03/25/19

Om at tage mærkelige fotos – en top 6 liste

Jeg har før lavet lister med random ting om mig selv, men formår ikke at skrive de elegante lister som modebloggerne skriver, med små kære særheder – mine særheder er altid mere sådan… sære.

Jeg har før skrevet en om at sidde fast i ting og en om hvor klodset jer er. Denne gang havde jeg, igen, tænkt kig at forsøge med bare at skrive en random liste, men er endt i noget tema: “mærkelige ting jeg tager billeder af”. Normalt hvis folk viser fotos på deres mobil, vil de ikke have man bladrer videre – måske fordi der ligger pinlige selfies, nøgenbilleder eller andet inkriminerende. På min mobil ligger der bare overraskende mange underlige fotos, der peger hen mod at jeg har lidt af en sær fotofetish.

Topliste over mærkelige fotos jeg tager:

1. Mine børn påstår hårdnakket at en af de mest fremtrædende træk ved mig er hvor pinlig jeg er. Selv tænker jeg det ikke som decideret pinlighed, men mere som et udtryk for at jeg har et afslappet forhold til egen værdighed. Har fx ikke den der blufærdighedsstopklods, der forhindrer mig i at sende tisse-selfies til folk. Skræmte kollega med dette toilet-fie, og fik enslydende:”stop dig selv!” sms’er fra alle fire børn, da jeg fra Sverige sendte dem et undrende “hvorfor-spejle-i-loftet-tisseselfie”.
2. Jeg ser ansigter i ting hele tiden. Biler med sure øjne, søvnige huse, overraskede stikkontakter. Tager også fotos af dem hele tiden – som jeg efter noget tid sletter igen, for hvem kan jeg egentlig nogensinde vise dem til? På en eller anden måde ikke den fedeste icebreaker til en fest at sige:”nå, vil du se en masse fotos jeg har taget af stikkontakter der ligner ansigter?”

Det her tog jeg i går:
Venlig type, ikke?

3. Resten af familien tager et ton af fotos af hunden når han ser nuttet ud. Der falder jeg mere i mobbe-fælden, og kan se på min telefon at jeg primært har fotos af ham hvor han ligger virkeligt dumt og sover, eller som dokumentation for de mange vanvittige stillinger han finder det nødvendigt at indtage når han skider. Her er således et flot billede af hvordan han vælger at tømme tarmen i en slags yogastilling, hvor han står på forpoter.


Altså: selve udførelsen er flot og elegant, men hvorvidt det er den mest praktiske måde at udføre den slags på vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved. Umiddelbart er det ikke en stilling jeg kan anbefale til lignende aktiviteter.

4.Bøger, der kan lyde sjofle. Der er mange børnebøger der kan læses ganske forkert fx.

5. Slåfejl og autocorrect. Er selv ofte lidt på hurtig på sms, og dår enten sendt dem til de forkerte, eller overser min kække autocorrect.
Sidst sendte jeg denne til min mand:

Har skrevet om flere sms-fejl her.

6. Skilte. Dem med stavefejl eller mystiske meninger.

Som jeg skrev om for nyligt, kan jeg snildt underholde mig selv en hel dag med den slags.

Nå, er neg den eneste? Hvad tager i fotos af?

03/19/19

Om det der kærlighed, del 33

Sidst jeg skrev på føljetonen, var vi nået til efteråret 2009.

Sommeren 2009 – før vi vidste at jeg ville blive gravid og vi ville være nødt til at lukke firma ned med tab – havde vi besluttet os for at indføre en ny tradition i vores familie: en alenebarnsferie når børnene blev ca 7 år . (Har skrevet mere om det bl.a her.)

En efterårsferie i London for den 7 årige Ældstepige sammen med mig var allerede betalt, og selv om jeg var monster-træt meget af tiden, og var kommet til at bestille nogle tåbelige flybilletter (hvor vi fløj om natten begge gange – man skal lige tænke sig lidt om, inden man sætter hak ud for de allerbilligste flybilletter, åbenbart!), så skulle vi altså afsted.

Vi fortalte børnene om den kommende baby lige inden, så den store kunne forstå det, hvis jeg var lidt ekstra flad på turen.

De to store lod til at synes det var en hyggelig ting med kommende lillesøster/bror, men den yngste, på 3 år, gav sig surt til at gemme sine yndlingsting væk, så “babyen ikke smadrede dem”. Efter at have set scanningsbilledet af “Reje” hjalp det dog på hendes humør, og hun begyndte at finde ting hun glædede sig til at lære den.

At have involveret børnene i graviditeten før uge 12 fortrød jeg bittert, da jeg få dage efter, sad på toilettet i Heathrow lufthavn, og opdagede en del blod i mine trusser. Jeg havde lyst til at græde; lyst til at få fat på flybilletter direkte hjem igen; jeg var ked af det og bange for om en spontan abort kunne være farlig. Men klokken var sent om natten, og jeg havde en træt syv årig med mig, som jeg skulle have gelejdet med hen på hotel.

Først da hun sov, sneg jeg mig ud og tudede i telefonen til Ninjaman, der lovede at ringe til min gynækolog og høre hvad jeg skulle gøre. Han ringede tilbage med besked næste dag, om at sådan gik det nogle gange, og jeg skulle ikke bekymre mig unødigt, men komme til tjek når vi kom hjem.

Næste dag var jeg på naturhistorisk museum med min tindrende glade pige, og hendes glæde, puffede mine bekymringer lidt til side. Jeg kunne mærke en klump i halsen i en udstilling om fosterets udvikling, men det meste af tiden kunne jeg skubbe tanken om  det væk.

Det var dejligt at have tid alene med min store pige, der havde delt mig med lillesøster-duoen så længe, og at se London gennem hendes øjne. Hun lagde mærke til alt det der var anderledes og “udenlands-agtigt”, og tog ivrigt fotos af alt fra postkasser og telefonbokse, til chokoladebutikker og metrostationer. Hun var også overraskende god til at gå langt, og på andendagen fik vi gået mindst ti kilometer, nærmest uden pauser. Da vi stoppede for at spise, gik jeg på toilettet for at skifte bind, og opdagede at blødningen var ved at stoppe. Jeg kunne mærke et lille håb for at “Reje” stadig fandtes, og de næste dage føltes lysere.

Belæsset med gaver til lillesøstre, og pandabamser og Big ben nøgleringe til globetrotteren selv, vendte vi hjem efter fem virkeligt fine dage sammen.

Her var mit fokus bare at blive undersøgt hurtigst muligt af gynækologen, og jeg sov nærmest ikke dagen før.

En lillebitte sparkende fod viste sig på skærmen – og vi græd af lettelse over at den endda sad fast på en hel og fin lille babyskikkelse.

En dreng, var hende der scannede ret så sikker på. Man kunne tage fejl når foster kun var 13-14 uger gammel, sagde hun selv, men der var altså noget der virkeligt lignede en tissemand. Forklaring på blødning kunne hun ikke give præcist – men alt så fint ud.

Vi fattede ikke vores held. Tanken om at sørge over at have spontanaborteret et barn, når andre jeg kendte havde svært ved at blive gravide med første barn, og jeg allerede havde tre fine børn, virkede alt for ensom.

“Projekt uplanlagt bonusbaby” var noget vi nu inderligt glædede os over, følte os heldige over, og det hærdede os nok til at kunne fortælle omgangskredsen omkring det – og leve med, at de spontane tillykker ikke sad løst på folk.

Der er vigtigere ting ved at få børn end perfekt timing, og det her var faktisk lige som det skulle være.

(fortsættes)

03/12/19

Boganmeldelse: “Oplyst” af Tara Westover + konkurrence

Konkurrencen er slut. Vinderen blev: Naomi. Tillykke.

Vind bogen! Skriv en kommentar her nedenfor, og vær med i lodtrækning om dit eget eksemplar af den. Vinderen trækkes d. 10-4.
Erindingsroman.

Tara Westover er opvokset i Idaho, som yngste barn i en søskendeflok på 7. Familien er mormoner, og den altdominerende far har en dyb mistro til alle former for offentlige systemer, hvilket gør at ingen af børnene går i skole, og selv ved voldsomme ulykker og alvorlig sygdom, er den primære “lægehjælp” den jordemoderkyndige mors hjemmelavede urtemiksturer. Åbent kraniebrud, alvorlige sår, og tredjegradsforbrændinger behandles primært med urtedråber og kolde omslag.

Faderen er, formentligt, bipolar med paranoide træk, og børnene trækkes gennem en lang række øvelser for at forberede sig bl.a. på dommedag: øver flugtrute, sylter stor mængder mad, fikser beskyttelsesrum mm.

Taras ene bror dominerer hende i voldsom grad, med vold, trusler og urimelige angreb, som forældrene ikke beskytter hende imod, men da en hendes  andre brødre bryder ud og tager en uddannelse, ser hun pludselig en mulighed for en vej væk, og beslutter sig for at gøre det samme.

“Oplyst” er en erindringsroman, den både er oprørende, rørende og virkeligt velskrevet. At Tara, der først som 17 årig modtager undervisning, overhovedet formår at kæmpe sig videre efter den barndom er imponerende – at hun endda har formået både at få en doktorgrad i historie (trods det at hun som 17 årig aldrig havde hørt om holocaust), og skrive en erindringsbog så nuanceret er endnu vildere.

Det er en absolut læseværdig bog, fra en bemærkelsesværdig kvinde, der har levet et liv utroligt forskelligt fra resten af os. På omslaget roser og anbefaler både Bill Gates og Barrack Obama bogen, og jeg kan kun give dem ret: læs den!

Titel: Oplyst (adlink)
Forfatter: Tara Westover
Sideantal: 381
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Min vurdering: 4/5 store stjerner

03/7/19

Om børnecitater – dem med misforståede ord

Jeg elsker når børn kommer til at krølle sproget, eller opfinder andre ord, og skriver alle børnecitater ned i et dokument.

Selvfølgelig flest fra mine egne børn, men indimellem også andres. For et par år siden underviste jeg nytilkomne børn der ikke talte dansk endnu, og her kom der også gode bud på ord.

En dag havde børnene hørt sangen “indianer”, og blev ved med at nynne den bagefter. Jeg spurgte om der var nogen der vidste hvad ordet “indianer” betød. Dyb tavshed, indtil en lille 6 årig pakistansk dreng ivrigt rakte hånden op:” jeg husker det! Det er..  ligesom i matematik!” hvorefter han mimede hvordan man lavede en lige streg efter en lineal. Siden har jeg ikke kunnet høre sangen uden at tænke:”liiiinealer! Søn af alt der gror, vand og ild og jord. Liiiinealer – kalder du på mig!”

I mit dokument over hvad mine egne unger har sagt, har jeg i denne kategori disse. Sjovt nok er det kun barn nummer to og barn nummer fire der har lavet de kreative ord – de to andre har mere misforstået sammenhænge end ord:

 

Mindstebarnets “glædeshelium” bloggede jeg om for nyligt.

N 5 år:” årh mor, naboens dreng går til NINJA!… Eller måske var det spiderman?” (han gik til spejder ) 

N 6 år. Vi leger mime-leg, og hun skal gætte ordet “skrivemaskine”, men kan ikke huske det. “Jeg ved det! Det er et digteapparat!”

N 6,5 år:”mor, må jeg ikke få et flydkogt æg? Jeg elsker når det er flydende!”

N, 8 år, og nyopereret i maven for brok:”årh mor… Jeg føler mig så…harmløs!”(hun mente følelsesløs, men så ganske rigtigt også ret harmløs ud, der i hospitalssengen)

L 3 år ser at jeg er ved at skifte en elpære i spisebordslampen, og spørger interesseret:”hvorfor har du taget det der æble ud af lampen?”

L 3 år: ” se mig! Jeg laver gymnastik – jeg er en skraldemand!”(sprællemand)

L 4 år: “av, jeg har pine-hoved…”(hovedpine)

L 4 år:”skal vi spille jord-ma-klods?” (klodsmajor)

L 4 år:” det der er en hane og det der er en høne, og deres unger hedder kællinger!”

L 4,5 år:”se mine gækkebreve! Jeg har lavet et der er firkantet, og et der er rundkantet!”

L 5 år: “Samra fra min børnehave har en Gud der hedder det samme som Anemones far!” (Allan)

L 7 år: en af storesøstrene er sur og smækker døre, og L spørger:”Nå, er det de der hæmorider der styrer hendes hjerne nu?”
(Hun mente “hormoner”..)

—-
Hvad har I hørt af sjove ordmisforståelser? Skriv dem i kommentarfeltet eller send mig en mail på superheltemor@live.dk, så vil jeg se om der er nok til et indlæg med jeres citater;)

03/3/19

Anbefalinger af lidt af hvert, marts 2019

Her et af de der opsamlingsindlæg over ting jeg har syntes var fede den sidste tid, men ikke har haft tid til at skrive reelle indlæg om:

Biograffilm: “Green book”

Jeg har haft et blødt punkt for Viggo Mortensen siden han var Aragorn i Ringenes herre. Den form for lækkerhed har han ikke ramt siden, men han er fandme en god skuespiller, der kan utroligt meget forskelligt!

I “green book” er han den snæversynede, storsnakkende, storspisende, storrygende italienske udsmider, der bliver hyret til at være chauffør for en sort pianist, der skal på turne i de raceopdelte, racistiske sydstater. Gribende, oprørende, rørende og vanvittigt velspillet film. Green book vandt også, velfortjent, en Oscar for bedste film.

Se den!

Bog/film “Crazy rich asians”

(Denne del skal markeres som reklame, da bog er anmeldereksemplar, men det er ikke købt reklame)

Forlaget sendte mig uopfordret første del af trilogien “crazy rich asians”, nemlig bogen “Millionæren fra Singapore”. Jeg havde godt hørt at den var hypet, og at der var lavet en film havde jeg også hørt rygter om, men umiddelbart var det ikke noget jeg havde tænkt mig at beskæftige mig med. Ret hurtigt blev jeg dog opslugt af bogen, der beskriver fuldstændig absurd rigdom, og er utroligt fascinerende. Selve historien er lidt Pretty woman/Askepot/romantisk komedie standard, hvor sød asiatisk/amerikansk pige med ben i næsen, for første gang besøger sin søde kærestes familie i Singapore, og opdager at han har fortiet hvor afsindigt rige de er. Der er intriger og magtkampe, og det hele er underholdende, på “Dollars”-måden.

Helt klart underholdende læsning, hvis man trænger til noget let.

Jeg genfortalte så meget af bogen til mine unger, at de insisterede på at vi så filmen sammen. Filmen hedder bare “Crazy rich asians”, og den er noget mindre detaljeret end bogen, men stadig meget underholdende.

Tv-serie “Better things” på HBO

Tredje sæson af serien “Better things” er lige kommet på HBO, og den har jeg ikke fået set endnu. Glæder mig dog meget, for de første to sæsoner var fremragende!

Pamela Adlon har skrevet serien, og spiller selv hovedrollen som Sam, en fraskilt skuespiller, med tre døtre. En virkeligt velskrevet serie, med en god historie, morsom, rørende, og genkendelig. Meget stor anbefaling!

Brætspil “Dixit”

Vi har spillet brætspillet Dixit (adlink) næsten dagligt, siden vi købte det for en måneds tid siden, og vi har også købt en udvidelse til det. Det findes i flere varianter, og med mange udvidelser med ekstragodt. Det er ret simpelt, men kan varieres meget, og er utroligt sjovt. Kort fortalt går det ud på at man hver får en håndfuld kort med billeder på, og på skift fortæller en historie/et ord/ eller mimer den historie kortet kan fortælle – men lidt pakket ind, for det gælder om at nogen, men ikke alle, gætter kortet. Alle lægger et kort hver, der kan passe til historien, og så skal man gætte fortællerens kort.

Sjovt for både små og store, og vi har ihvertfald fået en lang række virkeligt gode historier ud af det.