Børnebogsanmeldelser: noget om hunde, cikader og tweens

(Nogle af bøgerne er anmeldereksemplarer, adlinks)

I rette tid til ferien, kommer her en stak børneboganmeldelser, som mindstebarnet (8 år) og jeg har læst sammen.

”Hundemand – loppernes herre” Dav Pilkey
Jeg tror mit barn glædede sig næsten lige så meget til at komme i gang med at læse den nye Hundemand-bog, som hun gjorde til resten af ferien. Bogen var pakket i hendes håndbagage, klar til at læse allerede i flyet.

Hundemand er en virkeligt fjollet tegneserie, om en betjent der har fået syet et hundehoved på; den onde kat Pjevs og Pjevs’ nuttede killingeklon – og en masse mærkelige ting med skrumpesprays, robotter, mærkelige opfindelser, bøvede betjente vend-o-rama slåskampe, hvor man bladrer hurtigt mellem nogle sider, for at få det til at se ud som om personerne slås.

Denne følger formlen, og er tilsat nogle onde typer fra Pjevs’ fortid. Det er sjovt at læse højt, med de mange forskellige stemmer. Særligt er jeg vild med at læse stemmen for lille Pjevs, der gentager alting og er pænt irriterende.

Jeg syntes historien var lidt mere gnidret end den plejede, og kunne ikke helt se “Fluernes herre”referencen, men barnet var topbegejstret. Vi må derfor ende på:

Mine stjerner: 3,5/5

Barnets stjerner: 5/5 – hun er klar til at genlæse allerede.

Hundemand – Loppernes herre af Dav Pilkey, forlaget Carlsen 2019.

“Mira – #kreaklubben #kærlighed #kys” Lemire og Bregnhøj


Åh hvor er de her bøger bare fine! Simpelthen så godt placeret, lige til målgruppen 8-12 år. Dette er fjerde bog om Mira, og hun udvikler sig, og giver anledning til gode snakke og eftertænksomhed, mens man læser højt. Den kan også snildt læses selvstændigt, da de mange fine og tydelige billeder supplerer historien så godt – men prøv at snig jer til at få lov til at læse højt, for snakkenes skyld!

I denne bog laver Mira en kreaklub med sine venner, forelsker sig for første gang, bliver ked af at mærke begyndende pubertetsforandringee, og bekymrer sig om hvorvidt hendes far (som hun først for nyligt har mødt) er hendes rigtige far.

Det er rørende, genkendeligt, sjovt og meget, meget fint skrevet og tegnet. Kan ikke anbefale denne serie nok!

Stjerner: 5/5 fra os begge

“Mira #kreaklubben #kærlighed #kys” af Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøj.
Forlaget Gyldendal 2019.

“Cikade” af Shaun Tan

Det er ikke så tit jeg anmelder billedbøger. Vi låner altid en stak på biblioteket, men barnets begejstring er altid lidt farvet af at hun er ved at være for stor til dem – hun vil bare gerne stadig låne og læse dem.

Denne her er undtagelsen: vi har læst sen fem gange allerede, og selv de store mellempiger fik tårer i øjnene da de hørte med den ene gang.

Cikade arbejder i 17 år på et kontor, hvor menneskene mobber, skubber og er virkeligt tarvelige imod ham – blandt andet må han ikke bruge toilettet, da han ikke er et menneske, men skal gå 12 blokke for at låne et og får skældud når han kommer tilbage. Han bor i væggen på kontoret, da han underbetales så meget at han ikke har råd til husleje, og ingen sætter pris på ham. Ikke engang en afskedsfest, da han efter 17 år stopper…

Sproget er helt enkelt, som om Cikade selv fortæller:

”Cikade fortælle historie.

Historie god.

Historie enkel.

Historie selv menneske kan forstå.

Tok Tok Tok! ”

Selv om det er en billedbog, er den ikke for de helt mindste – nok mindst 8 år.

Smukke illustrationer og en utroligt bevægende historie om at være marginaliseret, udenfor, og bryde ud og finde sine egne vinger.

Stjerner: 5/5 er vi alle enige om

“Cikade” af Shaun Tan. Forlaget ABC 2019.

(Visited 187 times, 1 visits today)

One thought on “Børnebogsanmeldelser: noget om hunde, cikader og tweens

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *