De sidste mange år har jeg kun kunnet få i bløde gummisko, grundet slidgigt i min ene fod. Det er sandsynligvis opstået, fordi mit ene ben er lidt kortere end det andet, og jeg har gået yderligt på foden for at kompensere.
For en som mig, der er ganske uinteresseret i sko, har det med skoene ikke været det store tab – tværtimod har der været noget sært tilfredsstillende i endelig at have en lovlig grund til at have sneakers på til fester. Men den stigende smerte i låst fod har været irriterende, og har også forhindret mig i ting jeg gerne ville – fx stå på skøjter og rulleskøjter med mine piger – og jeg endte med at sige ja tak til den operation læger blev ved med at anbefale.
De sidste måneder har jeg derfor lavet egern-finten med at samle forråd til sengeligning. Bare med sange til playliste og bøger, istedet for nødder.
Alle de bøger jeg har glædet mig mest til at læse eller genlæse er omhyggeligt blevet gemt, så da jeg i dagene op til gårsdagens operation havde lyst til at aflyse det hele, var det først og fremmest tanken om den ventende bogstak der gjorde at jeg holdt fast. Og den gode playliste jeg ville lytte til mens de snittede i mig trak også noget.
Den gik fint, operationen. Mærkelig fornemmelse at have et ben der var helt slasket og følelsesløs i et halvt døgns tid, men alt i alt gik det nemmere og mindre ubehageligt end jeg havde troet. Og der var noget rart over måden mine unger vimsede rundt og hentede tegninger, dyner, bøger og snack til mig da jeg kom hjem i går eftermiddag.
Jeg var derfor ved godt mod da jeg gik i seng, og tænkte at jeg nok skulle overleve tre uger i sengen – lige indtil jeg vågnede klokken 04 og de bedøvende indsprøjtninger ikke virkede mere.
Shit altså! Det gjorde altså ondt på linje med børnefødsler, og jeg måtte ligge og hive alle de selvhypnosetricks jeg huskede fra fødsler frem, mens jeg ventede på at morfinen skulle virke. Overvejede kraftigt om det ville hjælpe på smerte, hvis jeg savede ben af, men så virkede morfinen heldigvis og slog mig helt ud igen,
Da jeg vågnede efter morfinrus, var min familie gået i skole og på arbejde, men havde bygget mig en fin rede i stuen med bøger og skåle med snacks. Den har jeg ikke rørt mig fra i dag.
Jeg er for dopet til at kunne læse i egerneforrådet af bøger, men har hørt nogle lidt slatne lydbøger, og døset eller spillet spil på ipad imens.
Nu venter jeg bare på at pigerne kommer fra skole, med underholdning og omsorg. Det der med at runde indlægget af med en pointe magter jeg ikke rigtigt lige nu – men forvent at jeg kommer til at skrive en del boganbefalingsindlæg de næste tre uger. Er der noget andet I gerne vil have indlæg om, eller vide? Så send forslag og spørgsmål – jeg ligger jo bare her.
God bedring!
Du skriver altid så fint om dine piger, der bliver så store, så store. Jeg har endnu kun en datter på 1 og endnu en lille på vej, og jeg ELSKER, at hun er så lille og nuttet og tæt knyttet til mig. Jeg kan virkelig allerede gå og frygte den tid, hvor hun bliver stor og selvstændig og (gisp) måske endda flytter hjemmefra. Så hjælper det lidt at læse med her. Jeg vil vældig gerne læse mere om dine tanker om at børnene bliver store – hvis du har lyst.
Jeg går da også i panik hver gang ældste nævner ønske om at flytte hjemmefra!
God bedring. Jeg er selv opereret i begge fødder (for knyster) og man er så handicappet og det gør så ondt. Præcis derfor jeg ikke magter den afhjælpende operation, som lægen foreslog mod min slidgigt i storetåens grundled. Og det betyder også farvel til høje sko (for mange år siden) og nu skøjter mv.
Glæder mig til at læse bog anbefalinger 🙂 Kh. Birgitte
synes faktisk det har været ok… bedre end frygtet. Nu håber jeg bare den snart bliver til at gå på igen. Er dine knyster ok nu så?
Glæder mig til bog anbefalingerne!
Overskriften med et “bogegern” minder mig om den fineste sprogforvikling, min store kom med for nogle år siden. Begge børn, på dengang fire og syv, blandede dansk og engelsk lidt sammen, da vi lige var vendt hjem fra udlandet. (Den yngste tog også kinesisk med i sprogforvirringen. Sødt, men lidt en udfordring i børnehaven 😉 )
Nå, men den store sagde en aften til mig, da vi talte om hvor højt hun elskede at læse: “Mor, jeg er faktisk sådan en rigtig læseorm, ikke?”
Det er hun heldigvis stadig, men hun er noget bedre til at holde sprogene adskilt nu 🙂 (Og æ, ø, å bruges struktureret når hun skriver på dansk, i stedet for at blive kastet random ind, hvor hun satsede på, at det nok var “en af de der”)
Hvor er det sødt!