11/24/20

Bøger til 4-7 årige

Indeholder anmeldelser af bøger modtaget i gave og adlinks, men er stadig lige oprigtig af den grund

Mit nye arbejde, som børnehaveklasseleder på en lilleskole, er noget af det sjoveste jeg nogensinde har haft. Jeg har tidligere undervist i børnehaveklassen på store skoler hvor man er en del af et større team med en helt anden form for fastlåsthed, og jeg har altid fundet det monotont efter et par år og er skiftet til noget med store børn.

Her er det bare mig, og en enorm frihed til at vi fx efter at have lært om bogstavet P kan bygge et piratskib i klassen og bruge de bogstaver de har lært til at lave skattekort; og at vi kan få læst, leget og lavet teaterstykker ud af alle de børnebøger jeg finder på biblioteket eller får tilsendt som anmeldereksemplarer. Og jeg har en fest med at finde børnebøger der fanger dem, og som vi kan arbejde videre med på alle mulige måder.

Nå, det var en lang intro til en stak boganmeldelser. Anmeldelserne her af bøger der har været spændende at bruge i undervisningen, og som man også kan bruge hjemme hvis man har børn i alderen 4-7 år ca.

Sallys far har mandeinfluenza” af Thomas Brunstrøm, udgivet af forlaget Carlsen
Indrømmet: jeg var først lidt irriteret over titlen, da jeg altid har syntes myten om at mænd blev mere ynkeligt syge end kvinder er sexistisk. (Personligt bærer jeg influenza absolut uværdigt, og har det heldigvis også kun med mange års mellemrum) Men flere af børnehaveklassebørnene kendte Sallys far-bøgerne og blev ellevilde da jeg havde bogen med – og jeg måtte bide forbehold over titlen i mig, for historien ER god og tegningerne løfter den højere op. En helt klassisk historie, om en pige der hyggenusser om sin influenzaramte far, der spiller på alle de dramatiske strenge i sin sygdomsramte ynkelighed. Det er genkendeligt overspillet, og fik børnene til at grine højt hver gang han ynkede sig. I tegningerne fiser Sallys lillebror Eddie rundt og laver ballade i baggrunden, hvilket ikke nævnes i teksten, og giver en anden form for opmærksomhed på billedsiden. Det gør den meget hyggelig at læse op, når børnene sidder helt ivrige for at se hvad der mon nu sker.
Bogen var et anmeldereksemplar, men jeg har allerede bestilt nogle flere Sallys far bøger på biblioteket, for de lader til at gå rent ind som læsning og samtalestarter.

Børnene gav 4/5 stjerner, og jeg er enig.

 

Vickys vilde verden” af Vicky Knudsen, udgivet af Politikens forlag

 Denne landede i min postkasse lige før efterårsferien, og jeg tog den med i sommerhus for at se hvad det var for en sag, Det er naturformidling, bygget op med små faktakapitler om forskellige danske dyr og planter, på en underholdende og lærerig måde. Har man et barn der er kæmpe naturnørd kan man godt læse den fra ende til anden, men jeg opdagede at den fungererer fantastisk når man videreformidler de mange spændende facts selv, i en situation hvor dyret eller planten er lige foran en. Eksempelvis stødte jeg, Ninjaman og mindsteungen på en sæl på stranden ved sommerhuset, og jeg fik totalt deres beundrende opmærksomhed da jeg begyndte at udslynge facts som:”Vidste i at sælers mælk har hele 48% fedt? Det er mere end noget andet dyr, og sælungerne tager 500 gram på om dagen!  Sæler er gravide i 10-11 måneder, da det er mest praktisk at de mødes og parrer sig mens de smider vinterpelsen, men da det er upraktisk at slæbe rundt på en tyk mave for længe, begynder fosteret først at vokse senere – i tide til at blive født i starten af næste forår!”

De var meget imponerede af min klogskab, og mindsteungen og jeg hyggede os flere gange med at slå op i bogen og læse om ting vi så – bl.a “engelsk græs” der voksede nede ved stranden. I børnehaveklassen har jeg foreløbigt kun læst kapitlet om edderkop da vi arbejdede med emnet, men jeg tænker at dette er en bog jeg kan have i årevis og bruge til naturformidling på alle mulige måder. Den er indbydende, spændende og opbygget på en måde så det ikke bare føles som en faktabog. En stor, stor anbefaling og 5/5 stjerner her fra.

Og her fotoet af den sæl vi så:


“Lille Pinds hule” Af Elvira Fragola, udgivet af Turbine

En helt klassisk, nærmest lidt gammeldags, bog om et pindsvin der stikker af hjemmefra, fordi hun ikke gider rydde op. Her bliver hun bange for uvejr, men møder en ræv, der følger hende hjem. Børnene lyttede pænt, og ville også gerne se tegningerne – som de dog undrede sig noget over:”hvor har pindsvinemor købt sådan et lille komfur? Hvorfor bor de helt ligesom mennesker?”. Vi endte med at blive enige om at være lidt rundhåndede, med 3/5 stjerner.

En fugl i hånden” af Lotte Salling og Lea Leten, udgivet på Carlsen forlag

Simpelthen så fin en bog, med rim, remser og afslapningsøvelser, der egner sig både til aftenhygge med egne børn, og som forløb i en børnehave eller børnehaveklasse. Bogen arbejder med mindfulness i børnehøjde og er en fantastisk måde at etablere små pauser på i en travl hverdag på en god måde.
Rimene i sig selv kan også bare læses højt alene, men det er øvelserne der løfter den lige den tak op til at være helt vildt brugbar og hyggelig.

5/5 stjerner

Bøgerne om drage, af Dav Pilkey, udgivet på Carlsens forlag

De her bøger er fuldstændigt vidunderlige! Forfatteren bag er den samme der har skrevet de skøre bøger om “Kaptajn underhylere” og vores favorit: “Hundemand”, men målgruppen til disse er yngre børn 3-7 år. Der er ikke meget tekst, men meget at tale om og billederne er vildt søde og sjove. Man føler med ensomme drage, der bliver ven med et æble og meget ked af det da æblet rådner, og man fryder sig over hvor hyggeligt det er da han finder en kat. Jeg har læst dem igen og igen og igen – og tænker jeg vil kunne læse dem højt for børn i årevis fremover. Bagerst i bogen er der anvisninger på hvordan man selv tegner drage og kat, hvilket også er en god aktivitet. En stor anbefaling herfra!

5/5 stjerner

 

11/10/20

Anbefalinger af lidt af hvert, November

Her lidt blandede ting som jeg synes fortjener en anbefaling:

At lave bagedyst med sine børn

Hvis man har store børn, der er nogenlunde velbevandrede i et køkken, er det en fantastisk aktivitet at lave madlavningskonkurrencer: der går mindst en dag med planlægning og indkøb, og endnu en dag med madlavning. Dage hvor de ikke stener skærm og skændes mindre end vanligt – og så kan det endda spises. Whats not to like?

Mine tre teenagere, samt bonusbarnet på 19, brugte en hel weekend på at fortolke Kaj-kager, mens mindstebarnet, Ninjaman og jeg var begejstrede dommere.

Det blev til naturlige kajkager – med mokka og brownie – kajkagebabyer – med vanilje og mazarin – og den blodige fortolkning af Kaj til tandlæge, med ribs og lyserød flødeskum.

Klistermærkeøjne

En af børnene fandt en pose med klistermærkeøjne, og lige siden bliver man jævnligt mødt af stirrende grøntsager, møbler og hundenumser herhjemme.

Hver gang der høres fnisen, ved man at noget nyt har fået øjne, og det er ret sjovt at finde ud af hvad.


Klimabog i børnehøjde

Alle tre teenagere har strejket for klimaet en del fredage sidste år, og omsyet genbrugstøj er en fast del af garderoberne hos alle fire børn. Det var det også da de var små, men til forskel for dengang vælger de det selv og drømmer ikke længere om at have råd til smart nyt tøj. Ihvertfald ikke højt. Derudover er to af dem hel-vegetarer, og de andre to spiser kun sjældent kød.

Selvfølgelig er de ikke lige hellige hele tiden – det med at huske at slukke lys efter sig er fx ikke helt en vane, men det er fedt at de engagerer sig, og får os voksne til at oppe os også.

Denne fine bog er god læsning til klimabevidste børn fra 9 og op, og har mange forslag til hvad man ellers kan gøre for at leve mere bæredygtigt – uden løftede pegefingre eller skræmmekampagner. Den er skrevet sådan lidt let og interessant, og kan bruges både som inspiration, undervisning og snak om alt det med klima, som de alligevel hører om hele tiden og kan være bekymrede over.

Ninjaman og jeg var særligt glad for kapitlet om “rewildling”, hvor man lader være med at luge ukrudt og lader haven stå lidt vildt, for insekternes skyld. Der har vi så været lidt på forkant i årevis;)

Bogen er anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, og den er en anbefalelse værd.

Ny kjole

Efterår og jernbanefløjl – god kombi, ikke?

Har lige købt denne kjole, som jeg er virkeligt glad for:

Den er fra superlove (adlink) og mærket er Numph. Kan virkeligt anbefales, lun og slidstærk og sidder ret pænt.

Børnestavning

Tog et foto af dette skilt på et toilet ved indskolingen. Børnestavning er altså genialt!

 

11/5/20

Vind verdens fineste vinterkjole – eller noget andet fra “Dress the bird”

Sponsoreret indhold.

Trænger vi ikke til en konkurrence, der kan lyse lidt op her i November-gråheden? Denne gang kan man vinde en fuldstændigt valgfri kjole, cardigan eller andet fra formidable Dress the bird, som jeg har samarbejdet med flere gange og været stamkunde hos i årevis.

I starten af efteråret købte jeg denne vidunderlige røde kjole, der muligvis er den bedste vinterkjole jeg har ejet i mit liv. Varm, velsiddende, med masser af vidde i skørtet – og så har den lommer! Bordeaux er endda min yndlingsfarve, så det er ikke nogen stor overraskelse hvor ofte jeg ender med at tage kjolen her på. Alle pengene værd – den kommer jeg til at bruge mange vintre fremover!

Jeg har handlet hos Dress the bird i mange år og synes de har sådan et sikkert udvalg af ting man kan have i årevis. På min julegaveønskeliste står der cardigans, og jeg tænker at en hvilken som helst af disse ville kunne peppe en hvilken som helst kjole i skabet godt op:

Altså – det betyder ikke at jeg ikke kigger længselsfuldt efter drømmekjoler, selv om jeg har hvad jeg skal bruge på den front. Vandt jeg i lotto, ville de her være første køb:

(og ja: jeg har noget med farver, særligt om vinteren, hvor jeg føler mig endnu mere trist hvis jeg tager sort tøj på)

De her kjoler er også fine:


Konkurrence: vind lige hvad du vil, fra Dress the bird.

Ja, du læste rigtigt! Vind din helt egen drømmekjole, til at gøre vinterdagene sjovere i. Eller en fin cardigan, et par røde sko, en blød vinterfrakke, en smart buksedragt eller noget andet. Der er frit valg på alle hylder!

Alt du behøver gøre er at gå ind på Dress the birds fristende hjemmeside og vælge hvad du ønsker dig allermest, og så smæk et link ind i kommentarfeltet herunder, gerne inklusiv hvilken størrelse du ønsker.

En heldig vinder trækkes d. 1-12, så præmien kan nå frem før julens hyggearrangementer.

For et ekstra lod i puljen kan man også deltage inde på min Instagram @hverdag – men det er kun et forslag.

11/3/20

Boganmeldelse: Sissel-Jo Gazans “Hvide blomster”


Bogen er modtaget som anmeldereksemplar, men min overdrevne begejstring er 100% ægte

Jeg har været virkeligt vild med Sissel-Jo Gazans forfatterskab lige siden “Dinosaurens fjer” for mange år siden slog benene væk under mig, med sin unikke blanding af stemning, spænding og fantastisk nørderi. For nogle år siden var “Blækhat” en af de bedste bøger jeg læste det år – og i år er hendes helt nye “Hvide blomster” altså årets bog for mig, helt uden sidestykke.

Jeg har altid syntes der er noget fascinerende og uendeligt charmerende over folk der virkeligt går op i noget særligt som de kan videregive på en spændende måde, og det er det Gazan altid gør så eminent godt. I “Blækhat” blev der nørdet graffiti og svampe, i denne er det botanik og tatoveringskunst der er omdrejningspunkt (hvilket har fået mig til virkeligt at overveje om jeg ikke burde få bare en lillebitte tatovering selv snart.)

Bogens hovedperson er den 14 årige Jenny, der bor på Samsø med sin mor Kisser, der med åbne arme tager imod unge mennesker der har været udsat for grimme ting og har brug for særlig omsorg.

Jennys oldefar var en berømt botaniker, og Jenny bruger meget af sin fritid på at gå i hans fodspor og indsamle og tegne blomster. Jennys nærmeste veninde er hendes jævnaldrende kusine og nabo, Tessa, der bor i en rodet familie med en misbrugsramt mor, der har børn med flere forskellige mænd, og derudover også tjener penge på at passe utilpassede plejebørn. Ved bogens start er plejedatter Bettina forsvundet, og kusinerne bruger meget tid på at forsøge at opklare hvad der er sket med hende. Læser man bagsideteksten lyder bogen som om det er en slags krimi, men Bettinas forsvinden er ikke det væsentlige, og jeg synes den har mange flere lag end en traditionel krimi.

Tessas far, Jennys forgudede onkel Jimmy, er ligesom Jennys mor og pigernes morfar Palle tatovør, og lever et omflakkende liv hvor han får rodet sig ud i en masse småkriminalitet. Det er beskrivelsen af familiens relationer og de begivenheder der har formet de mennesker de er blevet der driver historien, og personerne fremstår alle helstøbte og levende, med alle deres fejl og mangler. Jeg er helt vild med morfar Palle, hvis livshistorie afdækkes gennem bogen. Han står helt tydeligt frem, med sine fejl og mangler, men også med en levende personlighed.

Også bogens mange bipersoner er meget troværdige, og beskrivelserne af livet på samfundets bund er genkendelige og hjerteskærende.

Det lille lokalsamfund ved godt hvor der foregår omsorgssvigt og småkriminalitet, men ikke mange handler på det – kun Jennys mor, der bl.a. fodrer på lille omsorgssvigtede Nicklas og lader ham hænge ud hos dem når han har behov – i starten til Jennys irritation.

Det er ikke småting der sker på Samsø: rockere,  pædofili, omsorgssvigt, mordbrand, forsvindinger og andre grumme ting, men det er fortællingerne i familien der gør de største indtryk. Hemmelighederne, måderne at handle på, loyaliteten over for hinanden. Og en masse om hævn.
Det er en absolut fremragende bog, smækfyldt med historier man både væmmes ved, røres over og gribes af.
En stor, stor anbefaling.

5/5 stjerner

(Det ene boglink er et boglink, og  min nevøs lille arm er tatoveret med en fake-tattoo fra forlaget )

10/20/20

Om at sende bøger ud i verden, ro til at skrive og ting at bruge penge på

Jeg har skrevet en roman.

Det har jeg gjort en gang før – den gang var det en ungdomsroman som jeg sendte til en konkurrence og skrinlagde helt da den blev afvist. Jeg blev ikke helt tilfreds med den, men så den mest som en øvelse i at skrive noget færdigt – så på den vis var det ikke spild af 70.000 ord at skrive den og det generer mig ikke at den endte i skuffen.

Den nye bog jeg har skrevet er en rigtig roman, og selve historien er klar til at blive sendt til forlag. Jeg mangler bare at finde en der kan læse korrektur på den, for efter sigende sætter jeg ret fucked kommaer.

Det er en underlig tanke at nogen skal sidde og læse noget jeg har skrevet på i tre år, have en mening om den – og med stor sandsynlighed afvise den.

Forlagene tager kun ganske få debutanter ind, så jeg er helt med på at sandsynligheden for at det første forlag jeg sender til tager den, er ganske lille. Jeg håber da at nogen vil udgive den på et eller andet tidspunkt, men lige nu nyder jeg bare at jeg rent faktisk er kommet ind i en rytme med at få skrevet noget næsten hver dag, og jeg er allerede i gang med et udkast til noget helt nyt.

Da jeg i sommer fik stjålet alle mine smykker besluttede jeg mig for at forsikringspengene ikke skulle bruges til at anskaffe nye. Det der var særligt ved smykkerne – og gjorde mig ked af at have mistet dem – var jo hvornår og af hvem jeg havde fået dem. Det kan jeg ikke købe igen.
Det fornuftige ville være at smide pengene ind på en konto til uforudsete udgifter eller de jævnlige perioder med økonomisk lavvande. Fornuft er ikke mit mellemnavn, så det skal de bare ikke: det er penge for ting der engang har gjort mig glad, og de skal kun bruges til ting der giver samme mængde glæde. Foreløbigt har jeg måttet erkende at jeg åbenbart føler mest glæde ved at give ting væk, for jeg har brugt en del på at invitere Ninja og unger på restaurant flere gange, og har købt gaver til alle. Et lille fjernsyn til soveværelset, så man kan ligge og se serier i sengen på trætte dage er det også blevet til.

Resten står og venter på at blive brugt på noget godt, som jeg ikke ellers ville have råd til – og her forleden fandt jeg noget til mig selv: et skriveophold, på Marienlyst badehotel om tre uger. Ret dyrt, men jeg glæder mig åndsvagt meget til to dage med skriveri og luksus, og sparring med andre skrivende.

Og mens jeg glæder mig til det, må jeg forsøge at tage mig sammen til at turde sende det andet manus ud i verden, og håber nogen tager godt imod det.

Det er sværere end det lige lyder – bare at skrive dette indlæg og indrømme at jeg har skrevet noget der føles færdigt, føles vildt grænseoverskridende…

Er der nogen af jer der skriver selv og kender følelsen? Erfaringer modtages meget gerne.

10/12/20

Om efterårsferie med 25% af børneflokken

“Ai, men skal jeg så kun snakke med HUNDEN?” var yngstebarnets forargede reaktion, da hun hørte at den længe ventede efterårstur til Ebeltoft, ikke ville komme til at involvere resten af søsterflokken.
De tre teenagere var blevet inviteret til så mange ting med venner at de slet ikke kunne afgive fem dage til at hænge ud foran brændeovnen i et lille sommerhus med deres kedelige forældre, og efter en del afgivelse af højtidelige løfter om ikke at lave alkoholrelaterede aktiviteter, fik de lov til at blive hjemme.

De store er vokset op i en tæt klump, hvor alting er foregået i flok, og har altid med kyshånd taget imod enhver mulighed for at få alenetid med forældre –  men mindstebarnet har det ikke helt på samme måde. Netop fordi de andre tre har fulgtes nogenlunde ad i alder og interesser har hun altid haft lidt nemmere adgang til voksentid. Søsteropmærksomhed suger hun derimod til sig, og at skulle undvære den var en tanke der lige skulle lægge sig.

Nu er vi her så – og det er på alle måder federe end både hun og vi voksne havde forestillet os.
Lyset er mildt, luften er frisk, og selv om vi alle tre i perioder savner de andre unger og synes det er underligt de mangler, så er der også noget ret fedt i ikke at være så mange der skal blive enige om hvad vi skal lave/lytte til i bilen/spise/spille og det føles helt utroligt ferie-agtigt.

Vi sover alle tre i en klump foran den buldrende pejs – der er eneste varmekilde i det lille sommerhus. Når vi går i seng er her saunaagtigt varmt og vi ligger og damper under hver vores tynde lagen, og når ilden dør ud hen på natten, tager vi klaprende af kulde tykt nattøj på og kravler tættere på hinanden. Det er en del af charmen.

Hunden synes godt nok at vandet på stranden er næsten lige så skræmmende som støvsugeren, men udnytter at senge og sofaer ikke er helt lige så forbudt område som hjemme. Lige nu ligger han og snorker højt op af et skærmkiggende barn, mens han indimellem sukker lykkeligt:

Så det er her vi er nu. Og det er megahyggeligt – men jeg håber nu at de store kan lokkes med næste gang, for det føles stadig mest rigtigt at være en stor flok.

10/1/20

Om fem år i sygdomsskygger

I sidste uge var det fem år siden min Ninjaman fik at vide han havde kræft. Selv om kræften lykkeligvis kunne fjernes helt ved første operation, og heldigvis ikke havde nået at brede sig til lymfer, hjerne eller lunger og han ikke behøvede kemoterapi, så har det fyldt rigtigt meget lige siden. Det har taget 12 operationer at få rekonstrueret alt det de måtte skære af, så det var ikke overstået med de første fire måneders frygt og smerte, men er blevet spredt tyndt og mørkt ud over årene siden.
I foråret blev han opereret for sidste gang, og han er også færdig med alle de halvårlige scanninger, så nu er vi officielt nået dertil hvor vi kan se fremad på ene rigtige måde, uden hele tiden at have nye operationer til at nulstille fremskridt.

Men årsdagene og tiden før og efter er altid mørke, for os allesammen. Pigerne har gået til psykolog af flere omgange, for skrækken for at miste deres far – på samme måde som de kort inden han blev syg også havde mistet deres bedste veninde – har sat spor. For nogle år siden bearbejdede han selv de grimme oplevelser i begyndelsen af forløbet på en blog, og syntes det lettede ham – jeg har ikke engang kunnet læse det han skrev.

Selv havde – og har jeg – en håndfuld gode venner der virkeligt har stillet op med lyttende ører og upassende jokes, til når jeg ikke kunne have ordene inde i hovedet selv længere. Og da det var allersværest og jeg havde flere ord end dem mine venner kunne rumme, skrev jeg dem ned i små notesbøger og dokumenter rundt omkring.
Jeg faldt over nogle af dem forleden.

Og de gjorde mig først virkeligt ked af det. Fordi det er uretfærdigt at den slags har skullet fylde så meget så længe. Bagefter blev jeg glad. Glad for at vi stadig er her, at vi kom igennem. Og at det kun bliver lysere herfra, nu hvor ingen operationer står og truer i horisonten længere.

November 2015

Tics

Min datter siger en lyd.

“HØ!” Siger hun.

Hun siger HØ, 

når hun sidder ved siden af mig, 

når hun spiser, 

når hun tegner, 

når hun leger, 

når hun er sur, 

når hun er ked af det, 

når hun er glad.

“HØ!” Siger hun,

Og jeg bliver så irriteret.

“Lad nu være med at sige den lyd!” Siger jeg, og man kan høre jeg er irriteret.

Så siger hun den ekstrameget.

“Høhøhø!”

Jeg bliver så træt af den lyd, for den minder mig om at jeg ikke kan gøre noget, 

for at ændre grunden til at hun siger den.

Jeg kan ikke stoppe hende i at opleve sygdom

Jeg kan ikke få ordet “kræft” til at lyde ufarligt

Jeg kan ikke gøre hendes far rask

Jeg kan ikke tage frygten for at han dør, fra hende

Jeg kan ikke love hende at alt bliver godt, og med sikkerhed overholde det.

Jeg kan ikke forhindre at hun ser han har ondt

Han har ondt når han går, når han sover, når han spiser, når han taler, når han løfter, når han bader, når han humper rundt i stuen.

Og det kan jeg ikke forhindre at hun ved.

Min datter siger en lyd,

Og jeg bliver vred, på mig selv,

for lyden minder mig om alt det jeg ikke kan.

09/16/20

Boganmeldelser, september 2020

Bøger er anmeldereksemplarer, links er adlinks, anmeldelser er oprigtige.

For tiden føles det som om det eneste fritids-agtige jeg laver, er at læse. Arbejdet fylder lidt for meget for tiden, så det er spændende bøger der skal til for at distrahere.

Her lidt anbefalinger/anmeldelser af spændende bøger jeg har læst på det sidste – links er adlinks og nogle af bøgerne er anmeldereksemplarer, men min mening er lige så oprigtig som den plejer at være:

”Sanatoriet” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen

Romanen foregår i 1929, hvor den unge psykiater Hannah Neumann ankommer til sanatoriet “Sølyst”, hvor flere kvindelige patienter har begået selvmord de seneste måneder. Sanatoriets leder, doktor Berg, har ikke meget til overs for hverken kvindelige læger eller nymodens påfund som psykiatri, men han er presset nok til at ansætte Hannah. Det er en spændende fortælling, men allermest fascinerende er faktisk det tydelige tidsbillede, hvor homoseksualitet –  og kvinders seksualitet i det hele taget – opfattes som depraveret og sygelig, og det er sl for nemt at fratage kvinder al myndighed og indlægge dem.

En god, fængende roman.

Min vurdering: 4/5 stjerner

Forlag: Politikens forlag

“Sanatoriet”  udkommer d. 22-9

“Datterens Fortælling” af Armando Lucas Correa

Min far er den vildeste anden verdenskrigs ekspert, og hans entusiasme har smittet en del af på mig. Hvor han er optaget af at nærlæse om slag og strategier, er jeg mest til at læse om de menneskelige fortællinger. Denne bog havde jeg hørt meget godt om, og mine forhåbninger var at den var god på samme måde som “De heldige” som jeg før har anmeldt positivt.
Desværre blev jeg noget skuffet. Bogen starter spændende ud, med beskrivelsen af et sødt jødisk ægtepar og deres to små døtre i Berlin. Nazisterne fængsler faderen, og brænder moderens boghandel, og i desperation sender hun det ene barn til Argentina og flygter til sydfrankrig med det andet. Og så er det at jeg begynder at blive utålmodig som læser, der hele tiden forventer at få lov til at følge det barn der sendes væk også, men fokus bliver hos det barn hun har hos sig. Flere gange tog jeg mig selv i at måtte følge videre med bipersonerne, se historien fra deres synsvinkel også – faderen, det andet barn, moderen, præsten, kokkepigen – hvem som helst af de personer der kommer forbi og viser en flig af en historie der er fascinerende, men det sker ikke. Pigens historie er ikke uspændende, overhovedet ikke, men alligevel giver det en flad fornemmelse og det er langt fra den bedste roman jeg har læst om perioden.

Min vurdering: 3/5 stjerner

Forlag: hr. Ferdinand

Datterens fortælling” udkom d. 6-8/2020

“Cilkas rejse” af Heather Morris

Hvis man skal læse noget anden verdenskrigs relateret er “tatovøren fra Auschwitz” et meget bedre, men også barskere, bud. Samme forfatter er netop udkommet med “Cilkas rejse”, der markedsføres som en fortsættelse, men godt kan læses alene. I “tatovøren” er Cilka en biperson: en smuk ung jødisk pige, der tvinges til at være en højtstående nazists “kæreste” og får særlige privilegier til gengæld for de jævnlige voldtægter. I denne roman er krigen netop slut og Auschwitz befriet. Cilka bliver dog ikke sat fri, men dømmes på uretfærdig vis for samarbejde med fjenden og sendes 15 år i russisk arbejdslejr, nord for polarcirklen. Her er forholdene næsten lige så usle, og overgreb, sult og farligt arbejde er en del af hverdagen. Cilka er en bemærkelsværdige person. Viljestærk, empatisk, og med en stærk vilje til at overleve, trods alt hun har været igennem.

Hvis man kan holde til at læse noget rigtigt barskt, er denne bog på alle måder anbefalelsesværdig.

Min vurdering: 4/5 stjerner

Forlag: Aronsen

Cilkas rejse” udkom 20-6/2020

 

“Mørkt bedrag” af Colleen Hoover

Bestsellerforfatteren Verity Crawford ligger ubevægelig i sin seng efter en ulykke, og den unge forfatter Lowen hyres til at skrive videre på hendes romanserie. Lowen finder et chokerende privat dokument i Veritys skuffer, og samtidigt bliver hun mere og mere tiltrukket af Veritys sørgende mand.

Persontegningen er ikke overvældende imponerende, og historien er lidt langt ude – men den er altså virkeligt spændende alligevel, og en bog man ikke lige får lagt fra sig.

Min vurdering:4/5 stjerner

Forlag:Lindhardt og Ringhof

Mørkt bedrag” udkom 11-6/2020

09/13/20

Om det overraskende ved at skifte børn ud med teenagere

Min næstyngste datter – det lille, tykkindede, kageglade, nussevenlige, temperamentsfulde, heliumsstemmeførende minibarn – fyldte 14 år i fredags. Af en eller anden grund er det altid hendes fødselsdage der overrasker mig mest: at den ældste er størst og fylder høje år virker logisk nok, og at den næstældste stille og roligt lunter efter og også tillader sig at blive ældre og ældre kan jeg også vænne mig til –  men at hendes pseudotvilling-lillesøster ræser efter og fylder præcist det samme kort tid efter, er altid et stort chok.

Jeg kan huske fra da alle fire børn var babyer, hvor overraskende det var at de i det ene øjeblik var helt spæde og bittesmå, og det næste kunne gå og havde meninger. Men det der med at være børn, der byggede huler, fik læst højt, satte krydser i legetøjskataloger ved ting de ønskede sig, tegnede tegninger, skændtes om hvem der var heltinden i tegnefilmen, opførte lange teaterstykker, og altid var mere end villige til at tilbringe al vågen fritid med at fylde mine øregange med sniksnak, varede uendeligt lang tid. Så lang tid at det føltes helt evigt.

Skiftet til at hele 75% af flokken nu er store teenagere – den ældste og hendes kæreste leder efter lejlighed, og mellempigerne interesserer sig ikke længere for det de gjorde før – føles chokerende brat.
Efter 18 års tid hvor jeg har vænnet mig til at blive blæst bagover af tsunamier af ord det øjeblik jeg trådte ind af døren herhjemme, er det virkeligt besynderligt hvor ofte jeg nu kommer hjem til et tomt hus, og kan åbne sms’er om hvem teenagerne og deres udadvendte lillesøster nu hænger ud med.
Den eneste tsunami der er tilbage, er hundens begejstrings-danse over at se mig. (Dem sætter jeg virkeligt også pris på, og overvejer stærkt at anskaffe mig tre hunde mere, bare for gamle minders skyld.)

Opmærksomhed fra hunde kan dog også være for meget:her til morgen vækkede hunden mig klokken 05.50, ved at banke sit tykke hoved ind i døren til gangen foran soveværelset indtil den gik op, og med kækt klikkende tånegle mod gulv ræse hen og lægge sig på gulvet – oven på min kjole fra dagen før – og starte den højeste gang snorken op.

Irriteret over at blive vækket, rejste jeg mig og kylede ham ind i stuen igen. I gangen foran soveværelset har vi for nyligt indrettet et “bibliotek“/læsekrog/gamerhjørne, der hvor den tredobbelte køjeseng fyldt med børn plejede at stå, og da jeg gik forbi opdagede jeg at sofaen der var fyldt med sovende teenagere. De havde selvstændigt malet vægge i går, og kunne ikke sove på egne værelser. Jeg måtte stoppe længe og glo på dem – også selv om jeg ved hvor “creepy” de ville have beskyldt mig for at være hvis de var vågnet og havde set mig stirre. Helt nuttede og sammenfiltrede, og en tidsmaskine tilbage til dengang man godt måtte sige de var nuttede, selv om de hørte på det.

Nu nøjedes jeg bare med at blive rørt over dem i smug, og tænke inden i mig selv at de stadig var ret nuttede.

 

08/25/20

Om umulig kærlighed

Jeg er så priviligeret at have fået et nyt arbejde, hvor jeg på jævnlig basis har mulighed for at lytte til 5-6 åriges guldkorn.

Rent citatmæssigt er det den absolut bedste alder børn kan have, og det dokument jeg har liggende med alle mine egne børns citater er også allermest bugnende fra de perioder de var i den alder – de har styr på så meget, men er også nuttet naive om nogle ting og jeg elsker det!

Her forleden gik jeg tur med en fem årig dreng i hånden, da han pludselig sukkede dybt.

Mig:” hvad tænker du på, siden du sukker sådan?”

Dreng:” årh, det er bare det der corona… Jeg er SÅ træt af det!”

Mig:” Det kan jeg godt forstå. Hvad er du mest træt af?”

Dreng:” Det er fordi jeg har sådan en kæreste, ikke? Nina. Hun er rigtigt pæn og vi har været kæreste lige siden vi gik i vuggestue.”

Mig:” åh.. har du ikke kunnet se hende fordi der er corona?”

Dreng:” jeg må godt se hende. Men jeg har ikke måttet kysse hende i flere måneder nu, og DET savner jeg!”