03/17/20

Om forsøg på ikke at gå i zombie-panik

For en som mig, der altid bruger bare en smule af min tankevirksomhed på at forberede mig på værst-tænkelige-scenarier og zombieapokalypser, er corona-krisen ikke just befordrende for nattesøvn.

Og man kan ikke undgå at tænke på det – det hele handler jo om corona, i en grad hvor selv hundelegetøjet ligner coronavirus-forstørrelse:

Jeg skal virkeligt tage mig selv hårdt i nakken for ikke at blive overdramatisk og bekymre mig om sårbare mennesker jeg holder af – men udover nogle enkelte nætter, går det rent faktisk overraskende godt. Måske fordi jeg synes der er noget trygt ved at myndighederne tager det så seriøst, og vi forhåbentligt kan lykkes i fællesskab med at få smitten til at brede sig langsomt nok til at sundhedssystemet kan følge med. Godt vi allesammen er så gode til at holde os for os selv, det kan i sidste ende gøre en stor forskel!
Jeg tænker på jer der knokler med at holde Danmark kørende – hospitaler, supermarkeder – og er taknemmelig for at I findes.  Vi der sidder hjemme, og passer jobs fra sofaen mens vi forsøger at motivere egne børn til hjemmeskole, kan måske også godt bruge følelsen af at være til nytte for andre, selv lm vi ikke trækker de tungeste læs – så her er et par forslag:

Lav et minibibliotek:

Det eneste jeg havde lyst til at hamstre, var biblioteksbøger. Nåede det desværre ikke, og tænkte at der måske var andre bog-desperate typer end mig derude, så jeg har bygget mit eget bibliotek foran min havelåge.

Det er ikke kønt – men det virker!

Fyldte det med 20 bøger og et par film, og allerede nu er de fleste af dem blevet snuppet og folk har lagt andre bøger, film og spil derind. Jeg bruger alt for meget tid i mit vindue på at sidde og skæve ud på vejen, for at se på hvem der kigger i mit bibliotek.

Køb ind for nogen, der ikke selv kan:

Vi bagte en masse små brød, og hang dem på dørhåndtag hos ældre mennesker på vejen, vedlagt breve om at de bare kunne ringe hvis de ville have hjælp til indkøb. Hvis man har mere overskud end det, så har Røde kors også organiseret en kæde af folk der hjælper andre.

Arh, det her indlæg var lidt tyndt, I know! Skal lige i gang med at skrive igen. I morgen vil jeg lave et indlæg med anbefalinger af hvad man kan underholde sig med, uden at behøve forlade sin matrikel.
(Hvis man har anbefalinger af serier, så skriv dem gerne til mig, så samler jeg dem.)