11/29/20

Om ikke at være værdig til plads på eget zombie-elitehold


Søndag morgen. Jeg blev vækket 05, af et mareridt jeg har forsøgt at genskabe i mit billedbehandlingsprogram ovenfor.
Jeps, good old zombie-mareridt, min sædvanlige nemesis. Tilført en heroisk kæmpende mindsteunge.

Man kunne tro det var de menneskeædende monstre i sig selv der var det værste ved zombiemareridt, og grunden til at jeg ikke kan falde i søvn igen. Det er det ikke – det er irritationen over hvor irrationelt jeg opførte mig i drømmen der holder mig vågen.
De sidste mange år har Ninjaman lidt for ofte påpeget hvor nyttesløs jeg selv ville være på et zombieoverlevelsesteam, med evnen til at sige “hvad sagde jeg?” som eneste unikke egenskab og helt uden hurtighed, kampevner eller andre særlige talenter. Efter mit natlige møde med zombierne må jeg erkende at mine overlevelsesevner er om muligt ringere end troet.

Se selv:

– I drømmen var min langtidsoverlevelsesplan at pakke et telt. Ikke en rustning, ikke mad, men et telt. “Det kan tåle minusgrader!” sagde jeg til børnene, da de stillede spørgsmålstegn ved om det var bedste valg.
– Jeg skjulte for Ninjaman at jeg og ungerne var ved at gøre os klar til at flygte fra zombiehorderne, fordi jeg “ikke ville gøre ham bekymret”.

– Jeg fravalgte at tage min yndlingskjole med som den ene af det to kjoler jeg pakkede, fordi jeg ikke ville risikere at den gik i stykker?

– Jeg roste min næstyngste for at have pakket “dejligt meget legetøj og spil, så vi ikke kom til at kede os!”

Og så fulgte ellers en amatøragtig gang flugt, hvor jeg og pigerne konstant mistede kufferten med teltet og det meget legetøj i bunker af blade og skulle lede efter den; valgte at sige ja tak til husly hos fremmede folk der helt tydeligt viste tegn på at være ved at blive forvandlede til zombier, og gjorde et unødvendigt langt stop på et dyrskue vi passerede for at se på nuttede griseunger. (Hvor i alverden kom den trang fra? Jeg har aldrig været i nærheden af et dyrskue i virkeligheden, og tvivler på at jeg ville prioritere at stoppe på et under en zombieapokalypse).

Nå, men det er så grunden til at jeg nu har ligget søvnløs i nogle timer. Måske I kan bruge mine erfaringer til at planlægge hvordan i ikke skal gøre når zombierne kommer?

11/10/20

Anbefalinger af lidt af hvert, November

Her lidt blandede ting som jeg synes fortjener en anbefaling:

At lave bagedyst med sine børn

Hvis man har store børn, der er nogenlunde velbevandrede i et køkken, er det en fantastisk aktivitet at lave madlavningskonkurrencer: der går mindst en dag med planlægning og indkøb, og endnu en dag med madlavning. Dage hvor de ikke stener skærm og skændes mindre end vanligt – og så kan det endda spises. Whats not to like?

Mine tre teenagere, samt bonusbarnet på 19, brugte en hel weekend på at fortolke Kaj-kager, mens mindstebarnet, Ninjaman og jeg var begejstrede dommere.

Det blev til naturlige kajkager – med mokka og brownie – kajkagebabyer – med vanilje og mazarin – og den blodige fortolkning af Kaj til tandlæge, med ribs og lyserød flødeskum.

Klistermærkeøjne

En af børnene fandt en pose med klistermærkeøjne, og lige siden bliver man jævnligt mødt af stirrende grøntsager, møbler og hundenumser herhjemme.

Hver gang der høres fnisen, ved man at noget nyt har fået øjne, og det er ret sjovt at finde ud af hvad.


Klimabog i børnehøjde

Alle tre teenagere har strejket for klimaet en del fredage sidste år, og omsyet genbrugstøj er en fast del af garderoberne hos alle fire børn. Det var det også da de var små, men til forskel for dengang vælger de det selv og drømmer ikke længere om at have råd til smart nyt tøj. Ihvertfald ikke højt. Derudover er to af dem hel-vegetarer, og de andre to spiser kun sjældent kød.

Selvfølgelig er de ikke lige hellige hele tiden – det med at huske at slukke lys efter sig er fx ikke helt en vane, men det er fedt at de engagerer sig, og får os voksne til at oppe os også.

Denne fine bog er god læsning til klimabevidste børn fra 9 og op, og har mange forslag til hvad man ellers kan gøre for at leve mere bæredygtigt – uden løftede pegefingre eller skræmmekampagner. Den er skrevet sådan lidt let og interessant, og kan bruges både som inspiration, undervisning og snak om alt det med klima, som de alligevel hører om hele tiden og kan være bekymrede over.

Ninjaman og jeg var særligt glad for kapitlet om “rewildling”, hvor man lader være med at luge ukrudt og lader haven stå lidt vildt, for insekternes skyld. Der har vi så været lidt på forkant i årevis;)

Bogen er anmeldereksemplar fra forlaget Carlsen, og den er en anbefalelse værd.

Ny kjole

Efterår og jernbanefløjl – god kombi, ikke?

Har lige købt denne kjole, som jeg er virkeligt glad for:

Den er fra superlove (adlink) og mærket er Numph. Kan virkeligt anbefales, lun og slidstærk og sidder ret pænt.

Børnestavning

Tog et foto af dette skilt på et toilet ved indskolingen. Børnestavning er altså genialt!

 

11/5/20

Vind verdens fineste vinterkjole – eller noget andet fra “Dress the bird”

Sponsoreret indhold.

Konkurrencen er slut. Vinderen blev “kid_kat”, udtrukket på Instagram denne gang.

Trænger vi ikke til en konkurrence, der kan lyse lidt op her i November-gråheden? Denne gang kan man vinde en fuldstændigt valgfri kjole, cardigan eller andet fra formidable Dress the bird, som jeg har samarbejdet med flere gange og været stamkunde hos i årevis.

I starten af efteråret købte jeg denne vidunderlige røde kjole, der muligvis er den bedste vinterkjole jeg har ejet i mit liv. Varm, velsiddende, med masser af vidde i skørtet – og så har den lommer! Bordeaux er endda min yndlingsfarve, så det er ikke nogen stor overraskelse hvor ofte jeg ender med at tage kjolen her på. Alle pengene værd – den kommer jeg til at bruge mange vintre fremover!

Jeg har handlet hos Dress the bird i mange år og synes de har sådan et sikkert udvalg af ting man kan have i årevis. På min julegaveønskeliste står der cardigans, og jeg tænker at en hvilken som helst af disse ville kunne peppe en hvilken som helst kjole i skabet godt op:

Altså – det betyder ikke at jeg ikke kigger længselsfuldt efter drømmekjoler, selv om jeg har hvad jeg skal bruge på den front. Vandt jeg i lotto, ville de her være første køb:

(og ja: jeg har noget med farver, særligt om vinteren, hvor jeg føler mig endnu mere trist hvis jeg tager sort tøj på)

De her kjoler er også fine:


Konkurrence: vind lige hvad du vil, fra Dress the bird.

Ja, du læste rigtigt! Vind din helt egen drømmekjole, til at gøre vinterdagene sjovere i. Eller en fin cardigan, et par røde sko, en blød vinterfrakke, en smart buksedragt eller noget andet. Der er frit valg på alle hylder!

Alt du behøver gøre er at gå ind på Dress the birds fristende hjemmeside og vælge hvad du ønsker dig allermest, og så smæk et link ind i kommentarfeltet herunder, gerne inklusiv hvilken størrelse du ønsker.

En heldig vinder trækkes d. 1-12, så præmien kan nå frem før julens hyggearrangementer.

For et ekstra lod i puljen kan man også deltage inde på min Instagram @hverdag – men det er kun et forslag.

11/3/20

Boganmeldelse: Sissel-Jo Gazans “Hvide blomster”


Bogen er modtaget som anmeldereksemplar, men min overdrevne begejstring er 100% ægte

Jeg har været virkeligt vild med Sissel-Jo Gazans forfatterskab lige siden “Dinosaurens fjer” for mange år siden slog benene væk under mig, med sin unikke blanding af stemning, spænding og fantastisk nørderi. For nogle år siden var “Blækhat” en af de bedste bøger jeg læste det år – og i år er hendes helt nye “Hvide blomster” altså årets bog for mig, helt uden sidestykke.

Jeg har altid syntes der er noget fascinerende og uendeligt charmerende over folk der virkeligt går op i noget særligt som de kan videregive på en spændende måde, og det er det Gazan altid gør så eminent godt. I “Blækhat” blev der nørdet graffiti og svampe, i denne er det botanik og tatoveringskunst der er omdrejningspunkt (hvilket har fået mig til virkeligt at overveje om jeg ikke burde få bare en lillebitte tatovering selv snart.)

Bogens hovedperson er den 14 årige Jenny, der bor på Samsø med sin mor Kisser, der med åbne arme tager imod unge mennesker der har været udsat for grimme ting og har brug for særlig omsorg.

Jennys oldefar var en berømt botaniker, og Jenny bruger meget af sin fritid på at gå i hans fodspor og indsamle og tegne blomster. Jennys nærmeste veninde er hendes jævnaldrende kusine og nabo, Tessa, der bor i en rodet familie med en misbrugsramt mor, der har børn med flere forskellige mænd, og derudover også tjener penge på at passe utilpassede plejebørn. Ved bogens start er plejedatter Bettina forsvundet, og kusinerne bruger meget tid på at forsøge at opklare hvad der er sket med hende. Læser man bagsideteksten lyder bogen som om det er en slags krimi, men Bettinas forsvinden er ikke det væsentlige, og jeg synes den har mange flere lag end en traditionel krimi.

Tessas far, Jennys forgudede onkel Jimmy, er ligesom Jennys mor og pigernes morfar Palle tatovør, og lever et omflakkende liv hvor han får rodet sig ud i en masse småkriminalitet. Det er beskrivelsen af familiens relationer og de begivenheder der har formet de mennesker de er blevet der driver historien, og personerne fremstår alle helstøbte og levende, med alle deres fejl og mangler. Jeg er helt vild med morfar Palle, hvis livshistorie afdækkes gennem bogen. Han står helt tydeligt frem, med sine fejl og mangler, men også med en levende personlighed.

Også bogens mange bipersoner er meget troværdige, og beskrivelserne af livet på samfundets bund er genkendelige og hjerteskærende.

Det lille lokalsamfund ved godt hvor der foregår omsorgssvigt og småkriminalitet, men ikke mange handler på det – kun Jennys mor, der bl.a. fodrer på lille omsorgssvigtede Nicklas og lader ham hænge ud hos dem når han har behov – i starten til Jennys irritation.

Det er ikke småting der sker på Samsø: rockere,  pædofili, omsorgssvigt, mordbrand, forsvindinger og andre grumme ting, men det er fortællingerne i familien der gør de største indtryk. Hemmelighederne, måderne at handle på, loyaliteten over for hinanden. Og en masse om hævn.
Det er en absolut fremragende bog, smækfyldt med historier man både væmmes ved, røres over og gribes af.
En stor, stor anbefaling.

5/5 stjerner

(Det ene boglink er et boglink, og  min nevøs lille arm er tatoveret med en fake-tattoo fra forlaget )