09/16/20

Boganmeldelser, september 2020

Bøger er anmeldereksemplarer, links er adlinks, anmeldelser er oprigtige.

For tiden føles det som om det eneste fritids-agtige jeg laver, er at læse. Arbejdet fylder lidt for meget for tiden, så det er spændende bøger der skal til for at distrahere.

Her lidt anbefalinger/anmeldelser af spændende bøger jeg har læst på det sidste – links er adlinks og nogle af bøgerne er anmeldereksemplarer, men min mening er lige så oprigtig som den plejer at være:

”Sanatoriet” af Anne-Sophie Lunding-Sørensen

Romanen foregår i 1929, hvor den unge psykiater Hannah Neumann ankommer til sanatoriet “Sølyst”, hvor flere kvindelige patienter har begået selvmord de seneste måneder. Sanatoriets leder, doktor Berg, har ikke meget til overs for hverken kvindelige læger eller nymodens påfund som psykiatri, men han er presset nok til at ansætte Hannah. Det er en spændende fortælling, men allermest fascinerende er faktisk det tydelige tidsbillede, hvor homoseksualitet –  og kvinders seksualitet i det hele taget – opfattes som depraveret og sygelig, og det er sl for nemt at fratage kvinder al myndighed og indlægge dem.

En god, fængende roman.

Min vurdering: 4/5 stjerner

Forlag: Politikens forlag

“Sanatoriet”  udkommer d. 22-9

“Datterens Fortælling” af Armando Lucas Correa

Min far er den vildeste anden verdenskrigs ekspert, og hans entusiasme har smittet en del af på mig. Hvor han er optaget af at nærlæse om slag og strategier, er jeg mest til at læse om de menneskelige fortællinger. Denne bog havde jeg hørt meget godt om, og mine forhåbninger var at den var god på samme måde som “De heldige” som jeg før har anmeldt positivt.
Desværre blev jeg noget skuffet. Bogen starter spændende ud, med beskrivelsen af et sødt jødisk ægtepar og deres to små døtre i Berlin. Nazisterne fængsler faderen, og brænder moderens boghandel, og i desperation sender hun det ene barn til Argentina og flygter til sydfrankrig med det andet. Og så er det at jeg begynder at blive utålmodig som læser, der hele tiden forventer at få lov til at følge det barn der sendes væk også, men fokus bliver hos det barn hun har hos sig. Flere gange tog jeg mig selv i at måtte følge videre med bipersonerne, se historien fra deres synsvinkel også – faderen, det andet barn, moderen, præsten, kokkepigen – hvem som helst af de personer der kommer forbi og viser en flig af en historie der er fascinerende, men det sker ikke. Pigens historie er ikke uspændende, overhovedet ikke, men alligevel giver det en flad fornemmelse og det er langt fra den bedste roman jeg har læst om perioden.

Min vurdering: 3/5 stjerner

Forlag: hr. Ferdinand

Datterens fortælling” udkom d. 6-8/2020

“Cilkas rejse” af Heather Morris

Hvis man skal læse noget anden verdenskrigs relateret er “tatovøren fra Auschwitz” et meget bedre, men også barskere, bud. Samme forfatter er netop udkommet med “Cilkas rejse”, der markedsføres som en fortsættelse, men godt kan læses alene. I “tatovøren” er Cilka en biperson: en smuk ung jødisk pige, der tvinges til at være en højtstående nazists “kæreste” og får særlige privilegier til gengæld for de jævnlige voldtægter. I denne roman er krigen netop slut og Auschwitz befriet. Cilka bliver dog ikke sat fri, men dømmes på uretfærdig vis for samarbejde med fjenden og sendes 15 år i russisk arbejdslejr, nord for polarcirklen. Her er forholdene næsten lige så usle, og overgreb, sult og farligt arbejde er en del af hverdagen. Cilka er en bemærkelsværdige person. Viljestærk, empatisk, og med en stærk vilje til at overleve, trods alt hun har været igennem.

Hvis man kan holde til at læse noget rigtigt barskt, er denne bog på alle måder anbefalelsesværdig.

Min vurdering: 4/5 stjerner

Forlag: Aronsen

Cilkas rejse” udkom 20-6/2020

 

“Mørkt bedrag” af Colleen Hoover

Bestsellerforfatteren Verity Crawford ligger ubevægelig i sin seng efter en ulykke, og den unge forfatter Lowen hyres til at skrive videre på hendes romanserie. Lowen finder et chokerende privat dokument i Veritys skuffer, og samtidigt bliver hun mere og mere tiltrukket af Veritys sørgende mand.

Persontegningen er ikke overvældende imponerende, og historien er lidt langt ude – men den er altså virkeligt spændende alligevel, og en bog man ikke lige får lagt fra sig.

Min vurdering:4/5 stjerner

Forlag:Lindhardt og Ringhof

Mørkt bedrag” udkom 11-6/2020

09/13/20

Om det overraskende ved at skifte børn ud med teenagere

Min næstyngste datter – det lille, tykkindede, kageglade, nussevenlige, temperamentsfulde, heliumsstemmeførende minibarn – fyldte 14 år i fredags. Af en eller anden grund er det altid hendes fødselsdage der overrasker mig mest: at den ældste er størst og fylder høje år virker logisk nok, og at den næstældste stille og roligt lunter efter og også tillader sig at blive ældre og ældre kan jeg også vænne mig til –  men at hendes pseudotvilling-lillesøster ræser efter og fylder præcist det samme kort tid efter, er altid et stort chok.

Jeg kan huske fra da alle fire børn var babyer, hvor overraskende det var at de i det ene øjeblik var helt spæde og bittesmå, og det næste kunne gå og havde meninger. Men det der med at være børn, der byggede huler, fik læst højt, satte krydser i legetøjskataloger ved ting de ønskede sig, tegnede tegninger, skændtes om hvem der var heltinden i tegnefilmen, opførte lange teaterstykker, og altid var mere end villige til at tilbringe al vågen fritid med at fylde mine øregange med sniksnak, varede uendeligt lang tid. Så lang tid at det føltes helt evigt.

Skiftet til at hele 75% af flokken nu er store teenagere – den ældste og hendes kæreste leder efter lejlighed, og mellempigerne interesserer sig ikke længere for det de gjorde før – føles chokerende brat.
Efter 18 års tid hvor jeg har vænnet mig til at blive blæst bagover af tsunamier af ord det øjeblik jeg trådte ind af døren herhjemme, er det virkeligt besynderligt hvor ofte jeg nu kommer hjem til et tomt hus, og kan åbne sms’er om hvem teenagerne og deres udadvendte lillesøster nu hænger ud med.
Den eneste tsunami der er tilbage, er hundens begejstrings-danse over at se mig. (Dem sætter jeg virkeligt også pris på, og overvejer stærkt at anskaffe mig tre hunde mere, bare for gamle minders skyld.)

Opmærksomhed fra hunde kan dog også være for meget:her til morgen vækkede hunden mig klokken 05.50, ved at banke sit tykke hoved ind i døren til gangen foran soveværelset indtil den gik op, og med kækt klikkende tånegle mod gulv ræse hen og lægge sig på gulvet – oven på min kjole fra dagen før – og starte den højeste gang snorken op.

Irriteret over at blive vækket, rejste jeg mig og kylede ham ind i stuen igen. I gangen foran soveværelset har vi for nyligt indrettet et “bibliotek“/læsekrog/gamerhjørne, der hvor den tredobbelte køjeseng fyldt med børn plejede at stå, og da jeg gik forbi opdagede jeg at sofaen der var fyldt med sovende teenagere. De havde selvstændigt malet vægge i går, og kunne ikke sove på egne værelser. Jeg måtte stoppe længe og glo på dem – også selv om jeg ved hvor “creepy” de ville have beskyldt mig for at være hvis de var vågnet og havde set mig stirre. Helt nuttede og sammenfiltrede, og en tidsmaskine tilbage til dengang man godt måtte sige de var nuttede, selv om de hørte på det.

Nu nøjedes jeg bare med at blive rørt over dem i smug, og tænke inden i mig selv at de stadig var ret nuttede.