11/17/18

Om det der kærlighed, del 31

Her fortsættelsen på den store føljeton, om vores liv de sidste 21 år.
Her et foto af pigerne, fra en udklædningsfest det år. Jeg har mistet mange af mine fotos, så det passer ikke helt til, men der manglede et foto til indlægget:

August/september 2009 var præget af både håb og mismod.

Det havde ellers lige kørt så godt altsammen, men nu hvor banken havde lukket kassekreditten til vores butik, og vi havde taget lån i huset for at betale regninger, var det ikke særligt sjovt. Drømmen var at nogen ville købe det hele, og gerne ansætte Ninjaman som erfaren butiksbestyrer, men vi havde opsagt butikslokalerne og indstillede os på at vi havde et halvt år til at få solgt ud og lukket ned. Forhåbentligt uden alt for stort tab, men det så ikke lovende ud.

Jeg var ked af det, og uendeligt træt, men forsøgte fortsat at geare mig selv op til at få det bedste ud af min gode nye arbejdsplads, og var fx med i en hyggelig madklub, hvor man lavede mad sammen en gang om måneden.

En sen eftermiddag i starten af Oktober, stod jeg i Netto og købte vin ind til madklubben samme aften. Jeg havde bare lyst til at køre hjem og sove, selv om dagen egentlig ikke havde været hård.

Ved kassen hang der nogle graviditetstests, og pludselig ramte tanken mig: “så træt her plejer jeg kun at være når jeg er gravid”

En pakke tests røg i kurven sammen med rødvinen. Mens jeg cyklede tilbage til arbejdet, prøvede jeg at regne på om der overhovedet var en risiko for at jeg var gravid. Nåede frem til at det kondom der var gået i stykker havde været på et sikkert sted i min cyklus, men tanken ville ikke rigtigt slippe. Mens forretterne var i ovnen sneg jeg mig ud på badeværelset med pakken med tests.

De var bragende positive. Alle fire.

Min første tanke var: ”pis – jeg har lige givet alt babytøjet og tingene til en genbrugsbutik!”

Min næste tanke var mere noget med:”fuckfuckfuckfuck!”.

Jeg ringede til Ninjaman, der stadig var på arbejde i vores butik.

“Den der sparkedragt jeg sagde var pæn i butikken – har du solgt dem allesammen? Ellers tror jeg vi får brug for at gemme en selv…” sagde jeg, klodset.

Vi havde slet ikke talt om at jeg kunne være gravid, ingen af os havde tænkt tanken, og jeg var ikke engang gået over tid, men han fattede det alligevel med det samme.

”Vi har klaret så meget sammen, mon ikke vi klarer en bonusbaby?” var hans respons, efter en skræmmende lang stilhed.

(Fortsættes)

 

11/11/18

Om romantik, når man har været sammen i 21.000 år

Vi er ikke de store romantikere, Ninjaman og jeg. Gode nok til at hygge, gå ture eller stene serier, men går ikke op i blomster, digte, årsdagsfejringer eller lignende romantik.

Da vi var unge og nyforelskede forsøgte han sig engang med rosenblade, strøet fra hoveddøren til sengen, hvor han lå og ventede kun iført lidt blomster placeret strategiske steder. Vi kom begge to til at grine helt vildt meget over det, og blev enige om at vi nok bare ikke var typerne der tog den slags seriøst nok.

I dag skulle alle unger køres hjem til venner, og mens han kørte dem, kom jeg til at tænke på rosenblads finten, og besluttede at skulle den gentages, måtte det være med lidt halvvisne blade.

Lavede et flot spor gennem hele huset, til soveværelset hvor jeg havde lavet drinks og hentet avis.

Jeg kunne høre ham grine højt, da han blev mødt af hunden, der med munden fuld af blade gjorde ham opmærksom på mit mesterværk.

At tilbringe en dag i sengen er altid godt. I unge mennesker er måske mest til rosenblade og nøgenhed – os halvgamle bliver begejstrede over visne blade, alkohol og tid til at snakke uforstyrret.

Jeg ved ikke hvad vi skal lave sporet af når vi bliver rigtigt gamle, men det skal sikkert føre frem til noget med werthers echte og blødt bagværk.

11/10/18

Vind kreahygge med ungerne

Sponsoreret.

Mine piger kan være svære at hive væk fra telefoner, men de er altid til at lokke med til tegneaktiviteter og andet krea. Vi har et stort udvalg af maling og ler, men jeg er ikke specielt rutineret i andre hobbyprojekter. Da pigerne blev bedt om at teste kreakasser fra Kreavilla var de derfor jublende villige testere, for de har siddet og set videoer af hvordan man lavede fx badebomber, og gad SÅ godt prøve det selv!

Hele lørdag eftermiddag og aften sad mine tre yngste derfor fordybet og lavede badebomber og læbepomader. Sammen, helt uden at skændes, og fair i fordelingen af hvis tur det var til at røre rundt, hælde op osv. Megahyggeligt at sidde og lytte til, mens jeg plejede nogle tømmermænd fra fest fredag.


Kasserne er lige til at gå til, med alle ingredienser man skal bruge, og en brugsanvisning så udførlig, at jeg overhovedet ikke var inde over. Alt det med at smelte voks i mikroovnen, måle af, røre rundt, og skabe ting tændte dem alle tre, og de HAR skrevet kasser med sæbe og stearinlys-materialer på ønskesedlerne til jul!

Resten af aftenen brugte de iøvrigt på at afprøve deres badebomber selv – de brusede dejligt meget.

Jeg tænker at man kan lave tingene uden voksenhjælp så snart man kan læse, og at selv ret små børn vil hygge sig med at lave dem sammen med en voksen.
Kreavilla holder også kurser, i Taastrup, og det lyder virkeligt hyggeligt! Tanken bag Kreavilla og boksene har været at skabe et alternativ til digital skærmtid, og herhjemme virkede det ihvertfald helt efter hensigten. Man kan også få bokse med alle ingredienser til en kreativ aktivitet til fx en børnefødselsdag, og en boks med fire hemmelige adventsprojekter. Sidstnævnte kunne jeg godt overveje til mine unger.

Har du også et barn der elsker at være kreativ, enten alene eller med hyggelig voksenhjælp? Så kan du her vinde to kasser, til en samlet værdi af 500 kroner. Klik ind på Kreavilla og se udvalget, og skriv så en kommentar her nedenfor, med hvilke kasser du ønsker. En heldig vinder trækkes d. 20-11.

 

11/9/18

Boganbefalinger: håndbøger til teenagere

Da jeg var cirka 12 år fik jeg en stak utroligt grænseoverskridende, men også sært fascinerende, bøger om hvad der sker med kroppen når man rammer puberteten, og alt sådan noget.

Husker dem mest for de mange fotos af kønsdele, der skulle illustrere at den slags kan se forskellige ud. Jeg tror faktisk de tog fokus fra hvad der måtte stå af informationer, for selv om jeg havde nærstuderet bøgerne, kom det alligevel bag på mig da jeg fik menstruation og opdagede at den slags varede flere dage i træk. Havde på en eller anden måde fået bildt mig selv ind, at det handlede om at vide cirka hvornår det lille æg faldt ud, så man kunne fange det i et bind i sine underbukser?

I dag er bøger målrettet næsten-teenagere blevet mere i øjenhøjde, og findes i flere niveauer. Når man er på vej i puberteten vil man bare gerne vide lidt om hvordan kroppen virker, og have lidt skulderklap omkring at det kan være svært alt det med forandringer, venner, tøj og den slags – alt det med sex hører til i en anden type bog, og kan skræmme en 10 årig fra at læse.

“Guide til piger” af Sabine Lemire.

Sabine Lemire har skrevet en fabelagtig bog til de 10-14 årige, som hun netop har vundet Orla prisen for, i kategorien “bogen jeg blev klogere af at læse”.
“Guide til piger” (adlink) er godt skrevet, med variation, små tests, korte kapitler og fine tegninger, og begge mine mellempiger snuppede straks bogen fra min anmeldereksemplar-stak og sagde at den ville de gerne læse.

Emnerne spænder over alt fra venskaber og skole, til kropsforandringer, humørsvingninger, forældre, sociale medier, forelskelser og følelsen af ikke at være god nok.

Der gik flere uger før jeg selv fik lov til at bladre i bogen, fordi mellempigerne (der er 12 og 13) læste i den, så jeg synes de skal have lov til at være dem der anmelder den:

”Den er ret godt skrevet, Det er tit som om at voksne, bare fordi de selv engang har været unge, tror at de ved hvordan det er, men det gør de altså ikke altid. Denne her bog den har faktisk ret – det er lidt som om den er skrevet af en der selv er ung, og så tænker man:”hov! Det er jo lige sådan jeg også har det!” Det var faktisk virkeligt rart.

Der var heller ikke noget hvor man tænkte:”grænsen!” – altså: det var slet ikke pinligt, og man er ikke flov over at have bogen stående på sit værelse, for den har ikke “cringe” tegninger.

Man ved jo godt meget af det fra skolen, men der var også noget som det var godt sådan at læse selv. Fordi man ikke kan lide at spørge om det altid. Eller fordi de voksne forklarer det så pinligt at man ikke kan høre efter. Testene var meget sjove at lave sammen med sin søster. Det var måske ikke noget man lærte sådan meget af, men det var hyggeligt de var med. Det var dem vi lavede først.

Vi giver bogen: 5/5 stjerner”

Jeg er meget imponeret over hvordan “Guide til piger” rammer målgruppen, og tænker det er en rigtigt god gave til piger i 10-14 års alderen.

Sådan overlever du livet” – af Maren Uthaug

Denne bog er en oplagt gave til børn fra konfirmationsalderen og op: 100 virkeligt gode råd, med sarkastiske og virkeligt sjove tegninger til. Den dækker over alt fra dumme forældre, jalousi, forelskelse, sex, anusblegning og hvorfor man ikke skal fucke med sine øjenbryn. Grov, sjov, og ærlige råd, man håber de unge vil følge.


Maren gav den til min efterskoleunge da hun tog afsted, og den har  gået lidt fra hånd til hånd på efterskolen, blandt unge der synes den er virkeligt, virkeligt underholdende – og tilpas upassende.

5/5 stjerner til “Sådan overlever du livet”, fra en ellers ikke særligt læsende stor teenager.
Bogen kan købes mange steder, fx her eller i Marens egen shop

11/7/18

Om det der kærlighed del 30, en føljeton

Nu er der efterhånden rigtigt, rigtigt mange af jer der har skrevet og efterspurgt nogle nye afsnit føljeton, som jeg har syltet i over et år.
Hvis man ikke har læst dem, kan de andre afsnit om hvordan Ninjaman og jeg mødtes, forelskede os og fik en masse unger læses her.
Her kommer er afsnit 30, der foregår i 2008/2009.

Vinteren var, ligesom vintrene havde været herhjemme de foregående år, smaskfyldt med syge unger. Småpigerne på 2 og 3 slæbte den ene runde influenza/halsbetændelse/mellemørebetændelse efter den anden med hjem fra børnehave, og selv det lille skolebarn blev ramt flere gange.

Sådan her så det meste af December 2008 ud. Da jeg fandt billedet, kunne jeg pludseligt huske hele følelsen af at ligge klemt mellem febervarme unger, klar til at række saft og brækspande videre; med en stemme der var helt hæs af højtlæsning, og med ører der ikke orkede høre mere dumt børne-tv. Kan godt savne at kramme lidt på de her små varianter af mine unger, men er godt nok glad for at alt det sygdomspis ligger bag os!

2009 startede ret godt ud. Et halvt år før, havde banken bevilget os en stor kassekredit til vores butik, og vi havde flyttet den fra de snuskede lokaler på en lille sidegade, til et flot lyst sted på en hovedgade. En rigtig butik, med mange kunder. Ikke det store overskud, men den kørte stabilt og vores økonomi var en del bedre end frygtelige sidste år.

Ninjaman var rigtigt glad for at stå i den, og jeg og ungerne kom ofte forbi og gav en hånd med at lave vinduesudstillinger og andet hyggeligt.

Her den mindste af dem der gik tøjmodel, ved en byfest i gaden hvor Ninjamans butik lå.

Pigerne var glade og trivedes, og det føltes som om vi var på vej et godt sted hen sammen, alle fem. Oprindeligt havde vi jo talt om at vores barn nummer tre skulle være en efternøler, som vi havde tid og overskud til, men nu havde hun valgt at komme meget før, og vi var faktisk enige om at det passede ret perfekt: vi havde en flok på tre, der legede sammen hele tiden; interesserede sig for meget af det samme; og allerede nu kunne vi så småt mærke at de var ved at blive større og mere selvkørende. Det ville blive nemt om få år, var vi enige om.

Vi var ved at komme ud af den baby-boble vi havde været i i mange år, med bleer, og søvnløshed og barnevogne og middagslure, og det gav overskud til at huske at være lidt voksne også.

Jeg tog mig sammen til endelig at få smidt alle ti efter-tre-graviditeter-i-træk-kiloene, og følte mig stærk og overskudsagtigt. Da der midt på året kom en spændende stilling i en ny afdeling på min arbejdsplads, trængte jeg til at prøve noget nyt, og søgte den. Jeg fik den, sammen med et års orlov fra min daværende stilling, da det ikke var sikkert den nye stilling blev mere end et årig. Virkeligt spændende at få lov til at prøve af et år, uden at miste noget! Jeg involverede mig glad i alt hvad der var af madlavningsklubber og læseklubber på den nye del af arbejdet, nu hvor mine børn ikke længere var så små at de desperate ventede på at jeg kom hjem til dem.

Ninjaman tog på festival for første gang i 10-12 år, fik flere tatoveringer og begyndte at dyrke sport igen. Det var skønt for os begge at lave ting uden for flokken igen, selv om vi også trivedes i den og med hinanden.

Men så kom september, hvor banken ringede og sagde at de nu havde taget en beslutning om ikke at give kredit til små virksomheder, der ikke gav stort overskud, længere. Vi havde et væld af store regninger på vej, og kunne ikke rigtigt se en vej ud af det. Opsagde butikslokaler (der var seks måneders opsigelse) og begyndte at sælge varer ud med stort tab. Var nødt til at tage et lån i vores lille hus også,  for at betale. Det var meget skræmmende, og vi fik gældsat os ret grundigt, og kan stadig mærke det.

Jeg fortrød det nye job, nu hvor jeg ikke var i stand til at præstere mit bedste. Jeg var ikke dårlig, men hadede mig selv for ikke at være fantastisk, overskudsagtig, ovenpå. Havde sådan glædet mig, og var også startet godt ud, men jeg tænkte meget på butikken, og på hvor meget den kunne nå at smadre af vores økonomi de næste måneder, og havde ikke helt hjertet med i alt det nye længere. Jeg var også pludselig så træt, at jeg nærmest faldt i søvn når jeg trådte ind af døren hjemme, og alligevel faldt jeg også i søvn mens vi så fjernsyn om aftenen – og var stadig træt om morgenen. Træt, dødeligt træt, hele tiden.

Og ovenikøbet fik jeg så også kvalme af al den stress.

Troede jeg….

(Fortsættes)

11/5/18

Om det at blogge, jubilæum og bloggens navn

I dag er det 8 år siden jeg skrev mit allerførste blogindlæg.

Jeg havde aldrig forestillet mig at det ville være noget jeg ville gøre i så lang tid, eller blive så glad for. Dengang var der ikke særligt mange blogs, og jeg havde ikke engang hørt om det, før min søster anbefalede mig at læse Marens blog, med ordene:”hun lyder fuldstændigt ligesom dig!”

Jeg var på barsel med mit fjerde barn. I mine første tre barsler havde jeg haft større projekter at sysle med når baby sov: bogskrivning, butiksopstart, fællesprojekter med spændende mennesker – men baby fire sov så korte lure, at jeg ikke kunne overskue at sidde og skrive på noget kompliceret. Jeg savnede dog at have et eller andet at bruge hovedet til.

En dag skrev Maren (som jeg ikke kendte i virkeligheden) på sin blog at man kunne købe nogle af hendes gamle bøger, og jeg tænkte at jeg gerne ville læse noget mere, og skrev til hende. Hun arbejdede hjemme, jeg gik hjemme, vi kedede os begge lidt og kunne lide at skrive lange, fjollede mails, og det udviklede sig til at vi skrev til hinanden mange gange om dagen, hver dag.

En måneds tid efter var hun længe om at svare, og jeg surfede blogs mens mit barn sov (fandt fx Sneglcille og Karolines blog og læste alt de havde skrevet), og besluttede mig for at prøve om jeg kunne finde ud af at lave en blog selv. Bare sådan for sjov, og ikke fordi jeg rigtigt kunne forestille mig at få læsere – men måske kunne jeg få skrevet nogle af de totalt sjove ting ned, som min børneflok på 8, 5 og 3 år hele tiden fyrede af. (Babyen sagde ikke så meget, hun var 4 måneder).


Her fotoet fra et af de allerførste indlæg: et opstillet et, af superbaby.

Jeg tænkte at jeg ikke ville bruge pigernes (sjældne og genkendelige) navne, og spurgte om de selv havde forslag til dæknavne. Da lillesøster havde flere bodystockings med superheltelogo på, valgte de superheltenavne: den store ville gerne hedde Krea-Girl (hun syntes det lød som en der kunne lave kreative ting hurtigt), nummer to valgte Frk Fantastisk (hun er god med sin krop, og syntes selv hun var lidt fantastisk til vejrmøller), og nummer tre kaldte vi ofte Hulk, fordi hendes temperament som tre årig var ret meget noget med at smække døre og smide ting når hun blev sur eller skulle rydde op – hun valgte selv at det var et sejt blognavn.

Og derfor kaldte jeg min blog, uden at have tænkt mange sekunder over det, for “Superheltemor”. Det var jo ikke fordi det var noget jeg skulle gøre sådan længe, bare et eksperiment, ikke?

Det var Jer læsere der gjorde mig hooked på at blogge. Det er fantastisk at skrive noget, der bliver udgivet og taget imod med det samme, med hyggelige kommentarer og folk man lærer at “kende” gennem kommentarfeltet.  Har virkeligt grinet højt af kommentarfeltet mange gange, men også fået gode råd, støtte og været rørt over hvad I har skrevet, når noget har været svært. Det har også gjort, at det har været naturligt at dele de grimme ting, for hvis jeg kan få noget personligt ud af kommentarerne, sidder der måske andre derude der har brug for at kunne finde indlæg om det der er svært.

Tak for Jer. For alle de gode mails, råd, anbefalinger og kommentarer, der gør at jeg ikke kan forestille mig at stoppe bloggeriet igen. Heller ikke selv om jeg blogger meget anderledes end jeg gjorde engang: mine børn er store og mere blufærdige med hvad jeg må skrive om dem, og jeg arbejder mange flere timer nu end jeg gjorde de første 4 år jeg havde bloggen , så indimellem er det svært at finde tid og inspiration til at skrive – men jeg kan stadig lide det.

Bloggens navn derimod – det har jeg været flov over næsten fra starten! “Du tror du er en superheltemor, men du lyder bare som en rodet, sjusket kælling, der ikke burde have børn!” var den første hadekommentar jeg fik, efter få ugers blogging. Hadekommentarer får jeg heldigvis sjældent mere, men de første år var der mange. Jeg blev ked af dem alle og slettede dem med det samme, men denne første sad fast: tænk hvis nogen troede at jeg selv syntes jeg var en helt?

For et halvt år siden prøvede jeg at skifte blognavn, til Hverdagsord. (Ingen anden grund, end at mit Instagramnavn er @hverdag). Jeg kan se på min statistik at ingen rigtigt bruger det: sidste måned kom 102.332 herind ved at skrive “superheltemor”, men kun 412 ved at skrive “hverdagsord”. Hvad tænker I: er det kun mig der synes superheltemor er et “pinligt” navn? Skal jeg bare skifte tilbage – eller skifte til noget andet?


Wow, det blev langt! Og ret navlepillende?

I virkeligheden har jeg totalt lyst til at høre mere om Jer. N
Fortæl mig noget! Hvem er I, Jer der læser med? Hvor bor I, hvad laver I, har I børn, hvor gamle er I, hvorfor læser I med? Hvad kan I bedst lide på bloggen? Jeg elsker at I findes, så fortæl mig lidt:)

11/3/18

Lørdagslæsning: vind to gode bøger af Colleen Hoover

Konkurrencen er slut. Vinderen blev: venterpåvin. Jeg sender en mail.

Indeholder reklame: adlinks og bøger modtaget som anmeldereksemplarer fra Lindhardt og Ringhof. Anbefalinger er altid oprigtige.

Denne uges lørdagslæsning indeholder en konkurrence, så nu kan du vinde to gode kærlighedsbøger, til dig selv eller et læseglade ungt menneske.

Efterår er den perfekte årstid til læsning, og letlæste kærlighedsbøger passer indimellem allerbedst til den form for hyggelæsning.

Colleen Hoover har skrevet mange kærlighedsromaner, og jeg kan rigtigt godt lide hendes måde at skrive vedkommende personer på, så man rent faktisk interesserer sig for om de får hinanden. Hun har ofte et mørkt twist til sine fortællinger, som gør at de løfter sig ud over de gængse af slagsen, og disse to er bestemt ingen undtagelse: der gemmer sig en rigtigt grim historie i personernes fortid. (Den er faktisk så barsk, at jeg ikke ville give disse bøger til en alt for ung person. Bare til advarsel.)

Hovedpersonerne er yngre end i de andre bøger jeg har læst af forfatteren (17-18 år), så jeg gætter på at de må høre under “Young adult”-genren og appellere bredt til unge mennesker, men jeg var altså også godt fanget af dem, og læste dem ud i en køre på et par dage. Der er kærlighed og begær, hemmeligheder og misforståelser og en masse mystik.

“Uden håb” og “altid håb” hænger sammen: første del fortæller ud fra pigen Skys synsvinkel, og anden del fra drengen Holder. Personligt kunne jeg bedst lide den første, hvor historien blev rullet rigtigt ud, og syntes at anden del forklarede meget om Holders mystiske måde at reagere på, men også gentog for meget fra første del.

Jeg har foræret bøgerne til to af mine venners store teenagedøtre, og de var begge vilde med del to også, og syntes det var helt fantastisk at læse historien fra to vinkler – så måske er forskellen noget med alder, og om hvorvidt man kan forelske sig lidt i en 18 årig romanfigur?;)

Begge piger ville give bøgerne 5 stjerner hver – jeg er mere til et stort 4/5 til bind et, og 3/5 til bind to, men de er bestemt læseværdige og det er ikke sidste gang jeg forærer dem væk i gave!

Jeg vil meget nødigt spoile noget handling, så her er hvad forlaget siger om handlingen i dem:

“Uden håb”
Dean Holder både skræmmer og fascinerer Sky, der ikke helt ved, hvad hun skal føle for den dragende fyr med det blakkede ry. Der er noget ved ham, der får Sky til at tænke på sin egen meget smertelige fortid, som hun ellers har kæmpet hårdt for at lægge bag sig. Men det viser sig, at den mystiske Holder har haft hemmeligheder for hende, og da de bliver afsløret, påvirker det Sky i en sådan grad, at hun er forandret for altid.

“Altid håb”
Mens Sky i Uden håb prøver at forstå de hemmeligheder, minder og modsatrettede følelser, Holder vækker i hende, får man i Altid håb et indblik i Holders følelsesliv og alt det, han er formet af. For det viser sig, at han er traumatiseret af et minde om en lille pige, og at han hele sit liv har forsøgt at frigøre sig fra en overvældende skyldfølelse. Han havde dog aldrig forudset, hvor hårdt det ville være endelig at møde den pige igen og finde den ro, han så desperat ønsker.

Vil du vinde begge bøger? Så skriv en kommentar nedenfor, og kryds fingre frem til d. 11-11, hvor jeg trækker en vinder.