Om fem år i sygdomsskygger

I sidste uge var det fem år siden min Ninjaman fik at vide han havde kræft. Selv om kræften lykkeligvis kunne fjernes helt ved første operation, og heldigvis ikke havde nået at brede sig til lymfer, hjerne eller lunger og han ikke behøvede kemoterapi, så har det fyldt rigtigt meget lige siden. Det har taget 12 operationer at få rekonstrueret alt det de måtte skære af, så det var ikke overstået med de første fire måneders frygt og smerte, men er blevet spredt tyndt og mørkt ud over årene siden.
I foråret blev han opereret for sidste gang, og han er også færdig med alle de halvårlige scanninger, så nu er vi officielt nået dertil hvor vi kan se fremad på ene rigtige måde, uden hele tiden at have nye operationer til at nulstille fremskridt.

Men årsdagene og tiden før og efter er altid mørke, for os allesammen. Pigerne har gået til psykolog af flere omgange, for skrækken for at miste deres far – på samme måde som de kort inden han blev syg også havde mistet deres bedste veninde – har sat spor. For nogle år siden bearbejdede han selv de grimme oplevelser i begyndelsen af forløbet på en blog, og syntes det lettede ham – jeg har ikke engang kunnet læse det han skrev.

Selv havde – og har jeg – en håndfuld gode venner der virkeligt har stillet op med lyttende ører og upassende jokes, til når jeg ikke kunne have ordene inde i hovedet selv længere. Og da det var allersværest og jeg havde flere ord end dem mine venner kunne rumme, skrev jeg dem ned i små notesbøger og dokumenter rundt omkring.
Jeg faldt over nogle af dem forleden.

Og de gjorde mig først virkeligt ked af det. Fordi det er uretfærdigt at den slags har skullet fylde så meget så længe. Bagefter blev jeg glad. Glad for at vi stadig er her, at vi kom igennem. Og at det kun bliver lysere herfra, nu hvor ingen operationer står og truer i horisonten længere.

November 2015

Tics

Min datter siger en lyd.

“HØ!” Siger hun.

Hun siger HØ, 

når hun sidder ved siden af mig, 

når hun spiser, 

når hun tegner, 

når hun leger, 

når hun er sur, 

når hun er ked af det, 

når hun er glad.

“HØ!” Siger hun,

Og jeg bliver så irriteret.

“Lad nu være med at sige den lyd!” Siger jeg, og man kan høre jeg er irriteret.

Så siger hun den ekstrameget.

“Høhøhø!”

Jeg bliver så træt af den lyd, for den minder mig om at jeg ikke kan gøre noget, 

for at ændre grunden til at hun siger den.

Jeg kan ikke stoppe hende i at opleve sygdom

Jeg kan ikke få ordet “kræft” til at lyde ufarligt

Jeg kan ikke gøre hendes far rask

Jeg kan ikke tage frygten for at han dør, fra hende

Jeg kan ikke love hende at alt bliver godt, og med sikkerhed overholde det.

Jeg kan ikke forhindre at hun ser han har ondt

Han har ondt når han går, når han sover, når han spiser, når han taler, når han løfter, når han bader, når han humper rundt i stuen.

Og det kan jeg ikke forhindre at hun ved.

Min datter siger en lyd,

Og jeg bliver vred, på mig selv,

for lyden minder mig om alt det jeg ikke kan.

(Visited 644 times, 1 visits today)

4 thoughts on “Om fem år i sygdomsskygger

  1. Av. Så sad man lige og tudede ned i sit surdejsbrød. Hvor er jeg glad for at I er ude på den anden side ❤️❤️❤️

  2. Meget godt beskrevet hvordan du/I har haft det i familien.
    Kræft er en lort, min datter var ved at dø fra mig af leukæmi i ca. 5 år, så…
    12 operationer er meget, stakkels mand.
    Jeg håber I nu alle kan finde ro og nyde fremtiden og jeg håber kræft snart kan fjernes helt med en vaccine eller sådan.
    Pas på jer og en god weekend til jer 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *