03/12/19

Boganmeldelse: “Oplyst” af Tara Westover


Erindingsroman.

Tara Westover er opvokset i Idaho, som yngste barn i en søskendeflok på 7. Familien er mormoner, og den altdominerende far har en dyb mistro til alle former for offentlige systemer, hvilket gør at ingen af børnene går i skole, og selv ved voldsomme ulykker og alvorlig sygdom, er den primære “lægehjælp” den jordemoderkyndige mors hjemmelavede urtemiksturer. Åbent kraniebrud, alvorlige sår, og tredjegradsforbrændinger behandles primært med urtedråber og kolde omslag.

Faderen er, formentligt, bipolar med paranoide træk, og børnene trækkes gennem en lang række øvelser for at forberede sig bl.a. på dommedag: øver flugtrute, sylter stor mængder mad, fikser beskyttelsesrum mm.

Taras ene bror dominerer hende i voldsom grad, med vold, trusler og urimelige angreb, som forældrene ikke beskytter hende imod, men da en hendes  andre brødre bryder ud og tager en uddannelse, ser hun pludselig en mulighed for en vej væk, og beslutter sig for at gøre det samme.

“Oplyst” er en erindringsroman, den både er oprørende, rørende og virkeligt velskrevet. At Tara, der først som 17 årig modtager undervisning, overhovedet formår at kæmpe sig videre efter den barndom er imponerende – at hun endda har formået både at få en doktorgrad i historie (trods det at hun som 17 årig aldrig havde hørt om holocaust), og skrive en erindringsbog så nuanceret er endnu vildere.

Det er en absolut læseværdig bog, fra en bemærkelsesværdig kvinde, der har levet et liv utroligt forskelligt fra resten af os. På omslaget roser og anbefaler både Bill Gates og Barrack Obama bogen, og jeg kan kun give dem ret: læs den!

Titel: Oplyst (adlink)
Forfatter: Tara Westover
Sideantal: 381
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Min vurdering: 4/5 store stjerner

03/7/19

Om børnecitater – dem med misforståede ord

Jeg elsker når børn kommer til at krølle sproget, eller opfinder andre ord, og skriver alle børnecitater ned i et dokument.

Selvfølgelig flest fra mine egne børn, men indimellem også andres. For et par år siden underviste jeg nytilkomne børn der ikke talte dansk endnu, og her kom der også gode bud på ord.

En dag havde børnene hørt sangen “indianer”, og blev ved med at nynne den bagefter. Jeg spurgte om der var nogen der vidste hvad ordet “indianer” betød. Dyb tavshed, indtil en lille 6 årig pakistansk dreng ivrigt rakte hånden op:” jeg husker det! Det er..  ligesom i matematik!” hvorefter han mimede hvordan man lavede en lige streg efter en lineal. Siden har jeg ikke kunnet høre sangen uden at tænke:”liiiinealer! Søn af alt der gror, vand og ild og jord. Liiiinealer – kalder du på mig!”

I mit dokument over hvad mine egne unger har sagt, har jeg i denne kategori disse. Sjovt nok er det kun barn nummer to og barn nummer fire der har lavet de kreative ord – de to andre har mere misforstået sammenhænge end ord:

 

Mindstebarnets “glædeshelium” bloggede jeg om for nyligt.

N 5 år:” årh mor, naboens dreng går til NINJA!… Eller måske var det spiderman?” (han gik til spejder ) 

N 6 år. Vi leger mime-leg, og hun skal gætte ordet “skrivemaskine”, men kan ikke huske det. “Jeg ved det! Det er et digteapparat!”

N 6,5 år:”mor, må jeg ikke få et flydkogt æg? Jeg elsker når det er flydende!”

N, 8 år, og nyopereret i maven for brok:”årh mor… Jeg føler mig så…harmløs!”(hun mente følelsesløs, men så ganske rigtigt også ret harmløs ud, der i hospitalssengen)

L 3 år ser at jeg er ved at skifte en elpære i spisebordslampen, og spørger interesseret:”hvorfor har du taget det der æble ud af lampen?”

L 3 år: ” se mig! Jeg laver gymnastik – jeg er en skraldemand!”(sprællemand)

L 4 år: “av, jeg har pine-hoved…”(hovedpine)

L 4 år:”skal vi spille jord-ma-klods?” (klodsmajor)

L 4 år:” det der er en hane og det der er en høne, og deres unger hedder kællinger!”

L 4,5 år:”se mine gækkebreve! Jeg har lavet et der er firkantet, og et der er rundkantet!”

L 5 år: “Samra fra min børnehave har en Gud der hedder det samme som Anemones far!” (Allan)

L 7 år: en af storesøstrene er sur og smækker døre, og L spørger:”Nå, er det de der hæmorider der styrer hendes hjerne nu?”
(Hun mente “hormoner”..)

—-
Hvad har I hørt af sjove ordmisforståelser? Skriv dem i kommentarfeltet eller send mig en mail på superheltemor@live.dk, så vil jeg se om der er nok til et indlæg med jeres citater;)

03/3/19

Anbefalinger af lidt af hvert, marts 2019

Her et af de der opsamlingsindlæg over ting jeg har syntes var fede den sidste tid, men ikke har haft tid til at skrive reelle indlæg om:

Biograffilm: “Green book”

Jeg har haft et blødt punkt for Viggo Mortensen siden han var Aragorn i Ringenes herre. Den form for lækkerhed har han ikke ramt siden, men han er fandme en god skuespiller, der kan utroligt meget forskelligt!

I “green book” er han den snæversynede, storsnakkende, storspisende, storrygende italienske udsmider, der bliver hyret til at være chauffør for en sort pianist, der skal på turne i de raceopdelte, racistiske sydstater. Gribende, oprørende, rørende og vanvittigt velspillet film. Green book vandt også, velfortjent, en Oscar for bedste film.

Se den!

Bog/film “Crazy rich asians”

(Denne del skal markeres som reklame, da bog er anmeldereksemplar, men det er ikke købt reklame)

Forlaget sendte mig uopfordret første del af trilogien “crazy rich asians”, nemlig bogen “Millionæren fra Singapore”. Jeg havde godt hørt at den var hypet, og at der var lavet en film havde jeg også hørt rygter om, men umiddelbart var det ikke noget jeg havde tænkt mig at beskæftige mig med. Ret hurtigt blev jeg dog opslugt af bogen, der beskriver fuldstændig absurd rigdom, og er utroligt fascinerende. Selve historien er lidt Pretty woman/Askepot/romantisk komedie standard, hvor sød asiatisk/amerikansk pige med ben i næsen, for første gang besøger sin søde kærestes familie i Singapore, og opdager at han har fortiet hvor afsindigt rige de er. Der er intriger og magtkampe, og det hele er underholdende, på “Dollars”-måden.

Helt klart underholdende læsning, hvis man trænger til noget let.

Jeg genfortalte så meget af bogen til mine unger, at de insisterede på at vi så filmen sammen. Filmen hedder bare “Crazy rich asians”, og den er noget mindre detaljeret end bogen, men stadig meget underholdende.

Tv-serie “Better things” på HBO

Tredje sæson af serien “Better things” er lige kommet på HBO, og den har jeg ikke fået set endnu. Glæder mig dog meget, for de første to sæsoner var fremragende!

Pamela Adlon har skrevet serien, og spiller selv hovedrollen som Sam, en fraskilt skuespiller, med tre døtre. En virkeligt velskrevet serie, med en god historie, morsom, rørende, og genkendelig. Meget stor anbefaling!

Brætspil “Dixit”

Vi har spillet brætspillet Dixit (adlink) næsten dagligt, siden vi købte det for en måneds tid siden, og vi har også købt en udvidelse til det. Det findes i flere varianter, og med mange udvidelser med ekstragodt. Det er ret simpelt, men kan varieres meget, og er utroligt sjovt. Kort fortalt går det ud på at man hver får en håndfuld kort med billeder på, og på skift fortæller en historie/et ord/ eller mimer den historie kortet kan fortælle – men lidt pakket ind, for det gælder om at nogen, men ikke alle, gætter kortet. Alle lægger et kort hver, der kan passe til historien, og så skal man gætte fortællerens kort.

Sjovt for både små og store, og vi har ihvertfald fået en lang række virkeligt gode historier ud af det.

02/25/19

Om at lide i stilhed

Herhjemme er vi mere eller mindre fælles om allesammen at gøre ting forkert – der er ihvertfald altid mindst en person der er utilfreds med eller dømmende overfor en anden persons opførsel.

Selv er jeg umiddelbart den der vinder flest “cringe-points”, ved at sige eller gøre pinlige ting, og så er jeg ret doven. En af børnene er den der oftest bebrejdes for ikke at gide hjælpe til med noget; en anden bliver for hurtigt vred; en tredje glemmer aftaler; og deres far råber for højt af sin Xbox klokken 05 om morgenen, når han ikke kan sove – hvilket så vækker nogle af os andre. Så der er hele tiden mindst en af os der er muggen over noget mindst en af de andre gør forkert. Sådan er det nok i de fleste familier.

Den eneste der ikke bebrejdes for noget, er hunden. Bevares: han slår da indimellem nogle stueryddende prutter, som ingen rigtigt er fan af; og han trækker stadig meget i snoren når man går tur, men generelt er der bred enig om at han er svær at blive sur på.

Der er således ret lang line over for opførsel børnene ville lynche deres søstre for: den kjole den ene mellempige under ingen omstændigheder må låne af sin søster, må hunden fx gerne snuppe en lang lur på, bare fordi han ser sød ud når han sover. At sove på ting er hans spidskompetence – hvilket er ret heldigt, for alle børnene har en spidskompetence der hedder smid-alt-tøj-håndklæder-stofposer-hovedpuder-bamser-på-gulvet-når-du-har-brugt-det-og-undlad-at-samle-op, så der er altid friske forsyninger af nye spændende ting at tage en lur på.

Set i lyset af hvor glad han er for at sove på hvad som helst, burde vi ikke være blevet så spændte, da den kurv han fik med da vi købte ham gik i stykker. Men det blev vi: tanken om at finde den helt rigtige kurv til ham, og se hans taknemmelige fjæs over den, var lidt spændende og projekt “køb en kurv” blev en familiebegivenhed.

Han blev også overdrevent glad, og dansede rundt om os mens vi pakkede den ud – indtil det viste sig at den var mindre end den kurv han havde før.

Dybt suk, og han ignorerede den en uge, med deprimerede lure kun på sokker og andet smidt på gulv.

I weekenden krøb han til korset, men uden at kapitulere helt: demonstrativt lagde han sig i den igen og igen, på måder der tydeligt viste hvor mikroskopisk og forkert den kurv var. Suppleret med dybe suk, og bebrejdende blikke.

Se selv: alt, alt for lille. Stakkels lidende dyr…

02/24/19

Postkort fra hunden 9 – “orange is the new black and white”

Her et nyt postkort, fra Winston til efterskoleungen, hvor han holder hende orienteret om hvordan hendes værelse har det i hendes fravær.
“Hej S.

Ja, det gik ikke rigtigt med min rockervirksomhed i længden… Både jeg og flere af mine medsammensvorne blev snuppet, og nu afsoner jeg med fodlænke på dit værelse. Sammen med nogle af gutterne. Du får muligvis svært ved at genkende dit værelse igen, for der er kommet tremmer for væggene og blevet sat senge op til os allesammen.

Måske ikke lige den form for indretning du tænkte, da du sagde du snart gerne ville flytte rundt på møblerne, men hey: i det mindste er det anderledes!

Jeg får smuglet hundekiks ind af en hemmelig kontakt, men ellers er det stramt at sidde fængslet. Til gengæld begynder jeg at føle mig som en ny og forbedret hund, og jeg lover at det er sidste gang jeg har sat min pote på den forkerte side af loven.

med angrende hilsener fra Winston, fange nummer 1782.”

02/23/19

Lørdagslæsning: “Et andet menneske, et andet liv”

(Indeholder anmeldelse af bog modtaget fra forlag og adlink, men er ikke købt reklame)
Et andet menneske, et andet liv er skrevet af somaliskfødte Sofie Jamas, der også selv flygtede til Danmark som 14 årig.


Jeg læste bogen i fine omgivelser i ferien, og selv ikke udsigten til pejs og bløde tæpper kunne bløde den grumme fortælling op.

For den er barsk! Sanselig, poetisk, nøgtern, fabulerende, men først og fremmest barsk.

Historien følger primært Baraka, der efter en hård opvækst i krigshærget Somalia flygter til Danmark, hvor kontrasten mellem det liv som nomade hun levede før; moderens hårde retorik og forventninger; og det danske hverdagsliv er stor, og hun føler sig rodløs på mange punkter. Som 12 årig lod hun sig frivilligt omskære for at få moderens gunst; og omskæring – både som det indgreb det er og i overført betydning (hun beskriver sine identitetsskift som at skære i sig selv) – er en rød tråd i bogen.

Baraka møder og bliver venner med den ældre jødiske kvinde, Esther, der selv er flygtet fra en koncentrationslejr under anden verdenskrig og har en historie der er lige så hjerteskærende som Barakas.

Baraka vil være en anden end den hun er, og forvandler sig til Maria, og lever først et kedeligt provinsliv, dernæst et glamourøst liv som skuespiller i USA, men rodløsheden hiver stadig i hende.

Ved romanens indledning arbejder hun som tolk, hvor hun involverer sig i drengen Umar, der er flygtet fra Syrien. Umars historie er også tung og hjerteskærende, og jeg synes godt at noget af den kunne have været skåret fra, for at den stod skarpere og mindre sensationspræget. Det er de indre konflikter hos personerne der griber mig mest, ikke al den ondskab de påføres udefra, og Umar påføres lidt for meget.

Jeg var mest begejstret for Barakas livshistorie og måden hun fortæller den på, og synes bogen mistede noget af poesien til fordel for drama hen mod slutningen, men grundlæggende var det gribende læsning.

Det en bog der indeholder rigtigt meget, og knytter tråde mellem det at være flygte, tilpasse sig, og holde fast i sig selv, og berører temaer som seksualitet, religion, identitet, kvinderoller og kultur. De tre personer: Baraka, Esther og Umar er forskellige og kommer forskellige steder fra, men deres lighedspunkter som flygtninge er tankevækkende og trækkes fint op.

Bogens titel:Et andet menneske, et andet liv
Forfatter: Sofie Jamas
Forlag: Politikens forlag
Sideantal: 320
Min vurdering: 4/5 stjerner

 

 

02/18/19

Om en god hjemmefødsel

I morgen er det fjorten år siden at min næstældste svømmede ud i verden, i et badekar hjemme i vores stue. Fjorten år!

Hendes fødsel var så fin en oplevelse at den stadig står helt tydeligt for mig; jeg kan stadig næsten huske fornemmelsen af hendes lillebitte hoved i min hånd, og fatter ikke at hun allerede er en lang, smuk teenager.

Sådan har jeg ikke haft det med fødslerne af hendes tre søstre: selv om det også var hjemmefødsler, der gik som de skulle, var der så meget andet der fyldte, at jeg mere husker brudstykker. Ældstebarnets fødsel tog 25 timer med regelmæssige veer, og var udmattende og overvældende. Barn tre blev født med en usikker jordemoder, to uger over termin, og det var en utryg oplevelse. Fødslen varede ca 7 timer, men føltes længere. Mindstebarnet blev født efter kun halvanden times regelmæssige veer, i et virvar af folk der talte, storesøstre der vågnede, vand der skulle koges og uden at nogen helt havde forudset hvor hurtigt det ville gå.

Her står og sidder pigerne på præcis de steder i stuen hvor de kom til verden – to af dem står der hvor deres fødekar stod, og to af dem sidder det sted i sofaen de blev født:

En eller anden dag skriver jeg nogle praktiske indlæg om hjemmefødsel til bloggen, for der er ofte nogen der mailer og spørger om praktiske ting til hjemmefødsel, men indtil da er her en fødselsberetning i fuld længde, om den nat hvor mit fine næstenfødselsdags-barn kom til verden.

Fødslen af N, februar 2005

Ti dage over termin med mit andet barn, havde jeg flere gange haft nætter med et par timers småveer, og min dygtige konsultationsjordemoder havde konstateret at babyen lå som stjernekigger – altså med sin rygsøjle mod min – og derfor ikke kom ned med hovedet ordentligt, og dette kunne være grunden til de mange falske alarmer. Hun rådede mig til at ligge meget på alle fire, så baby kunne få plads til at vende sig.

Denne morgen vågnede jeg med regelmæssige veer, der gik i sig selv efter nogle timer, hvilket gjorde mig helt overbevist om at det barn AlDRIG ville komme ud.
kl.18:30 afleverede vi vores store pige på tre år til overnatning, så jeg kunne få tudet ud, uden at gøre hende bange. Vi var ikke engang ude af havelågen efter at have afleveret hende, før veerne begyndte for alvor, og jeg havde 10 veer på en strækning der normalt tager 5 minutter at gå!

Hjemme trængte jeg til at være alene, og koncentrere mig om de øvelser med selvhypnose jeg havde lyttet til under graviditeten.

Jeg tog et langt brusebad i mørket, kun med et stearinlys tændt – barnets rastløse far gik ned i stuen og så finalen på et eller andet talentshow imens.

Veerne bed godt, kom jævnligt, men var ikke så lange. Jeg kunne sagtens styre dem, og følte mig fint i kontrol af fødslen.

Bagefter gik jeg ind i seng, og lå foroverbøjet over dynerne. Babyen rumsterede meget derinde, det føltes som om den drejede sig forkert rundt, og det blev mere ubehageligt.

Jeg kunne pludselig ikke holde ud at være alene mere, og nærmest løb ned og kastede mig i armene på min mand, så snart veen var klinget af.

Jeg ringede til hospitalet, og talte med min egen konsultationsjordemoder, Mette, som havde døgnvagt. Hvor heldig kan man være!

Jeg fortalte kækt at der var 5 minutter imellem veerne, men de var ikke så lange, så der skete nok ikke noget lige med det samme. Hun ville gerne tage ud til mig, men jeg afviste hende, med den begrundelse at jeg jo stadigvæk kunne tale og spise æble, så der var nok længe igen. Min mand overtog telefonen da der kom en ve igen, og han kunne fortælle hende at jeg fejlvurderede veerne, der var nok snarere 2-3 minutter imellem.

Vi aftalte med hende at vi ville ringe lidt senere.

Veerne blev hurtigt mere intense, selv om de stadig var korte. Jeg stod lænet op af kommoden og kunne kun huske at trække vejret hvis min mand borede sine tommelfingre ind i mine balder ved hver ve. Jeg fik sværere og sværere ved at kontrollere min vejrtrækning og kunne ikke undvære at han gik.

Det selvhypnose jeg havde lært, med at forestille mig veerne som bølger, fungerede dårligere og dårligere – mine veer mindede slet ikke om bølger, der var ingen “top” på, de varede 20 sekunder, men føltes som en intens gang elektrisk chok.

Jeg begyndte at kaste op af smerterne, og rystede over hele kroppen. Min mand ringede efter min mor, så hun kunne hjælpe med praktisk omkring fødekar osv, og han ringede til jordemoderen, der var midt i en anden fødsel, men ville skynde sig

Jordemoder Mette, kom 45 minutter senere, og spredte en dejlig ro. Det var helt fantastisk at se en jeg kendte, og som var professionel, og ikke virkede fortabt over den situation jeg var i. Det var min mand og min mor ellers ved at være, da jeg ikke plejer at gå i panik som jeg ellers gjorde under nogle af veerne.
Jordemoderen konstaterede at jeg var 5 fingre åben, og at barnet igen lå som stjernekigger, og det var derfor veerne var så korte og intense, og svære at styre.

Først blev jeg lettet over de 5 cm – jeg VAR i fødsel! – så blev jeg ked af det – kun halvvejs… Og jeg kunne jo slet ikke styre det!

Jeg begyndte at forhøre mig om mulighed for kejsersnit. Kunne ikke overskue hvis veerne blev ved med at føles som elektrisk stød, og jordemoderen svarede så beroligende og anerkendende, at jeg bedre kunne være i det igen.
Jeg fik akupunkturnåle på, mod smerterne, og kom i fødekarret for at ligge på alle fire, så baby kunne vende sig rundt.
Dette gjorde den kort efter, intenst smertefuldt, men så snart den var rundt, blev veerne til at håndtere igen. Faktisk føltes det som om at de slet ikke gjorde rigtigt ondt længere – om det var fordi kontrasten til de veer hvor baby lå forkert var så stor ved jeg ikke, men det var højst noget ubehageligt. Når veerne kom, tog min krop automatisk over og arbejdede med dem, og jeg havde det som om jeg ikke behøvede gøre noget selv, udover at trække vejret.
Jeg blev undersøgt indvendigt igen, og nu havde jeg allerede åbnet mig til 7 cm, på ti minutter.

Jeg fik næsten med det samme umådelig pressetrang, og lov til at presse med. Mette sagde at hvis jeg pressede så vandet gik, ville jeg åbne mig det sidste med det samme.

Troede først det bare var noget hun sagde, for at opmuntre mig, og tænkte: ”jaja, det behøver hun altså ikke lyve om, det her går fint alligevel!”

Jeg sad på knæ, med front ud mod min mand, der sad ved siden af karret. Han holdt om mig, kyssede mig på panden, og gjorde mig rolig. Hver gang jeg havde en ve, kunne jeg høre Mette rose og berolige mig, hvilket var meget opmuntrende og rart.
Da vandet gik, åbnede jeg mig de sidste 3 cm, og mærkede hurtigt hvordan min krop selv skubbede barnet ned af. Jeg kunne mærke tydeligt præcist hvor langt barnet var nået, men det gjorde stadigvæk ikke ondt. Vi vidste ikke kønnet på barnet, men under presseveerne forestillede jeg mig tydeligt at det var en lille pige, og jeg glædede mig bare til at møde hende.

Mette fik mig til at sætte mig med ryggen til min mand, så han holdt under mine arme, og jeg sad med det ene knæ i gulvet, det andet bøjet: frierstilling.

Jeg kunne mærke barnets hoved begynde at komme ud, det var som om det svuppede lidt op af, og jeg kunne mærke at jeg bristede en smule fortil. Mette spurgte om jeg selv ville tage barnet, men jeg var for opslugt af den der fantastiske pressetrang til at have lyst.

Veen var klinget af, men det sved og brændte så meget, og jeg vidste at jeg kunne få barnet ud hvis bare jeg pressede igennem, så det gjorde jeg – mærkede hvordan resten af barnet svuppede ud af mig, og svømmede under vandet, hen til Mettes hænder. klokken var 0:43, d.19-2/05

Mette rakte mig barnet med det samme, og jeg tog det ind til mig.

Det havde store, vidtåbne øjne og brunt punkhår, og begyndte at vræle.

“Såså lille pige..” Hviskede jeg til det, og kom så i tanke om at jeg rent faktisk ikke vidste kønnet – jeg løftede benet, og så at hun ganske rigtigt var en lille pige!

Jeg sad med hende i karret lidt, så hun kunne svømme rundt. Det gjorde hende helt rolig. Hendes far sad lige bag mig og beundrede hende også, og hun så på os, med sine utroligt store øjne.

Moderkagen blev født i sofaen, og jeg fik syet nogle få sting. Det hele gik utroligt hurtigt, jeg kunne slet ikke fatte at det bare var det!

Jeg følte egentlig kun at det havde gjort ondt den ene time hvor jeg ikke havde kunnet klare smerterne, resten af tiden havde været nemt og naturligt. 5 timers tid havde det taget – min første fødsel tog 25 timer!

Så fik jeg min lille pige igen, efter den hurtige gang syning, og hun tog brystet, som havde hun aldrig lavet andet. Hun lå og stirrede på mig mens hun spiste, og så meget undrende ud.

Først kl.03:30 blev babyen målt og vejet: 3450 og 52 cm. Hun var stadigvæk spilvågen og nysgerrig.
Mette og min mor gik 04, og vi gik op i seng, og lå længe og beundrede vores langhårede lille unge.

02/13/19

Om vinterferie-syslerier

Egentlig ville jeg have lavet sådan en hvad-skal-man-lave-i-ferien-guide i god tid inden vinterferien, men i virkeligheden har vi ikke rigtigt planer og har indtil nu meget dalret rundt i nattøj og set de to første sæsoner “badehotellet”, som ungerne er vilde med. Så her bare en status over første halvdel ferie, og et par hurtige tips til hvad man måske kan lave.

Vinterferien startede med det fineste fredagsbryllup, hvor to af mine ældste og bedste venner giftede sig med hinanden, på bare tæer hjemme i stuen i det kollektiv de bor i. Jeg blev så glad af stemningen, at jeg drak mig bimlende fuld, og brugte resten af weekenden på at krumme tæer over mig selv – der gik virkeligt damen-med-de-blå-tænder-kramning i det.

Søndag havde Ninjaman fødselsdag, og for længe siden faldt vi over en deal til Ystad saltsjøbad og bookede en overnatning. Det er altså et fantastisk fint sted – omend noget dyrt – og vi nød at blive varmet igennem af svømmeture og saunaer, og jeg fik læst en hel bog i et rum fyldt med senge og pejs.

De sidste par dage har vi jo så stenet badehotellet, gået ture og spillet spil. Trænger vist til bare at være sammen, synes hverdagene har været maste det sidste lange stykke tid!

I dag har vi malet og lavet mosaik – det med mosaik var noget vi startede på før jul, hvor pigerne lavede fine bakker i gaver til familien, og jeg lavede en fisse-bordskåner til min veninde. Ja, jeg er barnlig.

Det er ret sjovt med mosaik,og relativt nemt. Vi købte tingene til det her(adlink), og fik materialer nok til laaaang tid for ca 300 kroner.

Ninjaman og jeg er ved at lave et maleri sammen, istedet for dette, som vi malede sammen for 20 år siden og han er dødtræt af at glo på.

Kan allerede nu mærke at det bliver en god øvelse i rummelighed og tolerance – vi maler MEGET forskelligt, og har foreløbigt brugt en halv dag på at blive enige om farver og tema, mens vi synes den andens forslag er tåbelige.

Nå, hvis man ikke lige gider være krea i sin ferie, kan jeg anbefale et flødebollekursus. Vi gav mellempigerne et kursus i julegave, og de hyggede sig helt vildt med det. Det var købt her.(også et adlink).

Skal man være kulturel kan jeg varmt anbefale Amadeus, som næstældstebarnet og jeg var så heldige at blive inviteret ind og se med min veninde og hendes datter. Fantastisk godt!

Ellers har jeg ikke mange anbefalinger. Vi skal ikke lave meget andet end det vi har gjort indtil nu, og så fejrer vi næstældstebarnets fødselsdag i weekenden.

Hvad laver I, Jer der har vinterferie? Kunne måske godt bruge et udflugtsmål på fredag, for at forebygge hjemmekuller!

02/12/19

Om alenerejse med barn – hjælp lige med rejsemål

Da vores ældste barn var 7, startede vi en tradition med at hvert barn fik en aleneferie med en af os voksne når de blev 7-8 år.

Jeg var fire dage i London med den ældste og fire dage i Paris med den næstyngste, og Ninjaman var så heldig at rejse med den næstældste, hvis højeste ønske var at opleve eksotiske Billund.

Mindstebarnet er 8 nu, og skal på alenerejsen i påsken. Hendes far har ikke så meget overskud for tiden, så det bliver mig der tager med hende – hvilket jeg glæder mig vildt til.

Problemet er hvor vi skal tage hen. Hun drømmer ikke om de gængse storbyer, som jeg ellers føler mig hjemme i (London, Paris, Berlin), men vil gerne hen et sted der er pænt, gerne varmt og med bademuligheder. Hun gider hverken museer eller tøjshopping, men sætter reel pris på pæne udsigter. (I mange år planlagde hun at vi skulle til det fiktive sted Eldorado)

Det er ca 4 overnatninger og budgettet er max 5000 for transport og ophold.

Vi hørte om en italiensk by der hedder Manarola fra et barn der havde været der, og billederne derfra ser fantastiske ud:

Prismæssigt er det ikke urealistisk, men jeg blev pludselig lidt nervøs over turen: der er 48 km fra lufthavnen, og jeg kan ikke spor italiensk. Normalt kaster jeg mig gerne ud i at tale fremmedsprog jeg ikke kan, og jeg kan klare mig på hjemmelavede versioner af fransk og spansk, men italiensk går helt galt. Jeg tænker at en taxa vil overskride budget, og jeg ved ikke om jeg tør offentligt transport uden at kunne sproget.

Så… mit spørgsmål til Jer er: kender I et hyggeligt, lunt rejsemål, der ikke er storby; som ikke er for dyrt, og hvor der er lidt natur og byliv at kigge på? Hvor ville I tage hen med en 8 årig? Så stik mig endelig jeres råd, vi er lidt på bar bund her.

02/7/19

Om børnecitater – de brystfikserede

Jeg har et dokument på ipad, hvor jeg skriver mine pigers sjove citater ind. Det er bare om at få dem gemt, for jeg kan se at mængden af citater tørrer ud fra 8- 10 års alderen.

Jeg har flere sider med citater og det er virkeligt sjovt at sidde med pigerne og læse højt engang imellem. Her sidst vi gjorde det, var der en af dem der konstaterede:” vi har godt nok været meget optaget af patter, hva?”

Og ja: mine bryster har helt sikkert måtte lægge ører til ufatteligt mange kommentarer i årenes løb. Se bare et tilfældigt udvalg af citater med babse-tema:

L, 3 år, går forbi mig mens jeg bader, og konstaterer tørt: ”laaaange patter…”

A 3½ år:” jeg glæder mig til når babyen kommer ud, for så kommer der en ko og fylder mælk i dine bryster!”

A 3½: kigger på at lillesøster bliver ammet, og konstaterer tørt: “det ligner hun er ved at puste dig op…”

N 4 år, står og måler smør af for at bage, og spørger interesseret:”er smør egentlig lavet af mælk? Og er det komælk eller mormælk?”

Kompliment, fra 5 årige A, mens jeg tog tøj på:” Det er en meganice brystebeholder du har!”

L 4 1/2:”flot brystebeholder, mor! Mine bryster behøver ikke en brystebeholder, for de kan godt holde sig. De sidder fast – på mit skelet!”

Vi kører forbi et reklameskilt, med et billede af nogle bryster på, og A 6 år, spørger sin søster:”Vil du helst have sådan nogle lige-uds-bryster som dem på billedet – eller sådan nogle nedads-nogle, som mors?”

Ja, jeg har ikke lige fotodokumentation, men her er et af mindstebarnet der forsøger at kradse sin fars brystvorte af, mens han træner.