06/7/20

Om indre uro

For tiden er jeg drænet for ord.

Selvom jeg skriver på en roman der nu er 90% færdig, kan jeg ikke tage mig sammen til at skrive noget. Åbner dokumentet mindst ti gange dagligt, men de ord der føltes tæt på tidligere på dagen er altid pist væk. Blogindlæg på samme måde. Sms’er til venner bliver ved tanken. Jeg bøjer af på at lave aftaler, isolerer mig, og når jeg har fri fra arbejde har jeg ikke overskud til meget andet end at sidde i et hjørne af haven med en bog, mens børnene larmer rundt.

De sidste måneder har trykket hårdt på alle mine paranoiacentre, med Ninjamans forestående operation og en nedlukket verden, der føltes som en film. Eller som nogle af de søvnløshedsfantasier jeg har i pressede perioder. Coronaen føles ikke længere så skræmmende eller tæt på længere, og operationen gik lige så godt som håbet. Solen skinner dejligt ofte, og jeg burde kunne parkere det hele i hvor-er-det-spild-af-tid-at-være-bange-for-alt-går-jo-parkeringskælderen og være glad, men det er som om min hjerne lige humper lidt efter virkeligheden og stadig er trist og urolig.

Har ikke lyst til at tale med nogen om det, men kan heller ikke finde ud af at distrahere mig selv ordentligt. Kan mærke hvordan alle de store mængder overskydende ord jeg altid har haft og normalt kanaliserer ud i skriverier og venner, er blevet spist op af den her grå følelse, og gør at jeg hverken kan skrive eller gider socialisere.

Mindstebarnet fyldte ti år i onsdags, og måske hjalp det mig til at få hul igennem til mig selv.

Jeg tog fri sammen med hende, og vi dimsede sammen rundt inde i byen, mens jeg lyttede til hendes umådelige mængder af tankestrømme. Hendes far og søstre skulle komme ind til os, så vi kunne spise den ønskede fødselsdagsmiddag: billige take away nudler, på en bænk, men vi havde stadig mange timer til fjol og snak
Al den sniksnak gjorde det umuligt for mig at gå rundt i tristhedsboblen – som om hun lige fik spulet mit hoved rent, med sin strøm af glade ord og mærkelige betragtninger.

I dag har jeg aftalt cykeltur med en af mine store piger. Teenagesniksnak tager en del længere tid at starte op, men når der først er hul igennem er mængden af ord mindst lige så imponerende som da de var små og det er noget af det hyggeligste.

Jeg har tænkt på at man burde kunne sælge børnetanker som kur mod tungsind. Der må være en forretningsmulighed gemt et eller andet sted