12/19/16

Om de bedste bøger jeg har læst og ikke har læst

I går var jeg til en hyggelig fødselsdagsfest, for min kusines søn.

Snakken gik på et tidspunkt om bøger, og min kusines søde moster spurgte mig hvad de bedste bøger jeg havde læst i år var – og det kunne jeg ikke svare ordentligt på.

Sandheden er, at jeg har læst overraskende få virkeligt gode bøger i år, selv om jeg kan se på min “goodreads app”, at jeg har læst 45 bøger.

Den absolut allerbedste bog jeg har læst, er faktisk en ungdomsbog. Jeg bloggede en anbefaling af her, og lovede at følge op med flere anbefalinger. Ups…
image

De fire næstbedste bøger har jeg ikke fået skrevet om endnu, men det ville være:

1.  Delphine Vigans “Baseret på en sand historie” som er en utroligt velskreven, snigende creepy, roman, der mindede mig meget om Stephen Kings “Misery”, uden splat. Efter at have skrevet den fremragende selvbiografiske “Alt må vige for natten” har Vigan svært ved at komme i gang igen med at skrive, og får en ny veninde, den mystiske og karismatiske L., der viser sig at have skjulte hensigter. Det er ikke en actionpacked bog, men sproget er virkeligt smukt, og den holdt mig fanget.

2. Nickolas Butlers “Shotgun lovesong” er en fin lille feelgood bog, om venskaber og livet i en lille by. Man følger Leland en berømt sanger, der færdes med kendisser og dater en smuk skuespillerinde; hans barndomsven Henry, der kæmper med at få et landbrug til at løbe rundt hjemme i den hjembyen “little wing”; vennen Kip, der er blevet en hård forretningsmand; og den hjerneskadede rodeohelt Ronny. Jeg kunne virkeligt godt lide personerne, temaerne om identitet, venskaber og jalousi , og generelt hele stemningen i bogen.

3.Jonathan Troopers “Syv satans lange dage er udgivet sidste år, men jeg fik den først læst i år. En rå og morsom bog, om parforhold, familie og livet, der ikke altid er som man havde forventet det ville blive. Judd Foxmans kone skrider, han mister sit job, og da hans far dør, forventes det at Judd og hans søskende kommer hjem til barndomshjemmet og sidder shiva, i syv, lange dage, syltet ind i intriger og skeletter i skabet.

Jeg elskede bogen! Utroskabsscenen i starten af bogen fik mig til at le så højt, at jeg næsten druknede i mit badekar imens, mens andre scener bragte tårer i øjenkrogen.

Efter at have læst den, opdagede jeg at den også er lavet som film, og lokkede min mand med på at leje den – men den var en skuffelse. Både de tristeste og de sjoveste scener var blevet ændret til mere ligegyldige af slagsen, der ikke gjorde bogen ære.

4.Deborah Harkness “Livets bog” er tredje bind af en fantastisk  trilogi. Hekse, vampyrer, og dæmoner, der lever skjult i vores verden er hovedpersonerne i denne spændende serie, der har elementer af magi, historie, eventyr, kærlighed og videnskab. For en gangs skyld er hovedpersonerne ikke usikre teenagere, men handlekraftige voksne, med den mængde vold, sex og rænkespil der nu passer ind her. Den kunne blive til en vidt underholdende tv-serie!

44429bc2-754a-4f5b-9e38-e04627bc24c3

Og så til de gode bøger jeg IKKE fik læst!

Nogle af de bedste bøger jeg har læst har været nogle ordentligt tykke bøger. Jeg er en hurtig læser, så at bruge flere dage i en sommerferie på at fordybe mig i en lang, god bog, har tit givet noget helt andet end de hurtigt læste hverdagsbøger.

I år var vi, helt uvant, ude at rejse, og fordi vi havde købt de billigste flybilletter vi kunne finde, måtte vi heller ikke have for megen bagage med – hvilket reducerede min bogstak betragteligt…

Her hjemme læser jeg mest i min seng om aftenen, ca en time hver aften, og jeg stopper når jeg er ved at falde i søvn.

Falder man i søvn med en tyk bog i hånden, gør det sat… ondt når den rammer ens ansigt, skal jeg hilse og sige!

Med buler i fjæset er det derfor kun lykkedes mig at læse ca en fjerdedel af både den roste “Byen brænder”, min store helt John Irvings nyeste og bind 2 af serien Outlander, som Julia anbefalede mig, da hun så jeg læste “Livets bog”. Jeg fik dog læst første bind, som var en underholdende omgang tidsrejse, med sex, kærlighed og action.
10a5d040-9dc4-4447-8aac-61881c5c006d
Alle tre bøger virker rigtigt gode, så jeg ved at der skal findes tid til dem
Nu hvor jeg kan skimte juleferien lige forude, satser jeg på at få tid til at dykke ned i murstenslæsningen, uden at risikere søvnbuler i panden! Er der nogle af Jer der har læst disse tre tunge fyre, og kan anbefale hvilken der skal prioriteres først?

 

obs: linksene i dette indlæg er affiliate, hvilket betyder at jeg får et par kroner, hvis nogen køber gennem dem. Et par af bøgerne har jeg fået som anmeldereksemplarer, resten er biblioteksbøgerm eller nogen jeg selv har købt. Anbefalingerne er ubetalte og mine egne!

12/11/16
img_0630

Filmanbefaling: “syv minutter over midnat”

Jeg går sjældent i biografen, så de få gange jeg når at se en film jeg gerne vil anbefale videre, er jeg ofte håbløst bagud.
Således nåede jeg ikke at få anbefalet filmen “Captain fantastic” mens den stadig gik i biffen. Den var jeg ellers helt vildt begejstret over: Viggo Mortensen spiller fabelagtigt, og Ninjaman og jeg diskuterede hovedpersonens ideologier i ugevis efter vi så den. Kan anbefales at leje!

Nå, men det var egentlig ikke den jeg ville anbefale i denne omgang, men “Syv minutter over midnat”, som netop har haft premiere i biografen.
Jeg så den for en måneds tid siden, ved en pressevisning i forbindelse med bogforum, og var helt blown away over den!
Filmen er baseret på bogen “Monster”, skrevet af Patrick Ness efter ide’ af afdøde Siobhan Dowd. Jeg fik bogen i gave for et år siden. Den er smuk og grum og stærk, og jeg måtte opgive at læse den helt færdig, for det var mens vi selv havde kræft helt tæt inde på livet, og det var simpelthen for barsk læsning.

Efter at have set filmen, læste jeg bogen færdig. Begge dele er virkeligt gode, men for en sjælden gangs skyld, syntes jeg faktisk at filmen var bedre end bogforlægget.

For pokker da også – det er en stærk film, og den gør sig fremragende med special effects, gode skuespillere, og enkelte handlingsændringer.

Den kan bære at blive symboltung, uden at kamme over og blive sentimental, og monsteret har den helt rette balance mellem ubønhørlighed og venlighed.
img_0629
Filmen følger Conor, en ensom, mobbet 12 årig dreng, med en døende mor. En nat – syv minutter over midnat – får han besøg af et stort trælignende monster, der vil fortælle ham tre historier. Og når monsteret er færdigt, skal Conor selv fortælle en historie. Sandheden.

Liam Neeson er lige i skabet som monsterets stemme, og Sigourney Weaver som den utilnærmelige mormor, men ingen er helt så gode som drengen Conor, spillet af Lewis Macdougall, med snot og tårer og råben og afmagt, så man får gåsehud, oven på sin gåsehud.
img_0630

img_0631
Jeg ved ikke hvem filmens målgruppe er. Umiddelbart kunne man tro det var en børnefilm, med animeret monster og tegnede fortællinger – men det tænker jeg absolut ikke den er. Temaet om at turde se sine grimme følelser i øjnene; om sorg og savn der river i en, er vildt og usentimentalt, dybt rørende og meget mørkt.

Jeg græder stort set aldrig over film, kun over bøger – men denne her var tæt på at få mig til det, og det sidste kvarter af filmen kunne jeg høre at jeg ikke var den eneste der havde det sådan: hele salen hulkede og snøftede.

dsc_0021

Den pressevisning jeg så, rundede af med interview med bogens forfatter, Patrick Ness, som svarede klogt og morsomt på spørgsmål fra salen.

 

Trods temaet gik jeg ikke trist der fra, men sært opløftet over hvor magisk nogle mennesker formår at formidle de mørkeste følelser videre på.

 

Jeg var inviteret af Gyldendal i biografen, og links er adlinks, så indlægget her skal markeres som sponsoreret – men min anbefaling er ikke købt. En fantastisk film, og bog.

09/18/16

Om 70’er børnebøger

I morges mødte jeg en af mine bedste gamle venner i garderoben, på vores ungers skole.
Vi var fedtede, langhårede teenagere sammen, med tamme rotter på skuldrene, og mere optagede af at skrive historier til hinanden, end af at høre efter i timerne.
Jeg har stadig en æske fyldt med breve og tegninger vi skrev til hinanden, og det er godt nok ret sort – jeg skrev bl.a kærestebreve fra vores lærere til ham, hvor de takkede ham for diverse kinky fornøjelser, og han skrev rosende breve fra alverdens diktatorer til mig, hvor de beundrede min uforlignelige ondskab.

Vores to ældste døtre er bedsteveninder, går i samme klasse – og er oven i købet født præcis samme dag, med 19 minutters mellemrum, og min næstældste og hans yngste er også bedstevenenr, og går i samme klasse så vi ses ofte.

I morges kaldte mindstebarn ham fejlagtigt for “Malle”,og det fik os til at mindes bogen:”musen Malle”: en opbyggelig børnebog fra 70’erne, hvor man hører om denne her nuttede markmus, og lige når man føler man kender den allerbedst – bliver den kørt over af en bil, ligger død i vejkanten med en masse blod, og biller der æder dens lig…

Han huskede at den endte semi-godt, med en ny markmus der spiste af en blomst fra gamle Malles gravsted – jeg husker kun tegningen med blodet, og den stakkels døde mus.

Der var egentlig ikke særligt meget eventyr og fantasi over de billedbøger vi læste i 70’erne – jeg har selvfølgelig læst “den uendelige historie” og “Taran”, men jeg kan godt misunde vores børn Harry Potter – og billedbøgerne er også generelt sjovere i dag – eller er det bare fordi jeg primært husker de politisk korrekte billedbøger som;”Runes mor kører traktor” og “Kirstens mor elsker Lene?” – ja og så stakkels døde Malle?

Om musen Malle kan man sikkert mene meget – jeg har ikke læst den siden jeg var 4, så kan ikke helt udtale mig- men når den stadig kan huskes, nogle-og-tredive år efter vi læste den, må den have gjort indtryk – og det er vel en værdi i sig selv.

20120918-171630.jpg

08/13/16

Lørdagslæsning – “Ravnenes hvisken”

Mærket som sponsoreret, da bogen er modtaget fra forlag og indlæg er affiliate – men anmeldelse og begejstring er ikke købt;)

Jeg læser meget, og elsker at videre-anbefale de bedste læseoplevelser, så her kommer et nyt tiltag på bloggen: jævnlige lørdagstips om gode bøger.

Denne lørdag er det Malene Sølvstens roman “Ravnenes hvisken som jeg gerne vil lokke jer til at læse.
Selv slugte jeg bogen i løbet af en enkelt solskinsdag på stranden i ferien.
Se selv, hvor pænt det var:
image
Nå, men pænhed i omgivelserne lagde jeg ikke meget mærke til den dag, for jeg blev lynhurtigt så opslugt af bogen, at jeg nærmest ikke så op fra den, før ca 700 sider senere…

De første sider var jeg lidt skeptisk: hovedpersonen er en tvær 17 årig goth-pige, og jeg forventede lidt at hun ville blive et irriterende bekendtskab – men meget hurtigt blev mine forbehold gjort til skamme.
17 årige Anne blev forladt af sine forældre, da hun var helt lille, er blevet kylet rundt i utallige plejefamilier og bor nu alene, med sin store hund, under kommunens bevågenhed.
Folk kan generelt ikke lide hende, og hun tiltrækker slåskampe.

Anne kan aflæse andres menneskers følelser og minder, hvilket er med til at gøre hende til en enspænder,og ved bogens start er hun også begyndt at få nogle natlige mareridt om et mord på en rødhåret pige.
Da hun begynder på gymnasiet er der overraskende nok to der gerne vil være venner med hende: den farvestrålende Luna og den smukke Mathias, og hendes liv ændrer sig drastisk. Hun får venner, job og eget hus, men så bliver flere unge kvinder myrdet i nærheden af den lille nordjyske by hun bor i, og flere mystiske personer dukker op.
Ragnarok lurer, ingen er som de udgiver sig for,og Anne er på en eller anden måde centrum for det hele.

Det er en anderledes, indviklet og meget spændende historie, og selv om de fleste hovedpersoner er teenagere, er den bestemt ikke kun for unge læsere.
Handlingen og plottet er udspekuleret og medrivende her i første del i den planlagte trilogi, og jeg håber forfatteren – der iøvrigt er debutant – skriver hurtigt på næste del!

Nordisk mytologi, fantasy, mord, blod, sex, humor, venskab , og en nuanceret hovedperson, med ret store nosser – jeg er ihvertfald fan!

Titel:Ravnenes hvisken

Forfatter: Malene Sølvsten
Udgivet: 2016
Forlag: Carlsen
Sidetal: 706

05/3/16

Om at skrive en bog og lidt om ungdomsromaner

Den opmærksomme læser har muligvis bemærket mit fravær på bloggen den sidste tid.
Grunden er, at jeg har haft hovedet dybt begravet i mit manuskript til ungdomsroman-konkurrencen hos Forlaget Carlsen.

I starten var bogen mit lille tidsfordriv-projekt: noget jeg kunne skrive på i de lange ventetider på hospitalet, eller når mine mindste børn var bange for at falde i søvn og ville have jeg sad inde hos dem til de sov. Istedet for at blive irriteret over al den ventetid, har jeg kunnet sidde og fordybe mig i noget jeg selv valgte, og det har været rigtigt fedt – men pludselig var deadline lidt tæt på, så jeg har skrevet som en vanvittig den sidste måneds tid, for at blive færdig.

Alle ord der var tilovers i mit hoved, plus nogle der bestemt ikke var tilovers, er gået til romanskrivning og jeg har knapt nok kunnet finde ud af at sende en SMS den sidste måned.
Men jeg blev færdig!
Jeg har aldrig før skrevet noget skønlitterært der var så omfattende, og det var en underlig fornemmelse at printe alle siderne ud for at sende dem.

Bogen har fyldt så meget, at glæden over at blive færdig næsten overskygges af et sært savn efter at skrive mere på den.
Har været gnaven og indadvendt lige siden jeg slap bogen, og måtte tvinge mig selv til at nyde solen og haven med min søde familie i weekenden, for trangen til at sidde alene i et hjørne og skrive var overvældende.
Må hermed konstatere at det er udemærket at jeg normalt får min skrivetrang dækket med mindre projekter, for jeg ville være lidt af et eneboer-røvhul hvis jeg skulle leve af at være forfatter – det siger mine børn ihvertfald.
IMG_20160502_174606
De eneste bøger jeg har læst i år, har været ungdomsbøger. Det er ikke en genre jeg har læst meget.
Sidste år lod jeg mig lokke til at læse nogle fremragende ungdomsbøger: den rørende “Eleanor og Park”, Stephanie Perkins søde kærlighedstrilogi og Carol Rifka Brunts utroligt velskrevne “Lad ulvene komme”, som jeg alle har anbefalet her på bloggen.
Her midt i mine intense skriverier fik jeg endda lov til at møde Carol Rifka Brunt, til et hyggeligt intimt arrangement på Lindhardt og Ringhof. Hun er en klog kvinde, og det var virkeligt inspirerende at sidde og tale med hende og tre andre bloggere, om bøger og skrivning og en masse andet.
DSC_0066_4
Nå, men gode ungdomsbøger er der ellers langt mellem, har jeg erfaret med min må-kun-læse-ungdomsbøger-klausul i år. Jeg bildte mig ind at niveauet måtte være tårnhøjt, fordi jeg åbenbart havde været heldig med de bøger jeg fik fat på i genren.
Hold da op hvor udgives der meget elendigt skrevet crap til den unge målgruppe!
De eneste rigtigt gode jeg læste var , som jeg har set at Gyldendal netop har udgivet på dansk, og så en dystopisk roman, som jeg lige nu har glemt titlen på.

Men der må da være flere gode derude, som jeg bare ikke kender endnu?
Er der nogen af Jer der kan anbefale nogle gode, nye ungdomsbøger?
Planlægger at tømme mit lokale bibliotek senere i dag.

(links er affiliate, hvilket betyder at jeg tjener 5% hvis i shopper gennem dem)

02/9/16

Om læseinspiration

Dette indlæg mangler muligvis lidt en rød tråd, men jeg mangler også det meste af min hjernekapacitet, så det passer jo meget godt sammen.
25% af mine børn, og 100% af min mand har fødselsdag i disse dage, og det tager tid at få afviklet og planlagt.
Denne weekend havde vi 9 børn i huset, der fejrede næstældstebarnets fødselsdag, med overnatning, svømmehal og mexicansk mad.

Børnene festede i en grad, hvor fødselarens far valgte at tage en del ekstra lure, og jeg fandt en krog at gemme mig i, med en bog.
Heldigvis blev det mandag, og vi glædede os med at det eneste vi skulle efter arbejde, var at spise pizza med min mor, der også havde fødselsdag.
Under pizzaspiseriet begyndte 75% af børnene og 100% af deres far at føle sig dårlige, så natten til i dag har jeg tørret opkast op, med olympisk fart, og holdt hår tilbage på børn der brækkede sig.
Min største præstation på arbejdet i dag har derfor været at holde mig vågen – og jeg glæder mig helt enormt til at komme hjem og sidde midt i min sovende syge flok mennesker, med en bog i den ene hånd og en kop kaffe i den anden.

Og denne trang til læsning, fik mig til at huske nogle tips til læseinspiration jeg længe har villet dele med jer – de kommer her.

Tips til læseinspiration.
Som hurtiglæser, der ikke så ofte har tid til lange biblioteksbesøg, er det nødvendigt at have en ide’ om hvad man vil låne (eller købe), for ikke at ende med dårlige bøger, og derfor fandt jeg denne her side ganske underholdende.
Her kan man indtaste forskellige kriterier for hvilken type bog man har lyst til at læse ind, og så får man en række forslag der matcher.

Jeg har også opdaget “Goodreads”, som er en app, hvor man kan give stjerner til, og anmelde, de bøger man læser; lade sig inspirere af sine venners bogvalg; lede efter bøger ud fra genrer, favoritter M.m; og en hel masse mere.

Jeg har brugt alt for lang tid på at sidde og bedømme bøger jeg kunne huske at have læst (foreløbigt over 400 bøger), men er stadig ikke helt sikker på hvordan det hele fungerer endnu.
image
Mit brugernavn er “superheltemor” derinde, så hvis nogen af jer kan finde ud af hvordan man finder mig, er i meget velkomne til at blive venner med mig, så jeg også kan læse jeres boganbefalinger!

Den bedste bog jeg læste i juleferien var, som før nævnt, “lad ulvene komme”.
En poetisk, rørende og levende lille bog, der fik mig til at mindes hvordan det er at være en ensom og kejtet næsten-teenager.

image

Jeg kan varmt anbefale den – og hvis I læser den, så overvej at lytte til forfatterens forslag til soundtrack imens.
Flere forfattere burde lave soundtracks til deres bøger, det er utroligt hyggeligt at sidde og lytte til mens man læser!
Kender i andre bøger, der har soundtrack til? Ville gerne læse flere!

(Link til bog er affiliate – hvilket betyder at jeg tjener lidt, hvis i køber noget gennem link. Resten er ikke affiliate, men bare tips jeg selv har fundet glæde i, og min begejstring for det hele er naturligvis ægte!)

11/13/15
IMG_20151112_164848

Om gode ting at læse

Det allerbedste jeg har læst i lang tid, er denne fine seddel, som jeg fandt i går på rigshospitalet, en hilsen til et ukendt, sygt barn, hængt op i et legeområde:
IMG_20151112_164848
Jeg er vild med kombinationen hjertelighed/stavefejl (selv ordet “bedring” har fået sneget et ekstra, random h ind), og blev helt rørt af den.

Lige nu sidder jeg og venter på at Ninjaman bliver færdig med operation (han skal have transplanteret hud fra lår til skinneben, hvor såret desværre heler forkert), og den eneste bog jeg fik med mig i morgenens hektiske væk-påklæd-fodr-aflever-fire-unger-og-vær-på-hospital-klokken-tidligt, er en science fiction roman, som jeg ikke helt ved hvad jeg skal synes om.
Der er lidt for meget krig og tjubang, og jeg savner en fornemmelse af hvem personerne i den er.

Til gengæld har jeg læst nogle andre gode bøger på det sidste, som jeg vil anbefale videre til jer:
101220151799
“Trange tider i Hope river” er efterfølgeren til “Jordemoderen i Hope river”, som jeg også var ret begejstret for, men bøgerne kan sagtens læses uafhængigt af hinanden.

Sygeplersken Becky Myers flytter til Hope river, sammen med sin katatoniske, tidligere arbejdsgiver, i 1934.
Depression, fattigdom, hårdt arbejde,fødsler og ulykker, venskab og kvindeskæbner.
Jeg synes Patricia Harmann skriver medrivende og underholdende, og jeg læste begge bøger imponerende hurtigt, og med stor iver.
Forlag Rosinante .

“Kvinden i toget” er en af de hurtigst sælgende thrillere i nyere tid, og jeg sagde nysgerrigt ja til at låne den af min moster, selv om jeg sjældent læser den slags.

Den er seriøst spændende, og fyldte mine søvnløse nætter mens min mand var indlagt, ud med helt andre tanker.

Bogen følger den alkoholiserede, nyligt fraskilte, kvinde Rachel, der hver dag kører med toget, og fantaserer om livet hos de mennesker hun ser fra vinduet.

En dag ser hun noget chokerende hos et par hun følger, og kort efter meldes kvinden forsvundet.
Rachel blander sig i efterforskningen, men hun er så ustabil, at man som læser skiftevis har ondt af hende og mistænker hende.
Kan anbefales, særligt til distraherende læsning i svære stunder!
Forlag Gyldendal, forfatter Paula Hawkins.

“Isla og jagten på lykken” er en ungdomsbog skrevet af Stephanie Perkins, der også har skrevet bl.a “Lola og det franske kys”, som jeg anbefalede i forsommeren..
Jeg ved ikke hvad det er præcist hun kan, hende Stephanie Perkins, men hun skaber sådan nogle søde karakterer, at selv en sur gammel halvkyniker som mig, der aldrig rigtigt har læst kærlighedsromaner, faktisk interesserer sig ægte for, om nogle teenagere får hinanden.
Jeg har foræret denne serie bøger til flere teenagere nu, som blev smaskbegejstrede, og jeg har lånt mine egne eksemplarer ud til mine jævnaldrende veninder, der måtte give mig ret i at de er ualmindeligt søde, de bøger.
Forlaget er Lindhardt og Ringhof.

“Furiously Happy” er en selvbiografi, skrevet af den fabelagtige Jenny Lawson, aka The bloggess.
Den, eller dens forgænger “lets pretend this never happened” er desværre ikle oversat til dansk endnu, men kan købes ret billigt på Amazon.
Hun skriver forrygende morsomt, uforudsigeligt og gakket, om tunge emner som angst, depression og socialfobi – og aparte emner, som udstoppede dyr med tøj på, og virkeligt random ting hun selv eller hendes familie har gjort.
Jeg er kæmpefan!

Nå – det var mine læseanbefalinger.
Kan i smide nogen i min retning? Trænger desperat til inspiration!

Link er affiliate.

11/9/15
109201511916

Om at knalde

Den der snak om blomsterne og bierne har vi taget relativt tidligt med de tre ældste piger, fordi de stillede spørgsmål hver gang jeg var gravid med en ny lillesøster.

Detaljerne har de måske ikke helt forstået: således observerede jeg engang mellempigerne, da de var 3 og 4, og legede med barbie-dukker.

“Her Barbie! Her er nogle haletudser!” sagde Ken, og gav hende noget i hånden, som hun takkede for, og straks efter gik i fødsel.
Personligt husker jeg tilblivelsen af mine børn som noget mere romantisk end den form for sædcelle-transaktion Barbie blev udsat for – men noget af det havde de da forstået.

Så det med hvordan babyerne kom ud, har de klart fundet mere spændende og vidst mere om, end hvordan de kom ind (de kloger sig fx lidt om fødsler i et gammelt mandagstip, HER.), og min ældste datter har set to af sine yngre søstre blive født, hvilket hun stadig taler om som en stor, god oplevelse.
109201511916
Her er hun som hhv fire og otte årig, med nyfødte lillesøstre.

Min yngste datter har ofte hørt historien om dengang hun blev lynfødt hjemme i stuen, og har derfor godt styr på det med fødsler, men hun har ikke stillet spørgsmål om forplantning, og jeg havde ikke tænkt over, at hun aldrig havde fået en forklaring.

For nyligt fik vi Trine Bundsgaards nye bog fra forlaget Lindhardt og Ringhof:” Blev jeg til ved et knald?” tilsendt med posten, og SÅ fik hun lært noget nyt, der gjorde stort indtryk!

trine-bundsgaard-2015-blev-du-til-ved-et-knald-bog-med-haard-ryg
Bogen handler om børnene Sofus og Viola, der sætter sig for at finde ud af hvordan små børn kommer ind i maven.

Tegningerne er fine, og sjove; og teksten indeholder nogle ret friske ord, som min fem årige måtte skrige af grin over.

En god,lærerig og fræk bog, som man sagtens kan bruge til at forklare mindre børn om livets mysterier.
Skærmbillede-2015-08-27-kl.-15.19.40

Eneste ulempe ved at barnet nåede at blive fem år før hun lærte den slags, er at hun er stor nok til at have en mening om det – og den mening er at det er klamt, men sjovt.
Meget, meget sjovt, og meget, meget klamt.

Første gennemlæsning af bogen, medførte at hun skrev en sang, med mange vers, og titlen:”Mor, hun har knaldet fire gange!”.
Umiddelbart ikke en sang der har det store hitpotentiale, selv om den blev skrålet med stor entusiasme flere uger i træk.

“Lad være med det der, det er klamt!” sagde jeg til hende, da hun slikkede på dørhåndtaget til bilen.

“Haha – det er dig der er mest klam, mor: du har KNALDET!” kom det fnisende svar.

Så summa summarum: bogen kan anbefales, den har vakt megen glæde her hjemme – men man får lidt ødelagt sit image…

10/17/15
the100

Om at finde trøst i dystopier

Da mine børn for halvandet år siden gennemlevede en stor sorg og tab, fordybede de sig i magiske lege, hvor de med trolddomdkraft kunne fikse alskens sygdomme og andre væmmelige ting.

Som voksen savner jeg evnen til at lege, og ville ønske jeg kunne gøre det samme, istedet for at være skiftevis bange og praktisk.

I perioden før min mands operation lynslugte vi netflix-serien ” the 100″ : en postapokalyptisk ungdomsserie, om 100 ungdomsforbrydere fra en rumstation med truende iltmangel, der sendes ned til jorden, 97 år efter en voldsom atomkrig, for at teste om den er blevet beboelig.
the100
Den er virkeligt god, på “Hunger games møder Fluernes herre” måden, og sært nok virkede det trøstende at se noget i den stil.

Dramatisk, spændende og får ens egne problemer til at virke en smule mindre:
“Nå ja, en af os skal opereres for kræft – men i det mindste er vi ikke ved at dø af iltmangel!” eller “jaja, vi er bange – men i det mindste kæmper vi ikke imod ukendte, spydkastende fjender imens!”

Mens han vågnede fra narkose, og i dagene efter, hvor han døjede med smerter og kvalme, sad jeg ved siden af, og læste.

Den absolut bedste bog jeg læste – og faktisk den absolut bedste bog jeg nogensinde har læst i genren – var denne:
1669956_1443762920

“Station 11” af Emily St. John Mandel, udgivet på Forlaget Iris 2015.
(affiliate link)

Romanen foregår 20 år efter at en virus udslettede 99,9% af verdens befolkning, hvor man følger en omrejsende teatertrup, der rejser rundt og opfører Shakespeare stykker for de spredte, små samfund der er tilbage.

Omdrejningspunktet for romanen, er skuespilleren Arthur Leander, der dør af et hjerteanfald på scenen, i dagene før pandemien.

Bogen fletter på fornemmeste vis livstrådene fra de mennesker der har betydet noget for Arthur sammen, og bevæger sig frem og tilbage i tid, uden at det på noger tidspunkt bliver hverken forceret eller forvirrende.

Bogen er skrevet i et smukt sprog, og efterlod mig flere gange med en klump i halsen, berørt over de ting mennesker gør for og imod hinanden.

“Station 11” er tankevækkende, uhyggelig, smuk og fuld af håb, og jeg kan ikke anbefale den nok.

Dystert som emnet er, løftede den mit humør i en svær stund, og har siddet i mit baghoved lige siden.

08/6/15
IMG_20150804_155622

Om lidt af hvert og post-ferieblues

Normalt er jeg ret god til at tænke positivt og glæde mig over små ting, men når sommerferien går på hæld, er jeg altid vanvittigt sortseende, og tilbringer altid den sidste uge af ferien, i en konstant tilstand af vemod – kun overgået af dengang min barsel sluttede.

Teknisk set starter jeg først job på mandag, men i stedet for at få skrevet nogle gode blogindlæg, lidt roman eller den artikel jeg har deadline på om lidt, bruger jeg tiden på at jamre indvendigt, over ikke at have nået det.

Bruger dog også noget tid på at tænke alt for negative tanker om den biopsi Ninjaman fik taget i forgårs, og får svar på næste uge; forhåndsbekymre mig over hvor meget jeg kommer til at savne børnene i hverdagen; ærgre mig over nogle yndlingsopgaver på arbejdet som bliver taget fra mig efter ferien; være sur på min røv, der har udvidet sin størrelse med imponerende 5 kilo, siden jeg fik hormonspiral for to mdr siden; og panikke lidt over hvordan vi klarer endnu et års logistik, med møder og legeaftaler, fritidsaktiviteter, aflevering og hentning af unger, lektier, fuldtidsjobs og bijobs, og indklemning af bare en lille smule tid til at se andre mennesker også.

Hvis man får points for at multitaske, ville jeg score rekordhøjt for min evne til multibekymringer for tiden!

Burde give mig selv nogle mentale lussinger, blive bedre til at være glad disse sidste feriedage, og komme videre.
Det gør jeg hermed.
Av!

Her er de ting jeg vil glæde mig over resten af ferien:
Uanset hvor meget den nærmer sig en afslutning, har vi stadig haft en rigtigt lang, fantastisk ferie, hvor vi ikke har lavet særligt meget andet, end bare være sammen.
Og sommerhusminderne ser sådan her ud:
76201511216
Himlen er blå i dag.
DSC_0009
Min have har været så betænksom at dække mount-doom-af-skrald med pæne blade.
Det ser jo næsten ud som om det er meningen?
Føler mig klart mindre presset over at skulle fjerne den, når den af sig selv ligner en grøn kunstinstallation – kan vi ikke bare lade den være?
IMG_20150804_155622
I går havde jeg mine tre yngste piger med på modemesse og til fremvisning af børnetøj fra marmar, og de var totalt hyggeligt selskab!
Mindstebarnet fandt en masse kluns hun ønsker sig, og de to andre fik masser af inspiration til deres designerdrømme, og brugte lang tid om eftermiddagen, på at sidde i haven og designe kjoler selv.
IMG_20150805_150633
Jeg har netop læst denne fine bog: “Tidens væsen” af Ruth Ozeki, Forlag “Tiderne skifter”.

En helt utroligt tankevækkende og smukt skrevet roman.
Kan varmt anbefales – bogen har rumsteret rundt i udkanten af min bevidsthed lige siden jeg begyndte at læse den, og jeg kan stadig ikke helt slippe den.

Har fortalt mine piger så meget om bogen (altså kun de børnevenlige detaljer fra den, iblandet lidt af det jeg ved om japansk kultur), at de her til formiddag plagede om at male japanske billeder, og malede efter billeder af Hokusai:
DSC_0145
(Malet af frk fantastisk)

Nå, nu blev jeg faktisk i bedre humør, bare af at skrive om det.
Vil hive en bog og nogle børn med mig ud i solen!