Fortsættelsen til Iben Mondrups “Tabita”, er mindst lige så fantastisk, sørgelig og oprørende, som sin forgænger.
I “Tabita” blev de grønlandske børn, Tabita og Vitus, narret fra deres mor og adopteret af en dansk familie, med fatale konsekvenser.
I Vittu er drengen Vitus endt på et børnehjem i Danmark, fem år gammel, hvor det velstillede ægtepar Stig og Alice adopterer ham.
Stig er meget væk med arbejdet, og Vitus bliver fransktalende Alices lille projekt – hendes chou-chou. Alice er fascineret af drengen, af hans grønlandske baggrund, af de ar på sjælen han bærer med sig, og hendes fascination af ham bliver mere og mere usund. Hun bruger barnet som model i fotokunst, føjer hans trang til at gemme sig bag en ulve-maske og lader ham opføre sig som en hund, nedbryder grænserne mellem hvad der er ham og hvad der er hende, og knytter ham alt for hårdt til sig.
Iben Mondrup skriver som ingen anden, det er klaustrofobisk og åbent, dragende og frastødende, og man læser romanen nærmest som om det er en krimi, hvor offeret ikke bliver myrdet, men pillet fra hinanden og sat sammen og klistret tættere og tættere til sin besatte mor.
Det er en ubehagelig bog, men også en bog man ikke kan lægge fra sig.
Min vurdering: 5/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Udgivet: 2022
Forlag: Politikens forlag
Sideantal: 336
(Visited 76 times, 1 visits today)
