03/26/17

Om søndagstanker og sommerfugle

Denne uge har været ekstra hektisk, med skiftevis gode, triste, travle og drøje dage, der har budt på så forskellige ting som møder, sygt barn hjemme, cirkus, begravelse, og børnefødselsdag.

Fredag blev en af mine bedste veninders fantastisk dejlige mor begravet, og jeg var stadigt grådlabil da vi dagen efter blev invaderet af 12 glade fødselsdagsgæster til en vild omgang næstenteenage-fejring. Da sidste begejstrede barn gik klokken 21 kollapsede jeg i sofaen, og vågnede op til en helt utroligt stille solskinssøndag. Kæft det var tiltrængt!

Som de ikke-kyndige haveejere vi er, flåede vi lidt ukrudt op med løs hånd i en times tid, og syntes så vi havde fortjent ikke at lave mere den dag. Mellempigerne smuttede i svømmehallen, Ninjaman snuppede en lur, ældstebarnet lagde sidste hånd på noget lektier, og mindstebarnet og jeg besluttede os for at gå en tur, og måske lede efter nye løbesko til hende.

Jeg har sagt det før, men det overrasker mig lige meget hver gang: der er altså noget fuldstændigt tankerensende vidunderligt over den måde mindre børn bare kan knevre på, når man har dem på tomandshånd! Hele ugens hektiskhed blev stille og roligt blæst ud af mit hoved, mens jeg gik der i solen, med hendes lille hånd i min.

Barn: “Mor, det er rigtigt at tigre og katte ligesom er i familie, ikke? Og ulve og hunde? Men hvad så med elefanter og sommerfugle?”

Mor:” øh nej, hvorfor tænker du at elefanter og sommerfugle er i familie?”

Barn:” jamen de har jo begge to snabel og noget der ligner sådan nogle runde vinger på siden. Men det er rigtigt at elefanter er MEGET større. De vejer sådan noget med 140 kilometer. ”

Mor:” elefanter er ihvertfald tunge, det har du ret i.”

Barn:” Jeg tror der skal mere end fire af min onkel til at løfte en elefant, og han er ellers den stærkeste i verden, er det ikke rigtigt? Og høj. Han er virkeligt høj. Vi er ikke høje, men det er også fordi dig og far kommer fra nogle andre lande, ikke? Jylland, eller hvad det nu er det hedder.”

Projekt finde-løbesko løb ind i problemer, da hun først forelskede sig i et par der kostede mere end der står på vores konto til resten af måneden. Vi endte derfor i H&M, hvor hun fandt sko, der var så billige, at hun også kunne få et helt sæt tøj, med T-shirt, bukser og solbriller, til under det halve af hvad de første sko havde kostet. Når man er barn nummer fire, der arver tøj fra både søstre, kusine og nabo, får man aldrig lov til at vælge noget selv, så hun var tindrende lykkelig, da hun kort efter stod og poserede i et selvvalgt mintgrønt sæt, dækket af de sommerfugle vi lige havde talt om.

IMG_2429

Det virkede forkert bare at gå hjem, når nu en af os var så velklædt og iøvrigt stadig havde masser at fortælle mig om, så vi delte en børnemenu på sticks og sushi, hvor hun lænede sig tilbage i sin stol, med vaskekluden til håndaftørring draperet over øjnene, og sukkede: ” det her er altså livet!”  som en anden lille verdensmand.

IMG_2430

Og det er det altså. Sådan en uventet dag med tid til bare at være sammen opvejer alle de dage hvor der er for travlt til det hele.

03/1/17

Om Guds fødselsdag

Min 6 årige mindstepige er klart den af mine børn der har interesseret sig allermest for teologi, og stillet spørgsmål om Gud og lignende.
Fx dengang da hun mødte Gud ved vores hoveddør, eller dengang
hun prøvede at bestikke Gud med slik.

Forleden havde vi følgende samtale:

Barn:” Hey, hvornår har ham der Gud egentlig fødselsdag?”

Mor:” æhm… det tror jeg ikke man ved…”

Barn:” Ai – men han MÅ da have en fødselsdag! Ellers så kan man jo ikke findes!”

Mor: (Indsæt selv længere forklaring, om at religion handler om at tro, og at nogle mennesker tror på Gud eller lignende, uden nødvendigvis at have alle beviser for hans eksistens klar, her).

Barn (efter lang tænkepause):” men der er jo alle de der bøger og sådan noget der fortæller det, ikke? Er det ikke sådan nogle mennesker der kender ham, der skriver dem?”

Mor:” årh men det er jo noget der er skrevet for længe siden. Det har været sådan nogle historier mennesker har fortalt til hinanden, og så har nogen troet på dem, og en dag var der nogen der skrev dem ned.”

Barn (meget forarget, og næsten-råbende):” HVAD?!? Så har der bare siddet sådan nogle stenalderfolk og fortalt historier, og så har de GRINET af at få alle mulige til at tro det er rigtigt? I rigtigt mange uger? Det er jo HELT vildt strengt!”

Og så stormede hun indigneret ud af rummet, angiveligt for at informere sine søstre om stenalderfolkenes forargelige jokes.

IMG_0667

11/8/16

Om gangsterhuer

Mindstebarnet genfandt sin hue fra sidste år i går morges,og blev så positivt overrasket over dens skønhed, at hun spiste morgenmad iført hue og støvler. (De nye vinterstøvler matcher nemlig).

“Se lige hvor SEJ jeg er!” proklamerede hun, men blev rettet af bedrevidende søstre, der ikke mente at strik og pomponer var særligt gangster.

“Hvad så med nu?”

_20161108_083550

 

08/2/16
_20160831_143428

Om at passe til sit job

Vi fejrede mit nye job med pizzaer i tirsdags.

Det er en sjælden begivenhed, købepizza , og pigerne gik ivrigt med mig op for at hente dem.

“Hvem er det der?” spurgte en af mellempigerne, og pegede på nogle fotos af Paven på pizzariaets væg.

11_20160831_143428

Jeg forklarede det, og hendes søster udbrød overrasket:”HVAD? Jeg har altid troet det var ham der havde opfundet pizzaen! Der var også billeder af ham i Rom, og pizzaer kommer fra Rom!””

Efter yderligere gransken af billederne blev de enige om, at han altså godt kunne ligne en dygtig pizzabager, så det kunne han overveje, hvis han blev træt af at være pave.

 

06/19/16

Om når sarkasme rammer en selv

Jeg har en dårlig vane, med at bruge sarkasme i overmål.
Forsøger at holde det lidt nede, af frygt for at smitte mine børn med spydig humor, men det tager tit overhånd alligevel.

Her i fredags skulle Ninjaman på arbejde til 21, jeg skulle til arbejdsfest kl 18 og teenagebarnet til grillfest, og det havde været helt umuligt at skaffe en børnepasser.
Jeg var klar på at droppe min fest,men mellempigerne forsikrede mig om at de sagtens kunne lave mad og passe mindstebarnet til deres far kom hjem, og til sidst gav jeg mig.

Det var en hyggelig fest jeg var til, med burgere og cocktails på “Cocks og cows” tagterrasse i indre by(kan anbefales!), men jeg havde hele tiden tankerne på børnene alene hjemme, og ringede til sidst pylremors-agtigt til dem.

Den seks årige tog telefonen, og vi havde en samtale som følger:
Mig:”Hvad laver I?”

Barn:”ser Disney sjov!”

Mig:” Godt at høre I ikke har brændt huset ned eller noget!”

Barn:”hvad? Jo det har vi. Huset er helt brændt, så vi ser disney sjov hos naboen. Vi ses mor!”
Og så knaldede hun på.

Helt paf overvejede jeg at ringe op igen, men mine nærmestsiddende kolleger morede sig gevaldigt over mig, der havde produceret mit eget lille ironi-monster, der nu havde vendt sig imod sin skaber.

04/7/16

Om tro og vingummibamser

“Mor, nu ved jeg at Gud findes!” Erklærede barnet, der allerede havde konstateret at samme Gud bijobber som pølseudbringer.

“Okay?”

“Jo, for da dig og far var i Berlin, savnede jeg dig så meget, at jeg slet ikke kunne huske hvordan du så ud… Og jeg vil ikke have at far han skal på hospitalet igen i lang tid, for jeg vil ikke savne ham.”

(Indsæt krammepause her.)

“Hvorfor tror du så på Gud?”

“Altså: jeg bad til Gud, om at far ikke skal på hospitalet. For det har jeg set i en tegnefilm at man kan. Og så vidste jeg jo ikke om Gud findes – så jeg gik op på altanen og lagde en vingummibamse, og så sagde jeg:”GUD – DEN HER ER TIL DIG, HVIS DU FINDES?” Og ved du så hvad? Næste dag var den væk! Så han findes!”

Puha… Det er altså børnenes tunge tanker der rammer hårdest ind imellem.
Nu krydser jeg bare fingre for at hun har ret: at Gud findes, og er den korrupte type, der tager imod vingummibamse-bestikkelse.

02/11/16

Om gnaveres læsefærdigheder

Mindstebarnet reddede sig en bule i hovedet i børnehaven i tirsdags, men da Ninjamand og de tre store lå med bræksyge hjemme, tog jeg hende med på arbejde istedet.

Hun var ret hyggeligt selskab, der charmerede alle, med sit vid og sine talenter, og det slog mig hvor stor og klog hun er ved at blive.

Ind til vi skulle hjem, og hun lige fik bevist hvor lille og naiv hun stadig er, da vi gik forbi en kasse med rottegift, og havde denne samtale:

Barn;” hvad er det?”

Mor:” det er en kasse med giftigt mad i, som rotterne dør af at spise.”

Barn:”nårh…det er rigtigt synd!! Men hvad står der på kassen?”

Mor:”der står at det er giftigt, og man ikke må spise det.”

Barn:” det er viiiirkeligt dumt at skrive det! Så læser rotterne det, og gider ikke spise det!”

Mor:”øh… Rotter kan altså ikke læse…”

Barn(meget overrasket):” kan de ikke?!? Men… hvordan læser de så de sedler de skriver til hinanden, om hvor de skal mødes?”

DSC_0088

Det viste sig, at hun havde set en tegnefilm, med rotter der kunne læse.
Fem års logik er indimellem ubegribeligt nuttet!

01/23/16

Om ting, der er svære at sejle i

I går sad jeg og læste denne her billedbog for yngstebarnet – en fin lille historie, der foregår i renæssancens Venedig:
DSC_0063_2
Mellempigerne sad i samme rum, optaget af at skrive indbydelser til en fødselsdag, men hørte alligevel med på historien.

Der var en del svære ord, så jeg stoppede historien nogle gange, for at høre om hun vidste hvad det betød, og det gjorde hun hver gang – indtil vi kom til ordet “gondol”.

Hun havde ingen bud på hvad det betød, og mellempigerne var ved at falde over hinanden af iver, for at få lov til at sige det.

De er stadig rigtigt glade for hinanden, men har altid haft en indbyrdes konkurrence, om hvem af dem der vidste mest – min favorit er denne her episode, hvor de var en del mindre end nu, og ikke havde styr på bagværk.

Jeg gav ordet til den ene af dem, der faktisk ikke vidste svaret, men bare gerne ville vise, at hun var lige så klog som sin søster.

Så gik ordet til den anden, der stolt proklamerede:” vi har lige haft om det i skolen, så jeg ved det helt sikkert: det er sådan nogle gennemsigtige dimser!”

Mig:” øhm, gennemsigtige?”

Barn:” ja! Det er sådan nogle man putter på tissemanden, for ikke at få børn!”

Hun så så glad ud, over eget vid, at jeg overvejede bare, at læse bogen færdig, uden at rette beskrivelsen af gondoler, men vurderede at det ville give den en underlig, ny dimension, så jeg beskrev kort forskellen mellem kondomer/gondoler, og undlod at fnise højt.

01/21/16

Om alenetid, klemmerter og frossen lort

Tusind tak for jeres megen feedback på mit hjælp-mig-med-inspiration-til-indlæg-indlæg.
Jeg blev rigtigt glad – og inspireret – og har skrevet alle jeres forslag og ønsker ned – kom endelig gerne med flere!

Flere af jer efterspurgte indlæg om noget med børneopdragelse; hvordan det er at have så mange børn; og om forældreskab generelt, hvilket overraskede mig lidt, da jeg faktisk ikke troede den slags var spændende at læse om – så tak for det, det er ihvertfald emner der ligger lige for hånden!

Det der er påfaldende mest eftertragtet i en familie med mange børn, er alenetid, med en enkelt forælder.

Mine børn ER flokdyr, der generelt trives godt når vi er mange samlet; de sover i samme rum, og ofte også to og to i samme køje; de klumper sig hellere sammen i stuen, end bruger egne værelser; og de vil helst ikke overnatte hos familie, uden at have mindst en søster med – men alenetid er en myteomspundet, attråværdig sjældenhed, som de vil gøre ret meget for at få.

Vi har en tradition med at de hver får en alenefridag når de har fødselsdag. Det startede da ældstebarnet fyldte seks år, og det eneste hun ønskede sig overhovedet, var en dag helt uden de to små, der dengang var 1 og 2.

Det fik hun, og siden er det blevet en tradition: en af os tager fri på deres fødselsdag, og fødselaren vælger hvad vi skal, fra de andre er afleveret, og frem til de skal hentes igen kl 15.

Ældstebarnet plejer at vælge noget med bif og sushi, næstældsten noget med svømmehal og pommes frites, nummer tre konditoritur og museum, og den yngste vil altid i zoologisk have.

Efter at Ninjaman blev syg, har vi haft nogle issues omkring nattesøvn, og har derfor belønnet børn med krydser, når de ikke holdt andre vågne om natten.

Krydserne har kunnet veksles til alenetid, hvilket har været både hyggeligt og tiltrængt

Her forleden havde jeg så alenetid, med hende her:
IMG_20160120_162831
Hun ville ind til byen og gå en tur, og vi havde en forrygende dag, hvor mine øregange indtog flere ord, end de normalt gør på en hel uge!

Er der nogen der kan huske dette indlæg, fra da hendes yngste storesøster havde den alder, hun har nu?

Det var præcis sådan det var, og jeg bestemte mig for, at intensivere mine (nyttesløse) plagerier til hendes far om en efternøler, for det der med at være forælder til en fem årig er altså noget af det sjoveste man nogensinde kommer til at opleve, vil jeg påstå!

Vi startede med en samtale, som gik sådan her:

Barn:”Se, en bil! Hvordan laver man biler?”

Mig:(starten på lang forklaring om Daimler og encylindrede benzinmotorer)

Barn(uinteresseret):” nå. Se – en skraldespand! Hvordan laver man skraldespande?”

Her fattede jeg hintet: hun gad egentlig ikke høre svar, men ville bare have kontakt, så resten af dagen holdt jeg igen med lange forklaringer, og lod hende styre emnevalget, der – børnehavealderagtigt nok – hurtigt kom til at kredse omkring det allersjoveste: det latrinære.

“Mor” sagde barnet, da jeg advarede hende om en hundelort på fortovet ” jeg synes egentlig ikke ordet “lort” er et godt ord. Det burde hedde…hm.. En klemmert! Fordi hunde klemmer dem ud, ikke? PAS PÅ MOR – der ligger en våd hundeklemmert der!”

Emneskiftet forløb lige så elegant:” Mor, nu vi taler om lort,ikke? Så har jeg tænkt på Frost-filmen: hvis alt det Elsa laver bliver til is, hvad så med hendes lort? Laver hun isklumper,eller hvad? Og hvad hvis hun har tyndskid – hahaha – er det så ligesom et snevejr?”

Siden har jeg ikke helt kunne slippe det mentale billede, af en Elsa – blåfrossen af anstrengelse – der producerer en gigantisk snebolds-klemmert…
enhanced-buzz-5180-1389225041-16p
Av, Elsa…
Det der er svært at tage sig sammen til, ikke?

12/14/15
IMG_20151208_202319

Om mobilkultur

Jeg faldt over dette foto på netter, og morede mig en del:
IMG_20151208_202319
Personligt synes jeg mest det ligner to tyranosasaurer,der skændes om en vandmelon, men jeg spurgte min mand of de tre store hvad de synes, og de var på julekrybbeholdet.

“Lad mig se!” forlangte den fem årige, der ikke havde hørt efter samtalen, men bare fornemmede vi var uenige.
Hun fik telefonen med billedet overrakt, og erklærede overlegent:” jeg ved da godt hvad det er: det er to menneskerder sidder og kigger på deres mobiler!”

Det kunne vi andre, overraskende også, godt se,men var nødt til at spørge hende hvad det i midten så var.

Hun granskede billedet igen, med vigtig mine, og fastslog, at det var en bowlingkugle.

Så der er det: to mennesker, der har for travlt med at tage lækre instagram-fotos af en bowlingkugle, istedet for bare at komme igang.
Naturligvis.