kommer forhåbentligt af sig selv, men det med at være mentalt tilstede, og  nærværende i øjeblikket, er jeg godt nok ikke særligt god til. Evigt distraheret af skærme og bøger og tanketråde, og dårlig til bare at sidde og være til.

Bare tanken om at blive bedre til at være nærværende skærpede mine sanser, og på gåture i dagene efter, bemærkede jeg både duften af hybenroser, følelsen af grus under sandaler og lyden af fuglefløjt på en helt anden måde, bildte jeg mig ind.

Lige indtil jeg jokkede i en død skrubtudse, og ville ønske at jeg bare var en lillebitte smule mindre opmærksom på sanser, så jeg kunne have lukket den svuppende lyd og klistrede fornemmelse ude igen…

Heldigvis har jeg fået bedøvet sanserne igen, med skærme og bøger og tanketråde. Om 30 års tid planlægger jeg at ligge det fra mig. Bare for at jeg vil kunne sætte nok pris på at min mand serverer en hverdags-omelet for mig på en strand en dag.

06/19/17

Om bekymringer og glæden sig

Noget af det grimmeste ved sygdom, er at det trækker værdien ud af alt andet, og dækker selv de hyggeligste dage med et fedtet lag af bekymring.

Det er Ninjamans halvårlige cancer-tjek der har spøgt de sidste måneder. Denne gang endnu mere end ellers, da første scanning viste en skygge, der muligvis bare var fra de kunstige tænder – men den skulle altså ekstra-scannes.
Ventetiden har været lang.
Der er nogle ting det ikke hjælper at tale om. Hvor det at sætte ord på sin egen frygt, bare kan antænde noget unødvendigt hos den anden.

Så det eneste jeg har sagt om det, har været det beroligende indlysende: hvorfor skulle det komme tilbage på præcis det samme sted, når alle de dele der før sad der, er blevet erstattet med nye dele?
Det lyder jo usandsynligt.
Bortset fra i mine søvnløse nætter, efter klokken 02, hvor min bitch-hjerne altid har haft det med at afspille skrækscenarier.

Selv fra en erfaren søvnløshedsrytter som mig, har der været ekstramange af den slags nætter.
Når jeg endelig har sovet, har der så været skruet op for drømmene: nogle lede små kavalkader af rædsel, hvor jeg mistede ham på hundredevis af måder, og vågnede gispende op, uden at føle jeg kunne tillade mig at vække ham. Min skræk har ikke haft noget at gøre i hans hoved, når det er ham det hele handler om, så jeg har forsøgt at forsegle den i små lommer inden i mig selv.

Nu er ventetiden ovre: han er stadig kræftfri.

Det begynder faktisk at føles lettere, det med scanningerne, her efter tredje gode resultat. Selvfølgelig bliver han ved med at være rask!

(Nogen må godt minde mig om dette, når vi om et lille halvt år venter på svar igen, ikke?)

IMG_3126

Nu kan jeg så igen bekymre mig om alle de ting sygdomsskrækken har blegnet.
Zombie-fobien jeg har, byder jeg således hjerteligt velkommen, som en mindre skræmmende ting at frygte.

Når søvnløsheden stadig melder sig, uvillig til helt at slippe mig, kan jeg også panikke over nye ting der skal ske:

– jeg er kommet ind på en uddannelse, som jeg har villet tage i årevis, og skal tage den sideløbende med arbejdet næste år. Er megaglad og spændt – og en smule  bekymret for hvordan det bliver at jonglere studie og fuldtidsjob

– jeg har søgt og fået job, hvor jeg allerede nu skal bruge det jeg skal uddanne mig i. Starter efter ferien og er behørigt nervøs – men selvfølgelig også glad.

– mit ældstebarn – hende der for ca tre sekunder siden var et lille 0. klasses barn med tynde fletninger – havde sidste niende klasses eksamen i torsdags. Stor og smuk og sej og klar til at komme videre i livet. Det er så fantastisk, men alligevel kan følelsen af hvor hurtigt tiden går, skræmme mig helt firkantet i perioder.

Sommerferien venter heldigvis lige om hjørnet, og vi skal lave så velsignet lidt, at jeg kan nå at få noget ro oven i hovedet igen. Jeg glæder mig helt overdrevent meget til ferie i år, med planer der ikke strækker til mere end:

Læse bøger og glo på skyer.

Grille fisk og slå smut.

Fiske krabber og bygge sandslotte.

Spille spil og gå ture.

og, vigtigst af alt: nyde lige det sted vi er i lige nu i vores liv.

Det er et godt sted at være.

og det skal nok gå.