Svenske Alex Schulmans fiktionsdebut er blevet en international succes på rekordtid, og jeg må sige at jeg forstår det. Jeg havde svært ved at lægge den fra mig, og fik læst både i badekar, venterum, pauser – og mens jeg brændte aftensmaden på.

Bogen skifter mellem et nutidsspor, hvor tre voksne brødre er kørt op til en ødegård, medbringende deres mors aske, som de vil sprede ved stedet – og et datidsspor hvor man følger deres barndoms somre på samme sted.
Det er 20 år siden de sidst har været der, da der skete en voldsom ting, som de aldrig har talt om.
Jeg er vild med beskrivelserne af deres indbyrdes forhold, og de roller man indtager i en søskendeflok. Det er genkendeligt og rørende, med skiftene mellem at være loyale og støtte hinanden, og med den indbyrdes konkurrence om at få forældrenes begrænsede opmærksomhed.

Det er ikke en tryg barndom, de tre drenge har. Straffene for ulydighed er uforudsigelige, der gøres forskel på børnene, forældrenes drikkeri og skænderier fylder og børnene tyr til hver deres strategi for at overleve i det.

Bogens fortæller er Benjamin, den midterste dreng. Selv som voksen higer han forgæves efter moderens opmærksomhed, og tilgivelse for noget de heller aldrig fik talt om.
Der er noget der ikke stemmer ved hele historien. En utryghed, en fornemmelse sf katastrofe, der ligger mellem linjerne. Det er dygtigt skrevet og giver bogen en nærmest krimiagtig følelse, selv om det ikke er det der er i fokus.

Jeg giver bogen 5/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ og en meget stor anbefaling. Den udkommer i dag på Lindhardt og Ringhof.

Related posts:

Boganmeldelse: Natalia Ginzburg “Familie leksikon” Om de bedste bøger jeg har læst og ikke har læst Boganbefalinger – giv bøger i julegave Boganmeldelse: Sissel-Jo Gazans “Hvide blomster”