Om voksne børn

Min ældste pige fyldte 18 i forgårs. Sådan teknisk set voksen, med voksne meninger og holdninger og ønske om at finde en lejlighed med sin kæreste…og så alligevel: stadig mit lille pus.

Det er meget underligt det der med at have kendt et menneske så godt, helt fra foster til voksen. Jeg kan indimellem blive helt forundret over de glimt af hendes yngre versioner jeg ser i hende.

Det føles ikke som vildt længe siden at hun var en storsnakkende 4 årig eller en velduftende baby. Hendes far og jeg har jo fx slet ikke ændret os i løbet af den tid, så føles ret vildt at hun har!

Det tænkte jeg helt ind til jeg skulle finde nogle fotos til en tale jeg ville holde, og fandt dette af hendes far med hende. Han ser jo ud som om han er 12 år! 

Nå, men om aftenen på hendes fødselsdag sad vi allesammen i sofaen og guffede chips, og lillesøstrene skiftedes til at fortælle historier om hende, fra da de var små. Alt muligt, både om hvordan de to ældste narrede de små til dårlige roller i lege, og minder og anekdoter fra lege, skænderier og oplevelser de havde haft sammen.

Det var utroligt hyggeligt og kærligt, og jeg blev både blankøjet af rørelse over deres søsterkærlighed og overrasket over hvor meget internt sådan en søsterflok har med hinanden, som jeg slet ikke kendte til.

Det sluttede med en snak om hvor mærkeligt det var at man glemte så meget igen – hvor mange af historierne ikke alle involverede kunne huske. Det fik en af dem til at udbryde tørt:” ja, nogle gange glemmer man noget man gerne ville huske – og så er der ting man virkeligt gerne ville glemme, som man altid kan huske…”

Bekymret over om hun mente tunge ting hun gerne ville glemme – sygdom, dødsfald og den slags – spurgte jeg ind til det og fik følgende svar:” vil du virkeligt gerne vide det, mor? Nå, men jeg glemmer aldrig der hvor jeg kom ud på badeværelset mens du var i bad, og lige da jeg kom ind bøjede du dig så langt ned efter en shampoo at jeg kunne se dit røvhul. Det gad jeg seriøst godt glemme igen!”

 

(Visited 832 times, 1 visits today)

9 thoughts on “Om voksne børn

  1. Det har min mand ganske uopfordret vist mig :p det gik cirka sådan “vil du se mit numsehul?” *NUMSEHUL BLIVER VIST MED DET SAMME!!”

  2. Ej nej vel? Hun kan da umuligt allerede være blevet så stor! Jeg husker da tydeligt at jeg lige begyndte at følge med her den anden dag… I 2010…

    Tillykke med hende 😀

    Det er som om ens alder går i stå når man får børn – jeg er heller ikke ældre end 24, for 7. år i træk 🙂 (På andre punkter er det dog som om ens alder eskalerer voldsomt når man får børn. Så lige på de punkter er jeg et sted mellem 80 og 100 år 😉 )

    • Synes jo også bare det avr den anden dag… men jeg har blogget siden ungerne var nyfødt,4,5,8 – og nu er de chokerende 9, 13,14 og 18🤯

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *