06/20/18

Om bølger af gode ting

Efter et forår med ufatteligt mange tidskrævende bolde i luften, er det helt surrealistisk pludselig at have luft igen.

Dette skoleår har jeg taget en komprimeret linjefagsuddannelse som billedkunstlærer, samtidigt med at jeg arbejdede fuldtid som det. Jeg er ikke uddannet lærer, så det har været udfordrende, men også megasjovt at blive klogere. De sidste måneder har været særdeles intense, med job, mand der var sengeliggende i 2 1/2 måned efter operation, unger, moduleksamen, eksamensopgaveskrivning og fremstilling af malerier til udstilling. Vi har levet af shawarma og frostmad; månedens madbudget er teknisk set helt i knæ som følge der af; og jeg har næsten glemt hvordan mine børn rigtigt ser ud – men, hey: jeg bestod sgu! Endda med særdeles meget ros og et virkeligt stort 12-tal!

Jeg panikkede så voldsomt over eksamen weekenden inden, men så trådte hele min familie til, som en dyne af støtte: søde Ninjaman hjalp med at skrive overskrifter til min udstilling, med sin fine skråskrift; ældstebarnet (der maler 100% bedre end mig) gav råd og vejledning til den samlede helhed på udstillingen; næstyngstebarnet hjalp med redigering og udprint af fotos; jeg malede og malede, og alle pigerne var exceptionelt hjælpsomme med alt praktisk.

Det blev skideflot, udstillingen, og da jeg efter ni timers finpudsning og opsætning i eksamenslokalet kørte hjem for at sove, var det med en ret god fornemmelse. Jeg er ikke sådan en 12-tals type, og har aldrig fået gode karakterer i andet end skriftlig dansk, så at selve eksamen gik så flyvende var en stor overraskelse – jeg har ikke rigtigt fattet det helt endnu.

” Det her skal vi fejre! Måske i morgen – jeg er smadret nu.” Erklærede jeg fra sofaens dyb da jeg kom hjem.

“Ja – hvis ikke du havde sagt ja til at holde 13 års fødselsdag i morgen…” sagde Ninjaen, og jeg forstod helt seriøst ikke hvad han talte om. “13 års fødselsdag. Her. Med 20 teenagebørn, mexicansk mad, og festtelt.”

Hvis jeg er stresset siger jeg ja til ting. Det virker nemmere i situationen, og man behøver ikke bruge tid og energi på at forklare et nej. Mine børn ved det godt: tre af dem udnytter det højest til at få en ekstra is, men den fjerde er anderledes mere ambitiøs.

“Du har også sagt ja til at de måtte sove her…”

Hahaha – jeg må lære at sige nej, selv stresset!

Nå, men det gik egentlig ok med alle de teenagere. Fnisen og høj musik, men de var søde og hjælpsomme, og fødselsdagsbarnet var ekstatisk over at have så mange gæster i et helt døgn. Så det var egentlig ok at have sagt så kækt ja til det hele.

Samme morgen fik hendes lillesøster på 11 en mail fra Ribena, om at hendes tegning til deres jubilæumskonkurrence havde vundet – og ikke nok med at hun får æren af at have sin tegning på deres flasker til efteråret, hun får også lov til at invitere hele familien til Legoland i to døgn i ferien. Det har pigerne drømt om SÅ længe, men hver sommer har budgettet været for knebent til det, så pigerne var hysterisk glade. Vi har været der en enkelt gang, da de var så små her, i plaskregn:

Tak til alle Jer der stemte på hende og heppede!

Vores naboer gad heldigvis godt fejre min eksamen/næstmindstebarnets tegnekonkurrence lørdag, så da vi havde ryddet op efter teenagefest, grillede vi i deres have og endte med at stå og danse helt teenage-agtigt selv.

Og søndagen gik med at prøve at kompensere for mangelfuld opmærksomhed den sidste tid: om dagen var jeg i zoo med mindstebarnet, og om aftenen til koncert med Ældstebarnet. Det er simpelthen så fedt at have en 16 1/2 årig, og jeg er vild med at hun også gider sådan nogle små skæve indiekoncerter. Denne gang så vi “Angus & Julia Stone”.

Nu mangler jeg bare at finde alenetid med mellempigerne og deres pæne far, så har jeg snart fået lappet hullerne fra mentalt fravær!

Skal nok skrive et lidt mere rød-tråds-agtigt indlæg snart – skal lige i gang igen!

06/6/18

Om “mors numse” – et tegneserieprojekt, del 2

Del et af tegneserien står i indlægget før dette – gå lige tilbage og læs, ellers giver det næste ikke mening!

Resume’: Luna gik på min ryg, fordi jeg havde ondt i den, og kom ved et uheld til at gå et skridt tilbage… Her faldt hun så ind i min numse, der har adskillige beboere: stakkels mennesker jeg har sat mig på ved uheld i tidens løb. Under en rundvisning (som de andre beboere var meget oppe at køre over) hørte Luna pludselig en lyd…

Min mors numse – del 2”

De andre tager fotos af statuen, mens Luna undrer sig over brummende lyd.

“Øhm, hvad er det for…”        “LØB!”

Løbende fødder, og guiden der råber:”Kom her!”; under et bord.

“Hvad sker der?”       “Det er et prutteskælv”

“Du skal blive her ind til det er ovre”

“Hvorfor?”

“Ellers ville du flyve ud i den store verden”

“Kan jeg komme ud!?!”

“Ja, men det her er den perfekte verden”

”Nej sgu da!” (Og et skub i hans ansigt)

“Tag mig, prut!”

“Det virkede?”

“Hvad virkede?” (Ja, det er så mig)

“Det vil du ikke vide!”

————-

og PS: Hvis man er fan af den kreative tegnemester, så er hun med i en tegnekonkurrence på  Ribenas facebookside.  Hun har tegnet en kande der hælder bær op. Konkurrencen løber frem til d. 10-6, og man kan stemme hver dag. De der stemmer kan vinde et års forbrug af saft.

06/4/18

Om “Mors numse” – et tegneserieprojekt, del 1

Som jeg click-baitede her, har jeg ventet i åndeløs spænding på min næstyngstes tegneserieproduktion de sidste uger.

I er nødt til lige at gå tilbage og læse forhistorien, for ellers er jeg i tvivl om hvorvidt det giver mening (det gør det knapt nok når man ved det!); men her kommer den altså:

”Mors numse”; en tegneserie af Luna, 11 år.



Det hele startede en dag jeg gik på min mors ryg

Så gik jeg lidt tilbage…

Og så blev der mørkt.

Men så så jeg lys (mumle, mumle, mumle)

“Vi har fået ny beboer!”

“Velkommen til “mors numse”!”; “?!”

“Hvad! Min mors numse?”

“Jeg kom da hun satte sig på mig i bussen”;  “Jeg er bare Rosa fra rouladegade. Jeg ved ikke hvordan jeg kom herind…”

“Og jeg er hendes første barn”

“Øøh, hvad?”

“Og jeg er guiden. Jeg har været her i 20 år”

“Vil du have en rundvisning?”

“Det her er en statue af mor”;   “ Wow! Vildt! Fabelagtigt! Flot!”

…og her statuen, som alle jubler over.

(Fortsættes i morgen – eller overmorgen!)

04/16/18

Om at være sådan en der siger:”OMG – bare vent til jeg afslører det her!”

Fancy clickbait-overskrift, ikke sandt?

Når bloggere normalt skriver den slags, er afsløringen som regel et eller andet smart, med prestigefyldt nyt job, ambassadørskab eller fuldtidsbloggerliv – når jeg skriver det, er det noget så uglamourøst som en teaser for min 11 åriges kommende tegneserie.

Barnet, der bragte os klassikere som “Sandheden om hvor de små børn kommer fra”, “Kinderne der faldt af” og var hovedforfatter bag et væld af weird tegninger i tilbudsaviser, flottede sig på mors dag, hvor hun både havde lavet dette fine maleri (forestillende vores hund, hvis han var kat) og en halv tegneserie.
Hun er en omhyggelig langsom tegner, så der går nok en uges tid før tegneserien er helt færdig, men det hun foreløbigt har, er det sjoveste jeg har set i meget lang tid, og jeg har grinet højt af den flere gange.

Så det er den jeg teaser på: vent bare til I ser resten; de af Jer med underligt humor vil helt sikkert finde den sjov!

(Og til de af Jer med mere konventionel humor: undskyld på forhånd!)

Selve historien er så ekstremt sær, at det lille teaser-klip der kommer sidst her i indlægget kræver noget baggrundshistorie: for en måneds tid siden havde jeg så meget hold i ryggen, at jeg desperat bad barnet gå på min ryg, i håb om at det kunne rette den ud.

På et tidspunkt trådte hun tilbage med den ene fod på min mås og udbrød en forskrækket kommentar om, at hun risikerede at forsvinde mellem mine balder for evigt. Så begyndte en længere historie, om hvordan min røv er lidt ligesom sorte huller i universet, som man risikerer at forsvinde i, og vi måtte stoppe det nyttesløse ryg-gængeri, til fordel for vanvittig historiefortælling.

“Hvis jeg var faldet ned mellem dine balder, havde jeg sikkert mødt alle mulige mennesker der var røget derind ved uheld i tidens løb. For eksempel en eller anden du kom til at sætte dig på i bussen for ti år siden!” hævdede hun.

Og det er så den historie, der er lige på trapperne som tegneserie.

Foreløbigt har den 10 billeder, og en utroligt langt ude historie. Det her er smagsprøven – resten må i vente lidt med at se (eller undgå at se).

 

03/27/18

Om feriesysler

Efter nogle intense uger, der mundede ud i en eksamen i fredags, har jeg foreløbigt startet påskeferien med at være helt tom oven i hovedet. Har læst slammede romaner og gloet op i luften, ude af stand til at tænke synderligt intelligente tanker.

Mine to store teenagepiger har siddet nedsumpet med snuderne i skærme, sandsynligvis også i forsøg på at nulstille travle hjerner, og mindstebarnet har haft et væld af legeaftaler, bare for at få leget hverdagstravlheden ud af kroppen.

Men så er der mit næstmindstebarn: barnet der tænker lige 10 % skørere end os andre, slapper også af anderledes end andre.

I går syede hun noget så fuldkommen absurd som et par overalls til hunden. Komplet med blomsterprydet lomme; han kan opbevare snacks i:
Det med at opbevare sine snacks i en lomme på ryggen, tog han ikke pænt: de lugtede simpelthen for godt, og måtte udleveres til ham, efter han febrilsk havde prøvet at nå dem, men ellers trippede han glad rundt i nye bukser.

Deruder har hun tegnet et væld af absurde tegninger og små historier. Min foreløbige favorit er denne her, hvor en gruppe katte øver sig på knivkast og bueskydning mod hunde, uden at ænse hvor ofte de kommer til at ramme sig selv:
Der er stadig en uges ferie tilbage, og jeg er spændt på hvad hun mere finder på.

03/19/18

Om at rage påskeæg til sig

Sidste år modtog min næstyngste – den sarkastiske tegnemester – et gækkebrev med posten. Klippet i flot lyserødt papir, og sendt med frimærke og det hele.

Fem prikker og en barnlig håndskrift overbeviste hende om at det var hendes veninde, Viola, og selvtilfreds gik hun i skole for at afsløre gækkeren. Det var ikke hende…

De næste dage opsøgte hun først ivrigt, så desperat og til sidst en anelse rasende, alle jævnaldrende med fem bogstavsnavne. Forgæves.

Intet barn meldte sig, og gækkebrevsmysteriet blev glemt lidt.

Indtil vi besøgte min veninde, Maren, der efter middagen triumferende spurgte om barnet tilfældigvis havde modtaget et gækkebrev? Med fem prikker?

Det var svært at sige hvem der syntes det var sjovest (spoileralert: det var klart Maren); men barnet syntes altså også det var megasjovt. Og lidt snyd.

Chokolade er noget gækkebrevsmodtageren tager alvorligt, så at snyde udenom at give påskeæg faldt hende ikke ind. Men da hun sad hjemme med det lommepengeindkøbte chokoladebutiks-lækre marcipanæg foran sig, sved det alligevel en anelse at skulle aflevere det.

”Jeg tror jeg tegner et tillykke-med-sejren-kort…” sagde hun, og tegnede det mest passive/aggressive tillykke kort jeg nogensinde har set, med sig selv siddende på knæ og aflevere æg, og Maren grådigt tronende på et bjerg af påskeslik  – formentligt narret fra børn:

Jeg synes finten med at give gækkebrev til andre folks intetanende børn er fuldkommen genial, og hermed er tippet givet videre, til de chokoladehungrende af jer.

01/9/18

Om nye platte kalenderdyr

Da Maren jo i år ikke har lavet sin fine familiekalender, der sidste år reddede os fra en potentiel fadæse a la det horrible muse-kalender-år, var vi nødt til at lede efter noget nyt.

Boghandleren havde overraskende få med anvendelige, store skrivefelter, så feltet var snævret ned til to: den med nøgne mænd, og den med dyreunger. Dyreunger vandt, med stemmerne 1 til tre, og til gengæld insisterede jeg så på at mellempigerne skulle nedtone dens horrible nuttethed, med tegninger og spas.

Dette gjorde de med stor entusiasme for nogle år siden, hvor min yndlingstegning på alle måder var denne her:

Haha, den er altså stadig sjov!

Januars nuttede sælunge var loge lovligt plat, men kom til at se sådan her ud, og jeg glæder mig allerede til at se resten af årets børnevid og tegninger:

11/13/17

Om kærestetid, film og bogmesse

Det har været en god weekend. Lige som den slags burde være: et åndehul, i en travl hverdag. Normalt laver jeg lektier til mit studie, skriver blogindlæg, roman, eller forbereder arbejde i weekenden, men denne weekend har fået lov til at stå velsignet tom for ego-arbejde, og det har været tiltrængt.

Fredag blev tilbragt i midten af en bunke børn foran fjernsynet. Lørdag tilbød samme gruppe børn at passe sig selv og hinanden, så deres far og jeg kunne gå lidt ud sammen og bruge de gavekort på mad og biograf vi fik til vores fest – og deres mormor kom uplanlagt forbi og passede med, så vi kunne tillade os at være væk endnu længere. Vi nåede både at spise sushi, og se en utroligt god film i biffen: “Mens vi lever”. Vi havde ikke hørt meget om filmen, men valgte den udelukkende fordi min venindes søster har en af hovedrollerne – og vi var helt ødelagte over hvor god den var. En masse fortællinger der flettes sammen, til man til sidst forstår hvorfor personerne handler som de gør. Dybt rørende, og en historie der har siddet bagerst i mit hoved lige siden. Kan varmt anbefales!

E9A68C2C-8D83-46FF-B6F3-0EC122D853BB

Søndag var jeg på bogforum, hvor jeg hang ud med en af mine yndlingsvenner, der også skulle fortælle om sin bog derude. Hørte lidt interviews, shoppede et par billige bog-julegaver, og nød stemningen.

Jeg syntes jeg havde spurgt alle mine børn inden om de ville med på bogmesse, og fået nej, men et af dem var meget skuffet over at jeg var kørt uden hende, og smsede mig lidende. Med dårlig samvittighed købte jeg hende en trøstebog: min egen barndomsfavorit “Heksene” af Roald Dahl. Jeg var kæmpefan af Roald Dahl som barn, og tror jeg har læst denne her uhyggelige sag mindst 20 gange – og med danske John Kenn Mortensens nye illustrationer, er den steget flere niveauer i uhygge! (Reklamelink)

Barnet havde til gengæld lavet mig en yndig tegning, mens jeg var væk:

8D282F78-2189-4E4C-925B-013333A6A7F8

Hvor vred hun var over at være blevet glemt, tør jeg kun gisne om – men bogen formildede hende meget, så også søndag aften blev tilbragt i en hyggelig børneklump, nu med højtlæsning.

11/7/17

Om glædesdans-manual

Flere af Jer har efterspurgt en mere udførlig indføring i hvad glædesdansen egentlig er.

Min tegneglade næstyngste, har villigt illustreret den, i følgende tegneserie. Jeg beklager den ringe fotokvalitet, men håber I kan se den!:

Glædesdansens smitsomhed

Glædesdansen starter oftest grundet en uventet glædelig begivenhed.

Her ses en tilfældig mand – han er i ret godt humør, som han går der i snevejret.

5A385D2B-4BA4-4098-ABA0-A72F01392563

Pludselig ser han noget, ligge i sneen:

2F41CCC8-C404-4835-8FC9-DA3A0F9DA9A8

100 kroner, sgu! Og hans humør stiger uventet højt, på rekordtid:

5F487AA6-C8A9-4C3B-AC0B-9DED48D4B8BA

Og så er det at han mærker noget. Det starter som en lille kriblen i kroppen. Hans arme trækker sig op af, som et egerns forpoter, og begynder at rokke rytmisk:

F3964B21-997E-43C9-9C67-FA8ECDC2D397

Og så er han ikke i tvivl: det er glædesdansen!

FF242C86-01AF-44D7-A0EC-85AEED09B790

En nysgerrig forbipasserende smittes øjeblikkeligt:

E16F7BD2-E846-42EB-A6FC-52BE90D5C28B

Og flere komme til:

D6A95B7E-6430-4C9D-A36C-49B59F8D7622

Og gribes af den muntre dans:

6E531750-1E10-4830-8C43-E1A2C5BD543F

Snart efter er der en kæmpeflok dansende:

83B9D4D6-9132-4F76-A100-2321FD110768

Indtil selv jordkloden danser med:

FD784F50-04DB-4C99-BBBF-A2D91C71AB07

09/4/17

Om elegant planlagte fester, vs den slags vi holder

På lørdag, d. 9-9, er det to år siden at Ninjaman fik sin cancerdiagnose – men det er også præcis 20 år siden vi mødte hinanden, og for at slette alle de dårlige minder knyttet til den dato har vi tænkt os at feste det væk. Sådan en slags 20-års-kærlighed/fuck-cancer kombi.

Vi har inviteret 40 venner; øvet os i at lave drinks; sat venner på opgaven med at lave dansevenlige playlister; nasset os til at låne naboens festtelt; og planlagt at bruge en måneds madbudget, på dyr der kan grilles.

Efter lang tids debatteren, nåede vi frem til at “trope-tema” ville opveje for eventuelt gråt efterårsvejr, og få en havefest til at virke lunere. Ældstebarnet – der har en veludviklet æstetisk sans – tilbød at være pynt-planlægger, og talte om naturfarver, og smagfuldt anrettede blomster.

Hvad hun ikke havde kalkuleret med var:

1. Hendes yngre søskendes intense trang til at fremstille pynt

2. Hendes mors amok-shopping på ebay, efter alt der var plastik, flamingo, ananas og blomster.

Hun opsagde sin selvvalgte stilling i protest, da de første pakker tacky flamingo-sugerør ankom i posten, og bunkerne med hjemmelavet pynt begyndte at hobe sig op på lillesøstrenes værelser.

IMG_1429

Uden en tjekket over-pynte-planlægger har pynteindkøb virkeligt taget overhånd. Oprindeligt forestillede jeg mig at der kunne komme til at se lidt sådan her ud:

D0C5032E-4C9B-4188-9EA0-BDA9E83FFF44

Men med de rå mængder oppustelige flamingoer og palmetræer jeg har fået købt, er det nok usandsynligt at vi når op på en standard der er bare tilnærmelsesvis så classy…

IMG_1422

Til gengæld har alle fire piger håndmalet nogle awesome drinksbilleder, som jeg skal have lamineret, med opskrifter på bagsiden, så alle kan gå op og amatør-bartende. (I den generøst pyntede hoolahoola-bar).

IMG_1423

Det bedste af det hele er dog skiltet til over baren, malet af den stortegnende, absurdtænkende ti årige.

IMG_1424

Skiltet i sig selv ser ret tjekket ud, men detaljegraden er foruroligende.

Her et “A”, med resterne af en fest, og en aktiv graffitimaler:

IMG_1427

Og her et “L”, med trampolinhoppende mennesker:

IMG_1428

Min favorit: et “C”, med katte der fester virkeligt hårdt. Bemærk den der knækker sig ud over kanten.

IMG_1426

Og den mere mystiske: et “T”, der åbenbart handler om Trump. Der bygger en lille mur…. Det barn formår altid at twiste ting lige en tand ekstra, ud i det ganske absurde!

IMG_1425

Så ja: der er riiiiigeligt styr på pynt. Og vi glæder os fuldstændigt vanvittigt meget, til at feste alle de grimme ting helt væk igen, og fejre kærligheden, med alle de mennesker der betyder noget.

Er der nogle af Jer der ligger inde på nemme, billige, gode opskrifter på salater, kager eller lignende? Så smid dem endelig i min retning! Vi arbejder begge to sindssygt meget hele ugen, så det skal være noget vi kan nå at indkøbe til og lave lørdag inden festen – mens ungerne voldpynter telt.