Om at lide i stilhed

Herhjemme er vi mere eller mindre fælles om allesammen at gøre ting forkert – der er ihvertfald altid mindst en person der er utilfreds med eller dømmende overfor en anden persons opførsel.

Selv er jeg umiddelbart den der vinder flest “cringe-points”, ved at sige eller gøre pinlige ting, og så er jeg ret doven. En af børnene er den der oftest bebrejdes for ikke at gide hjælpe til med noget; en anden bliver for hurtigt vred; en tredje glemmer aftaler; og deres far råber for højt af sin Xbox klokken 05 om morgenen, når han ikke kan sove – hvilket så vækker nogle af os andre. Så der er hele tiden mindst en af os der er muggen over noget mindst en af de andre gør forkert. Sådan er det nok i de fleste familier.

Den eneste der ikke bebrejdes for noget, er hunden. Bevares: han slår da indimellem nogle stueryddende prutter, som ingen rigtigt er fan af; og han trækker stadig meget i snoren når man går tur, men generelt er der bred enig om at han er svær at blive sur på.

Der er således ret lang line over for opførsel børnene ville lynche deres søstre for: den kjole den ene mellempige under ingen omstændigheder må låne af sin søster, må hunden fx gerne snuppe en lang lur på, bare fordi han ser sød ud når han sover. At sove på ting er hans spidskompetence – hvilket er ret heldigt, for alle børnene har en spidskompetence der hedder smid-alt-tøj-håndklæder-stofposer-hovedpuder-bamser-på-gulvet-når-du-har-brugt-det-og-undlad-at-samle-op, så der er altid friske forsyninger af nye spændende ting at tage en lur på.

Set i lyset af hvor glad han er for at sove på hvad som helst, burde vi ikke være blevet så spændte, da den kurv han fik med da vi købte ham gik i stykker. Men det blev vi: tanken om at finde den helt rigtige kurv til ham, og se hans taknemmelige fjæs over den, var lidt spændende og projekt “køb en kurv” blev en familiebegivenhed.

Han blev også overdrevent glad, og dansede rundt om os mens vi pakkede den ud – indtil det viste sig at den var mindre end den kurv han havde før.

Dybt suk, og han ignorerede den en uge, med deprimerede lure kun på sokker og andet smidt på gulv.

I weekenden krøb han til korset, men uden at kapitulere helt: demonstrativt lagde han sig i den igen og igen, på måder der tydeligt viste hvor mikroskopisk og forkert den kurv var. Suppleret med dybe suk, og bebrejdende blikke.

Se selv: alt, alt for lille. Stakkels lidende dyr…

(Visited 799 times, 1 visits today)

13 thoughts on “Om at lide i stilhed

  1. Hahaha. åh lille pelsede ven. Det må være hårdt at leve med så lille en kurv.
    Herhjemme er den kurv der har haft størst succes en grimrian fra Netto til en halvtreller. Men allerbedst er vasketøj. Vasketøj vinder altid over alt andet.
    Vasketøj er så højt elsket, at min veninde med vilje lægger vasketøj på soveværelsesgulvet, når hunden kommer på besøg til weekend-pasning:)

    • Winstons favoritsted er også klart en bunke helt rent vasketøj.synes det er vildt sødt at dine veninde lægger vasketøj til hunden❤️

  2. Stakkels, stakkels hund 😉
    Jeg købte en (alt for dyr) ergonomisk hundeseng til min shih tzu, da han begyndte at nærme sig de 10år. Der gik over halvandet år inden han overhovedet ville ligge i den! Indtil da brugte han den kun som opbevaring af hans legetøj.

  3. Utroligt, som kæledyr evner at sige mere end hvad ord kan beskrive.
    Det blik og det kropssprog vores katte har, kunne man nemt lave store talebobler til. Men er aldrig i tvivl. Mest fordi det forkortet ned mest handler om “Mad! Nu!!” “Gå i seng! Jeg mangler ben at sove på!” “Nus! Her! Nu!” eller “Smut eller jeg bider!”
    Og jeg vil vædde med, at hvis de havde haft arme, stod marsvinene med hænderne i siden over, at den ene fik grønt før de andre to i morges. Det fremgik tydeligt af deres småfornærmede attitude.

    • Hahaha! Kan levende forestille mig fornærmede marsvin! Og godt katte ikke kan tale – jeg tror også de primært ville udtrykke sig i kommandoer, hvor hunde mere ville indtage martyrrolle?

  4. Ting jeg får skæld ud over af min mand: at jeg bruger de smørknive, han har lagt frem til sig selv (så han skal tage en ny), at jeg ikke er opmærksom nok, når han viser hvordan man tapper luft af vores radiator, at jeg åbner en ny tandpasta når der er hele to mikromillimeter tilbage i, man kan klemme ud under ekstrem vilje og pres.

    Ting jeg skælder min mand ud over: At han smider brocolistokke ud, når jeg pertentligt har gemt den i køleren (for at snacke den!), at han aldrig husker stofnet når vi handler (så vi kun har mit) og at han fucking altid skriver i-ordene i et ord (imorgen, idag) osv.

    #gift.dk

    • Min mand så denne kommentar og tilføjede, jeg heller ikke skruer tandpastahætten helt på. Lol. Til gengæld husker jeg at tænde elkedlen, når jeg har fyldt vand i :p

      (vi er meget lykkelige og glade – vi er også bare gift, så at være smålig over smådetaljer er vist i vores jobbeskrivelse)

  5. Pingback: Om at have dekadente planer, for børnefri tid | Superheltemor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *