01/14/19

Anbefaling af gode bøger for 7-14 årige

Ikke sponsoreret, men link er affiliate og nogle af bøgerne er modtaget til anmeldelse.

Denne vinter har jeg og mine unger fået læst usædvanligt meget, fordi vi har lavet en masse gode rutiner med at skiftes til at læse højt for hinanden på andre tidspunkter end ved sengetid. Den ene af børnene skal øve sin læsning, så vi læser lige så snart vi kommer hjem, af en bog der er sjov nok til at hun kan hænge i.

En af de andre har et aktivt socialliv, og har brug for at vi klemmer noget fordybelsestid ind, hvor vi putter i et hjørne, en seng eller badekarret og læser en bog  – gerne en hun har læst før, så hun med sikkerhed ved at den er god.

Den tredje af dem vil bare gerne høre noget megaspændende, og vi har læst bøger sammen som vi næsten ikke har kunnet slippe. Indimellem laver vi kedelige pligter (folder vasketøj fx) mens vi læser i vores spændende bog, hvilket kan forsvare at vi bruger så meget tid på den.

Her er anbefalinger af de bedste bøger vi har læst i hver kategori:

Bøger, der er sjove nok til at børn der skal træne læsning gider:

En træhuse på 13 etager er første del af en serie, om drengene Andy og Terry der bygger den vildeste hule i et træ, mens de skriver bøger om det. Der er sjove tegninger, en crazy handling og masser at tale om og grine af. Jeg tænker målgruppen er skøre børn i alle aldre. Den er god til både højtlæsning og selvlæsning. Min og barnets tildeling af stjerner: 4/5 stjerner.

Girlpower er korte kapitler, om 50 forskellige stærke, nulevende, kvinder. Der er noget indbydende ugebladsagtigt over layoutet, og mellempigerne læste den med stor interesse. De giver den 4/5 stjerner.

Bog, der hurtigt får favoritstatus hos børn der kan lide velkendte ting:

Krølle og Puha og den belgiske sliksamling er en af de bøger mindstebarnet har fået læst flere gange (hendes andre favoritter er bøgerne om “Mira” og “Hundemand-serien). Denne her kilder hendes humoristiske sans: om en nuttet pingvin, der viser sig at være ond, og overtager magten på skolen, og børnene Krølle og Puha der forsøger at opklare hvem der bestjal slikmutter.Hun giver bogen 4/5 stjerner – min vurdering ville nok ligge en stjerne under, men det er nok mest fordi jeg snart er træt af at genlæse den;) Bind 2 i serien er på trapperne, og står øverst på ønskesedlen.

Bøger til børn der kan lide virkeligt spændende, komplicerede fortællinger:
Jernprøven er bind 1 i en serie på 5, der alle er udkommet og oversat til dansk – så bare gå i gang!

Selv om der er mange sjove scener, gode personer og teenagebekymringer, er den også ret mørk og uhyggelig, så målgruppen er nok mindst 11 år samt teenagere/voksne.

Callum Hunts mor blev dræbt i en krig mellem magikere da han var baby, og hans far hader derfor alt der er magisk. Da Callum bliver udvalgt til at søge ind på Magisterium – magikerskolen – er målet derfor at dumpe. Dette sker selvfølgelig ikke, og snart er han i oplæring hos Mester Rufus, sammen med to andre børn.

Umiddelbart minder bogen en del om Harry Potter: børn trænes i magi på hemmeligt sted, som resten af vores almindelige verden ikke kender til, men den føles på ingen måde som en kopi. Magisterium er et magisk, spændende og dystert sted, og hele grundhistorien om krigene mellem gode magere og “Fjenden”(der kan forvandle magere til kaosramte zombiedræbermaskiner), er pirrende. Vi er netop startet på bind to, og synes det er vanvittigt spændende, begge to!

5/5 stjerner, både fra den 12 årige og hendes mor

01/8/19

Postkort fra hunden 8 – rockerhunden

Her er postkort fra Winston til efterskoleungen, i føljetonen om hvad der sker med ham og hendes værelse, mens hun er væk:

“Hva så, S.

Ja, det gik jo strygende med min virksomhed, og jeg havde flair for at være direktør. Men så skete der forskellige ting og sager, og min sekretær, Jonna, endte med at tage skraldet, og sidder nu i fængsel. Det skal vi ikke bore for meget i…

Jeg har heldigvis fundet en masse nye, gode forretningsforbindelser, og er på en måde stadig en slags direktør: jeg er nu præsident i rockerklubben “MC hunnis”. Du kan nok ikke kende dit værelse når du kommer hjem igen, for vi bruger det til at reparere motorcykler i nu, og der hænger plakater med saftige tæver på alle væggene.

Meget af tiden bruger jeg på at gå rundt i min læderjakke og se hård ud, samtidig med at MC hunnis sidder på al hashhandel på Vestegnen. Sindssygt nemme penge! Jeg er ikke helt god til det med at køre motorcykel selv endnu, men  jeg er ved at lære at tatovere, og som tak for lån af dit værelse, laver jeg gerne en gratis tatovering på dig. Mens du sover. Sådan lidt surprise-agtigt. Måske af et poteaftryk?

Ses.

Winston aka flænsefjæs”

 

 

01/7/19

Om nytårsforsætter og liv der går for hurtigt

“Man skal passe på med ikke at leve sit liv sådan, at det bare føles som om årene tager hinanden, og tiden er noget der bare bliver overstået” sagde en af mine veninder henkastet i en samtale lørdag formiddag, hvor jeg drak kaffe med hende og nogle andre veninder.

Hendes ord har rumlet rundt i mit baghoved lige siden, for det er lidt på den måde mit liv føles for tiden – og har gjort det længe. Og jeg ved ikke hvilken bremse det er man skal hive i, for at få tiden til at gå langsommere. Eller bare sanse at den går, så det ikke kommer bag på en.

En anden veninde beskrev, hvordan hun i ferien havde tudet ned i en kasse fyldt med tegninger hendes 16 årige havde lavet som lille; lamslået over hvor hurtigt “jeg-elsker-dig-mor!”-tegningerne var blevet erstattet med “du-forstår-ikke-en-skid-mor!”-sms’erne.

Sådan har jeg også haft det længe: den intense trang til at tude over tabt tid, når jeg endnu engang faldt over at foto fra noget der føles som kort tid siden, men hvor mine ranglede teenagebørn overraskende nok er yngre end min yngste er nu.

“Næste år bliver bedre!” har jeg tænkt længe “næste år går tiden langsommere, og jeg forsøger at være mere tilstede i nuet! Næste år vil jeg lave flere ting af lyst end af pligt!”

Jeg startede 2019 med at kaste nattens alt for mange coctails op, med en sådan kraft at jeg tissede i bukserne… Eddermaneme ikke et særligt godt udgangspunkt for et mere zen-agtigt og nærværspræget nyt år…

Det tog flere dages zombietilstand at blive menneskelig igen, og jeg vågnede først helt midt i hverdagstrummerummet, hvor tiden strammer over skuldrene, og bilen/vaskemaskinen/køleskabet alle er ved at gå i stykker.

Jeg lider over det selvmodsigende i både at være sådan en der har et stærkt behov for at være utroligt velforberedt til det jeg skal præstere på arbejdet, og være sådan en der har virkeligt svært ved at tage mig sammen til at forberede mig.
Får generelt velforberedt 80% af mine ting, men de sidste rester uforberedthed giver tankemylder og søvnløshed, og mine nætter bruger jeg på skiftevis at få fantastiske ideer til ting jeg gerne vil skrive i min fritid; ønske at tid kunne skrues tilbage og bruges bare lidt mere optimalt; love mig selv at være en mere opmærksom mor, kæreste og veninde; og gå i panik over det at være søvnløs igen.

Nå, jeg er normalt ikke en der tror på nytårsforsætter, men sådan et rent nyt år kalder alligevel på at man forsøger at forandre noget.

Mine forsætter er derfor:

1. Forsøge at få pligter grundigt og hurtigt ud af vagten, så jeg ikke behøver panikke over det.

2. Lave noget mere af det jeg reelt har lyst til.

2,5:…. Bortset fra hvis det jeg reelt har lyst til, er at drikke så mange cocktails at jeg pisser mens jeg kaster op.

3.glo noget mere på mine børn, så det ikke kommer bag på mig hvis de pludselig er flere år ældre.

Hvordan er jeres nye år startet? Har I nytårsforsætter eller andet inspirerende at dele?

12/28/18

Om glædes-helium

“Se!” Siger hun, slipper min hånd, og peger på en tom sølvfarvet lattergaspatron på jorden “ Jeg ved godt hvad det der er, det har mine storesøstre selv fortalt: det er glædes-helium!”

Jeg ved ikke noget om lattergas, ikke noget om hvordan det virker eller hvorfor unge mennesker tager det og smider patronerne overalt – men jeg ved noget om glædes-helium. Det er følelsen man får i maven, når man endelig har tid til at være rigtigt tilstede; ens barn er lille nok til stadig at sige forkert opfattede ord; og der er hele fem dages ferie tilbage.

12/19/18

Om det der kærlighed, del 32

Så er der fortsættelsen på Kærlighedsføljetonen allerede.

Sidst nåede vi til det tidlige efterår 2009, hvor alting lige havde kørt supergodt i lang tid – med job, økonomi, unger og det hele – men pludselig smækkede banken kassekreditten i til vores butik, og en graviditetstest viste uventet positivt.

Indtil da havde vi håbet at butikken kunne reddes på en eller anden måde, men nu var vi helt afklarede: den butik skulle bare lukkes, med det økonomiske tab der nu måtte være. Tanken om at have fire børn, jonglere regnskaber og indkøb, uden at være sikker på hvad der gik ind på kontoen hver måned, var for skræmmende. Vi kunne bedre leve med at være flade og have gæld, hvis bare vi slap for stressen.

Jeg fik en tid hos gynækolog, i tvivl om hvornår jeg var blevet gravid. Jeg har aldrig haft regelmæssige menstruationer, og frygtede at jeg var flere måneder henne, og derfor havde udsat fosteret for alkohol flere gange i sommerens løb. Til min overraskelse var babyprikken ganske lille, uden hjerteblink endnu: kun knapt 5 uger gammel, og jeg fattede ikke at symptomerne (trætheden) havde været så markant at jeg havde taget en test.

Vi havde ikke talt om at få flere børn end de tre vi havde, men da jeg så den der babyreje, der så svagelig og lille ud, kunne jeg mærke at jeg pludselig var bange for at den ikke blev til noget. Fire børn føltes faktisk helt rigtigt! Min mand sagde præcis det samme mens vi cyklede hjem bagefter: det her var meningen.

Trætheden aftog, men jeg blev hurtigt tykkere om maven. Skjulte det med løse kjoler, for vi havde ikke lyst til at sige det til folk endnu. Det føltes fint og rigtigt for os, uanset omstændighederne, og vi havde ikke lyst til at høre noget negativt om hvor dårligt timet en bonusbaby var, oveni et firma der var ved at gå konkurs.

Og så havde jeg også en underlig fornemmelse: jeg følte mig ikke gravid ellers, og havde en grim følelse af at jeg kunne miste dette barn igen. Tanken gjorde mig vildt ked af det.

(Fortsættes)

12/13/18

Anbefalinger af lidt af hvert, December 2018

Ja, jeg undskylder det lange spring mellem indlæg for tiden, men mit arbejde sluger min overskud for tiden. Vi mangler en kollega på mit arbejde, og for at det hele ikke skal vælte har jeg taget en større del af hans arbejdsopgaver over til mig – flere af dem nogle jeg ikke har nogen som helst erfaring med, så al min fritid går med at sidde og researche og tage noter, for at kunne løfte dem. Det er i orden, og vi har et godt samarbejde omkring det –  men jeg glæder mig seriøst meget til juleferien!

Er ikke i stand til at skrive noget særligt interessant ellers – har virkeligt abstinenser over at komme ud og hænge ud med venner snart, for at kickstarte min hjerne – men her er nogle enkelte anbefalinger af ting jeg har haft optur over de sidste måneder.

Absalon folkehus

Absalon folkehus er en ombygget kirke på Vesterbro, hvor der sker en masse fede ting: babyrytmik, yoga, cafe’, banko, koncerter og en masse mere. Programmet kan ses her.

Jeg har været der et par gange om eftermiddagen da jeg sidste år tog uddannelse, for det er en billig cafe’, med plads til at sidde og skrive opgaver osv, men fællesspisningsaftenerne havde jeg ikke prøvet før nogle kolleger inviterede mkg med en fredag.

Genialt koncept! Alle hverdage er der fællesspisning til ca 50 kroner, men om fredagen er der skruet ekstra op for luksus: 100 kroner for to retter, med efterfølgende liveband. Man sidder ved langborde og henter maden ind på store fade, som man så deler ved sit bord. Vellavet, utroligt lækker, mad, og et hyggeligt koncept. Der skal jeg helt sikkert ind igen! Overvejer allerede om jeg skal holde min fødselsdag der til sommer.

(Eneste lille minus er at øl og vin er så billigt, at man bliver generøs med at give omgange – jeg havde tømmermænd i to dage, da mådehold ikke er mit mellemnavn..)

Bodyflight i airtunnel

Efter at min mand havde været syg, gav pigerne ham en tur i vindtunnel i julegave. Han blev glad, men har ikke rigtigt turdet, fordi han var bange for at skade sit opererede ben eller kæbe. For nogle weekender siden fik de ham alligevel overtalt – de søde mennesker der stod for det var også meget forsikrende om at det ikke var farligt og gavekortet var ved at løbe ud.

Det var en fed oplevelse! Vægtløs, flyvende og med mig og ungerne der klappede begejstret. Han var SÅ glad bagefter, og det er en oplevelse der klart kan anbefales!

Her er et reklamelink til oplevelsen: du glemmer det aldrig, bodyflight. Virkeligt en god gave, til en der er træt af at få sokker!

Netflix serie: “the Kominsky method”

Michael Douglas og Alan Arkin som smågnavne gamle mænd, med aldersblues, og mange fuldstændigt fantastiske replikker. Jeg var helt vild med den!

Nu ved jeg så ikke havd vi skal se. Kan nogen anbefale noget nyt? Vi genser “six feet under” – hvilket er fint, når man er mentalt flad – men trænger til noget andet også.

12/6/18

Om hvorfor barnetro måske bør pilles ud, før børn bliver for kloge

Herhjemme har jeg altid smurt tykt på med magi, og givet den fuld gas med nisser, påskeharer, tandfeer og alt der er sjovt og magisk.

De tre store fandt sådan drypvist ud af at det bare var noget vi legede, men beholdt lysten til at lege med, for deres yngre søstres skyld. Mindstebarnet er nu 8, og har ikke stillet spørgsmålstegn ved noget som helst endnu, af alt det magiske. Hendes 4-5 bedste venner har også nisser hjemme i julen, og tror lige så fast på dem som hun, så selv om hun er en lidt stor nisse-fan, så er det heldigvis ikke pinligt.

De sidste år har drillenissen Jan Kalle boet på hendes værelse i julen, og hendes søstre går op i det med liv og sjæl: svarer med lillebitte skæv skrift på alle de breve hun skriver til nissen; gemmer pebernødder på hendes værelse, og toiletpapir i hendes seng, og hun elsker det! Hun fik tårer i øjnene af glæde da hun opdagede at nissens dør var kommet på i løbet af natten, og han får mange breve og sange.

Egentlig var hun så småt begyndt at tvivle på julemanden, indtil hun skrev et brev til sin nisse og forhørte sig om han mon kunne skaffe hende en lyserød cykelpumpe. Han/mellempigerne lovede at spørge julemanden, og den forretningshemmelighed tog hun frydefuldt imod.

”Tænk at han bare fortæller mig det! Det er sikkert fordi han er i nisselære, og ikke ved man skal holde nissehemmeligheder!”

Hun godtede sig over sin insider-viden nogle dage, men tandhjulene må have kørt godt rundt inde i hendes hoved. Forleden da jeg stod og lavede aftensmad kom de ord, der fik mig til at forstå hvorfor det er smartest hvis børn stopper med at tro på julemanden, i god tid inden de bliver gode til matematik:” Mor, jeg fatter ikke mig selv! Tænk: sidste år bad jeg julemanden om tusser. Tusser! Hvor dumt er det lige?”

Mig:”øh, men du blev da virkeligt glad for de tusser, og tegnede med dem hele aftenen?’

Barn:”ja, men i år ønsker jeg mig en cykel!”

Mig:”wow… det var godt nok en stor gave. I plejer da at ønske jer noget man kan sidde og hygge med juleaftensdag, som han kan komme med om formiddagen?”

Barn:”ja, men det er GRATIS gaver! Jeg kan ønske mig lige hvad jeg vil, hvorfor har jeg ikke tænkt på det før? Og jeg har jo min søsters gamle cykel, så jeg kan bare sælge den nye, og købe sådan noget med 1000 af de malebøger jeg i virkeligheden ønsker mig. Smart barn du har, hva?”

Øh ja. Virkeligt smart. Tænker hun nok bliver lidt skuffet så.

Har I børn der tror på nisser?

 

 

12/1/18

Lørdagslæsning:”Små påsatte brande” af Celeste Ng

Små påsatte brande (adlink) har fået ros og stjerner fra alle kanter, og den lever på alle måder op til sit gode ry: det er en intens og stor lille roman, med personer man bliver ved med at tænke på længe efter bogen er slut.

Jeg kan godt lide at man ændrer opfattelse af personerne og deres handlinger flere gange undervejs, og at der ikke er et entydigt svar til hvordan de burde handle.

Om mødre og døtre; facader og løgne; raceskel og klasseskel; ambitioner og usikkerhed.

Fra bogens bagside opsummeres handlingen således, og jeg har ikke kunnet formulere det bedre selv:”I Shaker Heights, Cleveland, er der styr på tingene. Vejene former et sirligt symmetrisk net, husenes farver er afstemt efter hinanden, og beboernes liv er mindst lige så velplanlagte. Ingen passer bedre til den beskrivelse end Elena Richardson, hvis største ambition er at følge reglerne.

Ind på scenen træder Mia Warren, en gådefuld kunstner og alenemor. Hun ankommer til kvarteret med sin teenagedatter Pearl og lejer et hus af familien Richardson, og snart bliver Mia og Pearl langt mere end lejere, for alle fire børn i Richardson-familien drages magnetisk mod de to. Men Mias mørke fortid og nonchalante forhold til tingenes tilstand og ligevægt i Shaker Heights truer med at forstyrre roen i det velordnede kvarter.

Da gamle venner af familien Richardson forsøger at adoptere et spædbarn med kinesisk-amerikanske rødder, bryder en ophedet kamp om forældremyndighederne ud, som tvinger hele nabolaget til at vælge side. Elena og Mia går hver sin retning, og pludselig er Elena fast besluttet på at bringe hemmelighederne om Mias fortid frem i lyset. Men Elenas sandhedsbesættelse får uventede, dramatiske konsekvenser for det lille samfund.”

En stor anbefaling her fra – dette er en fremragende julegave til alle der kan lide en god, intens fortælling om at være menneske og mor og tage velmente valg, der skader andre.

Titel: Små påsatte brande
Forfatter: Celeste Ng
Forlag: Hr Ferdinand
Sideantal: 352
Min bedømmelse: 5/5 stjerner

11/28/18

Om fødselsdatoer

“Mor, kan du ikke lige skrive at det er rigtigt nok jeg har fødselsdag på mandag? Min veninde sidder her og tror ikke på det, så skriv lige min fødselsdato!” skrev efterskoleungen på messenger i går.

En fornuftig mor kunne have:

1. Bedt hende vise sygesikringskort som bevis

2. Skrevet det ønskede

Jeg skrev dette:


Fulgte det op med billeddokumentation:

Hun syntes det var virkeligt sjovt. Heldigvis er mine unger ret hærdede i sarkasmens ædle kunst.

11/26/18

Om mængden af viden og forskelle på mennesker

Når man har børn, og i særdeleshed når man har mange børn, er det fascinerende at se forskelle og ligheder mellem børn, der genetisk og opvækstmæssigt har haft det samme udgangspunkt.

To af mine børn er introverte; de to andre mere udadvendte. De har alle fire humor, men på fire forskellige måder: en er grov, en er sjov med krop og mimik, en er meget sarkastisk og en kører pruttehumor De er alle fire ret kreative og meget empatiske. To af dem er let ordblinde og knokler for at følge med i skolen; en af dem har nemt nok ved det, men fokuserer mere på alt der er sjovt eller socialt. Og så er der min næstyngste, der har den vildeste klæbehjerne og interesserer sig glødende for alt der minder om naturvidenskab, sprog og eksperimenter.

I går var jeg alene med pigerne, da deres far skulle tatoveres, og vi besluttede os for at bruge et gavekort til brunch som jeg engang havde fået i gave.

Megahyggeligt, men mens vi spiste kom jeg til at gentage en historie jeg havde fortalt før (en af mine spidskompetencer), og pigerne stoppede mig fornærmet.

Herefter blive vi enige om at skiftes til at fortælle en ting, som de andre ikke vidste, og forskellen på hvad vi fortalte cementerede klart forskellen på lille frøken klæbehjerne, og os andre almindelige dødelige.

Mig: *anekdote om noget jeg oplevede i min barndom

Det ene barn: *anekdote om noget hun oplevede i skolen sidste uge

Det andet barn:*info om at klassekammerat skal have en lillesøster.

Frøken klæbehjerne:”under sidste istid, var dele af Danmark begravet under fire kilometer is. Man kan stadig se hvordan isen har formet det danske landskab…”

Vi fortsatte:

Mig: *anekdote om noget min farmor engang fortalte om sin barndom

Det ene barn:*anekdote om noget hun oplevede da hun lavede teater i skolen sidste uge

Det andet barn:*information om hvad venindes nye marsvin skal hedde

Frøken klæbehjerne:”I middelalderen kunne de rigeste blive begravet under gulvet i selve kirken, for at være nærmere Gud. Det er derfra at udtrykket “at være stinkende rig” stammer, for det har lugtet med rådnende lig under gulvet”

Meget informativt, men det tog også noget af appetitten, så vi valgte at stoppe legen der og spise bacon uden at tænke mere på lig.

Og jeg kunne fortælle noget jeg havde fortalt før. Det virkede på en eller anden måde sikrere