11/5/18

Om det at blogge, jubilæum og bloggens navn

I dag er det 8 år siden jeg skrev mit allerførste blogindlæg.

Jeg havde aldrig forestillet mig at det ville være noget jeg ville gøre i så lang tid, eller blive så glad for. Dengang var der ikke særligt mange blogs, og jeg havde ikke engang hørt om det, før min søster anbefalede mig at læse Marens blog, med ordene:”hun lyder fuldstændigt ligesom dig!”

Jeg var på barsel med mit fjerde barn. I mine første tre barsler havde jeg haft større projekter at sysle med når baby sov: bogskrivning, butiksopstart, fællesprojekter med spændende mennesker – men baby fire sov så korte lure, at jeg ikke kunne overskue at sidde og skrive på noget kompliceret. Jeg savnede dog at have et eller andet at bruge hovedet til.

En dag skrev Maren (som jeg ikke kendte i virkeligheden) på sin blog at man kunne købe nogle af hendes gamle bøger, og jeg tænkte at jeg gerne ville læse noget mere, og skrev til hende. Hun arbejdede hjemme, jeg gik hjemme, vi kedede os begge lidt og kunne lide at skrive lange, fjollede mails, og det udviklede sig til at vi skrev til hinanden mange gange om dagen, hver dag.

En måneds tid efter var hun længe om at svare, og jeg surfede blogs mens mit barn sov (fandt fx Sneglcille og Karolines blog og læste alt de havde skrevet), og besluttede mig for at prøve om jeg kunne finde ud af at lave en blog selv. Bare sådan for sjov, og ikke fordi jeg rigtigt kunne forestille mig at få læsere – men måske kunne jeg få skrevet nogle af de totalt sjove ting ned, som min børneflok på 8, 5 og 3 år hele tiden fyrede af. (Babyen sagde ikke så meget, hun var 4 måneder).


Her fotoet fra et af de allerførste indlæg: et opstillet et, af superbaby.

Jeg tænkte at jeg ikke ville bruge pigernes (sjældne og genkendelige) navne, og spurgte om de selv havde forslag til dæknavne. Da lillesøster havde flere bodystockings med superheltelogo på, valgte de superheltenavne: den store ville gerne hedde Krea-Girl (hun syntes det lød som en der kunne lave kreative ting hurtigt), nummer to valgte Frk Fantastisk (hun er god med sin krop, og syntes selv hun var lidt fantastisk til vejrmøller), og nummer tre kaldte vi ofte Hulk, fordi hendes temperament som tre årig var ret meget noget med at smække døre og smide ting når hun blev sur eller skulle rydde op – hun valgte selv at det var et sejt blognavn.

Og derfor kaldte jeg min blog, uden at have tænkt mange sekunder over det, for “Superheltemor”. Det var jo ikke fordi det var noget jeg skulle gøre sådan længe, bare et eksperiment, ikke?

Det var Jer læsere der gjorde mig hooked på at blogge. Det er fantastisk at skrive noget, der bliver udgivet og taget imod med det samme, med hyggelige kommentarer og folk man lærer at “kende” gennem kommentarfeltet.  Har virkeligt grinet højt af kommentarfeltet mange gange, men også fået gode råd, støtte og været rørt over hvad I har skrevet, når noget har været svært. Det har også gjort, at det har været naturligt at dele de grimme ting, for hvis jeg kan få noget personligt ud af kommentarerne, sidder der måske andre derude der har brug for at kunne finde indlæg om det der er svært.

Tak for Jer. For alle de gode mails, råd, anbefalinger og kommentarer, der gør at jeg ikke kan forestille mig at stoppe bloggeriet igen. Heller ikke selv om jeg blogger meget anderledes end jeg gjorde engang: mine børn er store og mere blufærdige med hvad jeg må skrive om dem, og jeg arbejder mange flere timer nu end jeg gjorde de første 4 år jeg havde bloggen , så indimellem er det svært at finde tid og inspiration til at skrive – men jeg kan stadig lide det.

Bloggens navn derimod – det har jeg været flov over næsten fra starten! “Du tror du er en superheltemor, men du lyder bare som en rodet, sjusket kælling, der ikke burde have børn!” var den første hadekommentar jeg fik, efter få ugers blogging. Hadekommentarer får jeg heldigvis sjældent mere, men de første år var der mange. Jeg blev ked af dem alle og slettede dem med det samme, men denne første sad fast: tænk hvis nogen troede at jeg selv syntes jeg var en helt?

For et halvt år siden prøvede jeg at skifte blognavn, til Hverdagsord. (Ingen anden grund, end at mit Instagramnavn er @hverdag). Jeg kan se på min statistik at ingen rigtigt bruger det: sidste måned kom 102.332 herind ved at skrive “superheltemor”, men kun 412 ved at skrive “hverdagsord”. Hvad tænker I: er det kun mig der synes superheltemor er et “pinligt” navn? Skal jeg bare skifte tilbage – eller skifte til noget andet?


Wow, det blev langt! Og ret navlepillende?

I virkeligheden har jeg totalt lyst til at høre mere om Jer. N
Fortæl mig noget! Hvem er I, Jer der læser med? Hvor bor I, hvad laver I, har I børn, hvor gamle er I, hvorfor læser I med? Hvad kan I bedst lide på bloggen? Jeg elsker at I findes, så fortæl mig lidt:)