12/11/16
img_0630

Filmanbefaling: “syv minutter over midnat”

Jeg går sjældent i biografen, så de få gange jeg når at se en film jeg gerne vil anbefale videre, er jeg ofte håbløst bagud.
Således nåede jeg ikke at få anbefalet filmen “Captain fantastic” mens den stadig gik i biffen. Den var jeg ellers helt vildt begejstret over: Viggo Mortensen spiller fabelagtigt, og Ninjaman og jeg diskuterede hovedpersonens ideologier i ugevis efter vi så den. Kan anbefales at leje!

Nå, men det var egentlig ikke den jeg ville anbefale i denne omgang, men “Syv minutter over midnat”, som netop har haft premiere i biografen.
Jeg så den for en måneds tid siden, ved en pressevisning i forbindelse med bogforum, og var helt blown away over den!
Filmen er baseret på bogen “Monster”, skrevet af Patrick Ness efter ide’ af afdøde Siobhan Dowd. Jeg fik bogen i gave for et år siden. Den er smuk og grum og stærk, og jeg måtte opgive at læse den helt færdig, for det var mens vi selv havde kræft helt tæt inde på livet, og det var simpelthen for barsk læsning.

Efter at have set filmen, læste jeg bogen færdig. Begge dele er virkeligt gode, men for en sjælden gangs skyld, syntes jeg faktisk at filmen var bedre end bogforlægget.

For pokker da også – det er en stærk film, og den gør sig fremragende med special effects, gode skuespillere, og enkelte handlingsændringer.

Den kan bære at blive symboltung, uden at kamme over og blive sentimental, og monsteret har den helt rette balance mellem ubønhørlighed og venlighed.
img_0629
Filmen følger Conor, en ensom, mobbet 12 årig dreng, med en døende mor. En nat – syv minutter over midnat – får han besøg af et stort trælignende monster, der vil fortælle ham tre historier. Og når monsteret er færdigt, skal Conor selv fortælle en historie. Sandheden.

Liam Neeson er lige i skabet som monsterets stemme, og Sigourney Weaver som den utilnærmelige mormor, men ingen er helt så gode som drengen Conor, spillet af Lewis Macdougall, med snot og tårer og råben og afmagt, så man får gåsehud, oven på sin gåsehud.
img_0630

img_0631
Jeg ved ikke hvem filmens målgruppe er. Umiddelbart kunne man tro det var en børnefilm, med animeret monster og tegnede fortællinger – men det tænker jeg absolut ikke den er. Temaet om at turde se sine grimme følelser i øjnene; om sorg og savn der river i en, er vildt og usentimentalt, dybt rørende og meget mørkt.

Jeg græder stort set aldrig over film, kun over bøger – men denne her var tæt på at få mig til det, og det sidste kvarter af filmen kunne jeg høre at jeg ikke var den eneste der havde det sådan: hele salen hulkede og snøftede.

dsc_0021

Den pressevisning jeg så, rundede af med interview med bogens forfatter, Patrick Ness, som svarede klogt og morsomt på spørgsmål fra salen.

 

Trods temaet gik jeg ikke trist der fra, men sært opløftet over hvor magisk nogle mennesker formår at formidle de mørkeste følelser videre på.

 

Jeg var inviteret af Gyldendal i biografen, og links er adlinks, så indlægget her skal markeres som sponsoreret – men min anbefaling er ikke købt. En fantastisk film, og bog.

10/9/16

Om prinsesser og playmobil

Sponsoreret, i form af fest, et affiliatelink og noget legetøj modtaget i gave.

For et par uger siden kom et bud forbi, med en glitrende prinsessekjole i størrelse 116 og en personlig invitation til Playmobil-prinsesseparty til min lykkelige 6 årige.

I modsætning til den ældste af hendes tre storesøstre (der dyrkede prinsesser og eventyr med en glødende passion som børnehavebarn), har hun aldrig været så lyserød, men Playmobil er hendes absolutte yndlingslegetøj, og hun glædede sig helt vanvittigt i dagene op til.
Da solen skinnede, og Ninjaman og de tre store alligevel skulle noget andet den søndag, valgte vi at tage tidligt ind til byen og lave den helt store prinsesse-sightseeing inden playmobilfest.

Vi beundrede både Rosenborg slot, Amalienborg, operaen og Nyhavn, og sjældent har så lille et menneske fyret så mange eksalterede ord af, på så kort tid.
img_0473
Det var overdrevent hyggeligt at gå og snakke med hende, og nyde hendes spænding.

Turister stoppede og tog billeder af lille frøken lyserød foran Amalienborg, hvor hun stod og trippede uvant prinsesseagtigt – ind til hun afbrød sig selv med et:”NÅ! Nu vil jeg altså hellere være Ninja!” , efterfulgt af en serie vilde spark henover gårdspladsen, der fik en stivrygget garder til at smile bredt.

Så kendte jeg hende igen!
img_0476
Selve Playmobil-festen foregik på hotel Phoenix , tæt på Amalienborg – et fuldstændigt overdådigt sted til den slags, med gyldne stole og glitrende lysekroner.Vi var begge to helt vildt begejstrede over al den luksus – og endnu mere begejstrede da vi så hvor flot rummet vi skulle feste i var pyntet op: med kæmpestore legeborde bugnende med spændende Playmobil; flotte kager og udskåren frugt; mulighed for at klippeklistre og tegne og en vaskeægte levende Playmobil-prinsesse, der lærte børnene at bukke og neje.
72274bc5-10dd-4139-a5b6-b94d63cc37f1
Der er så mange detaljer og sjov ved Playmobil, og jeg bliver altid helt misundelig over at jeg selv er ca 30 år for gammel til at gide lege rigtigt.
img_0480

Det lykkelige mindstebarn fik det fine påklædningsværelse og en karet med hjem i gave efter festen, og hun og nabopigen har leget rigtigt godt med det lige siden.

Min absolutte favorithobby er at smuglytte til børn der leger, og her overhørte jeg i går at de legede fest for Playmobil-prinsesserne, og taktfast messede:” DRIK, DRIK, DRIK!” mens de legede. Bagefter kastede en af prinsesserne op.
Jeg ved ikke lige hvor de har fra, at druk-gruppepres er en obligatorisk del af fester – men håber da jeg kan få taget den holdning fra dem inden de bliver 16…

08/13/16

Lørdagslæsning – “Ravnenes hvisken”

Mærket som sponsoreret, da bogen er modtaget fra forlag og indlæg er affiliate – men anmeldelse og begejstring er ikke købt;)

Jeg læser meget, og elsker at videre-anbefale de bedste læseoplevelser, så her kommer et nyt tiltag på bloggen: jævnlige lørdagstips om gode bøger.

Denne lørdag er det Malene Sølvstens roman “Ravnenes hvisken som jeg gerne vil lokke jer til at læse.
Selv slugte jeg bogen i løbet af en enkelt solskinsdag på stranden i ferien.
Se selv, hvor pænt det var:
image
Nå, men pænhed i omgivelserne lagde jeg ikke meget mærke til den dag, for jeg blev lynhurtigt så opslugt af bogen, at jeg nærmest ikke så op fra den, før ca 700 sider senere…

De første sider var jeg lidt skeptisk: hovedpersonen er en tvær 17 årig goth-pige, og jeg forventede lidt at hun ville blive et irriterende bekendtskab – men meget hurtigt blev mine forbehold gjort til skamme.
17 årige Anne blev forladt af sine forældre, da hun var helt lille, er blevet kylet rundt i utallige plejefamilier og bor nu alene, med sin store hund, under kommunens bevågenhed.
Folk kan generelt ikke lide hende, og hun tiltrækker slåskampe.

Anne kan aflæse andres menneskers følelser og minder, hvilket er med til at gøre hende til en enspænder,og ved bogens start er hun også begyndt at få nogle natlige mareridt om et mord på en rødhåret pige.
Da hun begynder på gymnasiet er der overraskende nok to der gerne vil være venner med hende: den farvestrålende Luna og den smukke Mathias, og hendes liv ændrer sig drastisk. Hun får venner, job og eget hus, men så bliver flere unge kvinder myrdet i nærheden af den lille nordjyske by hun bor i, og flere mystiske personer dukker op.
Ragnarok lurer, ingen er som de udgiver sig for,og Anne er på en eller anden måde centrum for det hele.

Det er en anderledes, indviklet og meget spændende historie, og selv om de fleste hovedpersoner er teenagere, er den bestemt ikke kun for unge læsere.
Handlingen og plottet er udspekuleret og medrivende her i første del i den planlagte trilogi, og jeg håber forfatteren – der iøvrigt er debutant – skriver hurtigt på næste del!

Nordisk mytologi, fantasy, mord, blod, sex, humor, venskab , og en nuanceret hovedperson, med ret store nosser – jeg er ihvertfald fan!

Titel:Ravnenes hvisken

Forfatter: Malene Sølvsten
Udgivet: 2016
Forlag: Carlsen
Sidetal: 706

08/4/16
IMG_20160707_085949

Om den slags rejse vi trængte til

Før ferien lovede jeg kækt at skrive en udførlig reportage om Siciliens lyksaligheder bagefter.

To læsere skrev at de skulle feriere lige i nærheden af Marina Di Ragusa, og en skrev at hun, ligesom os, skulle rejse med Gulliver rejser (bare ugen efter os), og jeg glædede mig sådan til at lave en udførlig guide til hvad man burde se i det område.

Jeg kan ikke fortælle særligt meget om Sicilien, for vi endte med kun at lave ganske lidt.
Altså virkeligt dovent lidt…

Vi fravalgte at leje en bil (en kombi af at det var dyrere end vi havde råd til, og at Ninjamans opererede ben ikke er glad for at sidde stille i en bil), og kom derfor ikke på mange ture væk fra hotellet – men det gjorde slet ikke noget.
Det var suverænt den bedste, hårdest tiltrængte ferie jeg har været på i hele mit liv!
Til at viske minderne om det sidste års sygdom og pis væk, var det lige præcis det her vi havde brug for: solskin, ro og godt selskab. Vi har badet, læst bøger, sludret og sovet til middag, og det var virkeligt den hyggeligste uge nogensinde, som det gjorde pinefuldt ondt at tage hjem fra!
image
Hvis man skal til Sicilien, kan jeg anbefale området vi var i: nær Marina di Ragusa.
Et hyggeligt sommerhusagtigt område, med lange strande, palmer og blåt vand.

IMG_20160707_222911

De turister vi så lignede alle italienere – behårede mænd, stolt promenerende iført stramme speedos på stranden om dagen, og muntert sludrende gamle koner arm i arm på havnepromenaden om aftenen.

Der var helt utroligt varmt, så vi orkede ikke bevæge os langt væk fra poolen, hvilket egentlig passede os fint.
Vi besøgte dog Modica, en fin lille barokby to gange, da det var en del af rejseprogrammet: den ene gang var vi på en fornem restaurant med 7 retters middag (utroligt hvor pænt 18 børn kan sidde, når de har hinanden til underholdning!) , og den anden gang besøgte vi en vildt fin gammel chokoladebutik, hvor jeg købte så meget chokolade med hjem at jeg burde have haft til resten af året.

Jeg har spist det hele allerede – inklusiv de plader jeg købte med til en veninde…

Så meget for selvkontrol!
DSC_0066

Her kommer lige lidt helt ærligt, usponsoreret reklame: vi har kun selv rejst med alle vores børn en enkelt gang før, også med Gulliver rejser, og får vi nogensinde råd til udenlands ferie igen, bliver det også med dem.

Både fordi vi er vilde med Marianne og Jonas der ejer det, og gerne vil både se dem igen og rejse med dem, og så fordi konceptet bag Gulliver rejser er så enkelt og godt:

– Lækker indkvartering, et smukt, ikke-for-turistet sted.

– Fede, planlagte ture, fester og aktiviteter, der rent faktisk er sjove for både børn og voksne.

Genialt at andre har undersøgt hvad der er fedt at lave i lige det område, og har sørget for at man rent faktisk får foretaget sig noget – den slags ville jeg ellers stresse over selv! Vi havde aldrig selv turde prøve hverken kanotur (som i Spanien) eller surfing (som her) og det var skidesjovt!

– Og det bedste, i mine øjne: man bor sammen med 6-8 andre søde, danske familier. 

Det er få nok mennesker til at man lærer alle at kende og gider se efter hinandens børn, og mange nok til at man ikke føler sig forpligtet til at være selskabelig hele tiden.

Der er altid en eller anden voksen man kan drikke en drink og vende verdenssituationen med, men ingen synes man er en sur røv, hvis man heller vil på alenetur med sin egen familie eller bare vil tidligt i seng med en bog.

Og børnene får venner, og løber rundt mellem hinandens lejligheder, det er noget så hyggeligt!IMG_20160707_085949

Så det kan jeg altså endnu engang anbefale virkeligt meget!

Vores ferie blev ikke meget dyrere end sådan en gang charter-med-bamseklubber-og-guideshows-og-tusind-turister, men uendeligt meget federe og mere personlig!

Vi sparede penge ved at flyve med mellemlandinger (på fjollede tidspunkter); ved ikke at leje bil og ved selv at lave mad de aftener der ikke var planlagt noget, men alligevel føles det som den vildeste luksusferie, fordi vi boede så lækkert og havde så gode oplevelser.

På vejen til Sicilien mellemlandede og overnattede vi i London, hvilket vi forældre faktisk ikke var vilde med.

Både Ninjaman og jeg har været rigtigt meget i London, men det var alt, alt for dyrt og kaotisk med alle de børn.

Børnene syntes dog det var sejt at kunne prale med at have været der, og shoppede souvenirs for alle lommepengene.

På vej hjem havde vi så to nætter i Rom, som vi gruede for skulle være ligesom London – men det var fantastisk!

Hvis man skal til Sicilien er det meget billigere at flyve med stop i Rom, hvor der også er ret billigt at bo. Vi fik den vildeste lejlighed, centralt beliggende, og blev alle seks smaskforelskede i byen.

742016113821

Vi nåede kun at se Colosseum, af de store turistattraktioner, men det var også betagende. Jeg havde indøvet et hav af fakta og historier om stedet, og pigerne var helt opslugte.

Smukke gader, lækker mad, søde mennesker, masser at se på – vi skal helt sikkert tilbage en dag!

DSC_0112

Nu går ferien på hæld, og forude venter hverdagslogistik, arbejdstræthed, Ninjamans næste hold skræmmende scanninger og en enkelt operation mere til ham.

Jeg kan godt mærke bekymringerne komme snigende lige så stille, især om natten, men i nogle uger formåede vi at skubbe alle de grimme tanker væk, med solskin og nærvær,  og jeg satser på at vi har putter gode oplevelser i den mentale bank, som kan hives frem når himlen er allermest grå.

04/4/16

Om børn i dag og cirkusglæde

Indlægget er sponsoreret, da vi var inviteret af cirkus Arena – men anbefalingen er ægte og ubetalt 😉

Mine børn havde aldrig været i cirkus, og selv har jeg kun været det en enkelt gang som barn – det eneste jeg husker fra den tur, er at jeg blev så rædselsslagen for klovnen at vi var nødt til at gå.

Klovne/zombier rangerer næsten lige højt på min skrækskala – omend en decideret klovne-apokalypse kan være sværere at forestille sig (ihvertfald før Donald Trump)…

Men så inviterede Cirkus Arena hele familien med til deres landspremiere, og sjældent har vi været så spændte – og lidt nervøse.

Ingen var dog helt så tindrende lykkelig som den fem årige, der ikke talte om andet i ugerne op til:

IMG_20160316_182442

Hun var helt oppe at ringe, bevægede sig kun i små hop, og talte udelukkende i falset da dagen endelig oprandt.

Da hestene kom ind i manegen råbte hun euforisk :”er det rigtige heste? Rigtigt, levende heste?!?”

De omkringsiddende fnisede, og jeg bekræftede at det var de, hvor til barnet skeptisk sagde:” Ai, sig det rigtigt… De er lavet på computer, ikke?”

Mellempigerne måtte holde sig for øjnene flere gange, og var oprigtigt bekymrede for om akrobater ikke klarede de farlige ting denne gang, mindstebarnet skreg af spænding da hun så elefanterne, og Ninjaman tog flere fotos af mig, hvor jeg sad og smilede over hele hovedet.

Mig – der troede jeg ikke kunne lide cirkus!

IMG_20160401_175514

Jeg syntes det var forrygende!

Både selve cirkus, med nuttede søløver og seje akrobater – men allermest vild var jeg med hvordan duften af savsmuld, heste der ikke var computerskabte og artister der live udførte noget meget svært for snuden af os, imponerede mine små ipad-misbrugende nutidsbørn.

Cirkus Arena er i København næste uge med, og tager der efter rundt i landet.

Hvis man, som os, er cirkus-novicer, kan jeg varmt anbefale at give Arena en chance. Billetterne koster fra 160 kroner, hvilket selvfølgelig er en del, men det er også en stor oplevelse, som vi ihvertfald har talt rigtigt meget om lige siden.

Jeg har læst at den har fået gode anmeldelser alle steder – så det er altså ikke kun fordi vi er nemme at imponere, de andre syntes også det er godt!

IMAG1676

Konfettiregn og tjuhej!

11/23/15
udklaedningsparty-playmobil-princess-julekalender-box-p

Om dobbeltmoral, julekalendere – og vind playmobil-julekalender, med modeshow

Konkurrence/sponsoreret.
Konkurrencen er slut: vinderen blev snepingvinen. Jeg sendee en mail, tillykke!

Jeg har altid holdt hårdt på, at pakkekalendere under ingen omstændigheder må åbnes forud, og dengang mine små mellempiger delte hele deres storesøsters chokoladekalender, blev der talt med store bogstaver…

I efterårsferien vandt mellempigerne en dyr chokoladekalender, da de svarede på spørgsmål om førstehjælp i Rødovre centeret, og efter megen debattering, blev de enige om, at den ville de forære til deres syge far.
Han blev meget rørt, da de overrakte ham den på hospitalet, og jeg fik den med hjem for at gemme den til december for ham.

Problemet var bare, at jeg selv syntes mine dage var hårde i den periode, med pendulering mellem hospital og forskellige steder pigerne skulle passes, og en aften hvor jeg sad alene, fik jeg overbevist mig selv om, at alle ville kunne forstå det, hvis jeg åbnede en enkelt lillebitte låge, og lånte et ganske lille stykke chokolade.

Desværre var det et kedeligt stykke, så jeg var nødt til at åbne en ny låge i stedet – og pludselig havde jeg åbnet alle 24 låger, og spist halvdelen…
Det ville ingen have vist forståelse for, hverken de stolte vindere eller den syge far, så dagen efter købte jeg en ny og har ikke fortalt dem om fadæsen.

Da playmobil sendte mig to modeshow Playmobil-julekalendere – en til mine mindste børn til deling og en til konkurrencepræmie til jer – plagede mindstebarnet intenst om lov til at åbne den.
udklaedningsparty-playmobil-princess-julekalender-box-p

Jeg har holdt på mit nej hele ugen, med den dårlige samvittighede over chokoladekalenderfadæsen siddende i baghovedet – og i går gav jeg efter…

Ninjaman og jeg havde været vågne siden kl 04, hvor naboens store grantræ tabte en kæmpegren på taget over vores seng, med et kæmpebrag – og da vi vågnede havde vægten fra sneen væltet både halvdelen af hækken ind til naboen, og halvdelen af hegnet om til bagboen…
DSC_0039
Bandende af ærgrelse over al den tid og penge det vil koste at fikse de ting, gik vi alle seks ud i kulden, og forsøgte forgæves at børste sne væk og rejse ting op igen, og endte med at smide lidt sne på hinanden, og gå ind og lave te.

Pludselig virkede det som en ok ide at lade pigerne skiftes til at åbne en låge i Playmobil-kalenderen: hey, det ville jo være nemmest for mig at blogge om, hvis jeg vidste hvad der var i, ikke? –
Resten af dagen gik med hyggelig leg, for der ER mange fine ting i kalenderen, og den er på alle måder pengene værd!
DSC_0043DSC_0045DSC_0046
Kalenderen findes også med Pirattema og med bondegårdstema, og man får utroligt meget for pengene.

Har i lyst til at vinde en modeshow-kalender? Så smid en kommentar her nedenfor inden d.28-11, så trækker jeg en heldig vinder!

udklaedningsparty-playmobil-princess-julekalender-box-pp
Links er affiliate, og playmobil har sponsoreret kalendere.

11/9/15
109201511916

Om at knalde

Den der snak om blomsterne og bierne har vi taget relativt tidligt med de tre ældste piger, fordi de stillede spørgsmål hver gang jeg var gravid med en ny lillesøster.

Detaljerne har de måske ikke helt forstået: således observerede jeg engang mellempigerne, da de var 3 og 4, og legede med barbie-dukker.

“Her Barbie! Her er nogle haletudser!” sagde Ken, og gav hende noget i hånden, som hun takkede for, og straks efter gik i fødsel.
Personligt husker jeg tilblivelsen af mine børn som noget mere romantisk end den form for sædcelle-transaktion Barbie blev udsat for – men noget af det havde de da forstået.

Så det med hvordan babyerne kom ud, har de klart fundet mere spændende og vidst mere om, end hvordan de kom ind (de kloger sig fx lidt om fødsler i et gammelt mandagstip, HER.), og min ældste datter har set to af sine yngre søstre blive født, hvilket hun stadig taler om som en stor, god oplevelse.
109201511916
Her er hun som hhv fire og otte årig, med nyfødte lillesøstre.

Min yngste datter har ofte hørt historien om dengang hun blev lynfødt hjemme i stuen, og har derfor godt styr på det med fødsler, men hun har ikke stillet spørgsmål om forplantning, og jeg havde ikke tænkt over, at hun aldrig havde fået en forklaring.

For nyligt fik vi Trine Bundsgaards nye bog fra forlaget Lindhardt og Ringhof:” Blev jeg til ved et knald?” tilsendt med posten, og SÅ fik hun lært noget nyt, der gjorde stort indtryk!

trine-bundsgaard-2015-blev-du-til-ved-et-knald-bog-med-haard-ryg
Bogen handler om børnene Sofus og Viola, der sætter sig for at finde ud af hvordan små børn kommer ind i maven.

Tegningerne er fine, og sjove; og teksten indeholder nogle ret friske ord, som min fem årige måtte skrige af grin over.

En god,lærerig og fræk bog, som man sagtens kan bruge til at forklare mindre børn om livets mysterier.
Skærmbillede-2015-08-27-kl.-15.19.40

Eneste ulempe ved at barnet nåede at blive fem år før hun lærte den slags, er at hun er stor nok til at have en mening om det – og den mening er at det er klamt, men sjovt.
Meget, meget sjovt, og meget, meget klamt.

Første gennemlæsning af bogen, medførte at hun skrev en sang, med mange vers, og titlen:”Mor, hun har knaldet fire gange!”.
Umiddelbart ikke en sang der har det store hitpotentiale, selv om den blev skrålet med stor entusiasme flere uger i træk.

“Lad være med det der, det er klamt!” sagde jeg til hende, da hun slikkede på dørhåndtaget til bilen.

“Haha – det er dig der er mest klam, mor: du har KNALDET!” kom det fnisende svar.

Så summa summarum: bogen kan anbefales, den har vakt megen glæde her hjemme – men man får lidt ødelagt sit image…

10/17/15
the100

Om at finde trøst i dystopier

Da mine børn for halvandet år siden gennemlevede en stor sorg og tab, fordybede de sig i magiske lege, hvor de med trolddomdkraft kunne fikse alskens sygdomme og andre væmmelige ting.

Som voksen savner jeg evnen til at lege, og ville ønske jeg kunne gøre det samme, istedet for at være skiftevis bange og praktisk.

I perioden før min mands operation lynslugte vi netflix-serien ” the 100″ : en postapokalyptisk ungdomsserie, om 100 ungdomsforbrydere fra en rumstation med truende iltmangel, der sendes ned til jorden, 97 år efter en voldsom atomkrig, for at teste om den er blevet beboelig.
the100
Den er virkeligt god, på “Hunger games møder Fluernes herre” måden, og sært nok virkede det trøstende at se noget i den stil.

Dramatisk, spændende og får ens egne problemer til at virke en smule mindre:
“Nå ja, en af os skal opereres for kræft – men i det mindste er vi ikke ved at dø af iltmangel!” eller “jaja, vi er bange – men i det mindste kæmper vi ikke imod ukendte, spydkastende fjender imens!”

Mens han vågnede fra narkose, og i dagene efter, hvor han døjede med smerter og kvalme, sad jeg ved siden af, og læste.

Den absolut bedste bog jeg læste – og faktisk den absolut bedste bog jeg nogensinde har læst i genren – var denne:
1669956_1443762920

“Station 11” af Emily St. John Mandel, udgivet på Forlaget Iris 2015.
(affiliate link)

Romanen foregår 20 år efter at en virus udslettede 99,9% af verdens befolkning, hvor man følger en omrejsende teatertrup, der rejser rundt og opfører Shakespeare stykker for de spredte, små samfund der er tilbage.

Omdrejningspunktet for romanen, er skuespilleren Arthur Leander, der dør af et hjerteanfald på scenen, i dagene før pandemien.

Bogen fletter på fornemmeste vis livstrådene fra de mennesker der har betydet noget for Arthur sammen, og bevæger sig frem og tilbage i tid, uden at det på noger tidspunkt bliver hverken forceret eller forvirrende.

Bogen er skrevet i et smukt sprog, og efterlod mig flere gange med en klump i halsen, berørt over de ting mennesker gør for og imod hinanden.

“Station 11” er tankevækkende, uhyggelig, smuk og fuld af håb, og jeg kan ikke anbefale den nok.

Dystert som emnet er, løftede den mit humør i en svær stund, og har siddet i mit baghoved lige siden.

09/29/15
IMG_20150917_185316

Om godt legetøj, i svære situationer

(Reklame, da jeg har modtaget betaling, i form af legetøj)

Da mine børn blev spurgt om de ville teste Playmobils børnehospitals-serie,var det en nem beslutning at sige ja – både fordi det er noget af det legetøj de leger allermest med, og fordi jeg tænkte det var en god indgangsvinkel til at få talt med børnene (særligt den mindste)om deres fars sygdom.

Yngstebarnet blev helt ufatteligt glad da hun åbnede kassen med Playmobil i, der ankom en helt almindelig, kedelig mandag.
IMG_20150917_185316
Hendes far havde ondt efter biopsi, og lå og sov, teenagesøster lavede lektier, og mellempigerne var hjemme hos venner – så til min store skræk indså jeg at det hvilede på mine skuldre, at få samlet det hele – for at lade hende vente til mere kompetente samlere var til stede, nænnede jeg ikke…

Jeg er ikke særligt glad for opskrifter og manualer, men når man samler den slags skal de følges mere end nøje.
(Dette erfarede jeg mere end en gang, hvor jeg småbandende måtte skille det jeg havde improviseret igen…)

Min lille assistent stod for samling af Playmobilfigurer og smådimser,og mens hun gjorde det, begyndte hun at lege med det.

Det var rigtigt hyggeligt at sidde og lytte til hendes sniksnak, og jo mere hospitalet tog form, jo mere gjorde hendes leg også,og jeg fik helt kuldegysninger, da hun begyndte at lege, at en dreng havde “noget med kæben” og skulle opereres – ligesom hendes far.
IMG_20150917_234132
Da vi fortalte børnene om at far var syg, havde hun virket ret uinteresseret, og vi havde tænkt at hun måske var for lille til at forstå det – men det var tydeligt i hendes leg, at hun havde forstået meget, og at det var noget der bekymrede hende.

Jeg viste hende hvordan røntgenapparatet virkede, og fortalte om de scanninger hendes far havde fået imens.
Da hun var færdig med at scanne drengen, viste jeg hvordan han skulle bedøves, inden han fik taget prøver ud af kæberne, og dette gjorde hun også, med stor entusiasme.

Så fulgte en samtale hvor hun styrede lægen, der sagde til drengen at han skulle stoppe med at tude, og informerede ham om at han skulle “skæres i hovedet”, og “måske skulle dø”.

Her skyndte jeg mig at gribe en anden læge, der gav drengen en noget blidere besked, og forsikrede ham om at han ikke skulle dø, og sammen opererede vi ham, lagde hans ben og hoved i gips, lavede suppe til ham, og tog gipsen af ham igen, og glædede os over hvor fin og rask han blev.
IMG_20150929_125939
Jeg havde forestillet mig at legetøjet måske kunne starte en samtale om det vi er i, men at det kom så nemt, og hun havde gjort sig så mange tanker omkring det, anede jeg ikke…

Playmobils børnehospitals-serie er utroligt detaljeret, og jeg tænker at man som forældre vil kunne bruge det til at afdramatisere ting der skal ske.
Der er fx en tandlæge (der ikke engang er særligt dyr), som man kan bruge til at lege med tandlægeforskrækkede børn med, eller en røntgenklinik, hvor man kan gennemgå hvordan undersøgelser er.
Selve børnehospitalet er lidt dyrt, men der er samtidigt også utroligt mange timers leg i det, og det indeholder både detaljeret operationsstue og senge til både børn og babyer.
IMG_20150918_074231
Da mellempigerne kom hjem, kastede de sig over legetøjet med lige så stor begejstring som lillesøster, og påbegyndte en dramatisk leg, med trillingefødsler, ulykkelig kærlighed, og en lang række børn der havde værer udsat for ulykker, og skulle hentes i ambulancen (der iøvrigt kan have både lys og udrykning på).
Her kunne jeg se at også de bearbejdede frygt, da de både behandlede en dreng der skulle opereres i kæben, og der var et barn der havde en faldulykke, helt magen til den næstmindstebarnet havde sidste år, som de begge har været meget påvirkede af siden, fordi det havde været så dramatisk.

Hospitalet bor fast på vores spisebord, for de leger med der flere gange om dagen, og det kan ikke svare sig at pakke det væk.
Selv os voksne og teenageren tager os selv i lige at stille de små hospitalssenge pænt på række, når vi går forbi, og naboens søde datter har været og lege med det i timevis, sammen med mindstebarnet.
Jeg kan godt lide at smålytte lidt til deres samtaler, og tænker at jeg på denne måde har mulighed for at gribe de oplæg til spørgsmål om deres fars sygdom der måtte komme, uden at det bliver forceret.

Må jeg høre jeres erfaringer, med at bruge leg, som indgangsvinkel til at tale om noget svært?
Er der nogen af jer der har prøvet at lege, eller tegne, eller læse om det, og på den måde åbnet for mulighed for dialog med børnene?
Erfaringer modtages med kyshånd!
13-006657_360
Dette indlæg er sponsoreret, i form af legetøj til test – men jeg har valgt at skrive langt om det, da jeg selv blev overrasket over hvor godt det har været at tale om svære ting, med legetøjet som hjælp.
Jeg kan varmt, varmt anbefale det!

Min mening er ikke købt, den er ganske ægte (hvilket den iøvrigt altid er – hvis jeg ikke kan lide ting, ubdlader jeg som regel at skrive om det).
Linksene er affiliate – hvilket betyder at jeg tjener en lille procentdel,hvis nogen køber noget igennem dem.

09/21/15
20140312-102147

Om den perfekte kærestedate – og en god weekend

Fredag fejrede vi 14 års bryllupsdag, Ninjaman og jeg.

Vi plejer ikke at gå vildt op i fejringer: vores ti års bryllupsdag blev fx fejret, med selvynk og smerte og kobberbryllupsfejringen blev planlagt af fire børn: de samme børn der syntes dette her er en classy drink:

20140312-102147
Rødvin,med pynt.

Men med kommende operation og længerevarende ukampdygtighed hængende over hovedet, skulle dagen i år fejres rigtigt – og det blev den.

Først måtte vi dog runde rigshospitalet fordi min lækre mand skulle have fjernet sting efter biopsi, og her gennemgik lægen den skræmmende omfattende operation der kommer, med os – men han havde også svar fra den store kropsscanning, der viste at hvad Ninjaman end fejler (og det ved vi ikke med sikkerhed hvad er endnu), så har det, med stor sandsynlighed IKKE bredt sig til andre steder i kroppen!

Det virker absurd at være glade efter at have talt om operation og langvarig sygemelding, men vi var helt euforiske over scanningssvar, og sang med på musikken og proppede os med romkugler, hele vejen til Comwell Borupgaard i nordsjælland, hvor vi skulle overnatte.

Nu er jeg på ingen måde ekspert i spahoteller – har aldrig prøvet den slags før – men FUCK, hvor er det et fedt sted!

Fine værelser; lækre fællesarealer med pejse og bløde stole; utroligt god mad; og det hyggeligste spaområde, med saunaer, dampbad, regnvejrsbrusere, boblebad, fodbade,varme bassiner og bløde badekåber.
IMG_20150921_194104
Vi badede os selv rosinrynkede i flere timer, kyssede i boblebadet og stenede i saunaen, og der var ingen dumme tanker imens.

Middagen var absurd lækker, og vi blev så mætte, at vi ikke orkede andet, end ar vralte op i seng bagefter, selv om vi egentlig havde planlagt noget med drinks.

Vi vågnede allerede klokken 7, helt groggy af al den uvante søvn; indtog poolen og saunaen igen i et par timer, og voldtog derefter den overdådigt lækre morgenbuffet, før vi igen vendte snuden mod hverdag og børneflok, efter den bedste aften længe.

Om aftenen havde Ninjaman overskud til at være alene med halv børneflok, mens jeg og mellempigerne tog ind til Storm P museet og fejrede min seje veninde, der vandt pris, og derefter tog med hende hjem og åd pizza.
IMG_20150919_191945
Søndag formiddag var pigerne inviteret til forpremiere på en ny film, der bliver til en serie på Disney channel, hvilket de tre mindste var godt oppe at ringe over, og har sunget med på lige siden.
IMG_20150920_112625
Jeg nød mest af alt, at vi kunne være ude til noget sammen alle seks, for der kommer til at gå længe før det sker igen.

Dette indlæg er sponsoreret, men begejstring er 100% ægte!Comwell Borupgaard forærede os denne mest blærede bryllupsdags-overnatning hos dem, for at vi kunne tænke på andet end sygdom, hvilket virkede til fulde!
Helt vildt extravagant – og helt sikkert noget vi skal spare sammen til at gøre igen!