Anmeldereksemplar.
Natalia Ginzburgs erindringsroman udkom i hjemlandet Italien i 1963, og er netop nyoversat til dansk. Natalias opvækst i Torino under fascismen i 30erne/40’erne, i en antifascistisk, jødisk familie med fire ældre søskende, en kolerisk og stædig far og en letbevægelig mor, burde være spændende læsning.
Sproget er godt, måden hun bruger faste catchfrases til at male tydelige billeder af familiemedlemmerne er forbilledlig, og jeg startede med at være ovenud begejstret.
Forfatterens far, Giuseppe Levi, har mange stålsatte meninger om hvad som helst, og strøer om sig med skældsord og stædighed, og jeg morede mig meget over kontrasten mellem ham og hustruen Lydia, og glædede mig til at historien gik rigtigt i gang, nu hvor personerne var blevet præsenteret.
Men det skete ikke helt: flere bipersoner, blev præsenteret på samme finurlige måde, med et par catchfrases og beskrivelse af et par anekdoter, og sådan blev det ved: en lang række af personer, snak og anekdoter.
Halvvejs gennem bogen måtte jeg tvinge mig selv til at få læst den færdig – trods humor, godt sprog og præcise iagttagelser kedede jeg mig bravt og følte at jeg sad og læste en stak løse skitser til noget der kunne have været en roman. Alt for mange bipersoner, alt for mange samtaler, alt for lidt fremdrift i historien.
Forfatteren ville oprindeligt bare have skrevet et essay om sin familie, og i den form ville materialet her have været fremragende. I romanform synes jeg at alt det geniale drukner og bliver forvirrende og distancerende. Jeg vil gerne læse andet skrevet af samme forfatter, men denne fungerede ikke for mig. 3/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️
