Boganmeldelse: “Efterhånden mulighed for sol”

Anmeldereksemplar.
“Efterhånden mulighed for sol” af Michael Enggaard er en velskrevet og stemningsmættet roman om to mennesker, der hver især er gået i stå i livet. Som unge var Tom og Julie engageret i at lave radio i Aarhus, og fremtiden tegnede lys og fuld af muligheder. Romanen klipper mellem dengang og nu, hvor Julie bor med sin angste søster og arbejder på en trøstesløs motorvejsrestaurant, og Tom arbejder på en skummel billiardsalon, og savner sin døde far.
Ved et tilfælde kommer de til at skrive sammen og alle de gamle minder kommer op igen.

Bogen skifter mellem nutid og datid, og ses fra både Tom og Julies side. Datidssporet, i 1990’ernes Århus, er virkeligt levende beskrevet, men der er også noget absurd fascinerende over Julies trivielle nutidshverdag, som servitrice på en trist motorvejsrestaurant.

Den kunne godt have tålt at være kortet noget ned – der går enkelte steder lidt tomgang i historien – men persongalleriet er usædvanligt levende og balancen mellem humor og tristesse er god, og gør at man bærer over med det.
En virkeligt god bog!
Min vurdering: 4/5 stjerner ⭐️⭐️⭐️⭐️
Udkommet på Politikens forlag Marts 2021

(Visited 158 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *