11/20/18

Postkort fra hunden 7 – forretningshunden

Winston skriver fortsat postkort til efterskoleungen, selv om de ikke bliver sendt til hende (det er åbenbart pinligt at modtage som post, så hun får det som mail).
I sidste uge forsøgte han sig som Mommyblogger, i denne er han forretningshund.

Kære S, min velærværdige forretningspartner.

Ja, det gik jo desværre ikke helt som planlagt med min mommybloggerkarriere. Faktisk slet ikke: mine hvalpe blev tvangsfjernet. Der var simpelthen ikke timer nok i døgnet til at opfylde alle deres grådige behov, og dit værelse flød over med bleer og vasketøj og madrester. Trist, ja, men så har jeg istedet begravet mig i arbejde, og det går rigtigt godt med den del!

Jeg har startet en større virksomhed hvor jeg lejer ting ud. Man kan leje alt, fra dit tøj til en helikopter, så på en måde er du en del af virksomheden, da jeg lejer mange af dine ting ud.

Jeg har flyttet en del rundt på dit værelse, for at få det mere kontoragtigt. Og så har jeg fået en privatsekretær, Jonna. Hun er meget effektiv og forretningsagtig, og god til at dække over at det måske ikke er alt vi laver der er helt inden for lovens rammer.

Hov, ups, det var ikke meningen at afsløre det… men bare rolig, der er styr på det. Du skal slet, slet ikke bekymre dig. Det meste af virksomheden er legit nok, og resten fejer Jonna ind under gulvtæppet.

de bedste hilsner

direktør Winston

10/22/18

Postkort fra hunden 6 – mommyblogger-hunden

Så er der postkort fra Winston igen, der i forrige uge var succesrig modeblogger.
Kære S.

Mit bloggerliv gik strålende, med en strøm af event-invitationer og sponsoreret kluns, men der manglede på en måde noget. Alle de største bloggere har yndige børn, som de kan flashe billeder af på insta, eller skrive indlæg om hvad de skal hedde eller kære ting de siger, og det tænkte jeg at jeg sagtens kunne gøre efter.

Jeg valgte at adoptere et par hvalpe, og glædede mig til at tage billeder af dem, mens de lavede festlige kastaniedyr i deres MarMar tøj i douche farver; spiste pæne candyfloss ved sponsorerede tivolibesøg; eller smed med efterårsblade, på en nuttet måde.

Spoileralert: børn er IKKE så nuttede som de ser ud på billeder! Hvorfor er der aldrig nogen der har sagt det? Jeg kan ikke få de små skiderikker til at sidde pænt på billeder, og selv med de allerbedste filtre, ligner dit værelse stadig et rodet helvede, med plastikcrap og snasket tøj med grimme disneymotiver overalt.

Jeg har fuldstændigt opgivet min bloggerkarriere, for mængderne af numsevaske og vasketøjssortering står i vejen for tiden til at tage søde billeder af dem (hvilket jeg jo så alligevel ikke kan, fordi jeg ikke kan få dem til at tage pænt tøj på eller lege med pænt legetøj i træ, og her hele tiden roder.)

Nå, det bliver et kort postkort her fra denne gang. Jeg har en kogevask over, og mine curlers skal snart ud.

Trætte husmorhilsener Winnie, fra hvalpemor.dk

 

10/1/18

Postkort fra hunden 5 – bloggerhunden

Her er en ny del, i føljetonen af postkort som Winston sender til efterskoleungen:

Hej bloggen!
Mine eksperimenter med min seksualitet havde den sideeffekt at jeg fik en utroligt lækker stil. Folk stoppede mig hele tiden og spurgte hvor jeg havde købt mit tøj, så jeg besluttede mig for at blive fuldtidsblogger.
Her ser du mig i en nederdel fra Gucci (sponsoreret), Ray Ban solbriller (reklamegave), og opturs lækre sko fra skoringen(reklamelink).
Jeg har gravet lidt i dit værelse og installeret en pool, som jeg kan drikke aperol spritz ved, på min bloggerflamingo.
Det er meget hårdt at være blogger, med alle de events jeg skal til, og alle de mails om reklamegaver jeg hele tiden skal svare på.
Jeg har taget lidt på af alle de gratis pindemadder, macarons og champagne, men jeg starter snart et tystys hemmeligt træningsprojekt, og skriver en bog om det. “Fra hvalpefedt, til hundeliv” skal den hedde. Jeg kan ikke løfte sløret for mere, selv om jeg godt ved I er ved at dø af nysgerrighed, men det er altså grunden til at jeg ikke får svaret på alle kommentarer på bloggen for tiden.
Love you guys! kh Winnies blog

09/14/18

Postkort fra hunden del 4 – draghunden

Her er ugens postkort til efterskoleungen, fra hunden, der har overtaget hendes værelse og skifter identitet hver uge:

Hej Zkatter

jeg er zygt ked af rodet med kollektivet på dit værelse. Det fungerede bare zlet ikke i længden. Vi havde husmøder konstant og jeg fortrød det der med at have lavet kollektiv med 15 hunhunde zygt meget – faktisk så meget, at jeg ikke lige tror jeg behøver have kvindeligt zelzkab i mit liv foreløbigt!

Tak fordi du ikke tog al dit makeup med, zkatter, jeg er ved at blive zvedig til at bruge det. Beklager potemærkerne i dine øjenzkygger, men du må lide for min zkønhed!

Jeg har fanget nogle duer og er ved at lave fjerboaer ud af dem på værelzet. Det grizer måzke mere end du synes er fedt, men det er der ikke noget at gøre ved. Det er min kunzt og jeg føler det!

knuzzzz og kyzzz Winnie “the bitch”

09/5/18

Postkort fra hunden 3: hippie-hunden

Næstyngstebarnet og jeg sender et postkort fra hunden til efterskole-storesøster hver uge. Efter sigende er det “cringe” at modtage, men også lidt sjovt.

Peace til dig, sjælesøster.

Al den skating gjorde damerne så vilde i varmen, at jeg helt mistede fokus. Jeg begyndte at meditere og danse intuitivt for at se om jeg kunne finde meningen med livet, og det fandt jeg: kærlighed.

Vi skal sprede vores kærlighed til os selv; til universet og hinanden! Så selv om jeg godt ved du ikke ville have hunde på værelset, så har du sikkert kærlighed nok til at forstå at jeg har lavet et hundekollektiv på dit værelse. Vi er ved at male et kæmpestort Peace-tegn på din væg, med vores poter dyppet i økologisk kirsebærsaft. Det bliver kosmisk, mand! Vi har også plantet lidt hamp på din altan.

Fri kærlighed! Make love, not war.

peace

Winston Månestråle Kærlighedsmager

08/31/18

Postkort fra onkel, til efterskoleungen

Det er ikke kun hunden der spammer efterskolebarnet med postkort – min fætter, børnenes superonkel, kan også.

Jeg synes tegningen er fin, men digtet udviser i den grad stil og voksenhed, da det høfligt forklarer hvorfor cowboyens kønsdel ikke kan ses på tegningen alligevel.
(at han syntes det var nødvendigt at skrive sin alder i hjørnet, modsiger muligvis den modne tone i digtet noget)

08/24/18

Postkort fra hunden del 2, skaterhunden

I samarbejde med min næstyngste, producerer jeg postkort fra hunden, til mit store efterskolebarn. I sidste uge var han emo, nu har han skiftet identitet igen – og har bygget om på hendes værelse, som han ellers ikke måtte sætte en pote i….
Yo dude!

Det der emo-pis blev lidt for nedtur, men så faldt jeg over dit skateboard. Wow, jeg er swag på det board, du skulle bare vide! Jeg har bygget en gigantisk rampe på dit værelse, som jeg øver backflips og ollies og andre seje tricks på. Du kan se dem på min youtube-kanal, skaterdude (#link in bio)

Jeg siger dig at tøserne er vilde med mine ordentligt syge tricks, men mit primære mål er faktisk bare at imponere naboens kat. Den fører sig frem på sit nye skateboard, det er virkeligt pinligt for den. Den kan seriøst ingen tricks!

Ses, skaterchick!

High five fra Winniedrengen

08/16/18

Postkort fra hunden del 1: “Emo-hunden”

For at distrahere os selv fra at savne ældstebarnet, der er på efterskole, bruger næstmindstebarnet og jeg ufatteligt meget tid på at billedmanipulere fotos af hunden, og sende dem til hende. Her er det første:

Kære S.

Wow, livet er mørkt og trist for tiden. Siden jeg jo overtog dit værelse, har det taget lidt overhånd med hvilken identitet jeg skal have. Altså: en hund, der har sit helt eget værelse, er jo ligesom nødt til også at have sin helt egen stil, og det har jeg grublet meget over. Faktisk har jeg grublet så meget, at jeg er blevet ganske deprimeret. Der er ingen der rigtigt forstår mig, lissom.

Jeg begyndte at gå i sort tøj, for at matche mine dystre tanker, og blev også piercet lidt i fjæset. Den i øjenbrynet gjorde sygt nas! Jeg har  groet mit pandehår, så jeg kan skule verdensfjernt ud på folk, og er begyndt at gå med eyeliner.

Nå, men for en depressiv og følsom emo-hund som mig, er der ikke andet valg end at male væggene på værelset sorte. Det kan godt være du synes hvide er smart, men nu er dit værelse altså sort. Det matcher godt til de sorte stearinlys, i hvis skær jeg sidder og skriver digte om vampyrer.

Fucking sad, du forstår mig bare ikke lissom. Jeg har ikke overskud til at skrive mere nu, livet overvælder mig…

emo-hilsner fra dit værelses nye ejer, Winston Shadowheart

06/20/18

Om bølger af gode ting

Efter et forår med ufatteligt mange tidskrævende bolde i luften, er det helt surrealistisk pludselig at have luft igen.

Dette skoleår har jeg taget en komprimeret linjefagsuddannelse som billedkunstlærer, samtidigt med at jeg arbejdede fuldtid som det. Jeg er ikke uddannet lærer, så det har været udfordrende, men også megasjovt at blive klogere. De sidste måneder har været særdeles intense, med job, mand der var sengeliggende i 2 1/2 måned efter operation, unger, moduleksamen, eksamensopgaveskrivning og fremstilling af malerier til udstilling. Vi har levet af shawarma og frostmad; månedens madbudget er teknisk set helt i knæ som følge der af; og jeg har næsten glemt hvordan mine børn rigtigt ser ud – men, hey: jeg bestod sgu! Endda med særdeles meget ros og et virkeligt stort 12-tal!

Jeg panikkede så voldsomt over eksamen weekenden inden, men så trådte hele min familie til, som en dyne af støtte: søde Ninjaman hjalp med at skrive overskrifter til min udstilling, med sin fine skråskrift; ældstebarnet (der maler 100% bedre end mig) gav råd og vejledning til den samlede helhed på udstillingen; næstyngstebarnet hjalp med redigering og udprint af fotos; jeg malede og malede, og alle pigerne var exceptionelt hjælpsomme med alt praktisk.

Det blev skideflot, udstillingen, og da jeg efter ni timers finpudsning og opsætning i eksamenslokalet kørte hjem for at sove, var det med en ret god fornemmelse. Jeg er ikke sådan en 12-tals type, og har aldrig fået gode karakterer i andet end skriftlig dansk, så at selve eksamen gik så flyvende var en stor overraskelse – jeg har ikke rigtigt fattet det helt endnu.

” Det her skal vi fejre! Måske i morgen – jeg er smadret nu.” Erklærede jeg fra sofaens dyb da jeg kom hjem.

“Ja – hvis ikke du havde sagt ja til at holde 13 års fødselsdag i morgen…” sagde Ninjaen, og jeg forstod helt seriøst ikke hvad han talte om. “13 års fødselsdag. Her. Med 20 teenagebørn, mexicansk mad, og festtelt.”

Hvis jeg er stresset siger jeg ja til ting. Det virker nemmere i situationen, og man behøver ikke bruge tid og energi på at forklare et nej. Mine børn ved det godt: tre af dem udnytter det højest til at få en ekstra is, men den fjerde er anderledes mere ambitiøs.

“Du har også sagt ja til at de måtte sove her…”

Hahaha – jeg må lære at sige nej, selv stresset!

Nå, men det gik egentlig ok med alle de teenagere. Fnisen og høj musik, men de var søde og hjælpsomme, og fødselsdagsbarnet var ekstatisk over at have så mange gæster i et helt døgn. Så det var egentlig ok at have sagt så kækt ja til det hele.

Samme morgen fik hendes lillesøster på 11 en mail fra Ribena, om at hendes tegning til deres jubilæumskonkurrence havde vundet – og ikke nok med at hun får æren af at have sin tegning på deres flasker til efteråret, hun får også lov til at invitere hele familien til Legoland i to døgn i ferien. Det har pigerne drømt om SÅ længe, men hver sommer har budgettet været for knebent til det, så pigerne var hysterisk glade. Vi har været der en enkelt gang, da de var så små her, i plaskregn:

Tak til alle Jer der stemte på hende og heppede!

Vores naboer gad heldigvis godt fejre min eksamen/næstmindstebarnets tegnekonkurrence lørdag, så da vi havde ryddet op efter teenagefest, grillede vi i deres have og endte med at stå og danse helt teenage-agtigt selv.

Og søndagen gik med at prøve at kompensere for mangelfuld opmærksomhed den sidste tid: om dagen var jeg i zoo med mindstebarnet, og om aftenen til koncert med Ældstebarnet. Det er simpelthen så fedt at have en 16 1/2 årig, og jeg er vild med at hun også gider sådan nogle små skæve indiekoncerter. Denne gang så vi “Angus & Julia Stone”.

Nu mangler jeg bare at finde alenetid med mellempigerne og deres pæne far, så har jeg snart fået lappet hullerne fra mentalt fravær!

Skal nok skrive et lidt mere rød-tråds-agtigt indlæg snart – skal lige i gang igen!

06/6/18

Om “mors numse” – et tegneserieprojekt, del 2

Del et af tegneserien står i indlægget før dette – gå lige tilbage og læs, ellers giver det næste ikke mening!

Resume’: Luna gik på min ryg, fordi jeg havde ondt i den, og kom ved et uheld til at gå et skridt tilbage… Her faldt hun så ind i min numse, der har adskillige beboere: stakkels mennesker jeg har sat mig på ved uheld i tidens løb. Under en rundvisning (som de andre beboere var meget oppe at køre over) hørte Luna pludselig en lyd…

Min mors numse – del 2”

De andre tager fotos af statuen, mens Luna undrer sig over brummende lyd.

“Øhm, hvad er det for…”        “LØB!”

Løbende fødder, og guiden der råber:”Kom her!”; under et bord.

“Hvad sker der?”       “Det er et prutteskælv”

“Du skal blive her ind til det er ovre”

“Hvorfor?”

“Ellers ville du flyve ud i den store verden”

“Kan jeg komme ud!?!”

“Ja, men det her er den perfekte verden”

”Nej sgu da!” (Og et skub i hans ansigt)

“Tag mig, prut!”

“Det virkede?”

“Hvad virkede?” (Ja, det er så mig)

“Det vil du ikke vide!”

————-

og PS: Hvis man er fan af den kreative tegnemester, så er hun med i en tegnekonkurrence på  Ribenas facebookside.  Hun har tegnet en kande der hælder bær op. Konkurrencen løber frem til d. 10-6, og man kan stemme hver dag. De der stemmer kan vinde et års forbrug af saft.