Om det der kærlighed, del 32

Så er der fortsættelsen på Kærlighedsføljetonen allerede.

Sidst nåede vi til det tidlige efterår 2009, hvor alting lige havde kørt supergodt i lang tid – med job, økonomi, unger og det hele – men pludselig smækkede banken kassekreditten i til vores butik, og en graviditetstest viste uventet positivt.

Indtil da havde vi håbet at butikken kunne reddes på en eller anden måde, men nu var vi helt afklarede: den butik skulle bare lukkes, med det økonomiske tab der nu måtte være. Tanken om at have fire børn, jonglere regnskaber og indkøb, uden at være sikker på hvad der gik ind på kontoen hver måned, var for skræmmende. Vi kunne bedre leve med at være flade og have gæld, hvis bare vi slap for stressen.

Jeg fik en tid hos gynækolog, i tvivl om hvornår jeg var blevet gravid. Jeg har aldrig haft regelmæssige menstruationer, og frygtede at jeg var flere måneder henne, og derfor havde udsat fosteret for alkohol flere gange i sommerens løb. Til min overraskelse var babyprikken ganske lille, uden hjerteblink endnu: kun knapt 5 uger gammel, og jeg fattede ikke at symptomerne (trætheden) havde været så markant at jeg havde taget en test.

Vi havde ikke talt om at få flere børn end de tre vi havde, men da jeg så den der babyreje, der så svagelig og lille ud, kunne jeg mærke at jeg pludselig var bange for at den ikke blev til noget. Fire børn føltes faktisk helt rigtigt! Min mand sagde præcis det samme mens vi cyklede hjem bagefter: det her var meningen.

Trætheden aftog, men jeg blev hurtigt tykkere om maven. Skjulte det med løse kjoler, for vi havde ikke lyst til at sige det til folk endnu. Det føltes fint og rigtigt for os, uanset omstændighederne, og vi havde ikke lyst til at høre noget negativt om hvor dårligt timet en bonusbaby var, oveni et firma der var ved at gå konkurs.

Og så havde jeg også en underlig fornemmelse: jeg følte mig ikke gravid ellers, og havde en grim følelse af at jeg kunne miste dette barn igen. Tanken gjorde mig vildt ked af det.

(Fortsættes)

(Visited 617 times, 1 visits today)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *