Denne roman er fuldstændigt betagende smukt skrevet.
Romanen er skrevet som en slags brev til hovedpersonens mor, og trækker tråde til familiens traumatisk fortid i Vietnam, med en bedstemor der var prostitueret under Vietnamkrigen og en mor der overlevede napalm-angreb på sin skole.
Vold og traumer, identitet og seksualitet, skønhed og heling.
Sproget er forbilledligt smukt og jeg har sat så mange blyantsstreger under sætninger der gav mig klump i halsen. Det er en bog man læser i små sansemættede bidder, bladrer tilbage og læser passager igen. Det er også en bog der gør ondt helt ind i sjælen at læse. Om fremmedgjorthed og race.
Fortælleren – en ung mand kaldet “Lille hund” – udsættes for racisme og vold hele sin opvækst igennem, og man lider med ham.
Kærlighedsforholdet, til en dreng med en voldelig far og en whitetrash-baggrund, er så modsætningsfyldt ømt og undergangsdømt, at det næsten ikke er til at rumme.
———-
“Hvad var du før du mødte mig?”
“Jeg tror jeg var ved at drukne”
Der var en pause.
“Og hvad er du så nu?” Hviskede han mens han sank.
Jeg tænkte over det et øjeblik. “Nu er jeg vandet”
“Fuck dog af” han daskede mig på armen”og læg dig til at sove, Lille Hund.” Så blev han stille. Så var der hans øjenvipper. Man kunne høre dem tænke.
———
Læs den. Giv dig god tid med den, men læs den.
5/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
