06/19/16

Om når sarkasme rammer en selv

Jeg har en dårlig vane, med at bruge sarkasme i overmål.
Forsøger at holde det lidt nede, af frygt for at smitte mine børn med spydig humor, men det tager tit overhånd alligevel.

Her i fredags skulle Ninjaman på arbejde til 21, jeg skulle til arbejdsfest kl 18 og teenagebarnet til grillfest, og det havde været helt umuligt at skaffe en børnepasser.
Jeg var klar på at droppe min fest,men mellempigerne forsikrede mig om at de sagtens kunne lave mad og passe mindstebarnet til deres far kom hjem, og til sidst gav jeg mig.

Det var en hyggelig fest jeg var til, med burgere og cocktails på “Cocks og cows” tagterrasse i indre by(kan anbefales!), men jeg havde hele tiden tankerne på børnene alene hjemme, og ringede til sidst pylremors-agtigt til dem.

Den seks årige tog telefonen, og vi havde en samtale som følger:
Mig:”Hvad laver I?”

Barn:”ser Disney sjov!”

Mig:” Godt at høre I ikke har brændt huset ned eller noget!”

Barn:”hvad? Jo det har vi. Huset er helt brændt, så vi ser disney sjov hos naboen. Vi ses mor!”
Og så knaldede hun på.

Helt paf overvejede jeg at ringe op igen, men mine nærmestsiddende kolleger morede sig gevaldigt over mig, der havde produceret mit eget lille ironi-monster, der nu havde vendt sig imod sin skaber.

04/7/16

Om tro og vingummibamser

“Mor, nu ved jeg at Gud findes!” Erklærede barnet, der allerede havde konstateret at samme Gud bijobber som pølseudbringer.

“Okay?”

“Jo, for da dig og far var i Berlin, savnede jeg dig så meget, at jeg slet ikke kunne huske hvordan du så ud… Og jeg vil ikke have at far han skal på hospitalet igen i lang tid, for jeg vil ikke savne ham.”

(Indsæt krammepause her.)

“Hvorfor tror du så på Gud?”

“Altså: jeg bad til Gud, om at far ikke skal på hospitalet. For det har jeg set i en tegnefilm at man kan. Og så vidste jeg jo ikke om Gud findes – så jeg gik op på altanen og lagde en vingummibamse, og så sagde jeg:”GUD – DEN HER ER TIL DIG, HVIS DU FINDES?” Og ved du så hvad? Næste dag var den væk! Så han findes!”

Puha… Det er altså børnenes tunge tanker der rammer hårdest ind imellem.
Nu krydser jeg bare fingre for at hun har ret: at Gud findes, og er den korrupte type, der tager imod vingummibamse-bestikkelse.

02/11/16

Om gnaveres læsefærdigheder

Mindstebarnet reddede sig en bule i hovedet i børnehaven i tirsdags, men da Ninjamand og de tre store lå med bræksyge hjemme, tog jeg hende med på arbejde istedet.

Hun var ret hyggeligt selskab, der charmerede alle, med sit vid og sine talenter, og det slog mig hvor stor og klog hun er ved at blive.

Ind til vi skulle hjem, og hun lige fik bevist hvor lille og naiv hun stadig er, da vi gik forbi en kasse med rottegift, og havde denne samtale:

Barn;” hvad er det?”

Mor:” det er en kasse med giftigt mad i, som rotterne dør af at spise.”

Barn:”nårh…det er rigtigt synd!! Men hvad står der på kassen?”

Mor:”der står at det er giftigt, og man ikke må spise det.”

Barn:” det er viiiirkeligt dumt at skrive det! Så læser rotterne det, og gider ikke spise det!”

Mor:”øh… Rotter kan altså ikke læse…”

Barn(meget overrasket):” kan de ikke?!? Men… hvordan læser de så de sedler de skriver til hinanden, om hvor de skal mødes?”

DSC_0088

Det viste sig, at hun havde set en tegnefilm, med rotter der kunne læse.
Fem års logik er indimellem ubegribeligt nuttet!

01/23/16

Om ting, der er svære at sejle i

I går sad jeg og læste denne her billedbog for yngstebarnet – en fin lille historie, der foregår i renæssancens Venedig:
DSC_0063_2
Mellempigerne sad i samme rum, optaget af at skrive indbydelser til en fødselsdag, men hørte alligevel med på historien.

Der var en del svære ord, så jeg stoppede historien nogle gange, for at høre om hun vidste hvad det betød, og det gjorde hun hver gang – indtil vi kom til ordet “gondol”.

Hun havde ingen bud på hvad det betød, og mellempigerne var ved at falde over hinanden af iver, for at få lov til at sige det.

De er stadig rigtigt glade for hinanden, men har altid haft en indbyrdes konkurrence, om hvem af dem der vidste mest – min favorit er denne her episode, hvor de var en del mindre end nu, og ikke havde styr på bagværk.

Jeg gav ordet til den ene af dem, der faktisk ikke vidste svaret, men bare gerne ville vise, at hun var lige så klog som sin søster.

Så gik ordet til den anden, der stolt proklamerede:” vi har lige haft om det i skolen, så jeg ved det helt sikkert: det er sådan nogle gennemsigtige dimser!”

Mig:” øhm, gennemsigtige?”

Barn:” ja! Det er sådan nogle man putter på tissemanden, for ikke at få børn!”

Hun så så glad ud, over eget vid, at jeg overvejede bare, at læse bogen færdig, uden at rette beskrivelsen af gondoler, men vurderede at det ville give den en underlig, ny dimension, så jeg beskrev kort forskellen mellem kondomer/gondoler, og undlod at fnise højt.

01/21/16

Om alenetid, klemmerter og frossen lort

Tusind tak for jeres megen feedback på mit hjælp-mig-med-inspiration-til-indlæg-indlæg.
Jeg blev rigtigt glad – og inspireret – og har skrevet alle jeres forslag og ønsker ned – kom endelig gerne med flere!

Flere af jer efterspurgte indlæg om noget med børneopdragelse; hvordan det er at have så mange børn; og om forældreskab generelt, hvilket overraskede mig lidt, da jeg faktisk ikke troede den slags var spændende at læse om – så tak for det, det er ihvertfald emner der ligger lige for hånden!

Det der er påfaldende mest eftertragtet i en familie med mange børn, er alenetid, med en enkelt forælder.

Mine børn ER flokdyr, der generelt trives godt når vi er mange samlet; de sover i samme rum, og ofte også to og to i samme køje; de klumper sig hellere sammen i stuen, end bruger egne værelser; og de vil helst ikke overnatte hos familie, uden at have mindst en søster med – men alenetid er en myteomspundet, attråværdig sjældenhed, som de vil gøre ret meget for at få.

Vi har en tradition med at de hver får en alenefridag når de har fødselsdag. Det startede da ældstebarnet fyldte seks år, og det eneste hun ønskede sig overhovedet, var en dag helt uden de to små, der dengang var 1 og 2.

Det fik hun, og siden er det blevet en tradition: en af os tager fri på deres fødselsdag, og fødselaren vælger hvad vi skal, fra de andre er afleveret, og frem til de skal hentes igen kl 15.

Ældstebarnet plejer at vælge noget med bif og sushi, næstældsten noget med svømmehal og pommes frites, nummer tre konditoritur og museum, og den yngste vil altid i zoologisk have.

Efter at Ninjaman blev syg, har vi haft nogle issues omkring nattesøvn, og har derfor belønnet børn med krydser, når de ikke holdt andre vågne om natten.

Krydserne har kunnet veksles til alenetid, hvilket har været både hyggeligt og tiltrængt

Her forleden havde jeg så alenetid, med hende her:
IMG_20160120_162831
Hun ville ind til byen og gå en tur, og vi havde en forrygende dag, hvor mine øregange indtog flere ord, end de normalt gør på en hel uge!

Er der nogen der kan huske dette indlæg, fra da hendes yngste storesøster havde den alder, hun har nu?

Det var præcis sådan det var, og jeg bestemte mig for, at intensivere mine (nyttesløse) plagerier til hendes far om en efternøler, for det der med at være forælder til en fem årig er altså noget af det sjoveste man nogensinde kommer til at opleve, vil jeg påstå!

Vi startede med en samtale, som gik sådan her:

Barn:”Se, en bil! Hvordan laver man biler?”

Mig:(starten på lang forklaring om Daimler og encylindrede benzinmotorer)

Barn(uinteresseret):” nå. Se – en skraldespand! Hvordan laver man skraldespande?”

Her fattede jeg hintet: hun gad egentlig ikke høre svar, men ville bare have kontakt, så resten af dagen holdt jeg igen med lange forklaringer, og lod hende styre emnevalget, der – børnehavealderagtigt nok – hurtigt kom til at kredse omkring det allersjoveste: det latrinære.

“Mor” sagde barnet, da jeg advarede hende om en hundelort på fortovet ” jeg synes egentlig ikke ordet “lort” er et godt ord. Det burde hedde…hm.. En klemmert! Fordi hunde klemmer dem ud, ikke? PAS PÅ MOR – der ligger en våd hundeklemmert der!”

Emneskiftet forløb lige så elegant:” Mor, nu vi taler om lort,ikke? Så har jeg tænkt på Frost-filmen: hvis alt det Elsa laver bliver til is, hvad så med hendes lort? Laver hun isklumper,eller hvad? Og hvad hvis hun har tyndskid – hahaha – er det så ligesom et snevejr?”

Siden har jeg ikke helt kunne slippe det mentale billede, af en Elsa – blåfrossen af anstrengelse – der producerer en gigantisk snebolds-klemmert…
enhanced-buzz-5180-1389225041-16p
Av, Elsa…
Det der er svært at tage sig sammen til, ikke?

12/14/15

Om mobilkultur

Jeg faldt over dette foto på netter, og morede mig en del:
IMG_20151208_202319
Personligt synes jeg mest det ligner to tyranosasaurer,der skændes om en vandmelon, men jeg spurgte min mand of de tre store hvad de synes, og de var på julekrybbeholdet.

“Lad mig se!” forlangte den fem årige, der ikke havde hørt efter samtalen, men bare fornemmede vi var uenige.
Hun fik telefonen med billedet overrakt, og erklærede overlegent:” jeg ved da godt hvad det er: det er to menneskerder sidder og kigger på deres mobiler!”

Det kunne vi andre, overraskende også, godt se,men var nødt til at spørge hende hvad det i midten så var.

Hun granskede billedet igen, med vigtig mine, og fastslog, at det var en bowlingkugle.

Så der er det: to mennesker, der har for travlt med at tage lækre instagram-fotos af en bowlingkugle, istedet for bare at komme igang.
Naturligvis.

12/9/15

Om at spise dyrebørn

Med en syg mand, der stadig kun må spise blød mad, bliver menuen ret ensformig, med fars, fars og fars hele tiden, og vi forsøger derfor at variere det lidt, med fars-eksperiementer.

I sidste uge lavede jeg således lammefrikadeller i tomatsovs til aften, og børnene spiste med god appetit, selv om det ikke var noget vi havde prøvet før.

“Det er meget lækkert med lammekød” komplimenterede min mand, og spurgte børnene:” kunne i lide det?”

“Er det lam?!?” udbrød en forarget mellempige, der åbenbart ikke havde hørt efter da menuen blev præsenteret “har vi spist små søde BABYFÅR?”

Efter at være blevet mindet om, at koen i frikadellerne og hønen i kyllingesandwichen på madpakken heller ikke var fuldvoksne dyr, blev vi tilgivet – men hun var stadig forarget over at man spiste babyer.

En tur i netto dagen efter,satte yderligere fut i forargelsen, da hun.med harmdirrende hænder viste mig denne her pakke, og sagde:” Gravid laks! Man kan spise babyer der er inde i maven – det er jo sygt!”
IMG_20151205_204434

08/14/15

Om upassende sætninger

Kan ikke finde ud af, om det er tegn på:

1):kreativ opdragelse og indlæring af stort ordforråd

2):fandyrkelse af ældre søstre, og deres (nogle gange) farverige sprog

eller

3): behov for strammere tøjler (hvilket ville hjælpe, hvis ikke hun havde en familie der synes, at det meste hun gør er ret nuttet…)
Men: jeg hentede mit børnehavebarn i går, og iagttog hvordan det kære lille barn, vinkede glad farvel til alle sine små, søde fletningebeklædte veninder,men efterfulgte vink, med sætningen:”SES RØVHULLER!”
?

08/3/15

Om af-romantificering af kæledyrs adfærd

Husstanden her hjemme er det sidste års tid blevet udvidet med to hamstre, som mellempigerne havde ønsket sig brændende, og fik en hver af på deres fødselsdage.

“Trøffel” er en tam, svært overvægtig hunhamster, der kan have imponerende 14 hasselnøddekerner i kindposerne på samme tid; og “Teddy” er en lillebitte, langhåret hanhamster, der er svært glad for at vaske sig selv og galopere rundt i sit bur, til man bliver vanvittig af larmen.

image

De to hamsterejere elsker deres eget kræ så utroligt højt, og konkurrerer indbyrdes om hvem der har det klogeste, mest tamme, hurtigste, pæneste, blødeste dyr.

Teddy taber foreløbigt på at være mest tam, for det er ham de har haft kortest tid, og han er stadig ret sky.

Stor var hans ejers glæde derfor, da han af sig selv kravlede ud i hendes hånd, og slikkede hendes fingre, her til morgen.

Triumferende gik hun ind til sin søster:” Teddy har lige KYSSET mine fingre!”

Og fik det særdeles uimponerede svar:” tillykke med det. Tænk lige på hvor mange timer han har haft de læber på sine nosser, når han har vasket dem…”