01/27/20

Om nytårsforsætter og mangel på samme

Ovenstående er mit yngstebarns nytårsforsætter. Jeg er vild med at de går fra noget så nemt håndgribeligt som” få lavet min cykel”(den er bare punkteret) til noget så stort som “tænk mere på klima”. Meganuttet, synes jeg.

Selv har jeg altid fnyset (fnyst? Hvordan bøjer man det ord?) hånligt af nytårsforsætter ud fra tanken: hvorfor skulle man blive bedre til at have selvkontrol bare fordi der står et nyt årstal på kalenderen? Med vished om at jeg selv ville fejle hvis jeg prøvede, har jeg altid fravalgt at lave forsætter.

Alligevel lod jeg mig friste af det funklende nye år og lagde ud med en plan om at følge en LCHF kur for at smide de kilo jeg har taget på mens jeg var stillesiddende og sygemeldt (plus nogle af de kilos venner). Lad mig sige det på den måde: det tæller ikke som LCHF når man bare begynder at spise fedt og drikke fløde, uden helt at skrue ned for resten. Så det opgav jeg igen, nu lidt tungere.

Til gengæld får jeg virkeligt skrevet meget – alle andre steder end på bloggen. Det må være mit rigtige nytårsforsæt: at få skrevet noget hver dag, og sørge for at det er på noget jeg kan være bekendt at vise frem. (Også gerne til blog)

Jeg har et romanmanus jeg pudser på, og er startet på et skrivekursus for at få feedback og tricks. Det er dyrt, men også vildt inspirerende, og jeg tænker at jeg lærer ting jeg kan tage med mig fremover. For nogle år siden skrev jeg en meget langt ungdomsroman, uden at få feedback undervejs, og manus til den er endt med at stritte i så mange retninger at jeg har opgivet den. Det skal ikke ske denne gang!

Derudover er der en del ting der er op ad bakke for tiden, både på arbejde og privat, så det er fedt at have noget andet at fokusere på. Det kan anbefales!

Hvad med Jer? Har I store planer for sådan et fint og lovende nyt årti?

 

01/24/20

Vind romanen: “Drengene fra Nickel”


Konkurrencen er slut. Vinderen er: Anne Laura. Tillykke!

Colson Whitehead, forfatteren bag den storsælgende “Den underjordiske jernbane”, har med sin nyeste roman “Drengene fra Nickel” skrevet endnu en barsk og mesterlig fortælling om uretfærdighed.

Bogen er inspireret af en grusom sand historie: romanens “Nickel” er baseret på opdragelsesanstalten “Dozier school for boys”, hvor arkæologer i 2014 fandt en skjult kirkegård med resterne af drenge der var blevet slået ihjel under brutale afstraffelser.

I romanen følger man teenagedrengen Elwood Curtis – en klog, flittig og idealistisk dreng, der bor alene med sin bedstemor og drømmer om at blive til noget. Tiden er 1960erne og Elwood er optaget af Martin Luther Kings tanker om fredelig modstand som middel til at opnå lighed.
Men ligheden er langt væk, og ufortjent arresteres Elwood, og kommer til skolen Nickel, hvor han skal forbedre sig.

Skolen er et mareridt, med vold, trusler, uforudsigelighed og et korrupt system hvor madvarer og andre donationer til særligt de sorte børns del af skolen videresælges af ansatte.

Elwood forsøger at holde fast i de idealer han har med sig: troen på at det går en godt hvis man gør sig umage, og håbet om at Martin Luther Kings tanker kan dæmme op for uretfærdigheden i samfundet.
Drengen Turner, som Elwood møder på Nickel, finder ham naiv, og tror på modstand.

Det er en rystende fortælling, fremragende skrevet, og umulig at lægge fra sig – selv om man virkeligt har lyst til det mange gange, når det bliver for barskt.

Har du lyst til selv at læse den? Politikens forlag har venligst givet mig et ekstra eksemplar, som du kan vinde. Alt du behøver gøre, er at skrive en kommentar her nedenfor. Vinderen trækkes helt tilfældigt d. 7-2.

Titel: Drengene fra Nickel

Forfatter: Colson Whitehead

Forlag: Politikens forlag

sideantal: 266

Min bedømmelse: 5/5 stjerner

Bogen er modtaget til anmeldelse og konkurrence fra forlag. Link er adlink.

01/10/20

Om juleferie og ingenting

Min næstyngste gav min søster en hjemmelavet glimmerpenis til juletræet i værtindegave juleaften:

Min søsters baby er for lille til at have lavet gaver til nogen, men gav til gengæld hele familien opkastsyge i hele den efterfølgende ferie. Meget generøst!

Vuggestuebørn er giftige – godt de er så nuttede, at man tilgiver dem smittefare… Jeg plejer at kunne surfe elegant udenom sygdom, men ikke denne gang, og det er først nu, snart to uger efter at jeg begynder at føle mig ovenpå igen. Derfor blogstilhed – jeg skal lige ind i en skriverutine igen.

Nytårsaften var så festlig, at jeg stadig kunne mærke det da jeg kørte på arbejde den anden januar. En af de mange glæder ved at blive ældre er at tømmermænd er noget der kan minde en om festlige aftener i dagevis efter – og uanset hvad, var det fedt at have en aften med fest i, efter stilstand og bræk.

Nå, men min hjerne er som sagt stadig delvist ferielandet, så ingen pointe eller rød tråd herfra lige nu.

Til gengæld kan jeg imponere med dette kunstværk som jeg fandt på en væg på et toilet i dag –  bare lige for at blive i lidt diller-tema:

Jeg er meget imponeret over placeringen af nosser, og tænker det er tegnet af en person der ikke selv er i besiddelse af et sådant vedhæng.