11/11/18

Om romantik, når man har været sammen i 21.000 år

Vi er ikke de store romantikere, Ninjaman og jeg. Gode nok til at hygge, gå ture eller stene serier, men går ikke op i blomster, digte, årsdagsfejringer eller lignende romantik.

Da vi var unge og nyforelskede forsøgte han sig engang med rosenblade, strøet fra hoveddøren til sengen, hvor han lå og ventede kun iført lidt blomster placeret strategiske steder. Vi kom begge to til at grine helt vildt meget over det, og blev enige om at vi nok bare ikke var typerne der tog den slags seriøst nok.

I dag skulle alle unger køres hjem til venner, og mens han kørte dem, kom jeg til at tænke på rosenblads finten, og besluttede at skulle den gentages, måtte det være med lidt halvvisne blade.

Lavede et flot spor gennem hele huset, til soveværelset hvor jeg havde lavet drinks og hentet avis.

Jeg kunne høre ham grine højt, da han blev mødt af hunden, der med munden fuld af blade gjorde ham opmærksom på mit mesterværk.

At tilbringe en dag i sengen er altid godt. I unge mennesker er måske mest til rosenblade og nøgenhed – os halvgamle bliver begejstrede over visne blade, alkohol og tid til at snakke uforstyrret.

Jeg ved ikke hvad vi skal lave sporet af når vi bliver rigtigt gamle, men det skal sikkert føre frem til noget med werthers echte og blødt bagværk.