“Ai, men skal jeg så kun snakke med HUNDEN?” var yngstebarnets forargede reaktion, da hun hørte at den længe ventede efterårstur til Ebeltoft, ikke ville komme til at involvere resten af søsterflokken.
De tre teenagere var blevet inviteret til så mange ting med venner at de slet ikke kunne afgive fem dage til at hænge ud foran brændeovnen i et lille sommerhus med deres kedelige forældre, og efter en del afgivelse af højtidelige løfter om ikke at lave alkoholrelaterede aktiviteter, fik de lov til at blive hjemme.
De store er vokset op i en tæt klump, hvor alting er foregået i flok, og har altid med kyshånd taget imod enhver mulighed for at få alenetid med forældre – men mindstebarnet har det ikke helt på samme måde. Netop fordi de andre tre har fulgtes nogenlunde ad i alder og interesser har hun altid haft lidt nemmere adgang til voksentid. Søsteropmærksomhed suger hun derimod til sig, og at skulle undvære den var en tanke der lige skulle lægge sig.
Nu er vi her så – og det er på alle måder federe end både hun og vi voksne havde forestillet os.
Lyset er mildt, luften er frisk, og selv om vi alle tre i perioder savner de andre unger og synes det er underligt de mangler, så er der også noget ret fedt i ikke at være så mange der skal blive enige om hvad vi skal lave/lytte til i bilen/spise/spille og det føles helt utroligt ferie-agtigt.
Vi sover alle tre i en klump foran den buldrende pejs – der er eneste varmekilde i det lille sommerhus. Når vi går i seng er her saunaagtigt varmt og vi ligger og damper under hver vores tynde lagen, og når ilden dør ud hen på natten, tager vi klaprende af kulde tykt nattøj på og kravler tættere på hinanden. Det er en del af charmen.
Hunden synes godt nok at vandet på stranden er næsten lige så skræmmende som støvsugeren, men udnytter at senge og sofaer ikke er helt lige så forbudt område som hjemme. Lige nu ligger han og snorker højt op af et skærmkiggende barn, mens han indimellem sukker lykkeligt:
Så det er her vi er nu. Og det er megahyggeligt – men jeg håber nu at de store kan lokkes med næste gang, for det føles stadig mest rigtigt at være en stor flok.
