En lysende smuk autofiktiv debut, om at blive voksen, og om at miste.
Vilma er 13 år gammel, da hendes mor får konstateret uhelbredelig kræft, med prognosen 6-48 måneder at leve i. Mor og datter forsøger at leve et liv, der er så almindeligt så muligt, men det er ikke nemt at vide at man skal miste eller blive mistet,
Teenagelivet, med kærester, eksamener, efterskole, veninder og forældre står i kontrast til den skygge det kaster, at have døden så tæt på.
Vilma skriver levende, klogt og ærligt, og man kan ikke undgå at blive dybt rørt. Det bliver aldrig kliche’fyldt eller melodramatisk, det er bare smukt skrevet.
Man får en følelse af virkeligt at blive inviteret helt ind i sjælen på dette smukke unge menneske, og jeg kan slet ikke anbefale bogen nok.
Læs den selv – og køb den også til en teenager du kender.
Min vurdering: 5/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Forlag: Gutkind
Selv om jeg er god til den tunge samtale, til at være til stede i venterummet for døden, så er jeg ikke god til at læse om det. Men den her bog er reserveret, så tak for din anmeldelse 🙂
Årh, du kan godt glæde dig! Det er på en måde ikke en “tung” bog, den er ung og sprød og fin, selv om den er trist.