09/25/19

Om når karma er en bitch

Sidste uges indlæg – der burde have været det første i en stime af regelmæssige indlæg, med varierende emner – var jo lidt af en se-hvor-travlt-jeg-har-det-men-med-hyggelige-og-spændende-ting omgang. Sådan et lidt lalleglad praleindlæg. Det havde også været gode, travle uger, der efterfulgte en lidt hård sommer med såret mand, og vi trængte til gang i den, så stemningen var høj.

Personligt tror jeg ikke normalt på hybris, skæbne, karma eller noget. Det er min erfaring at crappy ting tit kommer i klynger, men ofte efterfølges af gode ting, og hvis man nøjes med at fokusere på det gode der kommer, bliver det crappy nemmere at stå igennem.

Jeg var helt klar på at de gode ting fortsatte længe endnu denne gang – men nix: mindsteungen, der de sidste uger har klager over ømme knæ og ankler, kom grædende hjem fra skole torsdag, og følte hun næsten ikke kunne gå. Da jeg ville putte hende i trøstebad, opdagede vi at hendes ben og balder var fuldstændigt dækkede af over 100 mørke blodansamlinger, og vi ræsede på hospitalet, men jeg forestillede mig alle de forfærdelige ting hun kunne fejle.

Det viste sig heldigvis – efter en lidt uhyggelig omgang hvor hun besvimede på hospitalet og vi blev indlagt natten over – at være den relativt ufarlige sygdom schønlein-henoch, der går over af sig selv i løbet af 4-6 uger. Hun kan ikke støtte på ben, har ret ondt i dem, og kan ikke komme i skole denne uge og måske noget af næste, men derudover er hun ved godt mod. Når det smertestillende virker bedst er hun direkte kæk, og nyder rettigheden til at koste rundt med os lidt for meget – hvilket jeg også gerne under hende!

Da dårlige ting jo altid kommer i stimer, falder sygt barn naturligvis sammen med at hendes far er på den årlige kursustur væk med arbejdet resten af ugen,  vores tørretumbler er brændt sammen og ungerne har lus. Yay! Ting vi havde glædet os til: en tur til Møn, barnets tøm-en-boghandler-på-fem-minutter-præmie, en middag på mit arbejde og en brunch med venner, er blevet aflyst eller udskudt, og tiden går med at vente på hospitalet til næsten daglige undersøgelser, lusekæmme og hænge vådt vasketøj op på alle ledige møbler i hytten.

I det mindste kan jeg glæde mig over at det hele er så bøvlet, at vi virkeligt kommer til at sætte pris på almindelig hverdag bagefter! Der behøver ikke engang ske noget særligt fantastisk for at det føles rigtigt godt, bare plain old småstresset hverdag, hvor ingen stakkels børn har ondt, er fint!

Og mens vi venter på at det almindelige kommer til at føles fantastisk, forsøger jeg også at nyde noget af tiden med sygeungen – har læst dusinvis af bøger højt for hinanden, genset Harry Potter film og ligget i ske, og når nu det ikke kan være anderledes, er det faktisk okay.

09/16/19

Om lidt af hvert, siden sidst

Nå, men det der med ikke at få blogget, skulle egentlig ikke have varet så længe.Det er fordi jeg det sidste års tid har skrevet på et bog-manus, og begyndte at kunne se en ende på det. Jeg formanede mig selv at jeg ikke måtte skrive på noget som helst andet, før der var kommet en slutning på – men den var så bare tre uger undervejs.

Ikke at den er færdig, bevares, den skal lige gennemskrives et par gange mere, og jeg er også nødt til at få nogle ekstra øjne på den (gys!), for at se om den egentlig giver mening for andre end mig selv, men den har begyndelse-midte-slutning, og kunne godt gå for at være et færdigt projekt.

Så skal jeg bare lige vænnes til at kanalisere ord ud i bloggen igen, på regelmæssig basis.

Siden sidst har jeg – udover det med at skrive bog færdig:

– Fejret at min næstyngste nu er både teenager af alder og sind. Hun ønskede sig noget så enkelt, som en fridag alene med begge forældre, hvor vi ikke lavede meget andet end en lang gåtur på strøget, indkøb af et par bukser til hende, og take away nudler spist på en bænk. Megahyggeligt, og jeg er så glad for at have børn der synes så simple ting er lykken. Så nuttet så hun iøvrigt ud for ikke særligt længe siden – og hun er sådan set stadig virkeligt nuttet at se på, men det tør jeg helt sikkert ikke sige til hende:

– Fejret en af mine bedste veninders polterabend, med “kvinde kend din krop” tema, der indebar diverse kropsrelaterede aktiviteter, sang og sommerhusovernatning. Ubetaleligt sjovt, og mine piger og jeg havde brugt uger på at fremstille pynt: glitter-blodige tampaxguirlander, brystvaser og den slags. Meget classy.

– fejret samme venindes bryllup – med en mand, der også er en af mine venner, ved en fantastisk havefest. Eneste minus er at jeg seriøst ikke kan tåle at drikke særligt meget med alderen, og var bimlende fuld og pinlig i løbet af ca tre sekunder. Til gengæld havde jeg glæde af tømmermænd i dagevis efter…

– glemt Ninjamans og min bryllupsdag i går. 18 år. Han tog i IKEA med mellempigerne, fordi den yngste skulle købe tøjstativ for fødselsdagspenge, og jeg sad hjemme i sofaen og kæmpede med bogmanus, og snerrede hver gang de to andre sødt spurgte mig om ting. Om aftenen kom vi i tanke om dagen – den står trods alt tatoveret på hans arm og min kusine havde en tillykke-med-bryllupsdag-om-lidt-blomst med til os da hun kom til fødselsdagsfejring af 13 årig, så det er meget godt gået at glemme det. Vi fejrede med takeaway i sofaen, sammen med ungerne, mens vi så et eller andet om musik. En af børnene spurgte om det var fordi vi var ligeglade at vi glemte det, men vi blev enige om at det er det modsatte: at vi hører så meget sammen og er så rigtige for hinanden, at en tilfældig dato ikke er så vigtig, midt i alt det der er vores liv.

”Årh, couple-goals!” udbrød den ældste, men sidst hun sagde det, var da hun tog sin far i at fjerne et skæghår fra min hage med en pincet, så jeg er i tvivl om hvor meget ironi der var i det?

– været på biblioteket en gang om ugen, med mindstebarn der lige pludselig er blevet fuldstændigt besat af at læse selv, og læser mindst en bog om dagen. “Årh kom nu… må jeg ikke bare læse en side mere?” plager hun hver aften, og jeg har lidt svært ved ikke at blive overtalt. Læseglæde, for pokker – det er jo det vigtigste! Jeg smelter helt over hendes nuttethed, når hun kommer slæbene med stakke hun selv har fundet på biblioteket. Hun læser en del forskelligt, men er særligt glad for bøgerne i Alvildas stjerneserie, hvis i skulle have læseglade børn på samme niveau. De er korte, ikke for svære, og har flotte tegninger:

– jublet af glæde, sammen med selvsamme læseglade barn, der blev ringet op om at hun havde vundet en præmie på biblioteket for at skrive en boganmeldelse. Og en præmie som jeg selv særdeles godt gad vinde: lov til at rive bøger ned fra hylderne i en “Bog og ide”, og beholde alle de bøger hun kan nå at samle på fem minutter. Er det ikke vildt?

09/1/19

Boganbefaling: “Anne Franks dagbog”, graphic diary

Anmeldelse: “Anne Franks dagbog – Graphic diary” af Ari Folman og David Polonsky.

Anne Franks dagbog, har de fleste af os nok stiftet bekendtskab med på et eller andet tidspunkt – jeg husker at have læst den i min skoletid, hvor den gjorde et stort indtryk. Anne Frank skrev i sin dagbog, fra hun fik den i 13 års fødselsdagsgave, og gennem de to år hvor hun, sammen med sin familie og en anden familie, gemte sig i en skjult lejlighed på faderens arbejdsplads. Det er klaustrofobisk, der mangler varieret mad, de skal være musestille i dagtimerne, og hele tiden lurer skrækken for at blive fundet og sendt i koncentrationslejre. I anledning af at Anne Frank ville være fyldt 90 år i år, udkommer bogen i en ny udgave, som graphic novel, og det er den jeg har læst.

Jeg har genlæst dele af den flere gange sammen med mine større piger, i forbindelse med at de har skrevet opgaver eller lavet projektopgaver om noget med anden verdenskrig, og hver eneste gang har den gjort indtryk. Anne Franks levende og dramatiske personlighed, får det der rammer hende til at føles om muligt endnu mere rædselsfuldt og uretfærdigt.

Denne udgave, med David Polonskys fine tegninger, der udfylder huller, understreger stemninger og fremhæver alt det der er levende og humoristisk ved den oprindelige dagbog, er fuldstændigt fantastisk! Jeg havde den med mig som læsning da jeg var indlagt med mindstebarnet, og endte med at læse den for hende også da hun blev nysgerrig. Hun blev, ligesom jeg, også meget rørt over fortællingen, og vi måtte bladre tilbage flere gange og læse passager igen. Min 17 årige datter læser den nu, og er også meget opslugt, og mellempigerne står i kø til at læse.

Skal man købe en gave til et ungt menneske, synes jeg denne bog er et fuldkomment fremragende valg!

Så vidt jeg kan læse, er den lige nu ved at blive lavet til en animationsfilm, som jeg også ser frem til at se. Det er en fortælling der aldrig skal gå i glemmebogen.
Titel:Anne Franks dagbog – graphic diary
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 160
Mine stjerner: 5/5

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar, men anmeldelsen er oprigtig. Indeholder adlink,