Anmeldelse: “Kryb”, af Julie Hastrup

.

Anmeldereksemplar.
Niende bind af Julie Hastrups fremragende krimiserie om Rebekka Holm, er svær at skrive noget om, uden at spoile noget af det virkeligt godt gennemtænkte plot, så eet bliver lidt vagt – med vilje.
Efter en fest for et politisk parti på Ungdomsøen – en lille ø ud for Københavns havn – findes en ung kvinde, Frida, død i en skakt, i gangene under øen.

Frida var på besøg hos sin bedste veninde, Gro, der bor som frivillig på øen, og hverken Gro eller politiefterforsker Rebekka Holm kan slippe tanken om at der er noget helt galt med dødsfaldet, selv om sagen godt kunne ligne selvmord.
De begynder hver for sig at grave i hvad der egentlig er sket med Frida inden hun døde. Hvorfor er Fridas krop fyldt med ar, der ligner de er selvpåførte, hvad har plaget Frida i tiden op til hun døde, og hvem er Diabolus, hvis navn Frida har skåret ind i huden?
Det er et velresearchet og meget væmmeligt plot der foldes ud, og da det begynder at gå op for en hvad der er foregået, ønsker man bare at vedkommende fanges og straffes.

Miljøbeskrivelserne er levende, og der er masser af fylde på personerne og deres baggrundshistorier – både på seriens faste hovedpersoner og de mange bipersoner.

Jeg kan simpelthen så godt lide hvordan Julie Hastrup folder historien ud, bid for bid, så bogen er svær at lægge fra sig, selv om emnet er så modbydeligt og man egentlig ikke vil vide mere.
Alletiders gode spændende strandlæsning i år.

Min vurdering: 5/5 store stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Forlag: Politikens Forlag

Udgivet: Maj 2022

(Visited 9 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *