04/25/19

Madrid med en 8 årig – er der nogen der har tips?

Tusind tak for jeres hjælp med at finde rejsemål til min og mindstebarnets alenerejse (en tradition vi lavede da den ældste var 8 og jeg tog hende med alene til London. Den næstældste valgte lalandia til hende og hendes fars tur, og jeg var i Paris med den næstyngste.)

I foreslog mange gode ting, og vi gik særligt i dybden med Malaga, Bologna, Alicante og Madrid som rejsemål – og opdagede så at det ville være billigere at vente til første uge af sommerferien, i stedet for påsken. Valget faldt på Madrid, hvor vi fandt et lille hotel op af en stor park, med pool på taget, og morgenbuffet. Budgettet på 5000 kroner for ophold og billetter kunne lige akkurat holdes, men vi skal holde en del igen med hvor mange penge vi brænder af undervejs.

Der ser fantastisk ud på billeder, Madrid, og vi glæder os helt tosset meget!.
Er der nogen af Jer der har tips til aktiviteter i Madrid, med et barn der kan lide smukke områder; at bevæge sig; is; vand; musik; natur; men hader museer, og kun er moderat interesseret i at kigge butikker?

Så smid dem i denne retning, og jeg lover at kvittere med en god guide til byen, når vi har været der!

04/23/19

Om soloer, på ikke-solovenlige genstande

Ugen før påske, havde mine tre yngste pigers skole tema-uger, i anledning af skolens 40 års jubilæum. Børnene kunne vælge sig på forskellige emner, på tværs af klasser, hvor de arbejdede med de fem årtier skolen har eksisteret.

Næstyngstebarnet, der er usædvanligt god i et køkken, meldte sig på mad-tema, og kreerede 70’er frikadeller, 80’er forårsruller, 90’er pastasalat, 00’er sushi og 10’er vegetarversioner af ovenstående, samt malede billeder af mad.

Hun havde en forrygende uge, men ingen kan blive så begejstret over ting som mindstebarnet, der er kommet hoppende af glæde hjem fra skole hver dag, mens hun begejstret udbredte sig om sit musikværksted, hvor de så musikvideoer og lærte at spille fem numre helt selv.

Hun har altid været glad for musik – hendes første sætning var således titlen på en sang, på engelsk – og hun er lykkelig for at gå på en skole med gode musiklærere, og mulighed for at vælge musikvalgfag ofte.

Jeg må indrømme at man godt kan blive lidt træt i ørerne af at høre de samme takter fra “hands up” (70’er sangen) og “hvor skal vi sove i nat”(80’er sangen) blive øvet på hendes lille keyboard herhjemme, men det blev ganske opvejet af hendes konsekvente ombytning af ordene “kokasse” og “koklokke”, som hun skulle spille i 90’er Spice Girls nummeret.

”Jeg er SÅ god til at spille kokasse! Helt rytmisk! Og ved du hvad? Måske skal jeg endda have en kokasse-solo! Er det ikke sejt?”

Hendes søstre og jeg – og heldigvis også hende selv – har skreget af grin hver gang hun har brugt ordet forkert, men alligevel er hun kommet til at bytte rundt på det dagligt. Dagens bedste underholdning, hver gang.

Der er noget virkeligt fascinerende, ved tanken om et barn der trommer en hård solo, i en kokasse med en pind. Den koncert ville jeg faktisk gerne se!

04/10/19

Om at blive midaldrende, inklusive en udråbstegns-inficeret tur ned ad Memory Lane

”Ja, jeg behøver bare se på dit fødselsår her på sygesikringskortet, for at sige du behøver læsebriller!” Sagde den unge optiker kækt, da jeg trådte ind i hans butik, med en klage over at man var begyndt at lave varedeklarationer med så små bogstaver, at jeg umuligt kunne læse dem.

Følte mig ret gammel, mens han afprøvede butikkens samlede udvalg af briller på mit store ansigt, for at finde dem der klædte mig mindst dårligt.

“Går du mest i blå?” Nikkede han mod min blå kjole, hvilket jeg klart hørte som :“kvinder i din alder kan tit godt lide briller i friske farver!”.

Jeg undlod at vippe ham en, for den bemærkning jeg synes der lå mellem linjerne, og valgte en neutral brille, med 1,75 styrke. Bogstaver bliver mindre og mindre, mens jeg går her og venter på at brillerne er klar til afhentning…

Til hendes ros var lægen, der konkluderede at blodprøven viste at de manglende menstruationer var symptom på begyndende overgangsalder, i den helt anden ende af aldersdiskrimineringsskalaen: ”Ja, du er jo ret ung, så det er lidt tidligt, men tallene viser altså at du er godt på vej…” undskyldte hun, mens jeg bare solede mig i at blive opfattet som “ret ung” igen.

Jeg vil ikke sige at jeg er decideret i panik over at blive ældre. Mere bare… undrende. Befandt mig ret godt i alt det liv der hørte til at have småbørn, med en følelse af at det var evigt. Nu hvor jeg er ved at opdage at børnene rent faktisk vokser ud af den tid – og min efterskoleunge endda taler om sin barndom som noget der ER overstået; en overvejende positiv færdig pakke, som man kan plukke skiftevis nostalgiske/afstandstagende udsagn ud om – lader jeg mig forundre over hvordan min egen krop også ældes. Inde i mit hoved er eneste forskel på min krop nu, og før jeg fik børn som 26 årig, 7-8 ekstra kilo, og hvis jeg gad smide dem, ville ingen kunne se forskel på før og efter. (Måske derfor jeg konstant saboterer alle forsøg på kur, i en regn af Toblerone, efter en uge?)

Med børnene kan jeg se at deres personligheder også vokser, og passer godt til deres ranglede semi-teenagekroppe, hvor jeg egentlig bare er mig selv, og syntes jeg passede ok til min krop som den var, uden at behøve toppe den med hedeture eller læsebriller.

Tanken om at ens sind ikke ældes sad i mig, indtil jeg fandt en stak breve jeg selv sendte hjem, da jeg som 17 årig bumsede rundt med rygsæk i Australien i et år. Shit, hvor var jeg ung!

Den ungdommelige skråsikkerhed sidder i alle linjer, lige fra :”Gid jeg bare kunne komme direkte ind på den forbandede journalistuddannelse, og få den overstået, så jeg kan komme i gang med at leve mit liv!”, til:” jeg kan ikke forestille mig at blive bundet op af at få børn nogensinde” og “jeg havde jo fødselsdag d. 21-6, og er nu voksen, myndig og viis. Men egentlig er den eneste forskel på at være 17 og 18, at nu hvor jeg har lov at gå på pub, er der ikke længere nogen der gider spørge mig om ID mere!”

Jeg startede med at blive virkeligt træt af den 17 årige migs mange udråbstegn og fremtidsplaner, og var egentlig godt tilfreds med at være nået et andet sted hen. Indtil jeg begyndte at lægge mærke til alle de små grimme tegninger, og intense beskrivelser af nye ting. Her en lidelsesmættet bid, fra et job jeg tog på en pære/ferskenfarm, sammen med en franskmand og en englænder jeg rejste med:

Det var ikke bidden ovenfor, men en halv side lang beskrivelse af et jordbær, der fik mig til at savne evnen til at lade sig forundre.

Selv om indledningen:”Gæt hvad jeg spiser nu? Et selvplukket jordbær!!! I December! Er det ikke mageløst?” både indeholder lidt for mange udråbstegn, og et arkaisk tillægsord, så er der noget fint over den måde som unge mennesker er sansende på, som jeg tænkte at jeg havde mistet.

Lige indtil jeg i fredags, på arbejdet, gik under et blomstrende æbletræ, på vej fra møde til arbejdslokaler, og pludselig blev ramt af træets duft. Tænk: jeg er kynisk og halvgammel; synes jeg har oplevet lidt af hvert og kan gennemskue det meste – og alligevel havde jeg så fuldstændigt glemt at æbletræer dufter af noget. Jeg stoppede op og duftede, mens følelsen af, at jeg godt stadig ville kunne skrive en halv sides brev om duften af æbleblomster (muligvis endda inklusive lidt random udråbstegn og et ord som “mageløst”) hvis det skulle være.

Så kom bare an, alderdom. Min hukommelse er åbenbart også så slap i det, at jeg fra nu af vil blive overrasket og begejstret hvert eneste år, når jeg genopdager at æbleblomster har en duft


Æbleblomster dufter.
Det er ikke verdens dårligste overraskelse.

04/9/19

Om lidt af hvert: zombier, tanker og anbefaling af meget nyttig bog

Jeg kan ofte huske mine natdrømme, der er syrede eksempler på hvor fucked up min hjerne er, når den uden indblanding får lov til selv at vælge emner. Virkeligt en mærkelig  opfindelse, drømme!

(Og bare rolig: det her er ikke sådan et indlæg, hvor jeg detaljeret fortæller om dem, for den slags er sjældent særligt spændende at høre om.)

For tiden er jeg  inde i noget temabaseret: de velkendte, hjertehammerfremkaldende (ja, det er et ord. Som jeg selv lige opfandt) Zombie-mareridt. Jer der har læst med længe, ved at jeg har noget af en zombie-fobi, hvor flugtplaner, overlevelsesstrategier og casting til mit a-team,  hele tiden figurerer lidt i baggrunden af mine tanker. Og jajaja: jeg VED godt at det ikke er en særligt begavet fobi at have, men hvis I bare fik en prøvesmag på nogle af mine natlige zombie-mareridt, ville I også bedre kunne forstå hvorfor den slags sætter sine spor om dagen. Shit, de er scary!

For nogle år siden havde jeg dem hver nat. Der var jeg virkeligt presset, både på job og med alvorlig sygdom tæt på, og det hjalp ikke særligt meget på stressniveau, at vække mig selv med mareridt konstant. Siden da har jeg bemærket, at når den slags drømme dukker op igen, er det fordi der er noget i mit liv der ikke fungerer: noget der er utrygt eller for meget.

Lige nu er det mit arbejde der laver zombier. Jeg er virkeligt, virkeligt glad for mit arbejde helt generelt, og føler endelig at jeg er landet på en god hylde, hvor jeg kan se mig selv være mange år. Sidste år tog jeg jo en uddannelse som billedkunstunderviser, som jeg har undervist i de sidste 5-6 år, og også gør nu. Men det er ikke sikkert at jeg får lov til at undervise i det fremover, da min ledelse ikke er sikker på at de kan lade ikke-fuldtuddannede lærere varetage enkeltfag, og uvisheden presser mig ud i zombiedrømmene igen.

Hvis de siger endeligt nej, er jeg usikker på hvad jeg så skal: om det er mit fag eller en ellers god arbejdsplads der trækker mest. Har ikke meget lyst til at søge videre, men vil også føle mig frarøvet noget vigtigt, ved at stå og se på, mens andre overtager noget jeg er virkeligt god til og glad for.

Det er lidt derfor jeg er blog-stille for tiden, tror jeg, der er ikke så mange ord tilovers, hvor nætterne går med zombier, og dagene med tanker.

Lige med hensyn til zombier, er der heldigvis godt nyt: jeg har fået et anmeldereksemplar af “Den store zombiebog” tilsendt, og den er meget nyttig.


Målgruppen er givetvis børn, og mine mellempiger synes ganske rigtigt også den er virkeligt sjov, med tests og artikler. Jeg synes mest af alt det er godt at den kommer med seriøse bud på hvordan man overlever en given apokalypse – det sparer lidt dag-tænketid ikke at behøve planlægge helt så mange flugtplaner alene.

En solid anbefaling her fra, til Den store zombiebog, der netop er udkommet på forlaget Alvilda. (adlink og anmelderekseplar).
Og så håber jeg at jeg snart får noget vished om arbejdsliv, så jeg kan bruge min hjerne til andet!