04/9/14

Om nøgenhed – klumme fra vores børn

Her en klumme, som jeg skrev til “Vores børn” sidste år.
Dele af den har været udgivet på bloggen, men her er den samlet:

Om nøgenhed
Når man får børn, er det som om retten til at bestemme over, hvor meget af ens egen krop man ønsker at dele med omverdenen, forsvinder.
Man fornemmer det allerede i forbindelse med graviditet og fødsel, hvor fremmede mennesker får set dele af ens krop, man normalt kun fremviser under mere private former, og eskalerer, jo mere barnet lærer at tale.
Det starter måske lidt sødt, med at din halvandet årige med begejstring siger:”Mor STOR numse!”, mens du bukker dig efter et stykke legetøj, men her fra, er det slut med at have hemmeligheder over for fremmede!

Hvad fremmede mennesker ikke har fået af oplysninger om min fysik, er ikke småting.

Det er ikke fordi jeg er overdrevent blufærdig, men jeg kunne egentlig godt have undværet den gang, hvor min 3 årige glad informerede en kø af ventende teenagepiger på et offentligt toilet, om at: “min mor har VILDT meget hår på tisseren!”

Det er ikke et helt ualmindeligt syn, at nogen vader rundt uden kluns på herhjemme, og vi er allesammen ret afslappede omkring vores kroppe.

Det undrede mig derfor en del, da den 7 årige kom nøgen ud til mig på badeværelset, hvor jeg badede den mindste, og med en lille stemme forsigtigt spurgte:”mor, er jeg ulækker, når jeg er nøgen?”
Jeg forsikrede hende om at hun var ganske normal, og hun sagde:”jamen,
Min storesøster sagde:”ad!” da jeg gik ind på værelset for at tage undertøj på…”

Jeg følte mig noget harm over, at den store 10 årige kunne finde på at få sin søster til at føle sig forkert, og sagde at jeg nok skulle tale med hende om lidt.

Kort efter kunne jeg høre den 10 årige råbe:”ad!ad! Hvor er du klam!” og jeg blev virkeligt irriteret på hende – hvordan kunne hun dog være det bekendt?
Jeg badede den mindste færdig, og gik ind og holdt et kort, surt foredrag for den 10 årige, om at vi jo allesammen skulle kunne være her, og at man ikke skulle få nogen til at føle sig forkerte, eller nedgøre deres krop. Bla bla bla.

“du forstår det altså ikke mor – hun kommer hele tiden hen til mig, når jeg sidder hernede på gulvet og læser, og så siger hun:”SE mit røvhul!!”, og viser mig det – og SÅ siger jeg altså ad”…”

Hm… Det er så en lidt anden historie.

Måske skal vi til at arbejde lidt med at nedjustere graden af naturlighed nu?”

12/9/12

Om søskendekærlighed -klumme

Søskendekærlighed
Der er kun halvandet år mellem mine to mellemste piger.
Da den lille nybagte storesøster så sin nyfødte søster for første gang, kyssede hun hende forsigtigt på det dunede hoved – og sekundet efter kradsede hun så en lang flænge på den lille babykind.

Som lillesøster voksede op, fortsatte deres forhold med at indeholde lige dele kærlighed og voldshandlinger.
Lillesøsters fine nye tænder blev konstant afprøvet på storesøsters fingre, og storesøsters karateøvelser involverede også gerne et par spark mod lillesøsters knæ – men der er også blevet udvekslet så mange knus mellem dem, at man i perioder blev i tvivl, om de egentlig var siamesiske tvillinger.

Nu er de 6 og 7 år gamle. Den yngste af dem er lige startet i skole, og hendes stolte storesøster står klar foran hendes klasse før alle frikvarterer, så hun kan vise hende til rette og beskytte hende mod alle de store børns vilde lege.
Når jeg henter dem fra skole, kan jeg se dem stå med armene om hinandens skuldre og vente på mig, og lærerne falder i svime over hvor søde de er ved hinanden.

Idyllen plejer at krakelere når vi kommer hjem, og allerede inden aftensmadstid, har de uddelt kaskader af hårde ord og trusler til hinanden, og er begge skidesure.

Deres far og jeg har ofte talt om hvorfor pigerne mon skændes så meget.
Rent genetisk burde de have fantastisk potentiale til at være supersøskende: min mand husker nemlig tydeligt hvor overbærende og hjælpsom en storebror han var som barn – og jeg tænker også at min lillesøster var utroligt heldig, at have lige mig som søster: jeg tævede alle dem der drillede hende, fortalte historier og fandt på fantastiske lege.
Som jeg huskede det, var min barndom ren søsteridyl.

Men en eftermiddag, hvor jeg sad og trøstede to rasende og forrevne søstre, der lige havde haft et stort skænderi om hvem der havde ryddet mindst op, kom min lillesøster på besøg.

Da de to stridssøstre var pacificerede, med malebog og spillemaskine, klagede jeg min nød til min søster, og undrede mig over hvorfor de skændtes så meget, for det havde vi jo aldrig gjort?

Nå, men hvis man ikke vil have ødelagt sine idealiserede billeder af sig selv, skal man bare undlade at spørge andre – især ikke dem man forestiller sig man lidt har opført sig pletfrit over for.

Min lillesøster havde ihvertfald en del små anekdoter, der ikke alle viste mig i et helgenagtigt storesøsterlys…
Havde selv slettet alle de mindre flatterende storesøster-historier fra min mentale harddrive, og må nok indse at mine børn faktisk behandler hinanden ret godt – og ihvertfald ikke dårligere end jeg behandlede min søster.

Som hun sagde:”det værste var faktisk ikke at du altid fandt min hemmelige dagbog og læste den – det var, at du rettede stavefejl med en rød tusch i den…”

Med røde ører huskede jeg så pludselig, hvordan jeg ofte hældte flydende sæbe på hendes tandbørste, når hun var irriterende, og med skadefro gnækkede, når hun spyttede lavendelduftende skum ud.

Det undrede mig dengang, at hun aldrig gjorde gengæld: sæbetricket var sgu da så nemt at planke, og så utroligt tilfredsstillende at se på, når ens plageånd harkede sæbeskum op.

Så jeg spurgte hvorfor hun aldrig havde gjort gengæld – og fik det utroligt klamme svar:”Kan du huske vores marsvins drikkeflasker, der altid fik sådan nogle slimede grønne alger på indersiden? Gæt selv hvis tandbørste, jeg brugte til at fjerne dem med, når du var storesøsterdum….”

Da vi var færdige med at grine, og have kvalme, over minderne, så vi på mine mellempiger, der nu sad sødt og hjalp hinanden med et spil, og blev enige om at de sgu nok var meget almindelige, og at søskende – trods alt – var dejlige at have.

Men jeg tror jeg fremover vil opbevare deres tandbørster et sikkert sted…

(klumme fra “vores børn” – opmærksomme læsere, vil nok have læst elementer af den på bloggen – men her er den samlet)

11/6/12

Om brækfobi – en klumme

Klumme fra “Vores børn” 2015

“Før jeg fik børn, var jeg meget sart omkring kropsvæsker som snot, tis, gylp og opkast.
Jeg kunne ikke gå forbi et 11-tals-befængt vuggestuebarn uden at få kvalme, og jeg mindedes ofte med gru en familiekøretur fra min barndom, hvor min køresyge søster brækkede sig ned i vores kusines ærme.
Har stadig grimme mentale billeder af tudende kusine, der desperat forsøgte at holde ærmet på sin trøje i en vinkel, så brækket hverken løb videre op på kroppen eller ud på gulvet.

Jeg havde ingen anelse om, hvad der ventede mig, da jeg blev mor; men jeg opdagede det hurtigt: noget af det første min ældste datter gjorde, da hun blev født, var at skide på min mave. Velkommen til verden!
Så var stilen ligesom lagt, og jeg måtte se at få taget mig sammen med dét dér hysteri omkring kropsvæskerne – for livet med børn bød tilsyneladende på mange af dem.

I starten skiftede jeg i panik alt mit og babyens tøj, hver gang der kom en dråbe gylp på.
Men jo flere børn der er kommet til, jo mere hårdfør er jeg blevet, og kan efterhånden nøjes med lige at duppe det værste af.

Dog kan vintermånederne være lange at komme igennem, når ungernes kropsvæskefremkaldende sygdomme reducerer samtalen til detektivagtige fraser á la: ‘Er det bræk eller mudder her på gulvet?’. Eller erfaringsudvekslinger som: ‘Hvilken ende af barnet holder du ind over toilettet, når der både er opkast og tyndskidsfare?’

Jeg synes, at jeg efterhånden er blevet ret cool omkring alt, hvad mine børns kroppe udskiller. Undtagen når de brækker sig.
Det får mig stadig til at famle efter lugtesaltet og håbe på, at der snart kommer en voksen og tager over. Er deres far hjemme, er jeg bestemt ikke for fin til at lokke ham til at være den voksne med rengøringsoverblikket, mens jeg trøster.

Men ligesom hunde kan lugte frygt, kan børn åbenbart lugte fobier, og mine er således blevet gode til at udsætte mig for min brækfobi.
Så jeg udvikler mig derfor langsomt til også at blive hårdhudet omkring brækkeriet.
Bare det seneste år har mine børn været behjælpelige til min ‘udvikling’ med følgende seancer:  Slatten femårig råbte ‘HJÆLP!’ fra toppen af trappen. Jeg skyndte mig op ad den – bare for at blive skyllet over ende af en alarmerende mængde opkast.
Samme femårige råbte ‘HJÆLP’ fra øverste køje – og gentog succesen. Denne gang fik hun også ramt kurven med det rene vasketøj…
Toårig vækkede mig ved at kaste op. I mit øre.
Køresyg syvårig rakte desperat ud efter min håndtaske i bilen og kastede op i den. Det var en nervepirrende oplevelse at lede efter mine nøgler i den bagefter…

Jeg formoder, at jeg, når de er blevet voksne, er blevet så hardcore til det med bræk, at jeg formentlig vil række ind over bordet, snuppe den tallerken mit barnebarn lige har kastet op på, og sige: ‘Hey – helle for resten af hans kartofler, de blev næsten ikke ramt!’

08/23/12

Om prinsessethed – klumme fra “Vores børn”

klumme skrevet til “vores børn” 2014

Da jeg var gravid med vores første datter, vidste jeg, at det var en dreng – den slags VED mødre bare, overbeviste jeg mig selv om.
Egentlig var jeg ligeglad med kønnet, men jeg troede på min hellige mor-intuition og havde planlagt, at han skulle hedde Bjørn.
Da jeg, efter en lang fødsel, endelig fik en fedtet lille baby op på brystet, mærkede jeg mellem hendes ben, fik fat i en imponerende lang tissemand, og proklamerede glad: ‘Det er en dreng!’
Så i 10 minutters tid havde vi en søn. Tanken om, at det alligevel var vildt, at denne her lillebitte baby havde 40 centimeter diller strejfede mig da, men det var først, da navlestrengen skulle klippes, at det gik op for mig, at det sgu da var en pige, og det, jeg havde mærket, var en navlestreng…
Og jeg var lykkelig for hende.

Jeg var selv en drengepige som barn, og havde en masse teorier om, at køn var, hvad man gjorde det til. Så jeg måtte lige sluge nogle (lyserøde) kameler, da pigebarnet – det sekund hun fyldte tre – nægtede at have bukser på, iførte sig tiara det øjeblik, hun kom hjem fra børnehave, og interesserede sig brændende for prinsesse-eventyr, af den type, hvor prinsessen bare passivt gik rundt og ventede på at blive reddet af en kedelig prins.
Hvor kom det lige fra?

Vi har aldrig gidet kæmpe med vores børn om, hvilket tøj de skulle have på – i virkeligheden betyder det jo ikke en pind, om de ligner fastelavnsris, så længe de selv er glade – så vi lavede en enkelt regel: hun måtte selv bestemme hvad hun tog på, men det skulle passe til vejret.

En dag ville det lyserøde barn have en velourkjole på, selv om det var en varm sommerdag, og det sagde jeg nej til.
Skumlende sad hun i en sommerkjole og nidstirrede mig, og til sidst sagde hun syrligt: ‘Tillykke Mor!’
Mig: ‘Med hvad?’
Sur treårig: ‘Vi har BEGGE to grimt tøj på i dag!’
Imponeret over hendes evne til at pakke en fornærmelse ind som en kompliment, måtte jeg fnise lidt, og glæde mig over, at den skønne unge, i det mindste, var en prinsessetype der turde stå ved sine meninger!

Nu er hun 10 år, og ikke lyserød mere – bare sort, på den seje måde.
Hun har fået tre lillesøstre siden hen, og trods lidt sporadisk yndighedsdyrkelse i 3 års alderen, er ingen af dem blevet ramt af prinsessebølgen på samme måde, som storesøster blev det – hvilket vi ellers følte at vi var totalt godt rustet til, med al den viden om eventyr og strutskørter vi havde fået lært os!
Den syvårige vil have sportstøj på, som man kan lave karate i, den femårige er glad for alt, hvad de to store har været glade for – og den snart toårige fører sig lige så gerne frem med et par brugte underbukser på hovedet, som hun gør med en krone på – og de er alle tre gladere for at sidde i deres træhule og råbe ‘røv!’ ud over villakvarteret, end de er for at svanse rundt i tyl.

Forleden ryddede jeg op i kælderen og fandt en kasse med den 10-åriges gamle prinsessebøger. Vi bladrede dem igennem og faldt i staver over ‘Snehvide’. Hun sagde så en sætning, der fik mig til at ånde lettet op og tænke, at alt det lyserød-hed og dyrkelse af bøvede Disney-prinsesser, heldigvis ikke havde skadet hendes fornuft på langt sigt: ‘Hold da op – hvad sker der for Snehvide, at hun siger ja til den prins? Hun KENDER ham jo ikke engang – og han kan lide at kysse med døde piger. Jeg synes nok lige, hun skulle overveje om der ikke findes andet end ham!’
Sådan! Seje piger tager ikke skade af tyl.( Og det gør seje drenge faktisk heller ikke…)