10/17/15
the100

Om at finde trøst i dystopier

Da mine børn for halvandet år siden gennemlevede en stor sorg og tab, fordybede de sig i magiske lege, hvor de med trolddomdkraft kunne fikse alskens sygdomme og andre væmmelige ting.

Som voksen savner jeg evnen til at lege, og ville ønske jeg kunne gøre det samme, istedet for at være skiftevis bange og praktisk.

I perioden før min mands operation lynslugte vi netflix-serien ” the 100″ : en postapokalyptisk ungdomsserie, om 100 ungdomsforbrydere fra en rumstation med truende iltmangel, der sendes ned til jorden, 97 år efter en voldsom atomkrig, for at teste om den er blevet beboelig.
the100
Den er virkeligt god, på “Hunger games møder Fluernes herre” måden, og sært nok virkede det trøstende at se noget i den stil.

Dramatisk, spændende og får ens egne problemer til at virke en smule mindre:
“Nå ja, en af os skal opereres for kræft – men i det mindste er vi ikke ved at dø af iltmangel!” eller “jaja, vi er bange – men i det mindste kæmper vi ikke imod ukendte, spydkastende fjender imens!”

Mens han vågnede fra narkose, og i dagene efter, hvor han døjede med smerter og kvalme, sad jeg ved siden af, og læste.

Den absolut bedste bog jeg læste – og faktisk den absolut bedste bog jeg nogensinde har læst i genren – var denne:
1669956_1443762920

“Station 11” af Emily St. John Mandel, udgivet på Forlaget Iris 2015.
(affiliate link)

Romanen foregår 20 år efter at en virus udslettede 99,9% af verdens befolkning, hvor man følger en omrejsende teatertrup, der rejser rundt og opfører Shakespeare stykker for de spredte, små samfund der er tilbage.

Omdrejningspunktet for romanen, er skuespilleren Arthur Leander, der dør af et hjerteanfald på scenen, i dagene før pandemien.

Bogen fletter på fornemmeste vis livstrådene fra de mennesker der har betydet noget for Arthur sammen, og bevæger sig frem og tilbage i tid, uden at det på noger tidspunkt bliver hverken forceret eller forvirrende.

Bogen er skrevet i et smukt sprog, og efterlod mig flere gange med en klump i halsen, berørt over de ting mennesker gør for og imod hinanden.

“Station 11” er tankevækkende, uhyggelig, smuk og fuld af håb, og jeg kan ikke anbefale den nok.

Dystert som emnet er, løftede den mit humør i en svær stund, og har siddet i mit baghoved lige siden.

08/6/15
IMG_20150804_155622

Om lidt af hvert og post-ferieblues

Normalt er jeg ret god til at tænke positivt og glæde mig over små ting, men når sommerferien går på hæld, er jeg altid vanvittigt sortseende, og tilbringer altid den sidste uge af ferien, i en konstant tilstand af vemod – kun overgået af dengang min barsel sluttede.

Teknisk set starter jeg først job på mandag, men i stedet for at få skrevet nogle gode blogindlæg, lidt roman eller den artikel jeg har deadline på om lidt, bruger jeg tiden på at jamre indvendigt, over ikke at have nået det.

Bruger dog også noget tid på at tænke alt for negative tanker om den biopsi Ninjaman fik taget i forgårs, og får svar på næste uge; forhåndsbekymre mig over hvor meget jeg kommer til at savne børnene i hverdagen; ærgre mig over nogle yndlingsopgaver på arbejdet som bliver taget fra mig efter ferien; være sur på min røv, der har udvidet sin størrelse med imponerende 5 kilo, siden jeg fik hormonspiral for to mdr siden; og panikke lidt over hvordan vi klarer endnu et års logistik, med møder og legeaftaler, fritidsaktiviteter, aflevering og hentning af unger, lektier, fuldtidsjobs og bijobs, og indklemning af bare en lille smule tid til at se andre mennesker også.

Hvis man får points for at multitaske, ville jeg score rekordhøjt for min evne til multibekymringer for tiden!

Burde give mig selv nogle mentale lussinger, blive bedre til at være glad disse sidste feriedage, og komme videre.
Det gør jeg hermed.
Av!

Her er de ting jeg vil glæde mig over resten af ferien:
Uanset hvor meget den nærmer sig en afslutning, har vi stadig haft en rigtigt lang, fantastisk ferie, hvor vi ikke har lavet særligt meget andet, end bare være sammen.
Og sommerhusminderne ser sådan her ud:
76201511216
Himlen er blå i dag.
DSC_0009
Min have har været så betænksom at dække mount-doom-af-skrald med pæne blade.
Det ser jo næsten ud som om det er meningen?
Føler mig klart mindre presset over at skulle fjerne den, når den af sig selv ligner en grøn kunstinstallation – kan vi ikke bare lade den være?
IMG_20150804_155622
I går havde jeg mine tre yngste piger med på modemesse og til fremvisning af børnetøj fra marmar, og de var totalt hyggeligt selskab!
Mindstebarnet fandt en masse kluns hun ønsker sig, og de to andre fik masser af inspiration til deres designerdrømme, og brugte lang tid om eftermiddagen, på at sidde i haven og designe kjoler selv.
IMG_20150805_150633
Jeg har netop læst denne fine bog: “Tidens væsen” af Ruth Ozeki, Forlag “Tiderne skifter”.

En helt utroligt tankevækkende og smukt skrevet roman.
Kan varmt anbefales – bogen har rumsteret rundt i udkanten af min bevidsthed lige siden jeg begyndte at læse den, og jeg kan stadig ikke helt slippe den.

Har fortalt mine piger så meget om bogen (altså kun de børnevenlige detaljer fra den, iblandet lidt af det jeg ved om japansk kultur), at de her til formiddag plagede om at male japanske billeder, og malede efter billeder af Hokusai:
DSC_0145
(Malet af frk fantastisk)

Nå, nu blev jeg faktisk i bedre humør, bare af at skrive om det.
Vil hive en bog og nogle børn med mig ud i solen!

07/30/15
wpid-3223-18430-large.jpg

Månedens anbefalinger, juli 2015

Her en lille liste, over ting jeg har optur over, som jeg derfor er nødt til at dele med jer.

Kjoler:
Til de af jer der også elsker kjoler: jeg har fundet en ny favoritshop, nemlig denne hollandske shop, der leverede mine bestilte kjoler i løbet af tre dage, pænt pakket ind i lilla silkepapir, og endda med en lille gave vedlagt.

Jeg bestilte bl.a denne fine kjole, i blå, som jeg skal have på til bryllupsfest i morgen, hvor min smukke veninde Maria gifter sig, med sin søde argentinske kæreste, og fejrer det med havefest og argentinsk asado.

Kjolen er af det svenske mærke miss candyfloss , som jeg ikke kendte i forvejen, men allerede har planlagt hvad jeg skal eje af!
image

Den sidder supergodt, med sus i skørt og moderat kig til barm, og jeg glæder mig til at danse rundt i den i morgen!
Mangler bare at beslutte om det passer bedst med mine sorte, høje sandaler, mine røde, høje sko, eller mine flade brune sandaler – og om det er for krukket at tage en lang hestehale af falsk hår på til, eller om jeg er for gammel til den slags?
(som fire ondsindede børn, jeg bor sammen med, hævder…)

Bryllupper:
Totalt yndlingsfester! Folk skulle gifte sig noget oftere – jeg er kæmpefan af fejring af kærlighed!

Mofibo:
Da jeg skrev om hvilke bøger der skulle med mig i sommerhus, anbefalede flere af jer at læse bøger fra iPads.
I et anfald af kedsomhed og regnvejr, hentede jeg Mofibos program, hvor man for ca 100 kroner om måneden kan læse løs – første måned er endda gratis, så man kan lige prøve det af først.

Jeg foretrækker stadigvæk rigtige bøger, med duft og fornemmelse af papir, men derudover synes jeg stadig det er overraskende smart: man kan læse, uden at forstyrre andre sovende med lys ,og man har et stort udvalg af bøger ved hånden hele tiden.

Der jeg var gladest for den, var da vi var i Djurs sommerland, og jeg formåede at læse en kvart roman, mens jeg sad utålmodigt og ventede på at min familie prøvede aktiviteter – så smart, når man alligevel sidder alene og keder sig!

image
Fik bl.a læst Stephen Kings nye roman, (der er fortsættelsen til “ondskabens hotel” og uhyggeligt velskrevet); en ungdomsbog som flere af mine venners teenagere havde talt om , og Jens Andersens fascinerende biografi om Astrid Lindgren – og børnene hørte “brødrene løvehjerte” som lydbog, mens de tegnede.
(og nej: jeg har ingen aftale med mofibo, er bare meget begejstret og nødt til at prakke andre det på!)

Orphan Black” og “bloodline” -serier på netflix:
Vi havde oprindeligt aftalt serie-fri sommer, men regnvejrsdage i sommerhus bliver lange, så vi snublede i de her to gode serier.
“Orphan Black”
er en rigtigt spændende serie, hvor man følger en kvinde, der opdager at hun er en klon.
Tatiana Maslany har hovedrollen – der består af hele 11 forskellige personer, som hun spiller fuldstændigt forrygende!
image

“Bloodline “ følger fire voksne søskende og det hotel deres forældre driver, og der er masser af hemmeligheder og intriger.
Har foreløbigt kun set halvdelen af første sæson, men er meget hooked!
Kan varmt anbefale begge serier!

At opfinde baggrundshistorier til lerfigurer:
Min børn kan tit lokke mig med til at male eller lave lerfigurer, men det er ikke altid jeg selv finder det lige inspirerende.
Det her projekt, hvor vi er ved at beklæde en æske med små figurer har vi dog allesammen siddet og hulkegrinet over:
image
Ikke så meget på grund af figurernes udseende, men fordi vi opfandt navne og interesser for dem alle, og det blev ganske absurd: Børge blåbær holder således meget af øl og countrymusik, men er så genert at han aldrig taler; Ella appelsin starter hver dag med at drikke sin egen tis, fordi hun har hørt det er sundt, og er stor fan af den nordkoreanske diktator Kim Jung Un; turbo og weekend er kirsebær og tvillinger: turbo elsker at hækle tøj til små hunde, er en talentfuld riverdancer, og har en mild hjerneskade, mens Weekend hader Turbo mere end noget andet i verden, samler på knive og går med kilt…

Hm, ja – måske skulle man have været der selv, beklager hvis det ikke lyder sjovt på skrift – det var seriøst sjovt i går!

06/27/15
Eleanor og Park TRYK

Om sommerferielæsning, ungdomsbøger – og VIND en bog!

Konkurrencen er slut, vinderen blev: Silja M. stort tillykke!

Lige nu er jeg selv midt i det svære valg, med hvilke bøger der skal med mig i sommerhus.
Er altid en lillebitte smule i panik, ved tanken om ikke at pakke nok til hele ferien, eller pakke nogle der enten er for letlæste eller for kedelige.

De sidste par måneder har jeg læst en del gode bøger, jeg vil anbefale videre til jer, i forskellige indlæg – og til slut i dette indlæg vil i kunne vinde en fin lille sommerbog: “Anna og det franske kys”.

De ungdommelige
Min mormor var børnebibliotekar, og læste både børne og ungdomsbøger, hele sit liv.
Jeg har det på samme måde, og sniger altid en ungdomsbog med i stakken, når jeg er på biblioteket.
Hvis den er særligt god, kan min ældste datter indimellem lokkes til at læse, selv om hun ikke er den store læsehest.

Jeg synes der er mange velskrevne ungdomsbøger, og har en svaghed for både fantasy og kærlighedsromaner – hvis de altså er velskrevne.

Det er “Eleanor og Park”, af Rainbow Rowell, forlaget Gad.
Måske er det ikke en decideret ungdomsroman – den foregår i 1986, og for os der har været barn/ung dengang, er den en bittersød tidsrejse, der er utroligt fascinerende, også selv om vi er blevet en smule ældre end 16 år selv.

Den handler om 16 årige Eleanor – en kikset, buttet pige fra en socialt belastet familie, og Park – halvt asiatisk dreng fra middelklassefamilie, der ikke føler han kan leve op til forældrenes krav og forventninger.
De mødes i bussen, og langsomt spirer et fint venskab og en sprød forelskelse frem mellem dem, som de prøver at holde skjult for andre.

En rørende, genkendelig og velskrevet bog.
Eleanor og Park TRYK

Stephanie Perkins “Anna og det franske kys” , forlag Lindhardt og Ringhof overraskede mig meget.

Jeg havde godt bemærket at bogen blev hypet en del alle vegne, men havde ikke regnet med selv at blive så opslugt af og rørt over en kærlighedshistorie, der balancerer på kanten af klicheer,og foregår mellem nogle 17 årige – men det blev jeg!
Historien, om 17 årige amerikanske Anna, der – imod sin vilje – sendes på kostskole i Paris og forelsker sig i dreng, der desværre har en kæreste, er fuld af stemning og noget så sød!

Jeg har næsten lige været i Paris, og fik ubændig lyst til at besøge byen igen af at læse denne bog.

Nå – hvem har lyst til at læse ” Anna og der franske kys”?
En af jer kan vinde sit helt eget eksemplar.
Bare skriv en kommentar her nedenfor – og anbefal gerne en bog i samme genre(intet krav) – så trækker jeg en vinder d. 5-7.
9788711451915
Anna og det franske kys ” er et anmeldereksemplar – men anbefalingen er oprigtig. Jeg skriver udelukkende om bøger jeg kan lide.

06/6/15
wpid-wp-1433630485322.jpeg

Om tegneserier

I går burde Ninjaman have bokset sin kamp, og da jeg og pigerne ikke synes vi havde godt af at se ham gøre det, havde jeg planlagt at vi skulle tage på tegneseriemesse imens – og tænke på noget andet, end at han muligvis fik tæsk.

Kampen blev i sidste øjeblik udskudt til næste lørdag, så jeg endte med kun at have et enkelt barn med mig – de andre piger blev sprunget over da mine nørd-gener blev delt ud: de ville hellere med deres far i byggemarked og købe noget så uspændende som et nyt toilet, end de ville med mig og kagemesteren til tegneseriemesse

Så ganske uvant drog jeg afsted med kun et barn, der til gengæld var overdrevent entusiastisk hele vejen derind.
Hun er glødende fan af cartoon networks serie “adventure time”, og glædede sig til at se de nye afsnit af serien der skulle vises, og til at lede efter noget “Finn og Jane” merchandise” – men allermest til at få Natasha Allegris autograf og se hende i virkeligheden.

Det viste sig så, at det først var i dag Allegri skulle komme, opdagede vi i programmet derinde, efter et par timer…

Nu har mit barn desværre arvet mere fra mig end nørde-tendensen: fx evnen til at skjule skuffelse, bag et tommetykt lag af sarkasme, krydret med et strejf af nedladenhed.
Den slags er anstrengende selskab, som der kun en kur imod: kage!

Så vi skyndte os at skrabe nogle hurtige autografer sammen, beundrede Peter Madsens tegneevner, shoppede en pose brugte Anders And blade, og så skyndte vi os hjem igen, for at lave kage til mindstesøsters familiefest i dag.

image

Næste år skal vi helt sikkert til tegneseriemesse igen – bedre forberedte, med vellæst program, notesbog til autografer, og plan for hvad vi skal købe – og hvis det går galt, er det rart at vide skuffelse kan udraderes, når man kan gøre sin lillesøster så lykkelig her, bare med kage!

04/29/15
wpid-itemimage.jpg

Om børn og sorg – anbefaling af bøger

De sidste fire år har døden kastet lange skygger over vores familie, da mine børns “reservesøster” fik kræft, og for et år siden tabte kampen, og døde, 11 år gammel.
Hendes historie er ikke min historie at fortælle, men jeg kan fortælle hvordan vi har brugt bøger, til at bearbejde frygten og sorgen med i forløbet.

Jeg har syntes det var svært at vide hvordan jeg skulle tale med børnene om det undervejs: hvornår vi talte for meget om det, og hvornår vi lod for meget som ingenting, og derfor har det været et utroligt godt redskab at have gode børnebøger om døden og det at miste, som mine børn selv valgte at vi læste, når de havde behov for at tale om det.

image

“Anden, døden og tulipanen” er en hjerteskærende fin billedbog, om en lille and, der en dag får følgeskab af døden.
Hun er utryg ved ham i starten, da hun forbinder døden med alle de farer der lurer, men døden er venlig, tålmodig og ikke spor skræmmende.
Da kulden og vinteren til sidst tager ands liv, er det døden der nænsomt placerer en tulipan på hendes bryst, og skubber hende ud på vandet, til hendes sidste rejse.

image

Jeg tror aldrig jeg har læst en bog så rørende som denne, og vi har læst den sammen, igen og igen, og grædt sammen.
I et forløb som dette, hvor børnene længe vidste at hun var døende, var den tanke, at døden var venlig og hjalp en videre, forløsende.
Jeg kan ikke anbefale den bog nok, den er så poetisk og fin.

En anden bog vi læste meget, særligt i tiden efter begravelsen var denne smukke billedbog af Stian Hole:

image

Teksten er sparsom, og lidt kryptisk, men man forstår at Anna og hendes far er på vej i kirke, for at begrave Annas mor.
Anna vil helst ikke forholde sig til det der er sket, men overspringshandler og forestiller sig ting, ind til hun til sidst føler sig klar til at tage afsted.

Tegningerne er utroligt smukke, og man kan bruge lang tid på at fordybe sig i dem.
Mine børn vælger stadig ofte den bog til højtlæsning, og hver gang åbner det et rum, hvor vi kan tale om det der stadig gør ondt.

image

Astrid Lindgrens “Brødrene løvehjerte” begyndte vi på for et par år siden, men den var for barsk, og vi måtte stoppe igen.
Men da jeg i påsken var i Paris alene med min 8 årige tog vi den med,og læste den på tre dage.
Den ER barsk, sørgelig og uhyggelig, og da vi vendte den sidste side græd hun, og sagde hun ville ønske hun aldrig havde hørt den – men dagen efter var hun glad for det, og vi talte om om den i flere dage – talte om liv og efterliv, og tændte lys i en smuk kirke.
image
Sammen med min 13 årige, er jeg ved at læse “Monster”, af Patrick Ness.
Den er dystert og smukt illustreret, og handler om at give slip og acceptere tab, og vi læser den sammen, i ganske små bidder.
Trods det at den er gennemillustreret, er det ikke en børnebog – den er for unge eller voksne, og den er rørende, uhyggelig og har mange lag.
image

Som voksen har jeg været rigtigt glad for at læse Winnie Haarløvs “den tomme stol”, der er en utroligt velskrevet brugsbog, der berører alle aspekter af døden og sorg.
Den er desværre udsolgt fra forlaget, men kan lånes på biblioteket.
image

Hvis nogen af jer står i samme situation, og har mistet et menneske tæt på, håber jeg i kan bruge disse boganbefalinger til noget, sammen med jeres børn – og hvis i kan anbefale andre bøger i samme stil, så gør det gerne, her i kommentarfeltet.

01/6/15
wp-1420536711243

Boganbefalinger – Jeanette Walls

Ud over at ligge i nattøj, spise chokolade og stene “Marco polo”, fik jeg også læst nogle utroligt gode bøger i juleferien.
Jeg er muligvis lidt lastmover-agtig, men de er altså så gode,at jeg er nødt til at anbefale dem videre!

Jeanette walls er en kendt amerikansk journalist, og hun har skrevet en gribende selvbiografisk roman om sin barndom:”Glasslottet” , Forlag hr. Ferdinand .

Hun skriver fantastisk,  og jeg havde lyst til at starte forfra og læse den igen, så snart jeg havde vendt den sidste side!
Bogen behandler eksistentielle værdier, som omsorg og svigt, overgreb og kærlighed, oprør, frihedstrang og vrede.

Walls er vokset op med tre søskende, i en rodet nomadetilværelse, med en begavet alkoholiseret far med store drømme, og en verdensfjern og uansvarlig kunstnermor.

Familien flytter en del, på flugt fra myndigheder  og ubetalte regninger, og børnene klarer sig selv med stor fantasi: fisker madpakker op af skolens skraldespande, finder brænde på gaden, maler benene, så man ikke kan se, hvor der er huller i bukserne.

Deres barndom er præget af ekstreme omsorgssvigt, men forfatteren får også beskrevet bl.a deres tid i ørkenen, på en utroligt fin måde, hvor man forstår at forældrene er begavede mennesker, der på trods, formåede at lære børnene en masse ting: sprog, læsning, geologi, fysik, og at klare sig selv.

Det er en barsk, kærlig, humoristisk og forfærdende fortælling, og man skal unde sig selv at læse den!

image

Jeg fik også fat på en anden af hendes bøger, en biografisk roman om forfatterens utrolige mormor, set fra dennes synsvinkel.
Det er en god historie, om en sej kvinde og et anderledes liv, og bestemt læseværdig – selv om den ikke helt er på højde med “Glasslottet”.

image

“Utæmmet liv” hedder den.

12/30/14
20141230-132912.jpg

Om julen, der blev erobret af mongoler

Der er særdeles stille på min blog her i ferien – vil gerne skyde skylden for dette, på familien Khan og de mongolske horder.

Vi har ikke skullet meget denne jul – havde holdt kalenderen fri, fordi vi troede den nye tilbygning ville være klar til at flytte ind i, men det er den så ikke, og vi har i stedet slummet den i nattøj hele ugen.

Børnene har boltret sig i de store tomme rum, og bygget enorme playmobil-byer eller lavet cirkus og danseshows – og deres far og jeg har benyttet hver eneste sekund, hvor de var optaget af leg, til at snige os til at suge afsnit, af netflix nye serie om Marco polo til os.

20141230-132912.jpg
Nej, dette er overhovedet ikke et sponsoreret indlæg: Ninjaman og jeg er begge bidt af en gal mongol (lyder iøvrigt mærkeligt?), og bliver særdeles begejstrede, når der kommer nye film eller romaner om Djengis Khan.
Der er rigtigt langt imellem gode af slagsen, men det er “Marco polo” serien, og vi er alt for opslugte af den, og ville ønske børnene sov lidt tidligere og mere, for den er også så blodig, at vi ikke ser den, hvis de er i rummet…

Serien handler iøvrigt ikke om Djengis, men om hans barnebarn Kublai, der overtog Khanatet.

Rigtigt spændende, og man kan sagtens leve med, at den ikke er 100% historisk korrekt (bl.a er det aldrig helt bevist om Marco Polo i virkeligheden havde så stærk en forbindelse til khanen, som han kom hjem til Venedig og påstod).

Ninjaman læser stort set aldrig bøger, og jeg læser hele tiden – men vi har begge læst Conn Igguldens serie om Djengis Khan to gange, og brugt lidt for meget tid på at diskutere erobringstaktikker og hvor grimt sådan en jurte må have lugtet, af gæret fåremælk, harsk fårefedt og uvaskede krigere.
Boglink er affiliate

20141230-134111.jpg
Jeg har foræret bøgerne flere gange, til både min far, og flere af mine venner, og de har vakt begejstring.

Jeg har flere gange tænkt på blog-indlæg jeg gerne ville skrive i løbet af ferien:
har nogle gode boganbefalinger, noget om fornærmelser, føljeton-fortsættelse (gamle afsnit kan læses her), visdomsord fra fireårige, noget om indretning, lidt om pinligheder, en update på min far og kræft, og noget om når sure børn tager deres pinlige forældre på fersk gerning i at have sex.

De indlæg må i altså vente lidt på, for jeg fortsætter nattøj-og-serie-stilen ferien ud – kun afbrudt af nytårsaften i morgen, hvor vi skal være sammen med nogle venner, der muligvis synes det er fesent, hvis vi sidder og ser serie hele aftenen.
De har tre søde piger og en glad hund, og vores piger glæder sig også helt vildt til at feste med dem.

Godt nytår til jer alle!

10/11/14
wp-1413022123790

Om en tvserie jeg glæder mig til

Jeg har altid haft en svaghed for postapokalyptiske romaner.
Selv om hele tankespindet om hvordan man selv ville gøre for at overleve og redde dem man elsker er vildt skræmmende, er det også morbidt fascinerende at læse om.

Margaret Atwood er en af mine yndlingsforfattere inden for genren: jeg har læst “Oryx og crake ” adskillige gange, og blev meget begejstret da jeg opdagede at der var kommet et bind 2:”year of the flood”, og sidste bind af trilogien kom sidst i august i år : “maddaddam”.

image

Bøgerne foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor størstedelen af menneskeheden er døde af en menneskeskabt virus, og små menneskegrupper prøver at overleve, i en verden beboet af gensplejsede dyr  – fx de intelligente og aggressive grise, grisonger, der har fået tilført menneskelig dna, for at man kunne bruge deres organer til transplantationer.

I første bog følger man primært Jimmy, der bor alene, sammen med en gruppe menneskelignende væsner “Crakerne”, som hans ven har skabt.
Crakerne er skabt som den ultimative version af mennesker: de behøver hverken boliger eller marker, de spiser ikke kød, de føler ikke had og jalousi, de er kun moderat intelligente og stræber ikke efter mere, men lever fredeligt og harmonisk.
Bind 2 følger Tobi, der før katastrofen var en del af sekten “guds gartnere”, og bind tre binder historierne sammen, med flashbacks og spændende baggrundshistorien.

Hvis man er bare den mindste smule til fremtidsdystopier, skal man under sig selv at læse Atwoods trilogi, der er utroligt gennemarbejdet, humoristisk, grum og realistisk.

Til min store glæde, læste jeg forleden at serien er ved at blive filmatiseret af HBO!
Læs selv her !
Jeg glæder mig usigeligt meget: lige siden jeg læste første bind i serien, har jeg haft lyst til at se alle hendes fantastiske skabninger og fantasier i en film – og i mine øjne, er en tvserie meget bedre egnet til at fortælle komplekse fortællinger, end en film på halvanden time vil være.

09/25/14
20140925-093453.jpg

Om en stor bog og en lang nat

Jeg læste Hanne Vibeke Holsts bog om sin far:”Knud den store” færdig i går aftes.
En fremragende bog, der giver et virkeligt fint og levende billede af en tid og et menneske.
Det var flere af jer der havde anbefalet den, under mit sidste bogindlæg – tak for det, jeg anbefaler hermed videre!

20140925-093453.jpg

Men bogen endte på en måde, der fik mig til at tænke på min egen far, og hans sygdom.

Ikke en fed ting at have skurrende rundt inde i hovedet, når Ninjaman ikke var hjemme og kunne kramme det væk, og jeg i forvejen har det med at ryge i søvnløshedsfælden, når der er for meget at tænke over.

Klokken 03, vågnede en af pigerne med mareridt, og en af hendes søstre følte sig snydt, og fakede et tilsvarende – og så lå jeg i en varm børnesandwich, hvor de snorkede søvnløsheden væk, på hver sin side af mig.

Sært som man kan føle sig lille og ensom det ene øjeblik – og så vender det helt, når andre bare går ud fra at man er stor og stærk.

I aften vil jeg starte på Margaret Atwoods nyeste:”Maddaddam”, som er sidste bind i en dystopisk fremtidstrilogi.

Jeg har genlæst de andre bind flere gange, og ved godt at jeg leger med muligheden for søvnløse nætter, når jeg læser den slags inden sengetid, men jeg kan ikke vente!

Måske skal jeg fortælle gyserhistorier som godnatlæsning for ungerne, i håbet om at deres mareridt kan hive mig ud af mine eventuelle natlige planlægninger af strategier, til hvordan man overlever verdens undergang?