04/28/20

Anbefalinger af tv-serier du skal se lige nu, April 2020

En virkeligt god serie, om familieforhold – Amazon prime


Her hvor 75% af børneflokken ikke skal møde tidligt i skole, skrider sengetiderne en smule og det der med at have stuen børnefri om aftenen holder ikke. Da vi derfor ikke se noget der er uhyggeligt eller voldeligt, er det fedt at falde over en virkeligt god serie som de store børn også kan se med på. “This is us” ligger på Amazon prime. Vi har set en halv sæson og er allesammen virkeligt vilde med den – den får også 8,5 på imdb, så vi er ikke de eneste. Første afsnit er skruet rigtigt godt sammen, og hvis jeg siger noget som helst om handlingen i serien ødelægger jeg overraskelsesmomentet, så I må nøjes med et referat om at den handler om søskendeforhold, forældreskab, kærlighed, familiebånd, usikkerhed, utilstrækkelighed og kærlighed, på en måde der er almengyldig og flere steder helt vildt rørende. Jeg har haft en klump i halsen af rørelse over rigtigt mange af afsnittene og kan kun anbefale den. Der er tre sæsoner allerede.

En vild superhelteserie, med korrupte helte. Amazon prime.

“The boys” er det absolut og uden sammenligning allerfedeste jeg nogensinde har set om superhelte. Normalt ser jeg kun den slags med et halvt øje, fordi Ninjaen og ungerne elsker det – men denne her er noget helt, helt andet. På ingen måde for børn: meget blodig og med store mængder sex, men vildt spændende og godt skruet sammen.

I serien er superheltene ikke særligt helteagtige, men gudekompleksramte kæmpeegoer, med reklameaftaler. De syv mest kendte – “the seven” – arbejder for det korrupte firma Vought American og deres kræfter og kendisstatus bliver brugt som taktiske brikker i et større politisk magtspil.

The Boys – en lille enhed bestående af den unge knægt Hughie, den brutale eksstrømer Billy Butcher, den autonome romantiker Frenchie og familiefaderen Milk – har til formål at afsløre superhelteskurkene. Replikker er gode, spændingen er høj, volden er grafisk flot og den er ikke til at slippe. 8,7 på imdb

The outsider – gysende spænding på HBO nordic

Jeg har altid godt kunnet lide Stephen Kings bøger, og synes han er meget mere end gys. Han formår at skrive mennesker på en overbevisende måde, hvilket hæver ham op over alt andet i spændingsgenren. Desværre er stort set alle filmatiseringer af hans bøger noget blodigt bras, og mine forventninger til denne var derfor ikke store. Serien starter med et bestialsk drab på en lille dreng, men er ikke ellers særligt blodig. Det er menneskenes sorg, smerte, had, usikkerhed og sårbarhed der er i fokus, og den formår at holde et højt spændingsniveau, samtidig med at man virkeligt kommer ind under huden på personerne. Den oplagte morder – set blodig, har efterladt sin DNA på liget, er spottet på kameraer – er der noget mysistk ved, og modvilligt lader en sorgramt politimand sig rode ind i en efterforskning sammen med en meget speciel kvinde. Det er mystisk og overnaturligt, men på en eller anden måde får de gode personer det hele til at virke troværdigt. Imdb giver den 7,9

Killing Eve – HBO Nordic


Killing Eve” har jeg vist anbefalet før – voldelig, intens, morsom og helstøbt serie, hvor alle de mest spændende og handlekraftige karakterer er spillet af fantastiske kvinder. I korte træk handler den om efterretningsagenten Eve Polastris jagt på den skruppelløse lejemorderVillanelle, og om deres indbyrdes fascination af hinanden. Helt formidabel!

 

04/26/20

Om ting at lave, med karantæneramte teenagere (og børn)

Mindstebarn og jeg er jo tilbage på arbejde/skole; Ninjaman er så snart hans operationssår er helet, men de tre store samt den ældstes kæreste der bor her, går i skole hjemmefra og ser ikke andre mennesker. De tager det helt vildt pænt, og alle de kriser jeg kunne have forudsagt omkring hvorfor man ikke må se venner og den slags, er helt udeblevet.
Det betyder dog ikke at de ikke savner hverdagslivet, vennerne og aktiviteter ude, og vi har alle seks på skift krise over ting vi savner.
Heldigvis er det ikke god fantasi flokken herhjemme mangler, så her er en inspirationsguide til hvordan man stadig kan lave (næsten) alt det man savner, hjemmefra.

Biograf, hjemme


En biograftur, med billetter, kø til slikbutik, popcorn og nummererede pladser var sidste uges største succes.
Vi så “uncorked” – en ok netflixfilm omkring en ung fyr der drømte om at blive sommelier, selv om hans far forventede at han overtog familierestauranten. Filmen var dog ikke det vigtigste, men hele stemningen: de tre yngste havde lavet billetter, popcorn og en slikbutik; nummereret pladser og klippede billetter, og under hele filmen gjorde vi os alle umage med at opføre os biografagtigt: dukkede hovedet når vi løb foran fjernsynet for at komme på toilettet, knitrede lidt for meget med slikpapir, og smed lidt med popcorn. Helt autentisk!


Cafe – hjemme

Dette har vi gjort flere gange, den måned hvor vi alle seks var hjemme.

På skift har vi stået for at bage til eftermiddagscafe, hvor alle kunne bestille fra menukort og nyde varme drikke og hjemmebag og spil,e brætspil


Koncerter – hjemme

Koncerter er noget af det jeg savner allermest selv, og desværre også noget af det der er sværest lige at genskabe hjemme. Det er bare ikke det samme, uden at stå i en stor crowd af glade, dansende mennesker. Men rigtigt mange musikere laver små livekoncerter hjemmefra på Instagram, og her har vi samlet os og set flere af dem med bands vi kunne lide. Der er noget særligt over at se det live, og selv om vi alle seks hører ret forskellig musik, har vi enkelte kunstnere vi er enige om er fantastiske. Den ene er hende her:

Phoebe Bridgers, der har spillet numre live på Instagram @_fake_nudes_. Hun har også en konkurrence hvor man kan lave sin egen karantæneversion af en af hendes musikvideoer, hvilket alle pigerne har været meget opslugte af at forsøge – så opslugte at de startede brandalarmen med en røgmaskine de lånte af naboens teenager. Nå, men man kan altså finde mange gode minikoncerter på Instagram, hvis man er vågen. Og det er ret sjovt – omend langt fra det samme. Kæft, hvor jeg savner rigtige koncerter! Stod faktisk til en koncert i Vega (“Big thief”) da Danmark lukkede ned, og havde vildt mange billetter til aflyste koncerter i år…

Restaurant – hjemme

Jeg har ikke billeder endnu, men tænker der godt kunne komme et lille blogindlæg ud om vores restaurantplaner: på tirsdag (hvor Ninjaman forhåbentligt vil være frisk nok efter operation) har vi aftalt at lave en restaurant herhjemme, ud fra et tegneserietema. Man må selv vælge hvad, men der skal være pynt og musik der passer til den tegnefilm man vælger, og så skal de andre hold gætte hvad det er.

Mellempigerne laver en forret, ældstebarn og kæreste er i fuld sving med at lave hemmelig pynt til deres dessert, og Ninja, mindsteungen og jeg selv skal lave en hovedret. Vi er ikke helt enige om temaet endnu, men tror vi går efter at lave Bento-bokse fra Miyazakis “Totoro”.

Yoga, hjemme

Og her kan I stadig vinde et gavekort til yogaudstyr på 1000 kr, gennem yogavivo

 

04/18/20

Om kræft og operationer

Herhjemme er det altid mig der bliver spurgt om ting der kræver paratviden eller almen hukommelse, og Ninjaman der bliver spurgt om alt der skal læres fysisk. Han kommer fra en lille by, hvor det eneste man kunne lave var at gå til ting, og han har gået til ALT og bliver utroligt hurtig god til ting. Alt fra hård fysisk sport, til dans, musikinstrumenter og kunsthåndværk er han naturligt god til. Her i Corona-lockdown har han og mellempigerne fx syet en masse tøj til sig selv, med stor ildhu og talent.
Og med sport er det næsten endnu vildere hvad han kan opnå når han sætter sig for det – jeg har aldrig kendt nogen der kunne træne en sixpack frem så effektivt og har så stor styr på sin krop.

Det var derfor ikke overraskende da lægerne på hospitalet, til et kræfttjek, opdagede at hans fantastiske krop har gjort noget så effektivt som at gro en solid beskyttende knogle på hans hals, rundt om en kunstig blodåre de have lagt derop under den første operation.

Ser det ikke vildt ud?

Det er “tappen” længst inde mod halsen på billedet der er ny og også lægerne var ret imponerede over hans krops formidable helingsevner. Cykelkæden er den der holder den nye del af kæben sammen med den gamle.

Vi har lavet mange jokes med hvor superheltesejt det er, men den generer efterhånden meget, og nu skal den væk. På tirsdag.
Det lyder ikke som om det bliver så voldsom en omgang, men alligevel har tanken om det trykket os begge rigtigt meget de sidste uger. Det hjælper heller ikke ligefrem at have haft en hel måned hjemme med tid til bekymring, og så falder operationen sammen med lige at være startet på arbejde igen begge to. Med halve hjerner, der tænker på operation.

Siden han blev diagnosticeret med kræft for 4 år siden, er han blevet opereret 11 gange. Selve kræften forsvandt lykkeligvis ved de første operationer, men det tager tid at få rekonstrueret det hele når man fjerner en halv kæbe og bygger en ny af væv og knogler fra skinnebenet. Det har været en hård omgang. Selvfølgelig mest for ham der fysisk har ondt, men også psykisk for os alle. Det er skræmmende og frustrerende at se til fra sidelinjen når en man elsker har så ondt og man ikke kan sige eller gøre noget der hjælper. Den sidste operation han fik, af en bøjet tå, viste sig at være så smertefuld efterfølgende at det velkendte sorte hul af frygt blev noget vi alle kunne mærke. Selv om han fysisk blev sig selv i løbet af nogle måneder, så havde han efterfølgende en meget lang periode med nedsat overskud til at være sammen med andre. Tanken om den omgang trykker nu hvor han står foran operation nummer 12.

Så disse tre sidste dage inden skal bare fyldes ud med positive ting. Vi laver bål, drikker cocktails, og lærer børnene poker.

Gik en lang tur i dag, og købte sushi vi ikke rigtigt havde råd til, og spiste det på en tom legeplads. Vi har lavet yoga. Pigerne bager kager. Der er planlagt banko og hjemmebiograf senere. Og dagen i morgen skal også fyldes ud med alt der distraherer.

For dette her er forhåbentlig og formentligt den sidste operation han behøver at skulle igennem, og det handler bare om at træde vande så hårdt vi kan, så vi kan holde hovederne ovenvande denne gang.

Det skal nok gå godt.
Og når vi engang må være sammen med mange mennesker igen, skal det festes væk. Helt væk, hvor vi ikke længere fryser i skyggen af den sygdom der engang var.

04/10/20

Træn yoga hjemme i stuen og vind 1000 kroner til yogaudstyr.dk

Konkurrencen er slut – vinderen blev “Kathrine”, trukket over Instagram denne gang.

Reklame/samarbejde

Jeg elsker hvad yoga gør af gode ting ved alt fra tankemylder til ømme sofamuskler, og har dyrket yoga i rigtigt mange år –  men med absolut vekslende intervaller. De bedste steder jeg har gået har altid været så besværligt langt væk at jeg er faldet fra efter nogle måneder, og istedet har taget yogatimer i det lokale fitnesscenter. Fitnesscenteryoga er bare ikke det samme, og derfor er jeg også faldet fra igen og har udskiftet det med halvhjertede solhilsener hjemme på stuegulvet.

Men nu tror jeg at jeg har knækket koden til at få dyrket god yoga, hvor jeg ikke engang behøver forlade mit hjem: yogavivo.dk. Hold nu OP, hvor er det genialt! For sølle 119 kroner om måneden kan man vælge alle de yogahold  man vil, hjemme i sin egen stue, og få virkeligt god yogaundervisning uden at behøve køre langt for det. Jeg er fan!

De sidste ti dage har jeg lavet en eller anden form for yoga hver eneste dag, de fleste af gangene med deltagelse af et entusiastisk udvalg af mine børn, der er blevet lige så bidt af det som jeg. Vi har både trænet inde i stuen allesammen ved at streame til fjernsynet, og i haven, med yogavivo på ipad.
Mindstebarnet og jeg havde den sjoveste formiddag med forælder/barn yoga på terrassen i forgårs; jeg frydede mig over for en gangs skyld at være en smule bedre end den fysisk stærke Ninjaman til noget da jeg udfordrede ham til en balancetime; teenagepigerne synes det er sjovt at være med til de mere dynamiske yogaformer, og selv har jeg et par gange haft glæde af meditationsøvelserne om natten, når søvnløsheden tog overhånd.

Selv om mindstebarnet, hendes far og muligvis også jeg selv skal i skole/på udearbejde, kan jeg kun forestille mig at vi fortsætter hjemmeyoga fremover. Det kræver jo ikke mere end lige at rulle en måtte ud og trykke play.. De tre store piger skal tidligst i skole igen 10 maj, og har besluttet sig for at bruge tiden på at blive smidige yoga-eksperter, så de er i fuld færd med at planlægge forløb de skal køre.

Nå, nu lyder dette måske som overdreven reklame, men jeg er ægte oppe at køre over yogavivo og synes det er helt genialt – hvis I tvivler, så kan I prøve det helt gratis i 30 hele dage og jeg er ret sikker på at I så vil være enige med mig i begejstringsniveau. 😉

Om yogavivo:

Yogavivo blev stiftet af fire danske yogaentusiaster i december 2015, for at gøre det muligt for alle at lave yoga med nogle af Danmarks bedste yogalærere hjemmefra. Tanken var at det skulle være muligt at lave yoga i mange stilarter, uden at man behøver køre til og fra et yogastudio.  Med yogavivo behøver man bare lidt plads på stuegulvet derhjemme og hvor lang tid man vil afsætte til yoga hver dag styrer man selv. 15 minutters yoga gør også en forskel, og man kan vælge klasser med fokus på lige det man har mest brug for her og nu – fx afspænding af ømme computerskuldre, hyggelig yoga med sine børn, beroligende hatha yoga eller yoga med fokus på eksempelvis opstramning af balder. Der er et kæmpestort udvalg af forskellige yogatimer, overskueligt opdelt efter yogaform, varighed, sværhedsgrad mm; samt forudtilrettelagte yogaforløb; og flere gange om ugen er der livesessions.

 

Vind gavekort på 1000 kroner til yogaudstyr.dk

Til de af jer der allerede er glade for yoga – eller regner med at blive det lige om lidt efter at have prøvet yogavivo gratis – her kommer en præmie i virkeligt godt gad vinde : vind hele 1000 kroner til at købe lækkert udstyr til jeres egen hjemmeyogapraksis, hos yogaudstyr.dk.

Det er en fantastisk butik for yogaentusiaster, med alt hvad man kunne ønske sig af behageligt tøj, yogamåtter, meditationspuder, massagebolde og alskens lækkert udstyr.

Selv har jeg længe haft kig på denne her fine heldragt, som både ser behagelig ud, og minimerer den tid jeg normalt bruger på at lede efter både mine yogabukser og en ren tshirt.

En fin, ny yogamåtte er også på ønskelisten, og en taske at opbevare den i – så kan jeg også tage det hele med mig til når vi skal afprøve yogavivo i sommerhus til sommer. Jeg har en fantasi om hvor fedt det kunne være med solnedgangsyoga på stranden en aften!

Alt man behøver gøre for at deltage i konkurrencen, er at smide et link ind til en ting man kunne forestille sig at købe herunder. Du kan også deltage på min Instagram @hverdag, for en ekstrachance i konkurrencen.Vinderen trækkes tilfældigt d. 10-5.