12/6/18

Om hvorfor barnetro måske bør pilles ud, før børn bliver for kloge

Herhjemme har jeg altid smurt tykt på med magi, og givet den fuld gas med nisser, påskeharer, tandfeer og alt der er sjovt og magisk.

De tre store fandt sådan drypvist ud af at det bare var noget vi legede, men beholdt lysten til at lege med, for deres yngre søstres skyld. Mindstebarnet er nu 8, og har ikke stillet spørgsmålstegn ved noget som helst endnu, af alt det magiske. Hendes 4-5 bedste venner har også nisser hjemme i julen, og tror lige så fast på dem som hun, så selv om hun er en lidt stor nisse-fan, så er det heldigvis ikke pinligt.

De sidste år har drillenissen Jan Kalle boet på hendes værelse i julen, og hendes søstre går op i det med liv og sjæl: svarer med lillebitte skæv skrift på alle de breve hun skriver til nissen; gemmer pebernødder på hendes værelse, og toiletpapir i hendes seng, og hun elsker det! Hun fik tårer i øjnene af glæde da hun opdagede at nissens dør var kommet på i løbet af natten, og han får mange breve og sange.

Egentlig var hun så småt begyndt at tvivle på julemanden, indtil hun skrev et brev til sin nisse og forhørte sig om han mon kunne skaffe hende en lyserød cykelpumpe. Han/mellempigerne lovede at spørge julemanden, og den forretningshemmelighed tog hun frydefuldt imod.

”Tænk at han bare fortæller mig det! Det er sikkert fordi han er i nisselære, og ikke ved man skal holde nissehemmeligheder!”

Hun godtede sig over sin insider-viden nogle dage, men tandhjulene må have kørt godt rundt inde i hendes hoved. Forleden da jeg stod og lavede aftensmad kom de ord, der fik mig til at forstå hvorfor det er smartest hvis børn stopper med at tro på julemanden, i god tid inden de bliver gode til matematik:” Mor, jeg fatter ikke mig selv! Tænk: sidste år bad jeg julemanden om tusser. Tusser! Hvor dumt er det lige?”

Mig:”øh, men du blev da virkeligt glad for de tusser, og tegnede med dem hele aftenen?’

Barn:”ja, men i år ønsker jeg mig en cykel!”

Mig:”wow… det var godt nok en stor gave. I plejer da at ønske jer noget man kan sidde og hygge med juleaftensdag, som han kan komme med om formiddagen?”

Barn:”ja, men det er GRATIS gaver! Jeg kan ønske mig lige hvad jeg vil, hvorfor har jeg ikke tænkt på det før? Og jeg har jo min søsters gamle cykel, så jeg kan bare sælge den nye, og købe sådan noget med 1000 af de malebøger jeg i virkeligheden ønsker mig. Smart barn du har, hva?”

Øh ja. Virkeligt smart. Tænker hun nok bliver lidt skuffet så.

Har I børn der tror på nisser?