08/9/15

Om børneshows – en advarsel

Jeg bringer hermed en advarsel:
i går var vi så heldige at blive inviteret med til “Flying superkids “ sidste forestilling i københavn – endda som feterede VIP-gæster, der fik en spændende rundvisning inden forestillingen, og fik set backstage, hvor artisterne sov og spiste.

Pigerne var meget spændte og glade, og levede al deres spænding ud på det fremragende legeområde, skabt af bl.a de engagerede mennesker bag “bObles”, inden forestillingen:
782015202734
Jeg fik endda taget et billede, der dokumenterede, at grunden til mindstebarnets vilde hoppeevner, er hendes imponerende samling af ekstra-ben:
IMG_20150808_150848

Selv havde jeg det lidt blandet, ved at skulle se en flok børn lave gymnastik i to hele timer.
Det lød ærligt talt ikke særligt interessant, og jeg mindedes med gru den, ligeledes to timer lange, børneballetforestilling vi så ved juletid, fordi tre af vores børn var med i få minutter, og frygtede at dette ville være lidt det samme – bare helt uden deltagelse af egne børn.

Men min frygt blev gjort til skamme da forestillingen startede, og min lille sidemakker lynhurtigt så sådan her ud:
IMG_20150808_202904
Krammende sine buttede kinder, i opslugt spænding.

Det var RIGTIGT godt, og på ingen måde kedeligt.
De der børn var så søde, glade og dygtige; og showet var varieret og sjovt, så selv om jeg normalt har en lav kedsomhedstærskel over for det meste gøgl, var jeg lige så godt underholdt som ungerne.
79201511161
Så nej: dette er ikke en advarsel imod “flying superkids” shows – dem vil jeg oprigtigt anbefale.
Men jeg er nødt til at advare kraftigt imod en bivirkning ved showet: det inspirerer!

Det er i skrivende stund 18 timer siden forestillingen sluttede, og hvis man trækker den tid fra hvor mine børn har sovet, har lydsporet de resterende 7-8 timer været en båndsløjfe af:”SE MIG!! Ligner jeg ikke en superkid? Tror du jeg kan komme med i forestillingen? Hva? Synes du det her der godt ud?? Se lige DET her så!!” efterfulgt af balance-poseringer på bobles, hoolahop ring shows, kolbøtter og vejrmøller – i varierende grader af talent.

Så lige nu er HELE mit liv forvandlet til en langt amatør-gymnastik-forestilling – hvilket får mig til at længes lidt efter de gode gamle dage, hvor børneballet kun varede to timer….

Og de tre mindste vil gå til springgymnastik.
Det bliver et langt år!

05/18/15

Om Rosenborg slot – et mandagstip

For noget tid siden, anmeldte mellempigerne Nationalmuseet i et mandagstip, og nu har mindstepigen, på 4 1/2, været på Rosenborg slot med min moster, og det var “sygt sjovt”, siger hun, og hun vil rigtigt gerne fortælle om det:

Om Rosenborg slot
“jeg har været på Tornerosenborg, og der var rigtigt meget GULD!
Der var sådan en kælder, og alle tingene var sygt flotte – jeg elsker bare diamanter.
Der var en lyserød diamant, og den ønsker jeg mig, men man må ikke engang købe den…
Det er ærgerligt. 
image

Engang så fik dronningen et æble af Jesus. 
Ham kendte hun.
Æblet var lavet af guld. Så kunne hun vise, at nu bestemte hun det hele.
Jeg så æblet.
Det var også flot, med sådan et kryds på.
Det ønsker jeg mig også!

Man må ikke læne sig på glasset. Så skælder vagterne ud.
Det prøvede vi.

Der var også kroner. Den til konger var flottest. Og den til dronningen var lige så flot!
Den var sådan rød. Og glimmer.

I gamle dage var kongerne sygt, sygt grimme! Der hang billeder af dem, og de havde sådan noget hvidt hår på.
Det så virkeligt dumt ud.

Der var også en der var flæsket. Men det må man ikke sige…

Jeg synes slottet er pænt. Men jeg vil ikke bo der. For der var slet ikke et fjernsyn.

Balsalen var det allerflotteste.
Der kan man danse, og hoppe på det gulv der er sort.

Der var nogle soldater. Men der boede ingen prinsesser.
De bor et andet sted.
Jeg vil ikke giftes med en prins, for jeg synes det er klamt at kysse nogen man ikke kender.
Giga-klamt!!”

02/13/15

Om vinterferie, i snottåger

Jeg havde glædet mig meget til at holde vinterferie med mine piger denne uge.

Juleferien går som regel med familiehalløj og rituelle konfekt-orgier, og vores vinter har været så presset, med håndværkere i huset og pres på arbejdet; så det føltes lidt som om jeg ikke havde set ungerne rigtigt, siden efterårsferien, eller der omkring.

Naturligvis blev jeg syg…

Har set verden gennem tåger af snot, hoste og kropsligt ubehag, og har forsøgt at leve op til de tre mindstebørns forventningsfulde fjæs, når de hver morgen har vækket mig, fra det jeg muligvis troede blev mit natlige dødsleje…

Ældstebarnet – det heldige asen – er i Liverpool med min moster, på den helt store Beatles-tur, og sender glade sms’er hjem hver aften, og hendes tre yngre søstre har lidt forventet at deres ferie ville blive mindst lige så underholdende som hendes.

Vi har da været både i biffen, og i teatret, men det var primært min ydre skal der var med, og det var mest af alt, fordi det virkede nemmere at lave et eller andet med dem, end at høre på de kedede sig og skændtes herhjemme.

Ligesom Grete fra eventyret, har jeg lokket dem hurtigt hjem igen, med spor af kagekrummer:
“Arh, kom nu piger. Hvis vi skynder os ned til hovedbanen, kan vi købe sådan en af de der boller… Kom, når vi det her tog, kan vi købe en pizza med hjem, som i kan dele…. Der er te og cookies når vi kommer hjem, men så må i også hellere stoppe med at stå og glo på de der hunde, ikke?”

Men i dag havde vi en god eftermiddag, hvor vi gik i gang med at bygge hele castet fra “adventure time” i modellervoks.
image

Den slags kunne overraskende nok godt lade sig gøre, pakket ind i min dyne, og jeg ærgrede mig over at jeg havde tænkt at de der ture ind til byen havde været nødvendige de andre dage…

Her til aftenen genså vi Miayzakis fantastiske tegnefilm “min nabo Totoro”, som vi har set et hav af gange, og alle er vilde med.
Mindstebarnets mellemnavn er faktisk taget fra filmen, på kraftig insisteren fra hendes storesøstre, og i julegave fik Ninjaman det her fine tryk af mig, som vi lige har fået op at hænge:
image
Inden vi startede filmen, begav en delegation bestående af far og alle tre piger, sig op efter fredagsslik – og kom tilbage med en hel agurk pr barn, og en større mængde chips.

Der er et sted i filmen, hvor børnene spiser en hel agurk hver, og pigerne var blevet enige om at det gad de fandme godt prøve!
image

Mindede om de gode gamle dage med håndkartofler – men sådan en agurk ligger tungt i maven, og det er en bredbuget, agurkepruttende mindsteunge, der ligger og sover på min mave lige nu, mens hendes to yngste søstre og deres far ser grammy inde ved siden af.

Lige om lidt hoster jeg hende formentligt vågen – med en ånde, som den næstældste prosaisk konstaterede “lugter af død” – men lige nu er hun hyggelig, og ferien føles stadig ferie-agtig.

11/24/14

Om silkeler – et mandagstip

Dagens mandagstip er et, som en af jer efterspurgte i forbindelse med et andet indlæg:”hvad er silkeler, og hvordan bruger man det?”

Indlægget bliver lidt mere håndarbejds-blog, end normalt – beklager, til de af jer der finder den slags virkeligt kedeligt – men jeg synes faktisk at det er sådan en hyggelig ting at lave med børn, og vil gerne dele tippet.

Min 8 årige vil gerne fortælle, og give tips til hvad man kan lave af det, her:

“Silkeler er sådan noget modellervoks der er helt blødt og lidt klistret.

Det tørrer af sig selv, og så bliver figurerne helt lette.
Det hedder også “silkclay”, men vi kalder det bare silkeler.

Det er nemt at lave noget der er flot, og man kan lave mange forskellige ting.

Vi kan allesammen godt lide at lege med det, også min mor og far, og min onkel, og alle mine søstre.

Når jeg får mit eget værelse, skal det være et slik og kage-værelse, og jeg har lavet en masse ting der kan pynte.
Her er mit dørskilt, til når jeg får værelset:
image

Det skal forestille: en slikstok, en halv donut, nogle slikkepinde, og en kage.
Min søster lavede den med slikkepindene, jeg lavede de andre.

Jeg købte også sådan en trækassedims til at stille mine smukke ting på, og den har jeg malet, og så er jeg ved at pynte den med silkeler.
Det har taget sygt lang tid…
Det skal forestille flødeskum og slikkepinde rundt på kanterne, og så er der bittesmå is, slik og kager på.

image

Min søster er også ved at lave navneskilt, men hun har kun fået lavet tre af bogstaverne endnu. Min far hjalp hende med fiskene, så de lignede et A.
Hun har blå vægge på sit værelse, så hun vil have enten et hav-værelse eller et is-værelse. Hun skifter hele tiden mening!
image

Man kan lave alt muligt ud af silke-ler:
– Man kan lave cupcakes og lege konditori. Jeg har rigtigt mange, jeg ønsker mig dem af min mor, for hun er god til at lave dem!
– Man kan lave småt mad til barbiedukker, playmobil og petshop
– Man kan lave små figurer der kan stå på toppen af æsker eller glas med låg
– Man kan sætte det på et lærred eller et stykke træ, og lave et billede
– Man kan klistre det på tomme toiletruller og lave blyantsholdere
– man kan lave nisser, til et nisselandskab
– man kan lave tegneseriefigurer – fx Finn og Jake. Det laver min storesøster i julegave til min anden storesøster!
– Man kan lave små dyr af silke-ler, og så bygge huse til dem af papkasser.

Man skal bare huske at putte låg på æskerne, for ellers tørrer det ud.”

———-
Håber nogle af jer kan bruge tippet til inspiration!

Jeg kan anbefale at man køber den type der hedder “silk Clay” – der findes andre typer, men de er ikke så smidige og krakelerer lidt når de tørrer.

Man kan få bittesmå æsker til ca 20 kr pr stk, og kæmpebøtter til ca 150 pr stk.
Ærgeligt der ikke findes en mellemstørrelse – men for os kan de små bøtter slet ikke svare sig i længden, så vi har købt primærfarverne i de store bøtter, og de har foreløbigt holdt i halvandet år, selv om vi har lavet det en del!

Jeg har endnu ikke fundet det i en fysisk butik, men har selv købt vores hos cchobby.dk, der har et stort udvalg. Det uden kugler i fungerer bedst, synes vi.
Jeg har lavet det her Scherfig-agtige billede, til en veninde søn.
image

(linket er affiliate)

11/10/14

Om Nationalmuseet – et mandagstip

Da pigerne var små børnehavebørn, og jeg hele tiden var på barsler, var Nationalmuseets børneafdeling et af vores yndlingssteder til hverdagsture.
Gratis indgang, børnene måtte røre ved alting, og jeg kunne sidde med en bog, mens de legede med plastikmad, i vikingeskibet.
De sidste par år har vi ikke været der meget, og resten af museet har vi kun set lidt af gangen – men i dag skulle deres far koncentrere sig om noget skriftligt arbejde, og da vi jo bor i byggerod og lidt plads, tog vi på Nationalmuseet, for at give ham fred.

Her vil mellempigerne tippe om, hvordan det er:
Anmeldelse af Nationalmuseet-besøg – et mandagstip.ø
Mindste mellempige, 8 år:
“okay.
I går var jeg på nationalmuseet, og der var vi først et vikingeagtigt sted, hvor der var guldhornene, og jeg syntes de var rigtigt seje, fordi der var flotte mønstre på.
Det var også spændende, at de engang blev stjålet.
Og jeg har set dem i en film.

Vi så også sådan en mor, der var skelet, og hun havde en baby i maven. En nuttet skeletbaby.
Det syntes jeg var synd….
Det var bare på et billede, men det hang lige ved siden af en glaskiste, med et rigtigt skelet af en pige.
Hun var død i kobberalderen, eller sådan noget.

Der var også en gammel dame, der var skelet, og hun havde vildt mange smykker.
Man kunne ikke se kæden mere, der var bare en masse perler.
De var meget flotte dengang, men det er mere sådan noget børnehavebørn laver nu.

20141109-205939.jpg
Vi var også inde og se på penge, og jeg syntes det var vildt sejt at der var kæmpemønter, de var lige så store som min hånd!

Bagefter så vi en udstilling om pels, og jeg syntes det var synd for de der små mink, at man lavede pels af dem!
Og der var også sådan nogle lange, tynde dyr, som man bare brugte til kanter på tøj – totalt spild!
De var så bløde…

Jeg synes på en måde det er synd at slå dyr ihjel og lave dem til tøj – men jeg synes det er fair nok fx i Grønland, hvor man spiser dyret også.
Vi har været i Grønland, og inde i den butik der hedder “brættet”, hvor man kan købe døde fisk og sådan noget, så jeg en fin dame, der købte en pose med sæl-tarme – så jeg ved man spiser det hele!

Vi så også noget om danmarks historie, og vi kom til et sted med dukkehuse, og de var rigtigt seje, med himmelsenge og små sutsko, og små kringler, og dem kunne jeg virkeligt godt ønske mig!
Men dukkerne så lidt underlige ud, med tykke kroppe og små hoveder…det var ikke så pænt.

Der var også en masse lejligheder, så man kunne se hvordan man boede i gamle dage, hvor man var fin.

Det var meget stort, museet.
Vi så ikke hele museet, fordi der var nogen der blev trætte, og nogen der ville have noget at spise, men jeg vil totalt gerne se det hele næste gang!

Jeg vil give Nationalmuseet 5 ud af 5 stjerner, for det var VILDT sjovt, og ligesom at spole tilbage i tiden!”

20141109-210814.jpg
Ældste mellempige, 9 år:
” Jeg syntes det var uhyggeligt med de der skeletter – selv om det også var rigtigt spændende.
Jeg synes jeg lærte en masse!

Jeg kunne bedst lide den udstilling om pels, hvor man godt måtte røre ved alle mulige stykker pels, og klæde sig ud i pelse, og tage selfier med forskellige baggrunde.

Det prøvede vi i lang tid.

Bagefter gad jeg ikke mere, men de andre skulle hele tiden liiiige se noget, og så gik vi bare rundt og rundt på sådan nogle gange, og det var sygt kedeligt!

Jeg vil give det 3 ud af 5 stjerner.
Fordi det var ret spændende, og ret kedeligt.”

09/22/14

Om at være klædt på til lejligheden

I går var vi på Louisiana, mig, Ninjaen og fire, mere eller mindre modvillige, piger.
Det var mig der lokkede: jeg har ikke været der i mange år; ville gerne se Olafur Eliasson, og trængte til at komme væk hjemmefra og tænke på noget andet end sygdom og arbejde,

Jeg tænkte at børnene sikkert blev begejstrede når vi først var der – de er alle fire ret pjattede med Nationalmuseet, og to af dem gider godt tage med mig ind og sidde og tegne på kunstmuseerne i København, så jeg overhørte protesterne og lovede, at de måtte bestemme hvad vi skulle en anden søndag, hvis bare de gad dette her.

Det var ikke en rendyrket succes: der var mange, mange, mange mennesker, og der var større mængder brok i de børn end normalt, med klynk over fodsmerter og kagemangel, så turen startede knapt så hyggeligt ud.

Men så var det, at vi allesammen bemærkede mindstebarnet, og lod os gradvist smitte af hendes entusiasme: den fire årige havde klædt sig behørigt på til museumsbesøg, med håndtaske, læbestift, stor diamantring, guldsandaler og overdimensioneret sløjfe, og poserede entusiastisk i alle rum.
Hendes småmugne ældre søstre glemte helt, at de ikke rigtigt gad museum, mens de fnisende fotograferede hende.

20140921-210349.jpg
Vi fik også trænet hende i, at stille sig alene og se på kunstværker, og med kendermine sige ting som:”avantgarde!” og “det her billede rører ved min sjæl!”, til andre museumsgæsters store forbløffelse.

Vi måtte dog opgive at få hende til at udtale ordet: “ekspressionisme” – der slog den lille tunge for mange knuder.

Umiddelbart vil jeg ikke anbefale andre, at slæbe en flok modvillige børn med på louisiana en travl søndag – men hvis man alligevel kommer til det, kan jeg anbefaler at få besøget til at glide lidt lettere ned, ved hjælp af smart tøj og tillærte kunstnerminer.

Min næstældste – som er den der hader museer allermest – lød næsten helt begejstret, ved tanken om selv at iføre sig monokel og falsk overskæg til næste gang.

04/30/14

Om fridage og tid

Siden jeg startede det nye job, har jeg brugt min restferie på at holde en ugentlig fridag – det har været den fedeste måde at vænne sig til alt det nye på.

Havde den sidste feriedag i går, og har været lidt beklemt ved tanken: har været vant til kun at arbejde deltid og skal lige vænne mig til, pludselig at være den forælder der er mindst hjemme…
Og til ikke længere at have noget frihed til at tage hverdagsfridage.

Nå, men sådan en sidste fridag skulle udnyttes, så jeg tog i zoo med hende den lille fiffige her:

20140430-064155.jpg
Og hendes mellemste storesøster – der havde været vågen om natten med kvalme, men ikke så særligt forkvalmet ud, mens hun hvirvlede rundt og frydede sig over at være med på tur:

20140430-064930.jpg
Det var en superhyggelig tur.

Jeg havde i virkeligheden en pointe jeg ville have flettet ind her.
Noget om tid og det at huske at sætte pris på den – men jeg endte med at ligge vågen lidt for længe og drøvtygge
på tanker om, at jeg godt gad have mere tid i døgnet, så jeg både kunne skrive, arbejde meget og være mere sammen med mine børn i solskinnet.

Nåede frem til, at det nok skulle gå.
Men nåede ikke frem til en ordentlig pointe – den kommer, når jeg får mere tid!

03/25/14

Om museer – en anbefaling

I søndags var jeg på Statens museum for kunst, sammen med min næstyngste.

(Det lyder enormt overskudsagtig og se-mig-jeg-er-en-super-forælder at prale med den slags, så jeg vil bare lige berolige jer med, at jeg – 99% af tiden – mere er sådan en, der føler sig blæst omkuld af hele logistikken i at have mere end et barn, og derfor højst kan svinge mig op til at læse en børnebog højt…
Men de sjældne gange, hvor jeg er alene med kun et af mine børn, bliver jeg ind imellem overraskende overskudsagtig – og det var det der skete i søndags.)

Min 7 årige kan godt lide at spørge om ting, og jeg er frygteligt glad for at høre mig selv tale, så vi plejer at være ret glade for at gå på museum sammen.

Denne gang havnede vi på statens museum for kunst.
Mest fordi det var gratis – for så kunne vi jo bare smutte hurtigt, hvis det var kedeligt.

Vi gik igennem samlingerne med moderne kunst i hendes tempo – meget af det var ekstremt hurtigt set – men der var også ting der fangede hendes opmærksomhed, og vi kedede os ikke.

20140325-203539.jpg
Jeg vidste godt, at der var et værksted for børn på museet, men jeg har ikke været derinde før.

Både fordi vi ikke har råd til at betale 45 kroner pr barn for det, og fordi jeg havde en fordom om, at den slags mest er for et helt andet segment end os.

Men nu fik vi forvildet os derind; jeg kunne mærke at hun rigtigt gerne ville; og 45 kr er ikke så galt når det bare er for et enkelt barn – og jeg tænkte at vi sagtens kunne holde så lav profil, at folk ikke bemærkede at vi var kunstmuseums-nybegyndere.
Sidste del var en kende naivt…

20140325-204744.jpg
Jeg er temmelig sikker på, at ham faren med hipsterskæg, islændersweater og medbragte sunde børnesnacks i phtalat-fri plastbeholdere rykkede sin lille Ebbe-Villads væk fra os, da jeg rettede på min datters kunst:”nej nej – “fuck” staves ikke F-Å-K, men F-U-C-K!”

20140325-205432.jpg
Jamen selvfølgelig må rumvæsenet, der forlades af sin kammerat på en mark, og samtidigt får en fugleklat i hovedet, da sige:”fuck det.”?

Umiddelbart tænker jeg at det var en god start – næste gang må vi hærge louisianas børneværksted, og fremstille noget endnu mere avantgarde!

Nå.
Det her var mest af alt bare en anbefaling: hvis man har et barn, der er bare nogenlunde til at koncentrere sig, kan jeg godt anbefale sådan en tur.
Inkl børneværkstedet.

03/3/13

Om isbjørne

I tirsdags var jeg i zoo, i forbindelse med mit arbejde, og isbjørnene lavede fantastiske kunstner i vandet: smed med bolde, dykkede, gned deres tykke numser mod ruden og opførte lidt ballet.

20130303-202033.jpg
Jeg var fascineret på det helt barnlige plan, hvor jeg nærmest skulle hives væk der fra, og mine børn har haft lyst til at slå mig hver gang jeg sagde “isbjørn” de følgende dage.

WWF verdensnaturfonden og coca cola mailede og inviterede os alle 6 i planetariet for at se den nye film om Arktis og isbjørne – hvilket ikke skruede ned for min nye isbjørne-entusiasme.

Filmen var spændende og enormt flot – men det bedste var egentlig mindstebarnets overdrevne begejstring:

20130303-202845.jpg
Nu var det ikke længere mig der var lidt for fascineret af isbjørne: børnene fløj direkte hjem og tegnede alt fra filmen – mens de prøvede at glemme, at min moster havde ringet fra Grønland og fortalt at hun var inviteret på isbjørn i karrysovs til middag…

20130303-203237.jpg
Jeg endte med at overnatte hos en veninde på Frederiksberg, sammen med halvdelen af min børneflok (fordi det var hyggeligt og jeg ikke gad finde bus i mørket) – hvilket betød, at vi dagen efter stod foran zoo’s lokkende porte og ventede på bus.

Jeg lod mig lokke.

Det var jo kun et af børnene der var stor nok til at skulle have billet, beroligende jeg mig selv med, mens vi betalte den absurd høje indgangspris.
Vi ræsede ned til isbjørnene – og løb ind i en enorm kø.

Selvfølgelig.
Søndag og solskin.

Da vi endelig nåede frem til ruderne, sov bjørnene…

Det skal de selvfølgelig have lov til, men det fik mine fortællinger om hvor sjove de var, til at blegne noget.

Heldigvis var der en kamel der tissede – længe – hvilket fascinerede pigerne så heftigt, at jeg nu ved hvor irriterende jeg har været hele ugen, med al min isbjørnesnak:”hahahaha kamelen tissede!!” har været mest brugte sætning i dag, efterfulgt af jubelfnisen.

11/27/12

Om traditioner og nisselandskaber

Da vi fik vores første barn, begyndte jeg at spekulere i alle de spændende ting man kunne finde på, som hun kunne gå og glæde sig til: påskeægstril, tandfeer, julemænd, risengrød til nissen, påskeharer, forårsfester, og fødselsdagsfejringer med faste ritualer.

Jeg kommer ikke selv fra en familie med særligt mange traditioner, og havde glædet mig til at give den fuld skrue med magi, eventyr og fine ritualer, når jeg selv fik børn.

Nu er det så ikke lige hverken vedholdenhed eller perfektionisme jeg er mest kendt for, så meget af det er blevet ved historierne, og så engang imellem en spontan omgang nu-triller-vi-æg-med-alle-vennerne, nu-holder-vi-sommerfest-hvert-år, nu-husker-tandfeen-at-hæve-en-tyver, eller noget i den dur, der er blevet til noget en gang eller to, men aldrig rigtigt som en fast tradition.

Det er ok – i virkeligheden hader jeg også, hvis ting skal gøres præcis på samme måde hver gang, og vil hellere planlægge noget nyt.

Nu er der så sket det, at børnene er blevet store nok, til at kunne huske fra år til år – og de er vilde med alt hvad der er lidt rituelt.

Sidste år sagde jeg(hårdt presset) ja, til at de måtte lave et nisselandskab i vindueskarmen, komplet med 9000 meter pladevat, og et kaos af playmobilmænd, lerfigurer og sølvpapirsinstallationer.
Det var pissegrimt…

Vi bor 6 mennesker på ret lidt plads, og vi roder som vanvittige i forvejen, så det nisselandskab, var ikke noget der fik os med i en artikel i “Bo bedre”…

Jeg pakkede det væk længe før jul, med en fesen undskyldning om at mindstebarnet åd leret – og svor til mig selv, at den slags gad vi ikke igen!

Der tog jeg fejl.

“Moar – det er d. 26 November i dag” informerede ældstebarnet mig i går aftes:”det er jo i dag vi plejer at sætte nisselandskabet op, det kan jeg huske, for der er en uge til min fødselsdag – som er den dag, hvor vi plejer at hænge julepynt i vinduerne!”

Mellempigerne nikkede entusiastisk samtykkende – og jeg mærkede med gru, hvordan hver eneste fikse ide jeg lige får til et hurtigt projekt, nu bliver tradition fremover.

Tror altså kun de ting er sket lige sidste år – året før pyntede vi kun træ, og året før det, var vi vist ikke engang hjemme i julen.

Har foreløbigt udskudt projektet lidt, med fesen undskyldning om pladevatmangel…

Tror jeg må til at holde igen, med indførelse af nye ritualer – eller bare give los, og lade børnene lege eventmakere, med traditioner til hvad som helst.
De er sikkert også bedre end mig til rent faktisk at få udført planerne – og jeg kan vel lige smide et par forslag om ekstra mange mors dag, med i puljen?

Og nisselandskabet? Det må I godt se billeder af.
Hvis der altså kommer pladevat i butikkerne igen…
(Min mobil foreslog:”nosselandskabet”, hvilket faktisk er et meget dækkende ord, for mine følelser omkring det!)