10/20/20

Om at sende bøger ud i verden, ro til at skrive og ting at bruge penge på

Jeg har skrevet en roman.

Det har jeg gjort en gang før – den gang var det en ungdomsroman som jeg sendte til en konkurrence og skrinlagde helt da den blev afvist. Jeg blev ikke helt tilfreds med den, men så den mest som en øvelse i at skrive noget færdigt – så på den vis var det ikke spild af 70.000 ord at skrive den og det generer mig ikke at den endte i skuffen.

Den nye bog jeg har skrevet er en rigtig roman, og selve historien er klar til at blive sendt til forlag. Jeg mangler bare at finde en der kan læse korrektur på den, for efter sigende sætter jeg ret fucked kommaer.

Det er en underlig tanke at nogen skal sidde og læse noget jeg har skrevet på i tre år, have en mening om den – og med stor sandsynlighed afvise den.

Forlagene tager kun ganske få debutanter ind, så jeg er helt med på at sandsynligheden for at det første forlag jeg sender til tager den, er ganske lille. Jeg håber da at nogen vil udgive den på et eller andet tidspunkt, men lige nu nyder jeg bare at jeg rent faktisk er kommet ind i en rytme med at få skrevet noget næsten hver dag, og jeg er allerede i gang med et udkast til noget helt nyt.

Da jeg i sommer fik stjålet alle mine smykker besluttede jeg mig for at forsikringspengene ikke skulle bruges til at anskaffe nye. Det der var særligt ved smykkerne – og gjorde mig ked af at have mistet dem – var jo hvornår og af hvem jeg havde fået dem. Det kan jeg ikke købe igen.
Det fornuftige ville være at smide pengene ind på en konto til uforudsete udgifter eller de jævnlige perioder med økonomisk lavvande. Fornuft er ikke mit mellemnavn, så det skal de bare ikke: det er penge for ting der engang har gjort mig glad, og de skal kun bruges til ting der giver samme mængde glæde. Foreløbigt har jeg måttet erkende at jeg åbenbart føler mest glæde ved at give ting væk, for jeg har brugt en del på at invitere Ninja og unger på restaurant flere gange, og har købt gaver til alle. Et lille fjernsyn til soveværelset, så man kan ligge og se serier i sengen på trætte dage er det også blevet til.

Resten står og venter på at blive brugt på noget godt, som jeg ikke ellers ville have råd til – og her forleden fandt jeg noget til mig selv: et skriveophold, på Marienlyst badehotel om tre uger. Ret dyrt, men jeg glæder mig åndsvagt meget til to dage med skriveri og luksus, og sparring med andre skrivende.

Og mens jeg glæder mig til det, må jeg forsøge at tage mig sammen til at turde sende det andet manus ud i verden, og håber nogen tager godt imod det.

Det er sværere end det lige lyder – bare at skrive dette indlæg og indrømme at jeg har skrevet noget der føles færdigt, føles vildt grænseoverskridende…

Er der nogen af jer der skriver selv og kender følelsen? Erfaringer modtages meget gerne.

10/12/20

Om efterårsferie med 25% af børneflokken

“Ai, men skal jeg så kun snakke med HUNDEN?” var yngstebarnets forargede reaktion, da hun hørte at den længe ventede efterårstur til Ebeltoft, ikke ville komme til at involvere resten af søsterflokken.
De tre teenagere var blevet inviteret til så mange ting med venner at de slet ikke kunne afgive fem dage til at hænge ud foran brændeovnen i et lille sommerhus med deres kedelige forældre, og efter en del afgivelse af højtidelige løfter om ikke at lave alkoholrelaterede aktiviteter, fik de lov til at blive hjemme.

De store er vokset op i en tæt klump, hvor alting er foregået i flok, og har altid med kyshånd taget imod enhver mulighed for at få alenetid med forældre –  men mindstebarnet har det ikke helt på samme måde. Netop fordi de andre tre har fulgtes nogenlunde ad i alder og interesser har hun altid haft lidt nemmere adgang til voksentid. Søsteropmærksomhed suger hun derimod til sig, og at skulle undvære den var en tanke der lige skulle lægge sig.

Nu er vi her så – og det er på alle måder federe end både hun og vi voksne havde forestillet os.
Lyset er mildt, luften er frisk, og selv om vi alle tre i perioder savner de andre unger og synes det er underligt de mangler, så er der også noget ret fedt i ikke at være så mange der skal blive enige om hvad vi skal lave/lytte til i bilen/spise/spille og det føles helt utroligt ferie-agtigt.

Vi sover alle tre i en klump foran den buldrende pejs – der er eneste varmekilde i det lille sommerhus. Når vi går i seng er her saunaagtigt varmt og vi ligger og damper under hver vores tynde lagen, og når ilden dør ud hen på natten, tager vi klaprende af kulde tykt nattøj på og kravler tættere på hinanden. Det er en del af charmen.

Hunden synes godt nok at vandet på stranden er næsten lige så skræmmende som støvsugeren, men udnytter at senge og sofaer ikke er helt lige så forbudt område som hjemme. Lige nu ligger han og snorker højt op af et skærmkiggende barn, mens han indimellem sukker lykkeligt:

Så det er her vi er nu. Og det er megahyggeligt – men jeg håber nu at de store kan lokkes med næste gang, for det føles stadig mest rigtigt at være en stor flok.

10/1/20

Om fem år i sygdomsskygger

I sidste uge var det fem år siden min Ninjaman fik at vide han havde kræft. Selv om kræften lykkeligvis kunne fjernes helt ved første operation, og heldigvis ikke havde nået at brede sig til lymfer, hjerne eller lunger og han ikke behøvede kemoterapi, så har det fyldt rigtigt meget lige siden. Det har taget 12 operationer at få rekonstrueret alt det de måtte skære af, så det var ikke overstået med de første fire måneders frygt og smerte, men er blevet spredt tyndt og mørkt ud over årene siden.
I foråret blev han opereret for sidste gang, og han er også færdig med alle de halvårlige scanninger, så nu er vi officielt nået dertil hvor vi kan se fremad på ene rigtige måde, uden hele tiden at have nye operationer til at nulstille fremskridt.

Men årsdagene og tiden før og efter er altid mørke, for os allesammen. Pigerne har gået til psykolog af flere omgange, for skrækken for at miste deres far – på samme måde som de kort inden han blev syg også havde mistet deres bedste veninde – har sat spor. For nogle år siden bearbejdede han selv de grimme oplevelser i begyndelsen af forløbet på en blog, og syntes det lettede ham – jeg har ikke engang kunnet læse det han skrev.

Selv havde – og har jeg – en håndfuld gode venner der virkeligt har stillet op med lyttende ører og upassende jokes, til når jeg ikke kunne have ordene inde i hovedet selv længere. Og da det var allersværest og jeg havde flere ord end dem mine venner kunne rumme, skrev jeg dem ned i små notesbøger og dokumenter rundt omkring.
Jeg faldt over nogle af dem forleden.

Og de gjorde mig først virkeligt ked af det. Fordi det er uretfærdigt at den slags har skullet fylde så meget så længe. Bagefter blev jeg glad. Glad for at vi stadig er her, at vi kom igennem. Og at det kun bliver lysere herfra, nu hvor ingen operationer står og truer i horisonten længere.

November 2015

Tics

Min datter siger en lyd.

“HØ!” Siger hun.

Hun siger HØ, 

når hun sidder ved siden af mig, 

når hun spiser, 

når hun tegner, 

når hun leger, 

når hun er sur, 

når hun er ked af det, 

når hun er glad.

“HØ!” Siger hun,

Og jeg bliver så irriteret.

“Lad nu være med at sige den lyd!” Siger jeg, og man kan høre jeg er irriteret.

Så siger hun den ekstrameget.

“Høhøhø!”

Jeg bliver så træt af den lyd, for den minder mig om at jeg ikke kan gøre noget, 

for at ændre grunden til at hun siger den.

Jeg kan ikke stoppe hende i at opleve sygdom

Jeg kan ikke få ordet “kræft” til at lyde ufarligt

Jeg kan ikke gøre hendes far rask

Jeg kan ikke tage frygten for at han dør, fra hende

Jeg kan ikke love hende at alt bliver godt, og med sikkerhed overholde det.

Jeg kan ikke forhindre at hun ser han har ondt

Han har ondt når han går, når han sover, når han spiser, når han taler, når han løfter, når han bader, når han humper rundt i stuen.

Og det kan jeg ikke forhindre at hun ved.

Min datter siger en lyd,

Og jeg bliver vred, på mig selv,

for lyden minder mig om alt det jeg ikke kan.