06/20/17

Børnebogs-anbefaling: “Hundemand”

De fleste af Jer bliver glad for bog-indlæg, og da jeg alligevel læser meget og ELSKER at få andre til at læse noget jeg har været vild med, har jeg tænkt mig at skrive den slags lidt oftere.

Mine to yngste døtre er også utroligt glade for bøger, så indimellem vil en af dem gæsteblogge lidt, og anbefale nye yndlingsbøger.

Første unge bog-blogger er min yngste pige, der vil anbefale sin nye yndlingsbog:  “Hundemand”.

IMG_1297

L, lige fyldt 7 år: “Hundemand er bare SÅ sjov!!

Den handler om at der var et menneske og en hund. Den anden havde noget dårligt med hovedet og den ene var bare en hund. Så gjorde de sådan at de tog hundens hoved og syede det sammen med mennesket. Han startede med at være en politihund og en politi, men så blev han til hundemand.

Det er altså godt fundet på!

Skurken hedder Pjevs, og han er meget klog. Pjevs er en kat.

Hundemand redder dagen, fordi at Pjevs opfandt sådan en farlig støvsuger. Der er også hotdogs der bliver onde. Det er det skæggeste!

Det er en af de bedste bøger jeg har læst i mit liv, og det er sådan en tegnefilmsbog. En tegneserie, hedder det jo!

Det er ham der også har skrevet “Kaptajan underhyler” og den er virkeligt sjov også. Jeg har også set “Kaptajn underhyler” filmen og den er VIRKELIGT sjov! Jeg ville give den 5000 stjerner.

Jeg synes man skal læse “Hundemand”! Den er for alle der er fyldt fem år, synes jeg. Også voksne. Fordi den sådan handler om noget med at fange forbrydere og den slags. Det kan voksne også godt lide.

Bag i bogen er der noget om hvordan man selv tegner det. Jeg har tegnet mange tegninger efter dem, men jeg ved ikke hvor de er allesammen.

IMG_1283

Det skæggeste er, at der også er hvordan man tegner Pjevs når han er usynlig! Hahaha! Det er virkeligt sjovt. Så er der bare hvidt. Jeg har vist det til ALLE jeg kender!

Jeg har læst bogen måske fire gange. Altså, ikke helt selv, men jeg har fået den læst højt. Jeg skal læse den igen i ferien! Jeg tror faktisk jeg vil tegne Hundemand igen om lidt”

IMG_1280

Titel: “Hundemand”

Forfatter: Dav Pilkey

Forlag:Carlsen

udgivet: 2017

sideantal: 231

link er affiliate og bogen et anmeldereksemplar. Den store begejstring er barnets egen.

06/19/17

Om bekymringer og glæden sig

Noget af det grimmeste ved sygdom, er at det trækker værdien ud af alt andet, og dækker selv de hyggeligste dage med et fedtet lag af bekymring.

Det er Ninjamans halvårlige cancer-tjek der har spøgt de sidste måneder. Denne gang endnu mere end ellers, da første scanning viste en skygge, der muligvis bare var fra de kunstige tænder – men den skulle altså ekstra-scannes.
Ventetiden har været lang.
Der er nogle ting det ikke hjælper at tale om. Hvor det at sætte ord på sin egen frygt, bare kan antænde noget unødvendigt hos den anden.

Så det eneste jeg har sagt om det, har været det beroligende indlysende: hvorfor skulle det komme tilbage på præcis det samme sted, når alle de dele der før sad der, er blevet erstattet med nye dele?
Det lyder jo usandsynligt.
Bortset fra i mine søvnløse nætter, efter klokken 02, hvor min bitch-hjerne altid har haft det med at afspille skrækscenarier.

Selv fra en erfaren søvnløshedsrytter som mig, har der været ekstramange af den slags nætter.
Når jeg endelig har sovet, har der så været skruet op for drømmene: nogle lede små kavalkader af rædsel, hvor jeg mistede ham på hundredevis af måder, og vågnede gispende op, uden at føle jeg kunne tillade mig at vække ham. Min skræk har ikke haft noget at gøre i hans hoved, når det er ham det hele handler om, så jeg har forsøgt at forsegle den i små lommer inden i mig selv.

Nu er ventetiden ovre: han er stadig kræftfri.

Det begynder faktisk at føles lettere, det med scanningerne, her efter tredje gode resultat. Selvfølgelig bliver han ved med at være rask!

(Nogen må godt minde mig om dette, når vi om et lille halvt år venter på svar igen, ikke?)

IMG_3126

Nu kan jeg så igen bekymre mig om alle de ting sygdomsskrækken har blegnet.
Zombie-fobien jeg har, byder jeg således hjerteligt velkommen, som en mindre skræmmende ting at frygte.

Når søvnløsheden stadig melder sig, uvillig til helt at slippe mig, kan jeg også panikke over nye ting der skal ske:

– jeg er kommet ind på en uddannelse, som jeg har villet tage i årevis, og skal tage den sideløbende med arbejdet næste år. Er megaglad og spændt – og en smule  bekymret for hvordan det bliver at jonglere studie og fuldtidsjob

– jeg har søgt og fået job, hvor jeg allerede nu skal bruge det jeg skal uddanne mig i. Starter efter ferien og er behørigt nervøs – men selvfølgelig også glad.

– mit ældstebarn – hende der for ca tre sekunder siden var et lille 0. klasses barn med tynde fletninger – havde sidste niende klasses eksamen i torsdags. Stor og smuk og sej og klar til at komme videre i livet. Det er så fantastisk, men alligevel kan følelsen af hvor hurtigt tiden går, skræmme mig helt firkantet i perioder.

Sommerferien venter heldigvis lige om hjørnet, og vi skal lave så velsignet lidt, at jeg kan nå at få noget ro oven i hovedet igen. Jeg glæder mig helt overdrevent meget til ferie i år, med planer der ikke strækker til mere end:

Læse bøger og glo på skyer.

Grille fisk og slå smut.

Fiske krabber og bygge sandslotte.

Spille spil og gå ture.

og, vigtigst af alt: nyde lige det sted vi er i lige nu i vores liv.

Det er et godt sted at være.

og det skal nok gå.

 

06/8/17

Om tiden med små børn – et indlæg jeg skrev som gæsteblogger

I mandags fejrede vi mindstebarnets 7 års fødselsdag, for tredje og sidste gang. En tindrende glad lille pige, midt i flokken af klassekammerater. Hun havde den bedste dag, og det var al bøvlet værd.

Men tænk, at alle mine piger pludselig er blevet så store! Hende her fødselsdagsbarnet, med skrammede knæ og manglende fortænder, har netop været så lille her:

IMG_1286

Og jeg skal ikke igen være mor til en et årig, to årig, tre årig, fire årig, fem årig eller seks årig – hvilket jeg ellers efterhånden synes jeg er blevet god til at være.

Det mindede mig om at jeg endnu ikke har fået delt dette indlæg, som jeg skrev til fantastiske Cecilies blog, Sneglcille.dk, for nogle uger siden. Et tilbageblik til dengang mindstebarnets tre storesøstre alle var under fem år gamle, og hun ikke engang var tænkt på endnu.

——-

Kære Cecilie.
Fødselssmerterne, og den uendelige træthed i kroppen har jeg lykkeligt glemt følelsen af, men når jeg ser fotos af dig med lille Lou Lou, kan jeg helt tydeligt genkalde mig hvordan mine egne fire døtre duftede og føltes som så små.
Hvis jeg lukker øjnene og kupler min hånd, kan jeg endda huske forskellene på deres små hoveder.
Mit første barns hår, der bølgede silkeblødt mellem ens fingre når man holdt hende.
Andet barns lillebitte, kuglerunde hoved.
Tredje barns knoklede store hoved, der ofte fik mig til at tænke på hvor særligt ondt det havde gjort at føde det.
Fjerde barns munkefrisure, med en skaldet plet på toppen, der fik svedperler på når hun fyldte bleer.
Måske er det en af de få ting kroppen aldrig glemmer: duften af helt nyfødte børn, og fornemmelsen af deres dunede små hoveder, der hviler i ens hånd?

Da du spurgte mig om jeg ville være barselsvikar blev jeg beæret og glad – og en anelse præstationsangst. Jeg elsker din blog og er vild med dig, men når emnet er frit, er det svært at afgrænse sig, og jeg har vævet rundt i hvad pokker jeg skulle skrive om.
Det endte med dette her:

———

“Jeg kvæler den næste gamle dame der kvidrer:”husk nu at nyd det! Det går så hurtigt, den der tid med småbørn!” til mig!” hvæsede jeg sammenbidt til min mand i telefonen. Han var på arbejdsweekend, og jeg var alene med en knapt femårig og hendes to pseudotvillingesøstre på halvandet år og nyfødt. Der var grød på gulvet og i mit hår, og hele seancen med at få alle tre børn rene, mætte og i seng havde taget timevis.
Hjemturen fra børnehaven havde været en af dem, hvor ingen af de to institutionsbørn ville med hjem; baby vrælede; mellembarn fyldte bleen det sekund jeg havde fået moslet alle tre i flyverdragterne; og den femårige var rasende på de to andre, der havde krøllet en fin tegning hun havde lavet.
Jeg havde mast barnevognen gennem tunge snedriver hele vejen hjem, stadig med sur baby i vognen, sur børnehavepige ved styret, og sur tumling der lå og havde raserianfald i snedriverne.
I Netto, hvor vi måtte ind efter mælk, havde en ældre dame komplimenteret de tre unger – der holdt midlertidig pause i surhed – og sagt jeg skulle huske at nyde dem.

Han grinede og sagde:” ved du hvad – den her tid bliver med garanti den vi kommer til at kigge nostalgisk tilbage på, som noget af det bedste i vores liv.”

Og tænk: han fik ret.

Når jeg nu – ti års tid og et ekstra barn senere – ser tilbage, husker jeg den tid som set gennem et af de der pæne Instagram filtre. Et af dem med det bløde lys, hvor forældrenes trætte poser under øjnene udviskes lidt – eller et af dem der gør alting ekstra farvestrålende, og får børnene til at fremstå muntre og livlige.
Og det er ikke engang helt snyd, for sådan var det også.
Der var bleer og vasketøj, grød og gråd – men der var også klistrede kram, legepladser og legoklodser, højtlæsning og huler, der opvejede det andet.

Jeg har altid godt kunnet lide børn, men helst nogle der var så store at de kunne fyre en ordentlig vits af, eller tale om noget man rent faktisk gad tale om. Sådan tænkte jeg før jeg selv producerede børn, og det kom helt bag på mig hvor awesome tiden med småbørn kunne være.
Nu har mine egne fire unger nået aldre hvor de kan fyre ordentlige vitser af og tale om ting jeg rent faktisk gider tale om. Alligevel er det at jeg kan tage mig selv i at se på fotos af dig, Cecilie, med din fine flok, og også savne den tid, som jeg engang bare troede skulle overleves.
Den vigtigste sætning man som forældre til mange små børn skal huske er:” det går over”.
Den kan man bruge både når der er grød på væggene og alle tuder – men også når de krammer hinanden på allermest rørende vis, og moderhjertet smelter.
Fornemmer du hvor pointen er på vej hen?
Jeps – det er mig der er den gamle dame nu, der kvækker:” nyyyd det, husk at nyd det! Tiden går så hurtigt!”

Kærlig hilsen Kim

05/30/17

Boganbefaling: “Et lille liv”

Jeg er ikke ligefrem firstmover på bogfronten, da jeg ofte først får læst de hypede bøger når de kommer på tilbud i butikkerne, og kun skriver om de allerbedste bøger jeg læser, og ikke nævner de dårlige.
Hanya Yanagiharas “Et lille liv” var allesteder da den udkom i februar, og jeg var nervøs for om den blev hypet så meget at jeg ville blive skuffet – det blev jeg ikke.

IMG_1252

Det er en af de mest uafrystelige bøger jeg nogensinde har læst, og da jeg vendte sidste side var jeg nødt til at bladre tilbage og genlæse passager, da jeg ikke havde lyst til at slippe den igen.

Bogen følger fire venner – Jude, Willem, Malcolm og JB – gennem ca 40 år af deres liv, med tilbageblik til deres barndom og tiden før de mødtes.

Det er en ordentlig moppedreng af en bog på 800 sider. De første 100 sider er der mange mennesker man skal have styr på, da synsvinklen skifter glidende mellem flere personer – jeg overvejede sågar om jeg skulle tage noter, så jeg kunne huske hvem der kom fra hvilken baggrund –  men når hovedpersonerne først er på plads, er de det også i en grad, hvor man virkeligt føler man kender dem.

Som bogen skrider frem bliver det personen Jude der fylder mest. Han har haft en forfærdelig barndom (så forfærdelig at det føles lige karikeret nok – en fjerdedel af det han har oplevet kunne have været rigeligt til at fortælle historien…) og som voksen kan det ikke slippe ham.

Han er plaget og forkrøblet, fysisk og psykisk, og hverken et succesfuldt arbejdsliv eller vennernes store kærlighed til ham, kan hele ham.  Det er hjerteskærende at læse, og når jeg skriver det sådan kan jeg godt høre at den lyder tung og trist, men sådan er den ikke kun.

Bogen er fyldt med håb og kærlighed og venskab, på en måde der løfter hele fortællingen, og er dybt rørende, uden at være klistret sentimentalt. Personerne er så helstøbte og levende, at man føler man kender dem i virkeligheden.

Jeg kan kun sige: læs den! Tag den med på sommerferie, kæmp dig igennem de første forvirrende 100 sider, og forbered dig på at fælde tårer. Det er en bog man ikke lige glemmer igen.
Titel:  “Et lille liv”

Forfatter: Hanya Yanagihara

Forlag: Hanya Yanagihara

udgivet: 2017

sideantal: 794

05/28/17

Om en syvårig

Vi regnede forleden ud, min mand og jeg, at vi lige om lidt har oplevet at have et barn der har fødselsdag hele 44 gange. 44! Det er flere fødselsdage end jeg selv har holdt – og så tæller jeg ikke engang med, at de ofte er blevet fejret mere end en gang, hver gang…

Min lillebitte mindsteunge fylder 7 år på lørdag. Man skulle tro jeg var hærdet efter at have oplevet 43 markeringer af årsdage for et af mine børns ankomst, men nej: jeg bliver lige overrasket  hver gang en af dem fylder år.

Ønskesedlen har hun selv skrevet:

image
“Sjippetov, Tivoli, svømmehal, vandballoner”. Derudover ønsker hun sig også en badedragt, dykkerbriller, løbehjul, og en Playmobil-butik. (linket er sådan et hvor jeg får et par kroner hvis i køber noget gennem det;))
HVAD ?? Min mindstebaby kan skrive?

Læse kan hun også. Det er kun et par uger siden at hun opdagede at hun kunne læse, og jeg får dagligt læst højt af spændingsromaner, som fx “Sif så en kat” og “Bo har en is”.
Simpelthen så hyggeligt at have en lille læseunge siddende på skødet, mens hun omhyggeligt staver sig igennem teksterne.

IMG_3166
Jeg kan tydeligt genkalde mig hvor lykkelig jeg selv blev da jeg knækkede læsekoden, og glæder mig over at hun finder det lige så sjovt som jeg husker det.

I dag kommer familien til pizzafest. Her til morgen kom hun ind og lå og nussede i min seng, mens hun frydede sig over forestående fejring, og  vi talte om hvordan det var at blive lige netop syv år.

“Mit hoved er vokset, fordi min hjerne er vokset af alt det jeg ved, kan du se det?” Spurgte hun, og det kunne jeg måske godt se, nu hun sagde det. “Sådan er det at blive syv år.”

Nå, nu hopper fødselaren foran mig, og vil have lov til at hjælpe med at rulle pizzadej ud. Så når jeg ikke frem til de sædvanlige sentimentale pointer, om hvor hurtigt tiden går.

Dem må I have tilgod,e til det rigtige fødselsdagsindlæg!

05/27/17

Om det der med blomster og bier

For nyligt viste jeg min ti åriges tegneserie, der handler om hvordan man laver børn frem. Den historie kan åbenbart godt fortælles helt uden nøgenhed og pinlige ord – jeg tvivler dog på om den er 100% biologisk korrekt.

Det fik mig til at tænke på noget min yngste niece fortalte, da vi passede hende nogle dage i påsken: hendes farfar havde tilbudt at læse en bog for hende, og hun havde fundet en gammel bog, om hvor de små børn kommer frem, som hun selv syntes var spændende

Niece:” ja og så læste han sådan her: “og så tager manden sin… AI DET STÅR DER BARE IKKE?!?” og “kvinden har en revne, den kan man kalde en ku….NEJNEJ det kan man da ikke sige? Det er ikke for børn!!” – og så læste vi altså noget andet…”

IMG_3201

Jeg har moret mig meget over hendes meget præcise imitation af hendes søde farfar siden, og forstår ham godt: børns bramfrie optagethed af kropslige funktioner kan godt prikke til ens egen blufærdighed indimellem.
Det er halvandet års tid siden at mit mindstebarn fandt ud af hvordan babyer rent faktisk kom ind i maven – indlægget om det kan læses her.
Foranlediget af denne nye viden bad hun mig dengang om at filme mens hun sang en ny sang hun havde fundet på – videoen er ubetaleligt morsom, særligt fordi man kan høre på mig, hvor chokeret jeg blev over sangen hun skrålede. På det tidspunkt skrev hun konstant sange, som jeg skulle optage mens hun sang, men de handlede mest om noget med blomster og kattekillinger – og der var mere blomster og bier over dette nye hit.
I sin fulde længde lød teksten:
“Mor hun har knaldet
mor har knaldet
mor har knaldet fire gange.
og hun har knaldet sammen med far!
OG DE HAR KNALDET FIRE GAAAAANGE!”

Og så mig der siger:” nejnej, det synger du da ikke?” indover.

Ville virkeligt ønske at hendes storesøster havde tegnet den om hvor børn kommer fra noget før, så vi havde kunnet nøjes med den version lidt længere – og tænker at min nieces farfar nok også ville have foretrukket den.

05/22/17
IMG_1260

Test af sære madkombinationer del 1 – et mandagstip

For noget tid siden skrev jeg et indlæg om hvor glad jeg er for at spise ost med nutella eller pålægschokolade under, og efterfølgende var der rigtigt mange af jer der kommenterede eller mailede med jeres mystiske opskrifter på madkombinationer.

Min modige madglade ti årige har testet alle de indsendte forslag, sammen med skiftende med-testere, og giver hermed anmeldelser af nogle dem – resten kommer i en del to.

IMG_1257
Test: flødeboller med bugles
A, ti årig madanmelder: “HM, ja det ser jo pænt ud sammen. Næsten smart. Jeg kan godt lide at det er sprødt og blødt sammen, sødt og salt. Men majsen fra bugles smager meget igennem, og drukner skumsmagen lidt.
Jeg ville måske ikke vælge at købe det sammen, men jeg ville blande det igen hvis begge ting var der!”
Stjerner: 3/5

C, 8 årig hjælpetester: “Altså jeg vil helt sikkert helst spise det hver for sig. Begge ting er lækre, men blandet er det underligt. Folk er mærkelige…”

Stjerner: 2/5

IMG_1258

Flæskesvær dyppet i hindbærsyltetøj:
A, ti årig madanmelder: “det smager lidt af juleaften. Eller IKEA. På en virkeligt, virkeligt dårlig måde. Jeg kan spise det uden at kaste op, men det er altså ikke godt. Jeg vil aldrig smage det igen i mit liv…”
Stjerner: 1/5

Ninjaman, 44 årig flæskesværsconnaiseur: “Det er meget salt og fedt, og bliver rundet af, af det søde. Lækkert! Man bliver slet ikke smagsmæt. Jeg har fået det før på en bar, bare med hjemmelavede flæskesvær og brombærsyltetøj, og det var godt til cocktails. God tømmermændsmad – jeg tror faktisk jeg skal have købt en pose mere til min morgenmad dagen efter festen på lørdag!”
Stjerner: 4/5

IMG_1259Toast med hamburgerryg, karry, banan og ost, bagt i ovnen til osten smeltede:
A, ti årig madanmelder: “Det lød afskyeligt. Jeg troede det ville være værre, men det er ikke værst. Det smager som boller i karry. Jeg er ikke vild med banan der er varm og blød, og i starten var jeg ved at kaste op over det, men smagssammensætningen er okay tænkt. Det er sødt, salt og krydret. Jeg ville gerne lave det igen, men uden bananen, for den er lidt weird og jeg er ikke vild med banan. ”

Stjerner: 2/5 med banan, 4/5 hvis man dropper den

N, 12 årig storesøster:” Ad ad ad ad ad ad ad!!!!”

Stjerner: 0/5

IMG_1266

Is toppet med salte popcorn:

A, madanmelder på ti år:” Popcornene blev ulækkert bløde, og kolde. Normalt er popcorn lune. Det er ikke den bedste sammensætning, men det var fint nok. Salt og sødt fungerer godt samme, men det er ærgerligt med konsistensen, det trækker ned at den bliver så klammo.”

Stjerner: 3/5

IMG_1272

 

Banan med ketchup og ristede løg.

A, ti år:” det er det VÆRSTE jeg har smagt i mit liv! Hele mit liv. Det smagte seriøst af røv – af satans røvhul! Det er som om mine smagsløg døde, og kom til helvede. Jeg brækkede mig i skraldespanden. Jeg troede jeg ville kunne synke det, men jeg kunne bare ikke, det var helt forfærdeligt.”

stjerner: minus 5/5

Mig, 41 og ikke modig:” ketchup og ristede løg smager af så meget, at det overdøvet banansmagen. Jeg ville til hver en tid foretrække det med en pølse, istedet for banan, men det var ikke decideret klamt. Kommer dog ikke til at smage det igen…”

stjerner: 1/5

Alle jeres forslag med leverpostej nægtede hun at teste, da hun ikke kan lide leverpostej… Måske tør en af jer læsere teste dem? Jeg er virkeligt overrasket over hvor opfindsomme I er, når det kommer til leverpostej!:

“Knækbrød med leverpostej og rosiner”

“Leverpostejsmad med ketchup”

“Leverpostej på rugbrød toppet med bananskiver”

“leverpostej med ost på”

“leverpostej med hindbærsyltetøj”

“Leverpostej med remoulade og ristede løg”

“Franskbrød smøres med leverpostej og ovenpå kommes rødbede og ost og så skal det en tur i ovnen”

Tak for jeres input – nye tests kommer snarligt, da den modige madanmelder synes det er enormt sjovt.

05/18/17

Om tyve år sammen

Den 9-9 er det præcist 20 år siden jeg mødte min lækre Ninjaman.

(Hele historien kan læses i den – foreløbigt – 28 afsnit lange føljeton).

20 år!! Vi har været sammen i næsten lige så lang tid som vi havde levet før vi mødte hinanden.
Egentlig blev vi først kærester et halvt års tid efter den dato, men da vi begge har følelsen af at vi nærmest væltede ned i en stor forelskelse fra allerførste blik, har det været den dato vi har forsøgt at fejre.

Men den niende september er også den dag hvor lægerne for to år siden første gang begyndte at tale om at de troede det kunne være kræft Ninjaman havde… Det halvandet år der fulgte har været urimeligt hårdt. Efter den store operation, hvor han fik amputeret en halv underkæbe, og sat et stykke skinnebensknogle med tilhørende væv, blodårer og muskler op i stedet, blev han siden opereret flere gange, for at lave nye gummer, tænder m.m.

Han har været så sej, men det har eddermaneme også været barskt, og det er forfærdeligt at være med på sidelinien og ikke kunne tage bare lidt af smerten fra ham undervejs. Vi er ovre alt det med operationer nu, så nu stikker frygten kun sit lede ansigt frem hvert halve år, når han bliver scannet for at se om det er kommet igen. Lige nu venter vi igen på scanningssvar, hvilket puster til al min søvnløshed og Zombie-mareridt – og vi har lyst til at tænke på noget andet.

Det virker så forkert at vores fine niende september er blevet smudset til med det fedtede cancerfinger-aftryk, og vi har talt om at vi burde stjæle dagen tilbage. Lave os en ny mærkedag oveni.

Feste det væk.

Da vi blev gift første gang var jeg højgravid, og vi havde hverken overskud eller økonomi til at fejre noget som helst, så det blev en stille, privat ting på rådhuset et par dage efter vores fire års møde-hinanden-dag. Vi blev surprisegift ved vores tredje barns barnedåb, en tilfældig januarsøndag, fem år senere. Mest fordi ting var lidt sorte på det tidspunkt, og vi havde brug for at fejre noget af det der stadig var smukt og fint. Der var mange gæster, og det var en god dag, men føltes stadig mest som babys dag og ikke helt vores. Blev heller ikke så vildt.

Det er måske lidt grådigt stadig at føle man har en bryllupsfest til gode, når man allerede har giftet sig to gange med hinanden – men det føles lidt sådan.

Er det fjollet?

Jeg har ikke stor erfaring med festplanlægning. Før vi fik børn holdt vi tit fester, men det var mest noget med at invitere på gryderet og så tog folk selv bajere med.

Kan man holde en kombineret den-vilde-bryllupsfest-vi-aldrig-fik-holdt/fuck-cancer fest, for ca. 80 mennesker i en have, sådan lidt uformelt, og ikke alt for dyrt, og få det til at slette det grimme?

IMG_0772

20 år – lyder det ikke ret vildt?

05/11/17

Om fnisekunst

Jeg sætter generelt pris på kunst; elsker museer; amatør-maler gerne, og bemærker altid hvad der hænger på væggene forskellige steder.

Udsmykningen på gangene på min arbejdsplads siger mig dog ikke det store. Grafiske tryk, med motiver der muligvis er blomster/planteinspirerede.
IMG_3040

Umiddelbart tænker jeg at der sagtens kunne have været fundet mere inspirerende billeder, men i det mindste kan de da ikke støde nogen.

Men så kom jeg til en gang jeg ikke normalt færdes på, og så denne her:

IMG_1195

Hvordan kan det være at nogen har købt det, indrammet det, hængt det op – og slet ikke tænkt over hvad det mon lignede?

Min indre teenager er begyndt at få en omvej forbi kunstværket, bare for at kunne fnise sjofelt, og jeg kigger spændt på alle der passerer det, for at se om de også reagerer med fnis.

(Spoiler-alert: det gør de ikke. Hvilket nok siger mere om mig, end om dem…)