Jeg tudede mig – så diskret som muligt – gennem gårsdagens pressemøde. Ikke så meget over den forventede forlængelse af restriktioner – som jeg godt forstår og er enig i – men over ordene om, hvad særligt børnene og de unge går glip af i deres liv lige nu. Det ramte mig lige i tudecenteret at tænke på hvor stoisk de egentlig bærer alle de aflyste studieture, konfirmationer, skoleballer, terminsprøver, legeaftaler, fødselsdagsfejringer og alt det andet.
Da jeg var 14-16 år var de ting jeg bekymrede mig om noget med at være kommet til at kysse med de forkerte eller drikke for meget – mine 14-16 årige mellempigers bekymringer går på om de er kommet til at komme fysisk for tæt på andre eller glemme at have mundbind i tasken til togturen. Og alle de store ting de allerede har oplevet aflyst, og dem de frygter at gå glip af.
Alt det frie ungdomsliv de kunne have oplevet lige nu hvor de er ved at blive store nok til det, har et år med restriktioner effektivt stoppet. Og jeg synes det er både umådeligt trist og umådeligt imponerende at have en generation helt unge mennesker på tærsklen til selvstændighed, der beredvilligt bytter alt det vilde og dumme, kærestesorgerne og tømmermændene, ud med afstand og ansvarlighed.
Og det kom jeg til at græde over.
Jeg håber det snart lysner, og at denne her pandemi ikke bare fortsætter med en ny mutation. (Eller med zombier).
I det hele taget er jeg nok lidt grådlabil for tiden. Fik lidt svedige øjne over hvor gode alle fire piger var til at hjælpe hinanden med matematikopgaver i går: to af de store der tålmodigt lærte den mindste at dividere, den ældste der hjalp den næstældste med brøker, og den næstældste der hjalp næstyngsten med et eller andet jeg ikke forstod overhovedet. Tålmodigt og anerkendende.
Selv brugte jeg den tid de knoklede med matematik på at rydde op i mine bøger, og besluttede mig for at genoplive forårets coronabibliotek. Det skab jeg brugte sidst var dog regnet i stykker, så jeg satte et forsigtigt opslag op i grundejerforeningens Facebook-gruppe om nogen havde et lille brugt skab jeg måtte få – og blev blæst bagover af positive tilkendegivelser. I løbet af ingen tid havde en fremmed mand tilbudt at bygge et skab der passede til formålet, og tre andre fremmede mennesker havde tilbudt ham byggematerialer, mens hele grundejerforeningen heppede og talte om hvor hyggeligt det blev at have et fælles bibliotek foran mit hus.
Og i dag kom ham biblioteksbyggeren forbi og målte op, og jeg måtte tude igen da han var gået, af rørelse over hvor fint det er når mennesker hjælper hinanden.
Sådan kommer biblioteket til at se ud:
Det skal nok blive godt igen, altsammen. Det er bare om at fokusere på de ting der er gode, midt i det mørke.
I morgen skal jeg se min venindes hundehvalpe, og jeg tænker det må hjælpe gevaldigt på trangen til at tude at fylde sine hænder med nuttede hvalpe.
Hej søde familie. Jeg læser stadig om jer og nyder at høre om jer. Jeres piger er nogle søde og ansvarlige unge/børn. Vi hører desværre mest om de modsatte. Jeg tænker tit, når jeg læser om, hvor synd det er for børn og unge, der lider stort afsavn i denne tid, at skulle de ikke opleve værre ting, ynker jeg dem ikke. Min gode syveninde mistede sin søn i februar sidste år. Han blev kørt ihjel på motorvejen på Fyn. Kun 23 år. Hans lillesøster mistede sin bedste ven. Den lille familie har det af gode grunde det meget svært. Jeg tænker tit på hans lillesøster på 20 år, der ville være flyttet over til ham for at studere, men nu bliver hun selvfølgelig hjemme hos sine forældre. Unge mennesker der absolut skal feste og rejse udenlands burde skamme sig. Meget ros til jeres piger og andre fornuftige unge, burde man høre mere om i medierne.
Jeg blev meget trist, da jeg læste din kommentar. Jeg oplever ikke, at du levner plads til, at unge mennesker (og alle andre), kan være kede af, at skulle leve dette mærkelige, unaturlige og begrænsede liv. Samtidigt tænker jeg, at din argumentation om, at man ikke må være ked af det, hvis andre har værre, er hård. Og sat helt på spidsen, ville den argumentation jo betyde, at din veninde ikke kunne tillade sig at være slået ud, fordi hun har mistet et barn, når der findes andre, der har mistet alle deres børn. Og det går jeg ikke ud fra, at du mener 🙁
Sådan mente jeg det ikke, vi skal da alle have lov til at være kede af/trætte af situationen, vi er i. Vi har, efter min mening, fået mange egoister. Den dag veninden fortalte om den tragiske ulykke, klager en anden af sypigerne over, at hendes barnebarn ikke får lov at køre studenterkørsel med kammeraterne. Den episode fortæller mig om egoisme. Undskyld, jeg er nok ikke så god til at formulere mig som dig.
Hej Anni
Tak for din tilbagemelding, som jeg er oprigtig glad for. Vi skriver jo alle på baggrund af egne oplevelse, og jeg kan godt sætte mig ind i, at den fælles venindes klage over restriktioner umiddelbart i forlængelse af den andens sorg over et mistet barn, må havde været svær at bære. Jeg er enig i, at de to situationer ikke kan sammenlignes.
For seks år siden døde mine børns bedste veninde, 12 år gammel. Jeg ville gerne snuppe seks år i karantæne hvis det kunne få hende igen – intet kan sammenlignes med at miste børn, og jeg føler virkeligt med din veninde og hendes datter. Utroligt trist…
Jeg synes ikke man kan sammenligne de ting dog – det er umådeligt meget værre når børn dør end når de går glip af samliv og store milepæle – sidste skolelejrtur inden afgangseksamen, begge skoleballer og den slags – men jeg synes det er trist at de levende børn lider afsavn, og lader sig nøje med nogle ungdomsår med begrænsninger vi andre aldrig har haft.
Kram til din veninde og hendes familie
Vi går også og småtuder hjemme ved os. Både over stort og småt. 2020 var hård med sygdom i familien, usikre jobsituationer mv. Vi er mentalt udmattede, og jeg fældede også en enkelt tåre eller to over forlængelsen. Håndboldkampen, som var første gang, at 8-årige søn så en kamp gav os også en følelsesmæssig rutsjetur, så vi jublede, da dk vandt for derefter at bryde sammen i gråd over Egyptenes nederlag 😄 what a ride! Vi er SÅ klar til zombierne!
Fedt med biblioteket!
Ja et er om at juble de steder hvor man kan. Kram til jer
Jeg tudede også under pressemødet i går, og igen da jeg så dit fine bogskab. Der skal ikke så meget til for tiden.
Nej, det må være al den tid til at mærke efter der gør en så grådlabil?
Fint indlæg og sikke søde naboer du har 🙂
Det bliver spændende med det skab 🙂
Du har ret især børn og unge skal klare denne coronatid, men de gør det godt.
De må indhente det spildte, når den tid kommer hertil.
Vi kan jo næsten sidestille vores situation med krigstid.
Zombier og mutationer, ja det kan vi begynde at tænke, om er/kan blive den nye fremtid!
Man kan jo forestille sig mange nye slags virusser, som vi ikke er gearet til at klare i kroppen, det siges jo de nye 5G master kan gøre sit hertil og når verden er så åben som den er, ja så kan ting hurtigt spredes……….
Men lad os håbe på det bedste og at alt normaliseres i løbet af dette år.
Ønsker du og familien en rigtig god vinter uden for mange tudeture 🙂
Tusind tak og i lige måde❤️
Du er ikke den eneste der er særligt grådlabil for tiden, for jeg fik i hvert fald våde øjne bare af at læse om dine naboer og hjælpen med det lille bibliotek.
En jornalist jeg følger på IG havde skrevet noget i stil med, at mon ikke der kommer fester af dionysisk karakter efter al denne nedlukning. Og selvom det måske ikke lige præcis er det man går og drømmer om for sin teenager, så tror jeg at hun har lidt ret.
Jeg tuder også over det meste for tiden – jeg nævner i flæng: pressemøde, børn der skændes, en vintergæk i haven, at alle de andre var ude samtidig, så jeg havde huset for mig selv i 15 min. (hurra!!), at alle de andre var ude samtidig, så jeg havde huset fir mig selv i 15 min. (Jeg er ALENE! Panik!), nationalsangen til håndbold (begge holds…) + det løse. Konklusionen må være, at coronakuller er værre end alle de andre slags kuller…
kh Grethe
Ps. Jeg er ret vild med din blog. Coronakuller eller ej, så får den ofte tårerne op i øjnene. Tak!
Det er en mærkelig, mærkelig tid, vi går rundt i allesammen. Jeg trives egentlig meget godt i det lidt begivenhedsløse liv, men selv jeg begynder alligevel at mærke en lillebitte kløen efter noget mere. Bare…..noget. Lige nu sker der jo noget nyt på mandag, hvor vores yngste søn starter i skole igen, og det føles helt vildt! Nogen skal ud af døren om morgenen, hvor EKSOTISK. Vi føler os egentlig ret heldige herhjemme, for ingen jobs er i fare, ingen har eksamener til sommer, vi har ingen planer for sommerferien endnu…..og vi venter på vores hundehvalp, som kan hentes om tre uger❤️. Vil næsten sige, det gør mig lykkelig.