03/6/17

Om familieforhold

I min seks åriges klasse har de talt meget om familie for tiden, og hun kommer jævnligt overrasket hjem og beretter om alle de måder de andre børn lever på.

“Ved du hvad, Mor? Astrid har BÅDE en søster OG en papkassesøster! Hvad er en papkassesøster overhovedet?” var spørgsmålet i sidste uge.

I går havde vi så bevæget os videre til parforholdsspørgsmål:”har du egentlig tænkt dig også at være gift med far når du bliver gammel? Eller skal du prøve noget nyt?”

Jeg svarede at jeg bestemt regnede med at vi også var sammen som gamle, hvor på hun – lidt køligt – replicerede:” nå okay. Så må vi da håbe at han ikke slår op…”

01/17/17

Om at have egne værelser

Indtil for to år siden boede vi seks mennesker på relativt lidt plads. De tre store børn delte 1 1/2 værelse; mindstebarnet havde “værelse” midt i stuen, og vi sov alle seks sammen, for at frigive lidt plads på børneværelset. Det gik egentlig udemærket i hverdagen, men børnene fantaserede oftere og oftere om at have mere plads til sig selv end en skuffe på et fællesværelse – fx her .

Forrige år fik vi mulighed for at låne nok penge til at bygge halvandet værelse på huset, og det er fuldstændigt fantastisk at have så meget plads lige pludselig!

Godt nok klumper vi os vanemæssigt sammen i stuen alle seks 90% af tiden, men de har noget der er helt deres eget, hvilket særligt er fedt når de har gæster! Der er stort set altid andre børn i huset end mine – nogle gange helt op til 8 børn af gangen, når de alle har venner hjemme – og det letter noget på støjniveauet at det ikke behøver være i stuen hele tiden!

Flere af Jer har spurgt om I måtte se værelsesindretning, og to af rummene er ved at være klar.

Hvad? Er det ikke normalt at være over halvandet år om at få malet vægge og rykket helt på plads siger i?

IMG_0731

Det her værelse er den yngstes. Det er ikke sådan boligblogs-pænt eller noget, og det meste af tiden ligner det at en Playmobil-tsunami har skyllet ind over det, men vi fik ryddet grundigt op i fredags, og det eneste der nu mangler er en loftslampe, i stedet for den mystiske gulvlampe vi har lånt af naboen.

Den kommer forhåbentligt op i weekenden, lampen.

IMG_0734

Hun har forreste del af et stort værelse, ved siden af stuen. Bagerste del har hendes yngste storesøster, og vi har delt rummet med min reol. Det meste af tiden er de ret glade for at dele.

Ingen af dem sover på deres værelser, for der er plads til en tre etagers køjeseng i gangen ved vores soveværelse, og det giver mere plads på værelserne hvis de sover der i stedet.IMG_0737

Alle møblerne er fra IKEA, bortset fra den fantastiske røde gulvpude, som hun fik i fødselsdagsgave sidste år. Den bliver slæbt ind i stuen når vi alle ser tv sammen, og det er min yndlingskrog i hele huset, hvor jeg sniger mig ind og ligger, når jeg skal skrive noget.
(Her et affiliate-link til puden.) 

Hendes egen yndlingskrog er der hvor hun sidder på øverste billede. Her sidder hun og tegner og ser ud i haven, mens hun holder øje med om hendes bedste ven, nabopigen, kommer hjem.

De to store piger og jeg malede begge deres værelser hvide i weekenden. Det er 16 år siden vi sidst malede lofterne (da vi flyttede ind), og de skulle have mindst 10.000 lag! Jeg fik maling i øjet, og har så ondt i skuldrene at jeg piver hver gang jeg skal trække en kjole over hovedet – men det blev flot; det var ret hyggeligt at gå og male sammen; de er i fuld sving med at flytte møbler rundt; og vigtigst : de er megaglade for det!

Den næstældstes værelse er ikke så stort. Der er skråvægge og en væghængt seng, men hun er vildt glad for at have sin egen lille hule. Hun fylder 12 år i næste måned, og ønsker sig et gulvtæppe, et spejl med lys om, puder, og nogle billeder. Så bliver rummet lidt mindre “bart”.

46D025CC-B9F9-46A1-A3E2-A2FAD5781BF0

Ældstebarnets rum er stadig i afdækningspap, og barn tre roder så meget at jeg ikke synes det kan vises frem – men liiiige om lidt er vi der – og det føles faktisk fedt!

 

01/3/17

Om ikke at være klar til hverdagen

Mit vækkeur ringer klokken 06 i morgen tidlig, hvilket på nuværende tidspunkt virker fuldstændigt uretfærdigt og som noget jeg slet ikke havde set komme.

De der to ugers juleferie er gået alt for hurtigt, og jeg er slet ikke feriefærdig endnu.

Første feriedag startede med en omgang Rigshospitalet, hvor Ninjaman endelig, efter 14 måneder med utallige operationer, gennemgik den sidste lille del, hvor han fik sat nye tænder på. Bagefter fulgte en samtale med læger der fortalte at også denne scanning viste at al kræft var væk. Helt fantastisk rart at høre dem sige det!

Det er en voldsom oplevelse, at få revet tæppet væk under al der er trygt og godt, når så alvorlig sygdom dumper ned midt i hverdagen. Der er en lille rest bange i os alle seks, der nok aldrig forsvinder, og som vi skal lære at putte et sted hen hvor den ikke spiser os. Om natten vågner jeg stadig indimellem og skal virkeligt balancere mine tanker, for ikke at snuble helt ned i al det bange igen. Jeg er ikke den eneste af os der har det sådan – men det bliver bedre, og det at der ikke venter flere operationer og der er et halvt år til næste scanning, får det hele til at føles mere afsluttet.

Så vi gik ind i ferien med mere ro i hovederne end længe, og den har været lige som den skulle være, ferien – omend måske lige 3-4 uger for kort.

Juleaften holdt vi hos os. Tolv mennesker, hyggeligt selskab, tre millioner gaver (note til mig selv: det er ikke nødvendigt at pakke tyggegummi og andre småting ind til børn, når de også fremstiller et hav af gaver til hinanden), fantastisk mad og et juletræ der er så pænt (og dyrt!!!), at jeg ikke nænner smider det ud. Det står stadig og blokerer halvvejs for tv-kigning, men det ryger først ud når nålene ryger af.

dsc_0173

 

Jeg har læst fem bøger i ferien; har gennemskrevet hele tre kapitler på min bog; spist to tons marcipan; vi har haft tid til at se størstedelen af vores venner og familie; og har sovet længe hver morgen.

Selv julebag nåede vi. Havde været mere imponeret over mig selv, hvis mine vanillekranse var bare en anelse mere kransede i det:

img_20161223_171135_527

Mine planer om at nå at blogge al det jeg ikke når i travl hverdag blev således ikke til noget – men resten nåede jeg!

Vores mest ferieagtige feriedag, var ultimativt den første januar, hvor vi overnattede hos nogl af vores co-dovne yndlingsvenner, og alle fire voksne lå foran tv’et i en stor intervalsovende bunke og stenede næsten to sæsoner af en komedieserie, med pizzaer i hænderne.

Den ultimativt bedste start på året – ville ønske jeg måtte starte min første arbejdsdag efter ferien lige så langsomt i morgen.

Er det mon dårlig stil at slæbe sin dyne med på job?

 

12/13/16

Om omsorgsdage

Jeg havde to fridage der skulle bruges inden jul, og valgte at lægge dem i dag og i går.

Hvis der er noget i verden jeg mangler er det tid, og det har føltes ekstravagant luksuriøst at gå og tænke over hvad de to dage skulle bruges på.

Skulle jeg besøge mit gamle arbejde? Tilbyde mine børns skole at komme og lave noget gratis værkstedsarbejde? Få blogget noget af al det jeg ikke når i hverdagen? Skrive en artikel? Rydde op (ha,ha!)?

Jeg kunne godt se på listen ovenfor, at jeg har det med at vælge afslapningsaktiviteter der minder om arbejde… Tror det er fordi jeg har arbejder så sindssygt mange timer om ugen DS sidste 3-4 måneder og jeg har nærmest glemt hvordan det er at slappe af.

Det virkede lidt ulogisk, så jeg vred mit hoved for hvad man ellers kan bruge uventet fritid til, og nåede frem til at dagene jo egentlig er omsorgsdage for mit yngste barn, og jeg ville lave noget med hende.

Nå, men hun er fuldstændigt opslugt af at gå i børnehaveklasse, og ville hellere i skole end have fri, til min store undren. Jeg måtte dog godt hente hende tidligt, tillod hun allernådigst,  hvis vi kunne gå i svømmehallen.

Søndag aften havde jeg styr på mit ego-fridags-program, og begge dage skulle se sådan her ud: 1):til morgenyoga 2:)købe lidt julegaver 3):hjem og nyde uforstyrret skrivetid, og skrive på roman 4): hente børn tidligt, og lide stoisk gennem en svømmehalstur, som de elsker, og jeg hader.

Og så blev jeg vækket af seksårig der brækkede sig på gulvet ud for min seng…

I går spillede vi ludo, var i karbad sammen og sov til middag.

I aftes var jeg ærgelig over at jeg ikke havde gjort noget der føltes som fridag, og over at jeg ikke havde fået skrevet noget som helst…

I dag er hun endnu mere slatten, og har suppleret opkastsyge med dårlig mave, og hun er så slap at jeg må holde hende når hun er på toilettet.

Vi har været oppe siden klokken 06, hvor hun kastede op, og har foreløbigt set halvdelen af Star wars filmene, liggende tæt under en dyne.

“Det er faktisk den bedste dag i mit liv!” erklærede hun lige før, da vi satte film nr tre på. “Altså – hvis ikke jeg kastede op hele tiden…”

Og et eller andet sted tænker jeg at der er visdom i den sætning som jeg burde lære af: det handler ikke om at tænke på hvad man går glip af, hvad der er ubehageligt eller på hvad man kunne have udført – men om nærhed og laven ingenting.

(også selv om det suppleres af opkast).

img_0647

12/1/16

Om at gå all-in på jul

For pokker da også  – kombinationen tre uger i træk med arbejdstider på 40-45 timer/stor trang til at skrive på noget kreativt, er et elendigt match

Jeg savner virkeligt at skrive for tiden. Gennemskrive min ungdomsroman igen, og skrive på en hel røvfuld gode blogindlæg. Have tid til at prøve nye ting af på bloggen. Starte noget nyt. Hvad som helst faktisk. Mine vildeste fantasier handler om at tage på skrive-retreat. Bare lige et par uger, i et lille hus langt væk, med et skrivebord placeret sådan at man kan se ud over markerne. Eller, alternativt, noget vand.

Det kommer bare ikke til at ske, så for tiden er ordene mest inde i mit hoved. Jeg håber det bliver anderledes snart!

Nå, men når man sådan kommer smadret hjem, efter 8-9 timers arbejdsdag, til fire unger der har savnet en og vil have forskellige former for opmærksomhed: lektiehjælp, tæskeleg, spil-spilning, lusekæmning, listeskrivning, lytning, og man egentlig hellere ville isolere sig med en bog eller noget at skrive på, så kommer julen ind virkeligt handy.

Jeg har aldrig været den store sitrende juleromantiker. Er ikke vokset op med faste traditioner eller særligt mange ritualer omkring det, og kan ikke helt hidse mig op til den store juleiver normalt – men i år tager jeg imod al julehyggen med kyshånd!

Det er simpelthen så nemt at kunne trække ritualer op over sig, som en stor hyggelig dyne.

Al min udmattethed bliver stille og roligt blæst væk, i midten af en klump børn, der ikke vil have opmærksomhed på tusind forskellige måder, men bare vil have at vi sidder sammen og hygger om noget rituelt –  ser julekalender eller noget der minder om.

img_20161101_200339

Mindstebarnet fik  “Julekalenderbogen” tilsendt som gave for en måneds tids siden, og vi glæder os begge to rigtigt meget til at læse et afsnit hver dag. Den startede allerede i går, og foreløbigt er vi begejstrede over historien, hvor et par troldebørn skal hjælpe en nisse med at få folk til at tro på den. Jeg vil tro den egner sig for højtlæsning for de 5-10 årige. Sproget er en anelse tungt og der er mange personer man skal holde styr på, men tegningerne er fantastiske! Jeg kom pludselig i tanke om bogen om nissen “hyggen”, som min reservemor læste for mig da jeg var barn. Ren nostalgi.

I år har vi en overflod af julekalendere stående i alle vindueskarme: alle unger har fået sådan en slikkalender fra supermarkedet, og den yngste fik en helt fantastisk Playmobil julekalender i PR-gave, som hun har spurgt om lov til at åbne næsten dagligt siden. Hun har allerede samlet papbaggrunden, der forestiller en skøjtebane, og venter på at fylde den ud med figurer fra kalenderen.

Pigerne har haft Playmobil-kalendere hvert år, og der er rigtigt mange gode ting i – de kan virkeligt anbefales!

10292016154447

Måske er det fordi sidste års julehygge forsvandt totalt i skyggerne af Ninjamans sygdom, men han har det ligesom jeg i år, og er også bare uhørt taknemmelig for at lade sig opsluge i dynehygge og nemme ritualer.

Og selv om det burde være nok at vi begge er helt jule-salige i år, toppede min moster den lige med denne overraskelse til os voksne:

dsc_0094

What??!? Vores helt egne pakkekalendere! Børnene er behørigt misundelige, og vi er begge lidt for barnligt begejstrede. Første pakke indeholdt helt uundværlige lysende sokker, med snemandsmotiv.

Jeg ved jo ikke hvad der er i resten pakkerne endnu, men om hun så bare har pakket gamle aviser ind er det okay, for spændingen over hvad der kunne være i dem er det hele værd!

Oveni hatten har to af børnene også tegnet kalendere til os, som hænger og venter på døren.
14805701028961379835716

Første søndag i advent, flyttede en nisse ind på mindstebarnets værelse, til hendes enorme begejstring!
_20161129_083146

Det var noget hendes storesøstre indførte sidste år, og selv om jeg tror at hun – i modsætning til sidste år – muligvis har delvist luret at der står snedige storsøstre bag, så er hun også med på det.

“Hurtigt! Hjælp mig med hvordan jeg skriver:”søde Nisse. Tak fordi du er flyttet ind på mit værelse, jeg er SÅ glad for at du kom og boede her, og det er godt du kom!” ivrede hun, mens jeg stod og brændte aftensmad på i søndags, og jeg foreslog at hun forsøgte at stave det som hun selv ville, for :”den slags kan nisser sagtens forstå!”

Ja, jeg kunne ikke samle tankerne om to ting på en gang, slidt hjerne…

Senere opdagede jeg, at hun elegant havde sprunget over hvor gærdet var lavest, med en tegning af en hånd der laver “thumbs up”. Smart!

Så det er sådan resten af vores December skal være: smarte, nemme løsninger, og all-in på juleritualer.  Verdens bedste plaster på midlertidige travlheds-sår!

Glædelig første December til Jer også!
dsc_0088

Bog og kalender modtaget i gave, nogle links er affiliate.

09/29/16

Om forældrefester – et (forsinket) mandagstip

I lørdags var der fest på pigernes skole: forældrefest, UDEN børn.

Overskuddet går til niende klassernes rejsekasse, og kombinationen af en virkeligt morsom sang festudvalget kom og sang for os til sommerfesten, og det faktum at vi er forældre til et niende klasses barn i år, fik os til at købe billetter.

Og fortryde lidt igen…

Både fordi det var svært at få børnepasning den dag, men også fordi det virkede ret pligtagtigt at møde op på skolen, når det ikke var for børnenes skyld.

Nogle af mine bedste venner har børn på samme skole, men de kunne ikke komme. Som dårlig-ansigtsgenkender vidste jeg ikke om jeg kunne skjule at jeg ikke aner hvem særligt mange af de andre forældre er, selv om vi har børn i samme klasser, og forudså en lang, pinefuld fest.

Vi aftalte derfor at blive hjemme, med manglende børnepasning som undskyldning. 

“Vi kan passe os selv!” foreslog en kæk mellempige “vi skal bare have… fem kroner hver for det! Og nogle chips!”

Se, det var et tilbud der var til at forstå, og da naboen lovede at tjekke op på dem, havde vi ingen undskyldning og drog til fest klokken 16.

Og her kommer (det forsinkede) mandagstip: det er den fedeste idé at holde forældrearrangementer på den måde!

Man bruger alligevel så meget pligt-tid på sine børns skole, og det var helt surreelt at dukke op og se skolen festpyntet og fyldt med ca 100 festklædte,  afslappede mennesker, uden skrigende unger om benene.

En eller andens bror grillede kød i gården, niende klasses børnene havde lavet salater og dækket bord, og der var funky livemusik og en velekviperet drinks-bar.

Det kunne sgu ikke rigtigt gå galt.

Kvinderne skrev deres telefonnumre på papirlapper i en bowle, og blev ringet op af en tilfældig bordherre, og under middagen var der quizzer og underholdning .

8292016203654
Vi blev ikke så længe som vi havde lyst til, da vi havde lovet unger at være hjemme inden de store af dem skulle sove, men det var klart det værd alligevel.

Det er første år den slags holdes, men jeg fornemmer at der er stemning for en tradition, som jeg umiddelbart vil anbefale varmt, at man prøver at kopiere i sine børns skole/børnehave.

Det er bare lidt sjovere  at korridorsnakke med Fridas far, når man nu ved at han hedder Peter, og danser en vild lambada, eller med Elias mor, når man ved hvor skæg hun ser ud når hun drikker tequilashots, og jeg har været en mere tålmodig børnehenter end normalt denne uge, fordi jeg rent faktisk håbede på at få tid til at tale med andre forældre.

 

 

09/11/16
image

Om kartoffel-entusiaster

Min næstyngste datter, der generelt er madglad, har en absolut favoritspise: kartofler.
Brasede, bagte, kogte, stegte, i alle tænkelige varianter: hun er fan!
Som 2-3 årige tegnede hun udelukkende tegninger af kartofler: små runde ting, nogle gange med øjne, og nogle gange en hel familie af dem, men det var stadig kartofler.

Hver dag havde hun nye kartoffeltegninger med hjem fra børnehave.
Da det havde stået på over et år, gav hun en dag en tegning til sin far, der lignede de sædvanlige kartofler – men denne havde ben.

“Næ… Har du tegnet ben på din kartoffel denne gang?” Spurgte han , og fik et fornærmet svar:” nej! Det er da dig far! Kan du ikke engang se det?!?”

Han blev så beæret over at være den første person hun tegnede, efter at have tegnet over 500 kartofler, at han fik tegningen tatoveret bag på sin læg:
image

Nå, men i dag fyldte hun svimlende ti år, den lille kartoffel-elsker.
Hele familien kom til frokost i haven, og fødselaren har brugt de sidste tre måneder på at planlægge menuen: kartoffelbuffet!

Kartoffelmos og hasselbagte kartofler blev i sidste øjeblik droppet på grund af pladsmangel i oven og på kogeblus, så derfor nød vi istedet en menu bestående af brunede kartofler, kartoffeltærte, pommes frites, kartoffelsalat, flødekartofler og noget ikke-så-vigtigt kød.
dsc_0075
Havde jeg haft råd, ville jeg have købt kartoffelkager til dessert, men vi var 16 mennesker, så det endte med fødselsdagsbarnets hjemmebagte chokoladekager og en fantastisk dag i solen på terrassen.
dsc_0073

Når jeg ser på min store-lille ti årige – eller hendes tre søstre – bliver jeg indimellem ramt af en bølge af taknemmelig undren over hvor storslået naturen har kunnet blande mine og deres fars gener, til de her vidt forskellige, awesome små mennesker.
Taknemmelighedsundren er altid stærkest omkring deres fødselsdage – og svagest når de i perioder skændes så det brager.

Det er en vild oplevelse, det der med at se sit barn gå fra hjælpeløs lille nyfødt til ranglet, klog, sjov , skør, selvstændig ti årig, og jeg føler mig beæret over at have fået lov til at blive hendes mor.
image
Det er få øjeblikke siden at hun var denne her lille storknoldede basse, og nu er hun sådan en fin, stor unge, der har formået at vende sin egen uhæmmede kartoffel-eufori til en fest, vi andre kan være en del af.

09/6/16

Om børn og skærme

Diskussioner om hvornår og hvor meget børn må sidde med snuden i iPads/telefoner/andre skærme er vi nok ikke den eneste familie med børn over tre år der har.

Jeg har venner med vidt forskellige regler for deres børns skærmbrug: nogen hvor der er frit lejde hveranden uge og intet ugen efter; nogen hvor der kun må stenes skærm i et vist tidsrum; nogen der slet ikke må bruge tid på den slags og andre med skærmfri dage.

Hvilken metode der er bedst ved jeg ikke – men herhjemme har vi en fast skærmfri dag om søndagen, og ellers må de godt.

Hvis de på andre dage isolerer sig helt i timevis med hørebøffer på kan vi godt finde på at bede dem lave noget andet, men generelt er det noget de gør socialt og i fællesskab: laver en film sammen på ipad, skriver til venner over messenger, spiller wii sammen osv.

Skærmfri søndag virker meget godt, trods de indledende protester (og forældrenes abstinenser efter egne skærme).

Det er den dag hvor pigerne siger ja til lange gåture, bygger gigantiske playmobil-byer, og finder på allerflest fjollede lege.

IMG_20160906_092822
Jeg tænker at vi alle har rigtigt godt af at være tvunget til at underholde os på anden vis, og at børnene ikke tager skade af reglen.

Men så faldt jeg over en stil en af mine børn skrev sidste år….
DSC_0228

Sætningen “ipod er mit liv” er ret hårdtslående – tror vi må gøre os mere umage med at give hendes liv mening om søndagen fremover!

Hvordan gør i med administrering af skærmtid hjemme hos jer?

08/15/16

Om rørstrømskhed, lidt bryllups og gæstebloggerier

Det er ikke blevet til meget post-ferie-blogging her fra denne kant: delvist fordi vores tid er gået med at glæde os til min yndlingsfætters fantastiske bryllup for halvanden uge siden; og delvist fordi der lige er noget logistik i det med at vende tilbage til hverdagen der spænder ben.

Vi har alle seks glædet os ret intenst til bryllupsfejring hele året – intet er finere end yndlingsmennesker der siger ja til hinanden!
Min yngstepige mandagstippede allerede i marts om hvordan det var at skulle være brudepige.
En af jer læsere var så søde at smide et link til en engelsk hjemmeside, hvor jeg fandt fine kjoler til både mine piger og deres kusiner – endda superbilligt.
Mange tak for det, og hermed er link givet videre, til de af jer der også kunne have brug for billige festkjoler til børn!

Brylluppet var endnu mere gåsehudsfremkaldende fint end vi havde kunnet forestille os, og pigerne var muligvis de fineste små blomstersmykkede brudepiger i danmarkshistorien.

IMG_20160807_191031

Ninjaman og jeg holdt en tale sammen, som vi måtte korte kraftigt ned, af fare for at stortude undervejs.
Til gengæld indeholdt talen så forskellige gadgets som et halvfærdigt strikketøj, en graf med søjlediagrammer over min fætters personlighed, og et par uundværligt blærede baglygte-klunker.
(Og jo – jeg har også købt mig selv et par, men mine børn vil ikke følges med mig hvis jeg har dem på cyklen…)

Nå. I tiden inden bryllup spurgte to af mine yndlingsbloggere om jeg ville skrive et gæsteindlæg til deres blogs, og grundet min rørstrømske sindstilstand på daværende tidspunkt, er begge indlæg stærkt sentimentale:

Hos søde Cecilie svarede jeg på 21 gode spørgsmål om kærlighed i hendes virkeligt fine interview-føljeton, som jeg ivrigt har fulgt med i.

Megaseje Christina har haft en blogføljeton om folks bedste feriefund, og selv dette relativt neutrale emne, formåede jeg at plastre til i sentimentalitet her.

DSC_0193

(Klunkelink er affiliate, men indlæg er ikke ellers sponsoreret)

06/30/16
IMG_20160120_162831

Om anatomilektioner

Mit absolutte favoritsted i hele verden, er mit nye badekar.

Forleden morgen, efter en meget våd tur i byen med mine kolleger, vågnede jeg endda op i mit badekar, klokken 6 om morgenen, i iskoldt vand og med min tandbørste i mundvigen.
Kan ikke huske hvorfor, men tænker at det siger lidt om mit kærlighedsforhold til badekarret, når det vinder over sengen på sådan et tidspunkt?

Det bedste ved badekarret, er muligheden for alenetid.
Jeg kan læse, drikke kaffe, glo op i loftet eller – som nu: skrive blogindlæg fra telefonen.
DSC_0277
Og ja: beklager det mentale billede i nu fik, af mig der blogger nøgen.

Da Ninjaman var allermest syg var badekarret mit helle: det sted jeg kunne bede om tyve minutters tid alene, og rent faktisk få det.

Men nu er freden ved at være slut, for yngstebarnet har opdaget at jeg jo ligger stille når jeg bader, og er begyndt at snige sig ind på mig for at bombardere mig med spørgsmål, om alt i verden – både “hvem har opfundet vand?”, “hvor boede jeg før i fik mig?”, og “hvorfor flyder nogle ting?” er spørgsmål jeg har måttet besvare fra vandet den sidste tid.

Forleden aften lå jeg i karret før puttetid, og spørgsmålsmesteren skyndte sig begejstret ud til mig, med supplerende spørgsmål til emnet “tyngdekraft og hvorfor ting flyder”, som jeg besvarede så godt jeg kunne, mens jeg krydsede fingre for at der snart var nogen der kaldte på hende.

Hun fornemmede at jeg var distraheret, og hev mig tilbage til virkeligheden med en prikkende finger på mit højre bryst.

Barn:”Hvorfor flyder babser? Er der luft i dem?”

Mor:”æh nej… Luft? Det er nok mere sådan.. kød?”

Barn (uimponeret konstaterende):” Nå. Sådan noget slasket kød, hva?”

Ah… Der er nu intet som smigrende sandheder fra børn…