Om at være mor til teenagere

Det meste af tiden er jeg rigtigt glad for at være mor til flokken herhjemme, med lige den alder de har, og synes de er søde, sjove og hjælpsomme generelt, men der ER ting der er drænende ved løsrivelsesprocesser når de bliver teenagere eller tæt ved.

Lige for tiden trækker selvmodsigelserne særligt tænder ud.

Sådan noget i stil med:

Brok over at vi roder så: “det er pinligt at have gæster hjemme”/samtidigt med at spor af brugt tøj, kopper, afklippede mærker og bøger drysses efter dem i stuen.

Brok over at vi ikke har økonomi til at man får samme mængde penge til tøj og cafe som vennerne/ samtidigt med at rejsekort, nøgler, mobiler og tasker drysses efter dem ude i den virkelige verden, og penge vi ikke har, skal bruges til at skaffe det hele igen.

Brok over at ens søster har lånt ens ekstrahandsker, fordi hun ikke kunne finde sine egne/ samtidigt med at mine bælter, tasker, makeup, neglelakfjerner m.m. åbenbart er noget man bare låner når man vil, trods mine gentagne formaninger om hvilke få ting jeg har, som man ikke bare må bruge.

Både pigerne og jeg benytter muleposer dagligt, til at slæbe madpakker med os, og selv om vi har en god stak, er det de nyeste og hvideste der er i højeste kurs. Jeg har en jeg bruger fast, den har jeg fået af min veninde, og motivet beskriver ganske præcist hvordan mor-livet indimellem var for få år siden:

En pose, der på denne måde viser hvor hårdt det kan være at være forældre havde jeg troet jeg måtte beholde for mig selv, men nej: nyeste, hvideste, og derfor en jeg har måttet kæmpe for retten til selv at benytte.

Troede de havde fattet den, indtil en morgen hvor jeg ikke kunne finde den, og midt på dagen blev ringet op af barn, der med svag røst spurgte om jeg kunne hente hende. Hun havde kastet op.

Fuld af omsorg gjorde jeg mig klar til at køre fra arbejde, da hun indrømmede:” du må ikke blive sur, vel, men jeg lånte altså din pose. OG jeg har kastet op i den…”
I bilen hjem kom vi begge til at fnise over hvor provokerende det er at låne folks forbudte ting, og endda brække sig på dem. Jeg tror at hun fattede noget af det – for jeg har ihvertfald haft den for mig selv lige siden. Så enten var det den værdifulde lektion, eller det faktum at den nu ikke længere er den hvideste pose i samlingen.

Tasken kan iøvrigt købes her, hvis man kender den følelse. Den er ret praktisk – dog ikke til opkast.

(Og nej – det er ikke et sponsoreret indlæg)

(Visited 768 times, 1 visits today)

16 thoughts on “Om at være mor til teenagere

  1. Ja, så er det jo en ren svir at være mor til drenge, de negler i hvert fald ikke ens tøj; bortset fra lige bælter … og sokker …

    • Og tørklæder, vanter og huer (hvis det er neutrale farver). Plus ens creme, øjencreme, hårvoks, solcreme og concealer 😉 jeg troede egentlig, det ville være ‘no problem’ med to drenge, men der tog jeg vist fejl. Kh. Birgitte

      • Hahaha!Troede faktisk også det var lidt nemmere med drenge – og at det primære der ville være køleskabstømning. Har en veninde med fire store sønner der klager over at køleskabet altid er støvsuget for al mad, lige som man skal til st lave aftensmad

        • Har fra en veninde hørt et trick til tømte køleskabe. Hvis man vil have noget i fred, f.eks. god ost, så skal man lægge det i køleskabets grøntsagsskuffe – så forsvinder det ikke :-).
          Tak for god blog 🙂

  2. Den 6-årige: “Æih, moar, du har aldrig tid til at lege!! Du laver bare altid sådan nogle kedelige ting!!”
    Ja, som at lede efter de ting du har smidt væk, rydde de ting op du har “glemt”, lave en ekstra portion havregryn fordi du smed den anden på gulvet, tørre op efter havregryn på gulvet, vaske dit tøj, lave din mad, transportere dig i skole… virkelig mærkeligt jeg løber tør for tid ??

  3. Maren skal måske opgradere muleposerne til at være i voksdug med svejsede syninger, så de også kan bruges til opkast….

  4. Jeg stemmer for at de får brækpose med i madpakkeposerne fremadrettet – og evt. en pakke tyggegummi 😉

    Men det er da lidt sødt, at de lidt stadig har brug for deres moar, når det skrider det hele – god brækbedring i hvertfald (;

    – A

  5. Jeg har to teenagepiger, hvor den ældste virkelig er en brokrøv. (Den yngste holde sig ikke tilbage, men sidde som regel i sin egen verden med høretelefoner på). Jeg måbede, da de til skole-hjem kaldte hende (i dette tilfælde den ældste) vellidt og omgængelig. Hun rakker og hakker på lillesøster og lillebror. Der er ikke en aften under aftensmaden, hvor vi ikke alle får det glatte lag.
    Sjovt nok er de blide som lam og super kærlige, når de har fundet noget, de vil have. Så snart poserne er bragt hjem eller udflugten til ende, bliver de utilfredse miner skruet på igen.
    De er først hjemme om eftermiddagen, så deres (eneste) tjans er at fjerne klumper i kattebakkerne. Når jeg kommer hjem, bliver jeg mødt af en massiv mur af kattelortestank. Og to piger, der hårdnakket påstår at det var ikke deres tur/ der var ikke noget i bakken/ de kan ikke lugte det/ blablabla
    Køkkenet sejler. Jeg får skældud over det manglende rene idrætstøj (der sjovt nok ligger i tasken fra sidste idrætstime). De sure underbukser hober sig op alle andre steder end i vasketøjskurven. Blablablabla
    Vi får konstant skudt i skoene, at vi aldrig laver noget sjovt. Og med sjovt menes der ikke at gå en tur og bare hyggesnakke (det giver bare mere brok over vores røvsyge ide). Med sjovt menes ture i biografer, forlystelsesparker, legeland, lasergames, cafeer og alt, der koster en formue for en familie på fem. Det kan vel ikke overraske, at det ikke sker så tit.
    Jeg arbejder også i weekender, og er ofte ret flad, når jeg endelig har fri. Men der skal også bruges tid på at indhente alt det oprydning, rengøring og tøjvask, der kun er gjort halvt/kvart på arbejdsdage (og nej, standarden er ikke høj her). Sjovt nok kæder de ikke det at hjælpes ad sammen med mere tid til noget andet. Pligter er til for at ignorere. Jeg nægter at udbetale lommepenge. Især for pligter. Vi er en familie og vi burde hjælpes ad. Ingen giver min mand og jeg løn for at få det praktiske til at hænge sammen.
    Nogle gange bliver jeg skadefro ved tanken om det wake-up call de får, når de skal ud og klare sig selv. ?

    • Oh ja – der kan være mange glæder ved livet som teenageforældre! Godt de får fuldt op på nuttethedskontoen inden – og ikke er teenage hele tiden;). Tanker i din retning

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *