Om det overraskende ved at skifte børn ud med teenagere

Min næstyngste datter – det lille, tykkindede, kageglade, nussevenlige, temperamentsfulde, heliumsstemmeførende minibarn – fyldte 14 år i fredags. Af en eller anden grund er det altid hendes fødselsdage der overrasker mig mest: at den ældste er størst og fylder høje år virker logisk nok, og at den næstældste stille og roligt lunter efter og også tillader sig at blive ældre og ældre kan jeg også vænne mig til –  men at hendes pseudotvilling-lillesøster ræser efter og fylder præcist det samme kort tid efter, er altid et stort chok.

Jeg kan huske fra da alle fire børn var babyer, hvor overraskende det var at de i det ene øjeblik var helt spæde og bittesmå, og det næste kunne gå og havde meninger. Men det der med at være børn, der byggede huler, fik læst højt, satte krydser i legetøjskataloger ved ting de ønskede sig, tegnede tegninger, skændtes om hvem der var heltinden i tegnefilmen, opførte lange teaterstykker, og altid var mere end villige til at tilbringe al vågen fritid med at fylde mine øregange med sniksnak, varede uendeligt lang tid. Så lang tid at det føltes helt evigt.

Skiftet til at hele 75% af flokken nu er store teenagere – den ældste og hendes kæreste leder efter lejlighed, og mellempigerne interesserer sig ikke længere for det de gjorde før – føles chokerende brat.
Efter 18 års tid hvor jeg har vænnet mig til at blive blæst bagover af tsunamier af ord det øjeblik jeg trådte ind af døren herhjemme, er det virkeligt besynderligt hvor ofte jeg nu kommer hjem til et tomt hus, og kan åbne sms’er om hvem teenagerne og deres udadvendte lillesøster nu hænger ud med.
Den eneste tsunami der er tilbage, er hundens begejstrings-danse over at se mig. (Dem sætter jeg virkeligt også pris på, og overvejer stærkt at anskaffe mig tre hunde mere, bare for gamle minders skyld.)

Opmærksomhed fra hunde kan dog også være for meget:her til morgen vækkede hunden mig klokken 05.50, ved at banke sit tykke hoved ind i døren til gangen foran soveværelset indtil den gik op, og med kækt klikkende tånegle mod gulv ræse hen og lægge sig på gulvet – oven på min kjole fra dagen før – og starte den højeste gang snorken op.

Irriteret over at blive vækket, rejste jeg mig og kylede ham ind i stuen igen. I gangen foran soveværelset har vi for nyligt indrettet et “bibliotek“/læsekrog/gamerhjørne, der hvor den tredobbelte køjeseng fyldt med børn plejede at stå, og da jeg gik forbi opdagede jeg at sofaen der var fyldt med sovende teenagere. De havde selvstændigt malet vægge i går, og kunne ikke sove på egne værelser. Jeg måtte stoppe længe og glo på dem – også selv om jeg ved hvor “creepy” de ville have beskyldt mig for at være hvis de var vågnet og havde set mig stirre. Helt nuttede og sammenfiltrede, og en tidsmaskine tilbage til dengang man godt måtte sige de var nuttede, selv om de hørte på det.

Nu nøjedes jeg bare med at blive rørt over dem i smug, og tænke inden i mig selv at de stadig var ret nuttede.

 

(Visited 578 times, 1 visits today)

One thought on “Om det overraskende ved at skifte børn ud med teenagere

  1. Min 18 årige. Fra samme netbaby mødregruppe som din 18 årige. (Bare for at øge chokeffekten )

    Han har lige fået et CVR nummer fordi han ikke kunne finde et job der ikke var irriterende. Så han skabte sit eget. Har styr på ordre og afsættelse af vare.

    Hvornår ind i *biiiiib* blev han gammel nok til at tænke så fornuftigt?

    Tilgengæld flytter han nok aldrig hjemmefra.

    Samtalen
    ( enige) børn: vi vil havde Disney+.
    mig: Nops vi har Netflix. 1 er rigeligt.

    2 min senere. Vi har splejset om Disney +

    Det er næsten voksent og ren barndom på samme tid.q

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *