07/17/17

Om ukendte dyretrænings-ambitioner

Spejle er ikke det der er flest af her i sommerhuset, så da min mand så mig romantisk i øjnene, og blidt konstaterede :” det ligner du er ved at sniffe en langhåret hamster op i næsen…” tog jeg det som et forsigtigt hint om, at jeg burde have husket den lille saks jeg plejer at studse næsehår med.

På en tur ind til byen bestemte jeg mig for at lede efter en næsehårs-trimmer.

De tre store piger og deres far blev opslugt af noget i en butik, så jeg tog sen yngste med mig på jagten. Mindstebarnet er stadig min store fan, som bliver lykkelig over alt der minder bare lidt om alenetid, så hun spurgte ikke hvad vi skulle, men pludrede bare løs.

“Har i en næsehårstrimmer?” Spurgte jeg damen i butikken, der fremviste en tvivlsom en af slagsen, som jeg ikke købte.

Vel ude af butikken bemærkede jeg den syv åriges beundrende blik, og hun begyndte ivrigt at smide spørgsmål efter mig:”var den for lille, mor? Den var RET lille, ikke? Men hvad skal du bruge den til? Hvorfor skal du have sådan en?”

Overrasket over hendes entusiasme gik jeg i gang med forklaringen, mens begejstring veg for let skuffelse i hendes lille ansigt.

” Nå okay…” sagde hun så ” jeg troede bare du sagde “næsehorns-tæmmer”, og det lød VIRKELIGT spændende!”

Beæret over at hun – som formentligt den eneste af mine børn – tror at jeg er sej nok til at lede efter en lille plastikpind jeg kan tæmme næsehorn med, gik vi hen for at finde de andre.

Næsehårene er stadig hamsterlængde. Måske kan jeg bruge dem til at flette et net, hvis vi bliver angrebet af næsehorn? For en sikkerheds skyld lader jeg dem stå ferien ud.

 

05/27/17

Om det der med blomster og bier

For nyligt viste jeg min ti åriges tegneserie, der handler om hvordan man laver børn frem. Den historie kan åbenbart godt fortælles helt uden nøgenhed og pinlige ord – jeg tvivler dog på om den er 100% biologisk korrekt.

Det fik mig til at tænke på noget min yngste niece fortalte, da vi passede hende nogle dage i påsken: hendes farfar havde tilbudt at læse en bog for hende, og hun havde fundet en gammel bog, om hvor de små børn kommer frem, som hun selv syntes var spændende

Niece:” ja og så læste han sådan her: “og så tager manden sin… AI DET STÅR DER BARE IKKE?!?” og “kvinden har en revne, den kan man kalde en ku….NEJNEJ det kan man da ikke sige? Det er ikke for børn!!” – og så læste vi altså noget andet…”

IMG_3201

Jeg har moret mig meget over hendes meget præcise imitation af hendes søde farfar siden, og forstår ham godt: børns bramfrie optagethed af kropslige funktioner kan godt prikke til ens egen blufærdighed indimellem.
Det er halvandet års tid siden at mit mindstebarn fandt ud af hvordan babyer rent faktisk kom ind i maven – indlægget om det kan læses her.
Foranlediget af denne nye viden bad hun mig dengang om at filme mens hun sang en ny sang hun havde fundet på – videoen er ubetaleligt morsom, særligt fordi man kan høre på mig, hvor chokeret jeg blev over sangen hun skrålede. På det tidspunkt skrev hun konstant sange, som jeg skulle optage mens hun sang, men de handlede mest om noget med blomster og kattekillinger – og der var mere blomster og bier over dette nye hit.
I sin fulde længde lød teksten:
“Mor hun har knaldet
mor har knaldet
mor har knaldet fire gange.
og hun har knaldet sammen med far!
OG DE HAR KNALDET FIRE GAAAAANGE!”

Og så mig der siger:” nejnej, det synger du da ikke?” indover.

Ville virkeligt ønske at hendes storesøster havde tegnet den om hvor børn kommer fra noget før, så vi havde kunnet nøjes med den version lidt længere – og tænker at min nieces farfar nok også ville have foretrukket den.

05/6/17

Om lande man kun nødtvungent holder ferie i

Min seks årige kom glad hjem fra skole, og fortalte at en klassekammerat havde vist billeder frem fra sin et år lange sejltur med sin familie.

Barn, ivrigt:” og ved du hvad mor? De havde været på besøge i FJORTEN lande!”

Mor:”Spændende! Kan du huske hvad nogle af landene hed?”

Barn, efter lang tænkepause:”… jaaa… Jeg tror ihvertfald at et af dem var IKEA! ”

IMG_2737

 

03/26/17

Om søndagstanker og sommerfugle

Denne uge har været ekstra hektisk, med skiftevis gode, triste, travle og drøje dage, der har budt på så forskellige ting som møder, sygt barn hjemme, cirkus, begravelse, og børnefødselsdag.

Fredag blev en af mine bedste veninders fantastisk dejlige mor begravet, og jeg var stadigt grådlabil da vi dagen efter blev invaderet af 12 glade fødselsdagsgæster til en vild omgang næstenteenage-fejring. Da sidste begejstrede barn gik klokken 21 kollapsede jeg i sofaen, og vågnede op til en helt utroligt stille solskinssøndag. Kæft det var tiltrængt!

Som de ikke-kyndige haveejere vi er, flåede vi lidt ukrudt op med løs hånd i en times tid, og syntes så vi havde fortjent ikke at lave mere den dag. Mellempigerne smuttede i svømmehallen, Ninjaman snuppede en lur, ældstebarnet lagde sidste hånd på noget lektier, og mindstebarnet og jeg besluttede os for at gå en tur, og måske lede efter nye løbesko til hende.

Jeg har sagt det før, men det overrasker mig lige meget hver gang: der er altså noget fuldstændigt tankerensende vidunderligt over den måde mindre børn bare kan knevre på, når man har dem på tomandshånd! Hele ugens hektiskhed blev stille og roligt blæst ud af mit hoved, mens jeg gik der i solen, med hendes lille hånd i min.

Barn: “Mor, det er rigtigt at tigre og katte ligesom er i familie, ikke? Og ulve og hunde? Men hvad så med elefanter og sommerfugle?”

Mor:” øh nej, hvorfor tænker du at elefanter og sommerfugle er i familie?”

Barn:” jamen de har jo begge to snabel og noget der ligner sådan nogle runde vinger på siden. Men det er rigtigt at elefanter er MEGET større. De vejer sådan noget med 140 kilometer. ”

Mor:” elefanter er ihvertfald tunge, det har du ret i.”

Barn:” Jeg tror der skal mere end fire af min onkel til at løfte en elefant, og han er ellers den stærkeste i verden, er det ikke rigtigt? Og høj. Han er virkeligt høj. Vi er ikke høje, men det er også fordi dig og far kommer fra nogle andre lande, ikke? Jylland, eller hvad det nu er det hedder.”

Projekt finde-løbesko løb ind i problemer, da hun først forelskede sig i et par der kostede mere end der står på vores konto til resten af måneden. Vi endte derfor i H&M, hvor hun fandt sko, der var så billige, at hun også kunne få et helt sæt tøj, med T-shirt, bukser og solbriller, til under det halve af hvad de første sko havde kostet. Når man er barn nummer fire, der arver tøj fra både søstre, kusine og nabo, får man aldrig lov til at vælge noget selv, så hun var tindrende lykkelig, da hun kort efter stod og poserede i et selvvalgt mintgrønt sæt, dækket af de sommerfugle vi lige havde talt om.

IMG_2429

Det virkede forkert bare at gå hjem, når nu en af os var så velklædt og iøvrigt stadig havde masser at fortælle mig om, så vi delte en børnemenu på sticks og sushi, hvor hun lænede sig tilbage i sin stol, med vaskekluden til håndaftørring draperet over øjnene, og sukkede: ” det her er altså livet!”  som en anden lille verdensmand.

IMG_2430

Og det er det altså. Sådan en uventet dag med tid til bare at være sammen opvejer alle de dage hvor der er for travlt til det hele.

03/1/17

Om Guds fødselsdag

Min 6 årige mindstepige er klart den af mine børn der har interesseret sig allermest for teologi, og stillet spørgsmål om Gud og lignende.
Fx dengang da hun mødte Gud ved vores hoveddør, eller dengang
hun prøvede at bestikke Gud med slik.

Forleden havde vi følgende samtale:

Barn:” Hey, hvornår har ham der Gud egentlig fødselsdag?”

Mor:” æhm… det tror jeg ikke man ved…”

Barn:” Ai – men han MÅ da have en fødselsdag! Ellers så kan man jo ikke findes!”

Mor: (Indsæt selv længere forklaring, om at religion handler om at tro, og at nogle mennesker tror på Gud eller lignende, uden nødvendigvis at have alle beviser for hans eksistens klar, her).

Barn (efter lang tænkepause):” men der er jo alle de der bøger og sådan noget der fortæller det, ikke? Er det ikke sådan nogle mennesker der kender ham, der skriver dem?”

Mor:” årh men det er jo noget der er skrevet for længe siden. Det har været sådan nogle historier mennesker har fortalt til hinanden, og så har nogen troet på dem, og en dag var der nogen der skrev dem ned.”

Barn (meget forarget, og næsten-råbende):” HVAD?!? Så har der bare siddet sådan nogle stenalderfolk og fortalt historier, og så har de GRINET af at få alle mulige til at tro det er rigtigt? I rigtigt mange uger? Det er jo HELT vildt strengt!”

Og så stormede hun indigneret ud af rummet, angiveligt for at informere sine søstre om stenalderfolkenes forargelige jokes.

IMG_0667

11/8/16

Om gangsterhuer

Mindstebarnet genfandt sin hue fra sidste år i går morges,og blev så positivt overrasket over dens skønhed, at hun spiste morgenmad iført hue og støvler. (De nye vinterstøvler matcher nemlig).

“Se lige hvor SEJ jeg er!” proklamerede hun, men blev rettet af bedrevidende søstre, der ikke mente at strik og pomponer var særligt gangster.

“Hvad så med nu?”

_20161108_083550

 

08/2/16

Om at passe til sit job

Vi fejrede mit nye job med pizzaer i tirsdags.

Det er en sjælden begivenhed, købepizza , og pigerne gik ivrigt med mig op for at hente dem.

“Hvem er det der?” spurgte en af mellempigerne, og pegede på nogle fotos af Paven på pizzariaets væg.

11_20160831_143428

Jeg forklarede det, og hendes søster udbrød overrasket:”HVAD? Jeg har altid troet det var ham der havde opfundet pizzaen! Der var også billeder af ham i Rom, og pizzaer kommer fra Rom!””

Efter yderligere gransken af billederne blev de enige om, at han altså godt kunne ligne en dygtig pizzabager, så det kunne han overveje, hvis han blev træt af at være pave.

 

06/19/16

Om når sarkasme rammer en selv

Jeg har en dårlig vane, med at bruge sarkasme i overmål.
Forsøger at holde det lidt nede, af frygt for at smitte mine børn med spydig humor, men det tager tit overhånd alligevel.

Her i fredags skulle Ninjaman på arbejde til 21, jeg skulle til arbejdsfest kl 18 og teenagebarnet til grillfest, og det havde været helt umuligt at skaffe en børnepasser.
Jeg var klar på at droppe min fest,men mellempigerne forsikrede mig om at de sagtens kunne lave mad og passe mindstebarnet til deres far kom hjem, og til sidst gav jeg mig.

Det var en hyggelig fest jeg var til, med burgere og cocktails på “Cocks og cows” tagterrasse i indre by(kan anbefales!), men jeg havde hele tiden tankerne på børnene alene hjemme, og ringede til sidst pylremors-agtigt til dem.

Den seks årige tog telefonen, og vi havde en samtale som følger:
Mig:”Hvad laver I?”

Barn:”ser Disney sjov!”

Mig:” Godt at høre I ikke har brændt huset ned eller noget!”

Barn:”hvad? Jo det har vi. Huset er helt brændt, så vi ser disney sjov hos naboen. Vi ses mor!”
Og så knaldede hun på.

Helt paf overvejede jeg at ringe op igen, men mine nærmestsiddende kolleger morede sig gevaldigt over mig, der havde produceret mit eget lille ironi-monster, der nu havde vendt sig imod sin skaber.

04/7/16

Om tro og vingummibamser

“Mor, nu ved jeg at Gud findes!” Erklærede barnet, der allerede havde konstateret at samme Gud bijobber som pølseudbringer.

“Okay?”

“Jo, for da dig og far var i Berlin, savnede jeg dig så meget, at jeg slet ikke kunne huske hvordan du så ud… Og jeg vil ikke have at far han skal på hospitalet igen i lang tid, for jeg vil ikke savne ham.”

(Indsæt krammepause her.)

“Hvorfor tror du så på Gud?”

“Altså: jeg bad til Gud, om at far ikke skal på hospitalet. For det har jeg set i en tegnefilm at man kan. Og så vidste jeg jo ikke om Gud findes – så jeg gik op på altanen og lagde en vingummibamse, og så sagde jeg:”GUD – DEN HER ER TIL DIG, HVIS DU FINDES?” Og ved du så hvad? Næste dag var den væk! Så han findes!”

Puha… Det er altså børnenes tunge tanker der rammer hårdest ind imellem.
Nu krydser jeg bare fingre for at hun har ret: at Gud findes, og er den korrupte type, der tager imod vingummibamse-bestikkelse.

02/11/16

Om gnaveres læsefærdigheder

Mindstebarnet reddede sig en bule i hovedet i børnehaven i tirsdags, men da Ninjamand og de tre store lå med bræksyge hjemme, tog jeg hende med på arbejde istedet.

Hun var ret hyggeligt selskab, der charmerede alle, med sit vid og sine talenter, og det slog mig hvor stor og klog hun er ved at blive.

Ind til vi skulle hjem, og hun lige fik bevist hvor lille og naiv hun stadig er, da vi gik forbi en kasse med rottegift, og havde denne samtale:

Barn;” hvad er det?”

Mor:” det er en kasse med giftigt mad i, som rotterne dør af at spise.”

Barn:”nårh…det er rigtigt synd!! Men hvad står der på kassen?”

Mor:”der står at det er giftigt, og man ikke må spise det.”

Barn:” det er viiiirkeligt dumt at skrive det! Så læser rotterne det, og gider ikke spise det!”

Mor:”øh… Rotter kan altså ikke læse…”

Barn(meget overrasket):” kan de ikke?!? Men… hvordan læser de så de sedler de skriver til hinanden, om hvor de skal mødes?”

DSC_0088

Det viste sig, at hun havde set en tegnefilm, med rotter der kunne læse.
Fem års logik er indimellem ubegribeligt nuttet!