04/10/19

Om at blive midaldrende, inklusive en udråbstegns-inficeret tur ned ad Memory Lane

”Ja, jeg behøver bare se på dit fødselsår her på sygesikringskortet, for at sige du behøver læsebriller!” Sagde den unge optiker kækt, da jeg trådte ind i hans butik, med en klage over at man var begyndt at lave varedeklarationer med så små bogstaver, at jeg umuligt kunne læse dem.

Følte mig ret gammel, mens han afprøvede butikkens samlede udvalg af briller på mit store ansigt, for at finde dem der klædte mig mindst dårligt.

“Går du mest i blå?” Nikkede han mod min blå kjole, hvilket jeg klart hørte som :“kvinder i din alder kan tit godt lide briller i friske farver!”.

Jeg undlod at vippe ham en, for den bemærkning jeg synes der lå mellem linjerne, og valgte en neutral brille, med 1,75 styrke. Bogstaver bliver mindre og mindre, mens jeg går her og venter på at brillerne er klar til afhentning…

Til hendes ros var lægen, der konkluderede at blodprøven viste at de manglende menstruationer var symptom på begyndende overgangsalder, i den helt anden ende af aldersdiskrimineringsskalaen: ”Ja, du er jo ret ung, så det er lidt tidligt, men tallene viser altså at du er godt på vej…” undskyldte hun, mens jeg bare solede mig i at blive opfattet som “ret ung” igen.

Jeg vil ikke sige at jeg er decideret i panik over at blive ældre. Mere bare… undrende. Befandt mig ret godt i alt det liv der hørte til at have småbørn, med en følelse af at det var evigt. Nu hvor jeg er ved at opdage at børnene rent faktisk vokser ud af den tid – og min efterskoleunge endda taler om sin barndom som noget der ER overstået; en overvejende positiv færdig pakke, som man kan plukke skiftevis nostalgiske/afstandstagende udsagn ud om – lader jeg mig forundre over hvordan min egen krop også ældes. Inde i mit hoved er eneste forskel på min krop nu, og før jeg fik børn som 26 årig, 7-8 ekstra kilo, og hvis jeg gad smide dem, ville ingen kunne se forskel på før og efter. (Måske derfor jeg konstant saboterer alle forsøg på kur, i en regn af Toblerone, efter en uge?)

Med børnene kan jeg se at deres personligheder også vokser, og passer godt til deres ranglede semi-teenagekroppe, hvor jeg egentlig bare er mig selv, og syntes jeg passede ok til min krop som den var, uden at behøve toppe den med hedeture eller læsebriller.

Tanken om at ens sind ikke ældes sad i mig, indtil jeg fandt en stak breve jeg selv sendte hjem, da jeg som 17 årig bumsede rundt med rygsæk i Australien i et år. Shit, hvor var jeg ung!

Den ungdommelige skråsikkerhed sidder i alle linjer, lige fra :”Gid jeg bare kunne komme direkte ind på den forbandede journalistuddannelse, og få den overstået, så jeg kan komme i gang med at leve mit liv!”, til:” jeg kan ikke forestille mig at blive bundet op af at få børn nogensinde” og “jeg havde jo fødselsdag d. 21-6, og er nu voksen, myndig og viis. Men egentlig er den eneste forskel på at være 17 og 18, at nu hvor jeg har lov at gå på pub, er der ikke længere nogen der gider spørge mig om ID mere!”

Jeg startede med at blive virkeligt træt af den 17 årige migs mange udråbstegn og fremtidsplaner, og var egentlig godt tilfreds med at være nået et andet sted hen. Indtil jeg begyndte at lægge mærke til alle de små grimme tegninger, og intense beskrivelser af nye ting. Her en lidelsesmættet bid, fra et job jeg tog på en pære/ferskenfarm, sammen med en franskmand og en englænder jeg rejste med:

Det var ikke bidden ovenfor, men en halv side lang beskrivelse af et jordbær, der fik mig til at savne evnen til at lade sig forundre.

Selv om indledningen:”Gæt hvad jeg spiser nu? Et selvplukket jordbær!!! I December! Er det ikke mageløst?” både indeholder lidt for mange udråbstegn, og et arkaisk tillægsord, så er der noget fint over den måde som unge mennesker er sansende på, som jeg tænkte at jeg havde mistet.

Lige indtil jeg i fredags, på arbejdet, gik under et blomstrende æbletræ, på vej fra møde til arbejdslokaler, og pludselig blev ramt af træets duft. Tænk: jeg er kynisk og halvgammel; synes jeg har oplevet lidt af hvert og kan gennemskue det meste – og alligevel havde jeg så fuldstændigt glemt at æbletræer dufter af noget. Jeg stoppede op og duftede, mens følelsen af, at jeg godt stadig ville kunne skrive en halv sides brev om duften af æbleblomster (muligvis endda inklusive lidt random udråbstegn og et ord som “mageløst”) hvis det skulle være.

Så kom bare an, alderdom. Min hukommelse er åbenbart også så slap i det, at jeg fra nu af vil blive overrasket og begejstret hvert eneste år, når jeg genopdager at æbleblomster har en duft


Æbleblomster dufter.
Det er ikke verdens dårligste overraskelse.

04/9/19

Om lidt af hvert: zombier, tanker og anbefaling af meget nyttig bog

Jeg kan ofte huske mine natdrømme, der er syrede eksempler på hvor fucked up min hjerne er, når den uden indblanding får lov til selv at vælge emner. Virkeligt en mærkelig  opfindelse, drømme!

(Og bare rolig: det her er ikke sådan et indlæg, hvor jeg detaljeret fortæller om dem, for den slags er sjældent særligt spændende at høre om.)

For tiden er jeg  inde i noget temabaseret: de velkendte, hjertehammerfremkaldende (ja, det er et ord. Som jeg selv lige opfandt) Zombie-mareridt. Jer der har læst med længe, ved at jeg har noget af en zombie-fobi, hvor flugtplaner, overlevelsesstrategier og casting til mit a-team,  hele tiden figurerer lidt i baggrunden af mine tanker. Og jajaja: jeg VED godt at det ikke er en særligt begavet fobi at have, men hvis I bare fik en prøvesmag på nogle af mine natlige zombie-mareridt, ville I også bedre kunne forstå hvorfor den slags sætter sine spor om dagen. Shit, de er scary!

For nogle år siden havde jeg dem hver nat. Der var jeg virkeligt presset, både på job og med alvorlig sygdom tæt på, og det hjalp ikke særligt meget på stressniveau, at vække mig selv med mareridt konstant. Siden da har jeg bemærket, at når den slags drømme dukker op igen, er det fordi der er noget i mit liv der ikke fungerer: noget der er utrygt eller for meget.

Lige nu er det mit arbejde der laver zombier. Jeg er virkeligt, virkeligt glad for mit arbejde helt generelt, og føler endelig at jeg er landet på en god hylde, hvor jeg kan se mig selv være mange år. Sidste år tog jeg jo en uddannelse som billedkunstunderviser, som jeg har undervist i de sidste 5-6 år, og også gør nu. Men det er ikke sikkert at jeg får lov til at undervise i det fremover, da min ledelse ikke er sikker på at de kan lade ikke-fuldtuddannede lærere varetage enkeltfag, og uvisheden presser mig ud i zombiedrømmene igen.

Hvis de siger endeligt nej, er jeg usikker på hvad jeg så skal: om det er mit fag eller en ellers god arbejdsplads der trækker mest. Har ikke meget lyst til at søge videre, men vil også føle mig frarøvet noget vigtigt, ved at stå og se på, mens andre overtager noget jeg er virkeligt god til og glad for.

Det er lidt derfor jeg er blog-stille for tiden, tror jeg, der er ikke så mange ord tilovers, hvor nætterne går med zombier, og dagene med tanker.

Lige med hensyn til zombier, er der heldigvis godt nyt: jeg har fået et anmeldereksemplar af “Den store zombiebog” tilsendt, og den er meget nyttig.


Målgruppen er givetvis børn, og mine mellempiger synes ganske rigtigt også den er virkeligt sjov, med tests og artikler. Jeg synes mest af alt det er godt at den kommer med seriøse bud på hvordan man overlever en given apokalypse – det sparer lidt dag-tænketid ikke at behøve planlægge helt så mange flugtplaner alene.

En solid anbefaling her fra, til Den store zombiebog, der netop er udkommet på forlaget Alvilda. (adlink og anmelderekseplar).
Og så håber jeg at jeg snart får noget vished om arbejdsliv, så jeg kan bruge min hjerne til andet!

03/25/19

Om at tage mærkelige fotos – en top 6 liste

Jeg har før lavet lister med random ting om mig selv, men formår ikke at skrive de elegante lister som modebloggerne skriver, med små kære særheder – mine særheder er altid mere sådan… sære.

Jeg har før skrevet en om at sidde fast i ting og en om hvor klodset jer er. Denne gang havde jeg, igen, tænkt kig at forsøge med bare at skrive en random liste, men er endt i noget tema: “mærkelige ting jeg tager billeder af”. Normalt hvis folk viser fotos på deres mobil, vil de ikke have man bladrer videre – måske fordi der ligger pinlige selfies, nøgenbilleder eller andet inkriminerende. På min mobil ligger der bare overraskende mange underlige fotos, der peger hen mod at jeg har lidt af en sær fotofetish.

Topliste over mærkelige fotos jeg tager:

1. Mine børn påstår hårdnakket at en af de mest fremtrædende træk ved mig er hvor pinlig jeg er. Selv tænker jeg det ikke som decideret pinlighed, men mere som et udtryk for at jeg har et afslappet forhold til egen værdighed. Har fx ikke den der blufærdighedsstopklods, der forhindrer mig i at sende tisse-selfies til folk. Skræmte kollega med dette toilet-fie, og fik enslydende:”stop dig selv!” sms’er fra alle fire børn, da jeg fra Sverige sendte dem et undrende “hvorfor-spejle-i-loftet-tisseselfie”.
2. Jeg ser ansigter i ting hele tiden. Biler med sure øjne, søvnige huse, overraskede stikkontakter. Tager også fotos af dem hele tiden – som jeg efter noget tid sletter igen, for hvem kan jeg egentlig nogensinde vise dem til? På en eller anden måde ikke den fedeste icebreaker til en fest at sige:”nå, vil du se en masse fotos jeg har taget af stikkontakter der ligner ansigter?”

Det her tog jeg i går:
Venlig type, ikke?

3. Resten af familien tager et ton af fotos af hunden når han ser nuttet ud. Der falder jeg mere i mobbe-fælden, og kan se på min telefon at jeg primært har fotos af ham hvor han ligger virkeligt dumt og sover, eller som dokumentation for de mange vanvittige stillinger han finder det nødvendigt at indtage når han skider. Her er således et flot billede af hvordan han vælger at tømme tarmen i en slags yogastilling, hvor han står på forpoter.


Altså: selve udførelsen er flot og elegant, men hvorvidt det er den mest praktiske måde at udføre den slags på vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved. Umiddelbart er det ikke en stilling jeg kan anbefale til lignende aktiviteter.

4.Bøger, der kan lyde sjofle. Der er mange børnebøger der kan læses ganske forkert fx.

5. Slåfejl og autocorrect. Er selv ofte lidt på hurtig på sms, og dår enten sendt dem til de forkerte, eller overser min kække autocorrect.
Sidst sendte jeg denne til min mand:

Har skrevet om flere sms-fejl her.

6. Skilte. Dem med stavefejl eller mystiske meninger.

Som jeg skrev om for nyligt, kan jeg snildt underholde mig selv en hel dag med den slags.

Nå, er neg den eneste? Hvad tager i fotos af?

03/19/19

Om det der kærlighed, del 33

Sidst jeg skrev på føljetonen, var vi nået til efteråret 2009.

Sommeren 2009 – før vi vidste at jeg ville blive gravid og vi ville være nødt til at lukke firma ned med tab – havde vi besluttet os for at indføre en ny tradition i vores familie: en alenebarnsferie når børnene blev ca 7 år . (Har skrevet mere om det bl.a her.)

En efterårsferie i London for den 7 årige Ældstepige sammen med mig var allerede betalt, og selv om jeg var monster-træt meget af tiden, og var kommet til at bestille nogle tåbelige flybilletter (hvor vi fløj om natten begge gange – man skal lige tænke sig lidt om, inden man sætter hak ud for de allerbilligste flybilletter, åbenbart!), så skulle vi altså afsted.

Vi fortalte børnene om den kommende baby lige inden, så den store kunne forstå det, hvis jeg var lidt ekstra flad på turen.

De to store lod til at synes det var en hyggelig ting med kommende lillesøster/bror, men den yngste, på 3 år, gav sig surt til at gemme sine yndlingsting væk, så “babyen ikke smadrede dem”. Efter at have set scanningsbilledet af “Reje” hjalp det dog på hendes humør, og hun begyndte at finde ting hun glædede sig til at lære den.

At have involveret børnene i graviditeten før uge 12 fortrød jeg bittert, da jeg få dage efter, sad på toilettet i Heathrow lufthavn, og opdagede en del blod i mine trusser. Jeg havde lyst til at græde; lyst til at få fat på flybilletter direkte hjem igen; jeg var ked af det og bange for om en spontan abort kunne være farlig. Men klokken var sent om natten, og jeg havde en træt syv årig med mig, som jeg skulle have gelejdet med hen på hotel.

Først da hun sov, sneg jeg mig ud og tudede i telefonen til Ninjaman, der lovede at ringe til min gynækolog og høre hvad jeg skulle gøre. Han ringede tilbage med besked næste dag, om at sådan gik det nogle gange, og jeg skulle ikke bekymre mig unødigt, men komme til tjek når vi kom hjem.

Næste dag var jeg på naturhistorisk museum med min tindrende glade pige, og hendes glæde, puffede mine bekymringer lidt til side. Jeg kunne mærke en klump i halsen i en udstilling om fosterets udvikling, men det meste af tiden kunne jeg skubbe tanken om  det væk.

Det var dejligt at have tid alene med min store pige, der havde delt mig med lillesøster-duoen så længe, og at se London gennem hendes øjne. Hun lagde mærke til alt det der var anderledes og “udenlands-agtigt”, og tog ivrigt fotos af alt fra postkasser og telefonbokse, til chokoladebutikker og metrostationer. Hun var også overraskende god til at gå langt, og på andendagen fik vi gået mindst ti kilometer, nærmest uden pauser. Da vi stoppede for at spise, gik jeg på toilettet for at skifte bind, og opdagede at blødningen var ved at stoppe. Jeg kunne mærke et lille håb for at “Reje” stadig fandtes, og de næste dage føltes lysere.

Belæsset med gaver til lillesøstre, og pandabamser og Big ben nøgleringe til globetrotteren selv, vendte vi hjem efter fem virkeligt fine dage sammen.

Her var mit fokus bare at blive undersøgt hurtigst muligt af gynækologen, og jeg sov nærmest ikke dagen før.

En lillebitte sparkende fod viste sig på skærmen – og vi græd af lettelse over at den endda sad fast på en hel og fin lille babyskikkelse.

En dreng, var hende der scannede ret så sikker på. Man kunne tage fejl når foster kun var 13-14 uger gammel, sagde hun selv, men der var altså noget der virkeligt lignede en tissemand. Forklaring på blødning kunne hun ikke give præcist – men alt så fint ud.

Vi fattede ikke vores held. Tanken om at sørge over at have spontanaborteret et barn, når andre jeg kendte havde svært ved at blive gravide med første barn, og jeg allerede havde tre fine børn, virkede alt for ensom.

“Projekt uplanlagt bonusbaby” var noget vi nu inderligt glædede os over, følte os heldige over, og det hærdede os nok til at kunne fortælle omgangskredsen omkring det – og leve med, at de spontane tillykker ikke sad løst på folk.

Der er vigtigere ting ved at få børn end perfekt timing, og det her var faktisk lige som det skulle være.

(fortsættes)

03/12/19

Boganmeldelse: “Oplyst” af Tara Westover + konkurrence

Vind bogen! Skriv en kommentar her nedenfor, og vær med i lodtrækning om dit eget eksemplar af den. Vinderen trækkes d. 10-4.
Erindingsroman.

Tara Westover er opvokset i Idaho, som yngste barn i en søskendeflok på 7. Familien er mormoner, og den altdominerende far har en dyb mistro til alle former for offentlige systemer, hvilket gør at ingen af børnene går i skole, og selv ved voldsomme ulykker og alvorlig sygdom, er den primære “lægehjælp” den jordemoderkyndige mors hjemmelavede urtemiksturer. Åbent kraniebrud, alvorlige sår, og tredjegradsforbrændinger behandles primært med urtedråber og kolde omslag.

Faderen er, formentligt, bipolar med paranoide træk, og børnene trækkes gennem en lang række øvelser for at forberede sig bl.a. på dommedag: øver flugtrute, sylter stor mængder mad, fikser beskyttelsesrum mm.

Taras ene bror dominerer hende i voldsom grad, med vold, trusler og urimelige angreb, som forældrene ikke beskytter hende imod, men da en hendes  andre brødre bryder ud og tager en uddannelse, ser hun pludselig en mulighed for en vej væk, og beslutter sig for at gøre det samme.

“Oplyst” er en erindringsroman, den både er oprørende, rørende og virkeligt velskrevet. At Tara, der først som 17 årig modtager undervisning, overhovedet formår at kæmpe sig videre efter den barndom er imponerende – at hun endda har formået både at få en doktorgrad i historie (trods det at hun som 17 årig aldrig havde hørt om holocaust), og skrive en erindringsbog så nuanceret er endnu vildere.

Det er en absolut læseværdig bog, fra en bemærkelsesværdig kvinde, der har levet et liv utroligt forskelligt fra resten af os. På omslaget roser og anbefaler både Bill Gates og Barrack Obama bogen, og jeg kan kun give dem ret: læs den!

Titel: Oplyst (adlink)
Forfatter: Tara Westover
Sideantal: 381
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Min vurdering: 4/5 store stjerner

03/7/19

Om børnecitater – dem med misforståede ord

Jeg elsker når børn kommer til at krølle sproget, eller opfinder andre ord, og skriver alle børnecitater ned i et dokument.

Selvfølgelig flest fra mine egne børn, men indimellem også andres. For et par år siden underviste jeg nytilkomne børn der ikke talte dansk endnu, og her kom der også gode bud på ord.

En dag havde børnene hørt sangen “indianer”, og blev ved med at nynne den bagefter. Jeg spurgte om der var nogen der vidste hvad ordet “indianer” betød. Dyb tavshed, indtil en lille 6 årig pakistansk dreng ivrigt rakte hånden op:” jeg husker det! Det er..  ligesom i matematik!” hvorefter han mimede hvordan man lavede en lige streg efter en lineal. Siden har jeg ikke kunnet høre sangen uden at tænke:”liiiinealer! Søn af alt der gror, vand og ild og jord. Liiiinealer – kalder du på mig!”

I mit dokument over hvad mine egne unger har sagt, har jeg i denne kategori disse. Sjovt nok er det kun barn nummer to og barn nummer fire der har lavet de kreative ord – de to andre har mere misforstået sammenhænge end ord:

 

Mindstebarnets “glædeshelium” bloggede jeg om for nyligt.

N 5 år:” årh mor, naboens dreng går til NINJA!… Eller måske var det spiderman?” (han gik til spejder ) 

N 6 år. Vi leger mime-leg, og hun skal gætte ordet “skrivemaskine”, men kan ikke huske det. “Jeg ved det! Det er et digteapparat!”

N 6,5 år:”mor, må jeg ikke få et flydkogt æg? Jeg elsker når det er flydende!”

N, 8 år, og nyopereret i maven for brok:”årh mor… Jeg føler mig så…harmløs!”(hun mente følelsesløs, men så ganske rigtigt også ret harmløs ud, der i hospitalssengen)

L 3 år ser at jeg er ved at skifte en elpære i spisebordslampen, og spørger interesseret:”hvorfor har du taget det der æble ud af lampen?”

L 3 år: ” se mig! Jeg laver gymnastik – jeg er en skraldemand!”(sprællemand)

L 4 år: “av, jeg har pine-hoved…”(hovedpine)

L 4 år:”skal vi spille jord-ma-klods?” (klodsmajor)

L 4 år:” det der er en hane og det der er en høne, og deres unger hedder kællinger!”

L 4,5 år:”se mine gækkebreve! Jeg har lavet et der er firkantet, og et der er rundkantet!”

L 5 år: “Samra fra min børnehave har en Gud der hedder det samme som Anemones far!” (Allan)

L 7 år: en af storesøstrene er sur og smækker døre, og L spørger:”Nå, er det de der hæmorider der styrer hendes hjerne nu?”
(Hun mente “hormoner”..)

—-
Hvad har I hørt af sjove ordmisforståelser? Skriv dem i kommentarfeltet eller send mig en mail på superheltemor@live.dk, så vil jeg se om der er nok til et indlæg med jeres citater;)

03/3/19

Anbefalinger af lidt af hvert, marts 2019

Her et af de der opsamlingsindlæg over ting jeg har syntes var fede den sidste tid, men ikke har haft tid til at skrive reelle indlæg om:

Biograffilm: “Green book”

Jeg har haft et blødt punkt for Viggo Mortensen siden han var Aragorn i Ringenes herre. Den form for lækkerhed har han ikke ramt siden, men han er fandme en god skuespiller, der kan utroligt meget forskelligt!

I “green book” er han den snæversynede, storsnakkende, storspisende, storrygende italienske udsmider, der bliver hyret til at være chauffør for en sort pianist, der skal på turne i de raceopdelte, racistiske sydstater. Gribende, oprørende, rørende og vanvittigt velspillet film. Green book vandt også, velfortjent, en Oscar for bedste film.

Se den!

Bog/film “Crazy rich asians”

(Denne del skal markeres som reklame, da bog er anmeldereksemplar, men det er ikke købt reklame)

Forlaget sendte mig uopfordret første del af trilogien “crazy rich asians”, nemlig bogen “Millionæren fra Singapore”. Jeg havde godt hørt at den var hypet, og at der var lavet en film havde jeg også hørt rygter om, men umiddelbart var det ikke noget jeg havde tænkt mig at beskæftige mig med. Ret hurtigt blev jeg dog opslugt af bogen, der beskriver fuldstændig absurd rigdom, og er utroligt fascinerende. Selve historien er lidt Pretty woman/Askepot/romantisk komedie standard, hvor sød asiatisk/amerikansk pige med ben i næsen, for første gang besøger sin søde kærestes familie i Singapore, og opdager at han har fortiet hvor afsindigt rige de er. Der er intriger og magtkampe, og det hele er underholdende, på “Dollars”-måden.

Helt klart underholdende læsning, hvis man trænger til noget let.

Jeg genfortalte så meget af bogen til mine unger, at de insisterede på at vi så filmen sammen. Filmen hedder bare “Crazy rich asians”, og den er noget mindre detaljeret end bogen, men stadig meget underholdende.

Tv-serie “Better things” på HBO

Tredje sæson af serien “Better things” er lige kommet på HBO, og den har jeg ikke fået set endnu. Glæder mig dog meget, for de første to sæsoner var fremragende!

Pamela Adlon har skrevet serien, og spiller selv hovedrollen som Sam, en fraskilt skuespiller, med tre døtre. En virkeligt velskrevet serie, med en god historie, morsom, rørende, og genkendelig. Meget stor anbefaling!

Brætspil “Dixit”

Vi har spillet brætspillet Dixit (adlink) næsten dagligt, siden vi købte det for en måneds tid siden, og vi har også købt en udvidelse til det. Det findes i flere varianter, og med mange udvidelser med ekstragodt. Det er ret simpelt, men kan varieres meget, og er utroligt sjovt. Kort fortalt går det ud på at man hver får en håndfuld kort med billeder på, og på skift fortæller en historie/et ord/ eller mimer den historie kortet kan fortælle – men lidt pakket ind, for det gælder om at nogen, men ikke alle, gætter kortet. Alle lægger et kort hver, der kan passe til historien, og så skal man gætte fortællerens kort.

Sjovt for både små og store, og vi har ihvertfald fået en lang række virkeligt gode historier ud af det.

02/25/19

Om at lide i stilhed

Herhjemme er vi mere eller mindre fælles om allesammen at gøre ting forkert – der er ihvertfald altid mindst en person der er utilfreds med eller dømmende overfor en anden persons opførsel.

Selv er jeg umiddelbart den der vinder flest “cringe-points”, ved at sige eller gøre pinlige ting, og så er jeg ret doven. En af børnene er den der oftest bebrejdes for ikke at gide hjælpe til med noget; en anden bliver for hurtigt vred; en tredje glemmer aftaler; og deres far råber for højt af sin Xbox klokken 05 om morgenen, når han ikke kan sove – hvilket så vækker nogle af os andre. Så der er hele tiden mindst en af os der er muggen over noget mindst en af de andre gør forkert. Sådan er det nok i de fleste familier.

Den eneste der ikke bebrejdes for noget, er hunden. Bevares: han slår da indimellem nogle stueryddende prutter, som ingen rigtigt er fan af; og han trækker stadig meget i snoren når man går tur, men generelt er der bred enig om at han er svær at blive sur på.

Der er således ret lang line over for opførsel børnene ville lynche deres søstre for: den kjole den ene mellempige under ingen omstændigheder må låne af sin søster, må hunden fx gerne snuppe en lang lur på, bare fordi han ser sød ud når han sover. At sove på ting er hans spidskompetence – hvilket er ret heldigt, for alle børnene har en spidskompetence der hedder smid-alt-tøj-håndklæder-stofposer-hovedpuder-bamser-på-gulvet-når-du-har-brugt-det-og-undlad-at-samle-op, så der er altid friske forsyninger af nye spændende ting at tage en lur på.

Set i lyset af hvor glad han er for at sove på hvad som helst, burde vi ikke være blevet så spændte, da den kurv han fik med da vi købte ham gik i stykker. Men det blev vi: tanken om at finde den helt rigtige kurv til ham, og se hans taknemmelige fjæs over den, var lidt spændende og projekt “køb en kurv” blev en familiebegivenhed.

Han blev også overdrevent glad, og dansede rundt om os mens vi pakkede den ud – indtil det viste sig at den var mindre end den kurv han havde før.

Dybt suk, og han ignorerede den en uge, med deprimerede lure kun på sokker og andet smidt på gulv.

I weekenden krøb han til korset, men uden at kapitulere helt: demonstrativt lagde han sig i den igen og igen, på måder der tydeligt viste hvor mikroskopisk og forkert den kurv var. Suppleret med dybe suk, og bebrejdende blikke.

Se selv: alt, alt for lille. Stakkels lidende dyr…

02/24/19

Postkort fra hunden 9 – “orange is the new black and white”

Her et nyt postkort, fra Winston til efterskoleungen, hvor han holder hende orienteret om hvordan hendes værelse har det i hendes fravær.
“Hej S.

Ja, det gik ikke rigtigt med min rockervirksomhed i længden… Både jeg og flere af mine medsammensvorne blev snuppet, og nu afsoner jeg med fodlænke på dit værelse. Sammen med nogle af gutterne. Du får muligvis svært ved at genkende dit værelse igen, for der er kommet tremmer for væggene og blevet sat senge op til os allesammen.

Måske ikke lige den form for indretning du tænkte, da du sagde du snart gerne ville flytte rundt på møblerne, men hey: i det mindste er det anderledes!

Jeg får smuglet hundekiks ind af en hemmelig kontakt, men ellers er det stramt at sidde fængslet. Til gengæld begynder jeg at føle mig som en ny og forbedret hund, og jeg lover at det er sidste gang jeg har sat min pote på den forkerte side af loven.

med angrende hilsener fra Winston, fange nummer 1782.”

02/23/19

Lørdagslæsning: “Et andet menneske, et andet liv”

(Indeholder anmeldelse af bog modtaget fra forlag og adlink, men er ikke købt reklame)
Et andet menneske, et andet liv er skrevet af somaliskfødte Sofie Jamas, der også selv flygtede til Danmark som 14 årig.


Jeg læste bogen i fine omgivelser i ferien, og selv ikke udsigten til pejs og bløde tæpper kunne bløde den grumme fortælling op.

For den er barsk! Sanselig, poetisk, nøgtern, fabulerende, men først og fremmest barsk.

Historien følger primært Baraka, der efter en hård opvækst i krigshærget Somalia flygter til Danmark, hvor kontrasten mellem det liv som nomade hun levede før; moderens hårde retorik og forventninger; og det danske hverdagsliv er stor, og hun føler sig rodløs på mange punkter. Som 12 årig lod hun sig frivilligt omskære for at få moderens gunst; og omskæring – både som det indgreb det er og i overført betydning (hun beskriver sine identitetsskift som at skære i sig selv) – er en rød tråd i bogen.

Baraka møder og bliver venner med den ældre jødiske kvinde, Esther, der selv er flygtet fra en koncentrationslejr under anden verdenskrig og har en historie der er lige så hjerteskærende som Barakas.

Baraka vil være en anden end den hun er, og forvandler sig til Maria, og lever først et kedeligt provinsliv, dernæst et glamourøst liv som skuespiller i USA, men rodløsheden hiver stadig i hende.

Ved romanens indledning arbejder hun som tolk, hvor hun involverer sig i drengen Umar, der er flygtet fra Syrien. Umars historie er også tung og hjerteskærende, og jeg synes godt at noget af den kunne have været skåret fra, for at den stod skarpere og mindre sensationspræget. Det er de indre konflikter hos personerne der griber mig mest, ikke al den ondskab de påføres udefra, og Umar påføres lidt for meget.

Jeg var mest begejstret for Barakas livshistorie og måden hun fortæller den på, og synes bogen mistede noget af poesien til fordel for drama hen mod slutningen, men grundlæggende var det gribende læsning.

Det en bog der indeholder rigtigt meget, og knytter tråde mellem det at være flygte, tilpasse sig, og holde fast i sig selv, og berører temaer som seksualitet, religion, identitet, kvinderoller og kultur. De tre personer: Baraka, Esther og Umar er forskellige og kommer forskellige steder fra, men deres lighedspunkter som flygtninge er tankevækkende og trækkes fint op.

Bogens titel:Et andet menneske, et andet liv
Forfatter: Sofie Jamas
Forlag: Politikens forlag
Sideantal: 320
Min vurdering: 4/5 stjerner