Om søvnløshed, ansvar og globetrotteri

Søvnløshed har, som også før nævnt, været en forhadt jævnlig gæst hos mig, siden jeg var barn.  Som regel kan jeg godt mærke når det er en af de nætter på vej, og en flig af et problem/dilemma/frygt ikke kan slippe tankerne før sengetid, og i nattens løb så kommer til at galopere i båndsløjfe gennem mit hoved, som en flok destruktive næsehorn, der får støvskyen af dumme tanker til at tårne sig overdrevent stort op bag sig.

Nattens støvsky, handlede om noget der burde være ren glæden sig: en uventet udenlandsrejse, for mig og pigerne. Selv her i dagslys, hvor støvskyen har lagt sig, kan jeg stadig høre næsehornene, for vi efterlader såret mand hjemme med hunden. Og det er den del der fyldte i nat.

Vi kan ikke helt finde den vanlige sommerferie-lave-ingenting-zen-ro herhjemme. Kun i glimt, der hele tiden slettes når en af os snubler over en skærm og forsvinder ind i den, eller når vi bare spreder os ud på den plads vi har ekstra hjemme, istedet for at se på pæne udsigter eller andet sommerhusagtigt.

Ninjamans ben bedres ikke hurtigt. Han sover ikke mange timer af gangen, fordi det gør ondt, og sjatsover om dagen. I et par dage gav han efter for en urealistisk plan om at køre i sommerhus fire dage senere, med mange pauser indlagt i turen. Pigerne tog skuffelsen pænt, da han måtte erkende det ikke blev muligt, men han blev ked af at føle sig skyld i at sommerferien mere føles som en standard-weekend i år,

I næste måned får han en bonus oveni sin løn, for ekstra-udførte opgaver på jobbet. Vi havde ikke tænkt os at røre de penge, men ville have dem stående til nødsituationer. I går insisterede han på at vi brugte dem på forhånd, på at pigerne fik oplevet noget andet end de plejede, så han kunne slappe af og hele, med bedre samvittighed (og uden at høre på børn der skændes).

Før jeg helt havde fattet det, havde vi købt billige billetter og lejet en lille lejlighed i Barcelona. I fire dage. Til kun os fem.

Selv om jeg godt ved han er oprigtigt glad over at vi skal opleve noget andet, og nok også ser frem til ro, føles det helt forkert at tage på familieferie, uden hele familien. Den tanke galopperede sig ret stor inde i mit hoved i nat, og blev fulgt op af tanker om at jeg da ikke kan finde ud af at rejse alene med fire børn; og ubehag over at have brugt alle nødsituationspenge, på en egoistisk ferie. De få timer jeg endte med at sove, drømte jeg om at løbe rundt i en lufthavn uden at kunne finde først flybilletter, så børnene.

Vi har to dage til at vaske tøj og pakke; fylde køleskabet med lækre færdigretter til den syge; og komme på biblioteket og printe billetter ud. Når pigerne vågner, vil vi vise dem billeder fra dengang deres far og jeg var i Barcelona sidst. Det var i de ens frisurers æra.

Vi var studerende dengang, og jeg kan se på billederne at vi brugte de fleste dage på at sidde og tegne i Park Guell. Den aktivitet pakker jeg lige farveblyanter til også, så pigerne kan have tegninger med hjem til ham.

Kan mærke jeg begynder at glæde mig lidt, når jeg ser billederne, selv om jeg savner ham på forhånd og virkeligt ville ønske han skulle med. Håber han heler hurtigere i ro, så vi kan nå en smule ferie som han kan deltage i, inden den slutter,

(Visited 815 times, 1 visits today)

10 thoughts on “Om søvnløshed, ansvar og globetrotteri

  1. Husk at bestille en billet til Park Guell på forhånd. Der er run på i løbet af dagen, og har man ikke billet, må man nøjes med at gå rundt i den del af parken, hvor udsigten godt nok er smuk, men skuffende skulpturløs.
    Rigtig god tur!

  2. Jeg er selv på vej ud ad en større omgang søvnbesvær pga stress, hvor jeg også har haft rigtig svært ved at slukke for tankerne. Jeg er rigtig glad for en sove app, der hedder “slumber”. Den er lidt dyr – et års abonnement er 50$, men til gengæld er den propfyldt af langsomme og kedelige godnat historier/sove meditationer, hvor man selv kan vælge baggrundsstøj a la rislende vand, brusende hav, stille musik etc. Jeg KAN simpelthen ikke holde mig vågen når jeg starter den??

  3. Rigtig rigtig god tur – så lige en anbefalede at bestille billetter og vil tilføje at hvis overvejer et besøg i Sagrada familia, kan det også varmt anbefales med en prækøbt billet. Vi hoppede let og elegant over gigakøen, som vagten informerede om ville vare “2,5-3 timer”, indtil vi rakte billetterne frem 😀

    Og god bedring derhjemme i øvrigt, håber han er klar og frisk snarest <3

  4. Rigtig god tur. Selv om det er sært at rejse uden hele familien, lyder det som en god plan. Mine børn er ved at være så store nu, at jeg ikke kan tage for givet, at de vil med – og første gang var det en kniv i hjertet. Jeg kunne slet ikke se det for mig: at jeg overhovedet kunne nyde den ferie, når vi ikke var der alle fem. Men det gik. Jeg græd kun lidt … Så god tur til jer – og god bedring til ninjaen.

    • Årh ja, den har vi allerede oplevet også. Sidste år var den ældste ikke med i sommerhus hele tiden, og hun manglede meget

  5. Hvis I får nok af turisttrængsel og trafik, kan jeg anbefale en tur til Vilanova Geltru eller Sitges, som ligger en halv times tid med tog fra Barcelona. Begge er hyggelige byer – hvor der bevares også er mange besøgende – men ikke som i Barcelona.
    Håber I får en dejlig tur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *