Om det der kærlighed, del 33

Sidst jeg skrev på føljetonen, var vi nået til efteråret 2009.

Sommeren 2009 – før vi vidste at jeg ville blive gravid og vi ville være nødt til at lukke firma ned med tab – havde vi besluttet os for at indføre en ny tradition i vores familie: en alenebarnsferie når børnene blev ca 7 år . (Har skrevet mere om det bl.a her.)

En efterårsferie i London for den 7 årige Ældstepige sammen med mig var allerede betalt, og selv om jeg var monster-træt meget af tiden, og var kommet til at bestille nogle tåbelige flybilletter (hvor vi fløj om natten begge gange – man skal lige tænke sig lidt om, inden man sætter hak ud for de allerbilligste flybilletter, åbenbart!), så skulle vi altså afsted.

Vi fortalte børnene om den kommende baby lige inden, så den store kunne forstå det, hvis jeg var lidt ekstra flad på turen.

De to store lod til at synes det var en hyggelig ting med kommende lillesøster/bror, men den yngste, på 3 år, gav sig surt til at gemme sine yndlingsting væk, så “babyen ikke smadrede dem”. Efter at have set scanningsbilledet af “Reje” hjalp det dog på hendes humør, og hun begyndte at finde ting hun glædede sig til at lære den.

At have involveret børnene i graviditeten før uge 12 fortrød jeg bittert, da jeg få dage efter, sad på toilettet i Heathrow lufthavn, og opdagede en del blod i mine trusser. Jeg havde lyst til at græde; lyst til at få fat på flybilletter direkte hjem igen; jeg var ked af det og bange for om en spontan abort kunne være farlig. Men klokken var sent om natten, og jeg havde en træt syv årig med mig, som jeg skulle have gelejdet med hen på hotel.

Først da hun sov, sneg jeg mig ud og tudede i telefonen til Ninjaman, der lovede at ringe til min gynækolog og høre hvad jeg skulle gøre. Han ringede tilbage med besked næste dag, om at sådan gik det nogle gange, og jeg skulle ikke bekymre mig unødigt, men komme til tjek når vi kom hjem.

Næste dag var jeg på naturhistorisk museum med min tindrende glade pige, og hendes glæde, puffede mine bekymringer lidt til side. Jeg kunne mærke en klump i halsen i en udstilling om fosterets udvikling, men det meste af tiden kunne jeg skubbe tanken om  det væk.

Det var dejligt at have tid alene med min store pige, der havde delt mig med lillesøster-duoen så længe, og at se London gennem hendes øjne. Hun lagde mærke til alt det der var anderledes og “udenlands-agtigt”, og tog ivrigt fotos af alt fra postkasser og telefonbokse, til chokoladebutikker og metrostationer. Hun var også overraskende god til at gå langt, og på andendagen fik vi gået mindst ti kilometer, nærmest uden pauser. Da vi stoppede for at spise, gik jeg på toilettet for at skifte bind, og opdagede at blødningen var ved at stoppe. Jeg kunne mærke et lille håb for at “Reje” stadig fandtes, og de næste dage føltes lysere.

Belæsset med gaver til lillesøstre, og pandabamser og Big ben nøgleringe til globetrotteren selv, vendte vi hjem efter fem virkeligt fine dage sammen.

Her var mit fokus bare at blive undersøgt hurtigst muligt af gynækologen, og jeg sov nærmest ikke dagen før.

En lillebitte sparkende fod viste sig på skærmen – og vi græd af lettelse over at den endda sad fast på en hel og fin lille babyskikkelse.

En dreng, var hende der scannede ret så sikker på. Man kunne tage fejl når foster kun var 13-14 uger gammel, sagde hun selv, men der var altså noget der virkeligt lignede en tissemand. Forklaring på blødning kunne hun ikke give præcist – men alt så fint ud.

Vi fattede ikke vores held. Tanken om at sørge over at have spontanaborteret et barn, når andre jeg kendte havde svært ved at blive gravide med første barn, og jeg allerede havde tre fine børn, virkede alt for ensom.

“Projekt uplanlagt bonusbaby” var noget vi nu inderligt glædede os over, følte os heldige over, og det hærdede os nok til at kunne fortælle omgangskredsen omkring det – og leve med, at de spontane tillykker ikke sad løst på folk.

Der er vigtigere ting ved at få børn end perfekt timing, og det her var faktisk lige som det skulle være.

(fortsættes)

(Visited 744 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *