Denne her bog er noget af det mest intense jeg nogensinde har læst. 1100 sider, med et smukt, kringlet, kompliceret og tankevækkende sprog, der har fået mig til at læse adskillige af siderne flere gange, for at få det hele med.
Alle de små sidespor fra historien; de sære refleksioner; tankerækkerne; er hvert eneste ord værd.
Som eksempelvis denne lille bid, der ikke egentlig har betydning for historien, men alligevel skaber en masse billeder i mit hoved:
Bogen følger primært Max Hansen, en succesfuld 35 årig teaterinstruktør bosat i New York, der som 13 årig blev revet væk fra sin barndom i Stavanger, Norge, og flyttet til et USA han stadig ikke helt føler han hører til i.
Med tilbageblik rulles hele Maxs historie ud, og sammen med den også de mennesker der står ham nærmest: ungdomsvenskabet med den plagede Mordecai, der er en plaget jødisk, homoseksuel skuespiller; det komplicerede og passionerede forhold til den syv år ældre billedkunstner Mischa; fraværet af forhold til den svigtende far; en skrøbelig ømhed over for moderen; og en overraskende nær tilknytning til onkel Owen (tidligere Ove), som han først lærer at kende som voksen.
Owens historie, hvor han som jazzmusier flytter til USA for at spille; af nød ender midt i Vietnamkrigen; og lever mange år i ensomhed før han findes af Max og får et fællesskab med ham og hans venner, afdækkes i selvstændige kapitler undervejs, uden at det forstyrrer læseflowet, eller følelsen af at det stadig først og fremmest er Maxs historie.
Bogen emmer af litteratur, kunst, musik, skuespil, men selv om det kan føles højtravende, bliver man ikke hægtet af. Det giver mening og dybde til historien.
Francis Ford Coppolas film “Apocalypse now” dukker op igen og igen i teksten, både direkte og indirekte: som krigslegene med de andre børn i Stavanger; limen der forsegler Mordecais og Maxs spirende teenager venskab; motiver i Mischas kunst; temaer der gemmer sig i Maxs teaterstykker; onkel Owens oplevelser som soldat; Maxs forældres modstand mod vietnamkrigen, som unge venstreorienterede. Det er dygtigt og sprogligt elegant.
At høre til eller ej, er et tema der gennemsyrer flere af personernes liv. Maxs rodløshed, hans sorg over at forlade barndommens tryghed, er dybt rørende beskrevet. Jeg tror jeg ar læst denne passage, hvor han drømmer om at spole det hele baglæns mindst fem gange:
Det er altså virkeligt fedt skrevet, og det er hele bogen generelt.
Måske er det ikke en bog for alle. Den er usædvanligt rig på metaforer, detaljer, beskrivelser, og den går ikke hurtigt. Den er – indrømmer jeg – en anelse for lang, hvilket trækker en stjerne fra i min anmeldelse, men alt i alt synes jeg det er en absolut fremragende roman, som jeg varmt anbefaler til alle der holder af ord.
Han skriver som en blanding af Paul Auster og John Irving, synes jeg, og det er en tankevækkende og smuk blanding.
Titel: “Max, Mischa og tetoffensiven”
Forfatter: Johan Harstad
Udgivet på C&K Forlag (En del af Politikens Forlag) september 2018
Sideantal: 1063 sider
Min vurdering: 4,5 ud af 5 stjerner
Årh, det var da kun en halv stjerne, så det er nådigt sluppet, tænker jeg 🙂
Jeg har selv bogen stående hjemme i reolen, men jeg må indrømme, at jeg – faktisk på grund af omfanget – har været tilbageholdende med at gå i gang. Men på baggrund af din fine anmeldelse og de vidunderlige tekstuddrag må jeg vist hellere gå i gang. Der er en skøn læseoplevelse i vente.
Jamen, den kunne have været til 5,5 ud af 5;)
Giv den plads og tid, så er det en kæmpelæseoplevelse!