01/24/20

Vind romanen: “Drengene fra Nickel”


Konkurrencen er slut. Vinderen er: Anne Laura. Tillykke!

Colson Whitehead, forfatteren bag den storsælgende “Den underjordiske jernbane”, har med sin nyeste roman “Drengene fra Nickel” skrevet endnu en barsk og mesterlig fortælling om uretfærdighed.

Bogen er inspireret af en grusom sand historie: romanens “Nickel” er baseret på opdragelsesanstalten “Dozier school for boys”, hvor arkæologer i 2014 fandt en skjult kirkegård med resterne af drenge der var blevet slået ihjel under brutale afstraffelser.

I romanen følger man teenagedrengen Elwood Curtis – en klog, flittig og idealistisk dreng, der bor alene med sin bedstemor og drømmer om at blive til noget. Tiden er 1960erne og Elwood er optaget af Martin Luther Kings tanker om fredelig modstand som middel til at opnå lighed.
Men ligheden er langt væk, og ufortjent arresteres Elwood, og kommer til skolen Nickel, hvor han skal forbedre sig.

Skolen er et mareridt, med vold, trusler, uforudsigelighed og et korrupt system hvor madvarer og andre donationer til særligt de sorte børns del af skolen videresælges af ansatte.

Elwood forsøger at holde fast i de idealer han har med sig: troen på at det går en godt hvis man gør sig umage, og håbet om at Martin Luther Kings tanker kan dæmme op for uretfærdigheden i samfundet.
Drengen Turner, som Elwood møder på Nickel, finder ham naiv, og tror på modstand.

Det er en rystende fortælling, fremragende skrevet, og umulig at lægge fra sig – selv om man virkeligt har lyst til det mange gange, når det bliver for barskt.

Har du lyst til selv at læse den? Politikens forlag har venligst givet mig et ekstra eksemplar, som du kan vinde. Alt du behøver gøre, er at skrive en kommentar her nedenfor. Vinderen trækkes helt tilfældigt d. 7-2.

Titel: Drengene fra Nickel

Forfatter: Colson Whitehead

Forlag: Politikens forlag

sideantal: 266

Min bedømmelse: 5/5 stjerner

Bogen er modtaget til anmeldelse og konkurrence fra forlag. Link er adlink.