Anmeldelse: “Kærlighedens år” af Johanne Mygind
Hovedpersonen, Nanna, er nyskilt mor til tre børn, og arbejder som podcaster/dokumentarist. Hun sætter sig for at undersøge sin mor, Elisabeths, ungdom som frontfigur i rødstrømpebevægelsen, og historiens fokus, skifter mellem Nannas måde at forvalte sin nyfundne frihed og savn efter børn på, og hendes mors og mormors historier.
Jeg er jævnaldrende med bogens Nanna, og følte mig særligt hjemme i beskrivelserne af 1970’ernes opgør med kernefamilien, kollektiver der ikke fungerede, og måden at tænke forældreskab på, hvor børnenes tarv ikke kom før frigørelsesdrømmene. Samtidig bliver jeg også ramt af Nannas måde at leve sit eget liv med børn på, hvor hun kompenserer for sin egen barndom, og lader sine børn fylde meget.
Lidt i skyggen, lidt mindre tydeligt, står mormoderens historie, hvor hun opgiver sin drøm om at blive læge, fordi hun bliver mor. Det er godt fortalt, fint doseret, og generationer og livsvilkår tegnes skarpt op, helt uden at blive kliche’-fyldte.
Begavet, indsigtsfuldt, rørende og rammende. Det er simpelthen en utroligt god bog, der giver megen lyst til refleksion, og jeg glæder mig til at læse det næste Mygind måtte skrive.
Min vurdering: 5/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Forlag: Gads forlag
(Jeg hørte den iøvrigt som lydbog, oplæst af forfatteren, og den fungerede fremragende i det format)
