Om ikke at være værdig til plads på eget zombie-elitehold


Søndag morgen. Jeg blev vækket 05, af et mareridt jeg har forsøgt at genskabe i mit billedbehandlingsprogram ovenfor.
Jeps, good old zombie-mareridt, min sædvanlige nemesis. Tilført en heroisk kæmpende mindsteunge.

Man kunne tro det var de menneskeædende monstre i sig selv der var det værste ved zombiemareridt, og grunden til at jeg ikke kan falde i søvn igen. Det er det ikke – det er irritationen over hvor irrationelt jeg opførte mig i drømmen der holder mig vågen.
De sidste mange år har Ninjaman lidt for ofte påpeget hvor nyttesløs jeg selv ville være på et zombieoverlevelsesteam, med evnen til at sige “hvad sagde jeg?” som eneste unikke egenskab og helt uden hurtighed, kampevner eller andre særlige talenter. Efter mit natlige møde med zombierne må jeg erkende at mine overlevelsesevner er om muligt ringere end troet.

Se selv:

– I drømmen var min langtidsoverlevelsesplan at pakke et telt. Ikke en rustning, ikke mad, men et telt. “Det kan tåle minusgrader!” sagde jeg til børnene, da de stillede spørgsmålstegn ved om det var bedste valg.
– Jeg skjulte for Ninjaman at jeg og ungerne var ved at gøre os klar til at flygte fra zombiehorderne, fordi jeg “ikke ville gøre ham bekymret”.

– Jeg fravalgte at tage min yndlingskjole med som den ene af det to kjoler jeg pakkede, fordi jeg ikke ville risikere at den gik i stykker?

– Jeg roste min næstyngste for at have pakket “dejligt meget legetøj og spil, så vi ikke kom til at kede os!”

Og så fulgte ellers en amatøragtig gang flugt, hvor jeg og pigerne konstant mistede kufferten med teltet og det meget legetøj i bunker af blade og skulle lede efter den; valgte at sige ja tak til husly hos fremmede folk der helt tydeligt viste tegn på at være ved at blive forvandlede til zombier, og gjorde et unødvendigt langt stop på et dyrskue vi passerede for at se på nuttede griseunger. (Hvor i alverden kom den trang fra? Jeg har aldrig været i nærheden af et dyrskue i virkeligheden, og tvivler på at jeg ville prioritere at stoppe på et under en zombieapokalypse).

Nå, men det er så grunden til at jeg nu har ligget søvnløs i nogle timer. Måske I kan bruge mine erfaringer til at planlægge hvordan i ikke skal gøre når zombierne kommer?

(Visited 517 times, 1 visits today)

7 thoughts on “Om ikke at være værdig til plads på eget zombie-elitehold

  1. Der må og skal træffes svære beslutninger, når zombierne kommer, og jeg kunne da også godt være lidt i tvivl om dine overlevelsesevner efter den drøm ??
    Min mand og jeg har også lavet e A-team af venner og familie med brugbare skills. Jeg er lidt i tvivl om berettigelsen af hans plads ind i mellem, og en af mine bedste veninder fik ikke plads, men vi har brug for hendes kæreste ??‍♀️? (min plads er stensikker – omend svær at sætte ord på berettigelsen af) ?
    Men helt sikkert død-vigtig diskussion at have!!!

  2. Har lige haft snakken med familien i dag da jeg hellere vil bruge tiden, når de nye coronavacciner kommer, på at grave en bunker og horde jakabov i tilfælde af at den gør folk til zombier end være en prøveklud for en speed-godkendt vaccine. Min 12 årige konstaterede derefter tørt at hverken hende eller jeg jo har drivet til at overleve og at vi lige så godt kunne kaste os i døden hurtigt. Tænker faktisk hun har ret. Er simpelthen for magelig og let stresbar til at gide flygte resten af mit (potentielt korte) liv 🤷🏼‍♀️

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *