09/26/18

Om græsenketilstand

Min mand er væk med arbejdet hele ugen, så jeg græsenker den med hund og børneflok. Det går grundlæggende ret godt, for jeg tager mig generelt mere sammen når jeg er alene, og ved der ikke kommer en voksen og hjælper. Kan slet ikke kende mig selv, i denne her ihærdige, fornuftige voksen jeg er, når jeg selv står for det.

– For eksempel er her mere ryddet op end vanligt (hvilket dog ikke betyder at der er decideret pænt, ud fra de standarder alle andre mennesker har for oprydning – men stadig…).

– Jeg står op så snart mit ur ringer første gang, og har derfor overraskende god tid til logistik om morgenen. Laver madpakker, reder pigehår, lytter til unger, og får endda tid til både kaffe og mascara, og nogle gange endda noget læsning. (Fatter ikke hvorfor snooze knappen er min bedste ven normalt – det er jo rart at have tid? Men på mandag ved jeg at den bliver aktiveret alligevel…)

– Børnene har været ekstremt hjælpsomme. Da jeg kom hjem fra arbejde i dag – efter en ekstralang dag, grundet syge kolleger – havde de både tømt opvasker, luftet hund og lavet toasts til hinanden. Jeg er vant til at jage dem væk fra fjernsynet når jeg kommer hjem, og henvise til de aftaler om pligter vi har, for at få dem til at lette måsen, så det er en ret fed afveksling!

Men så er der også alle de ting jeg er mindre god til, og som gør at jeg tæller minutter til han hjemvender:

– Normalt er jeg den der laver madplaner, regner budgetter ud, og forsøger at få løn til at strække en måned, uden afsavn. Jeg er lidt nærig-striks, men det er nødvendigt at en af os er det. Når jeg er alene med børn, overtager jeg dog gerne deres mere gavmilde fars forhold til penge. I dag lod jeg mig dupere så meget af de hjælpsomme børns indsats, at jeg brugte en halv uges budget på burgere og is, da vi alligevel skulle i centeret og lede efter fødselsdagsgaver til min moster. Man skulle tro det var nok overforbrug for en dag, men da næstyngstebarnet bagefter forelskede sig i nogle øreringe med kvindetegn, og jeg godt vidste madkonto var drænet nu, tænkte jeg:”pyt! Dem giver jeg da bare, betalt af mine lommepenge for næste måned!” Og storladent købte jeg dem til hende. Det føltes godt at være gavmild – indtil jeg så de to andres spændte blikke. Vupti, der røg alle mine lommepenge for næste måned – men pigerne blev allesammen glade for hver deres par øreringe…

– Jeg elsker normalt de sjældne, sjældne gange hvor jeg er hjemme før nogen andre, og kan sidde og læse i fred, uden at føle nogen skal underholdes. Havde glædet mig til flere aleneaftener i træk, og sparet lidt på denne her spændende bog, så den kunne nydes der:

Jeg havde dog ikke kalkuleret med hvordan min hjerne kunne finde på at kompensere for stilhed, ved hele tiden at nynne “Macarena”. Nu har jeg sat så høj musik på for at skubbe “damdadadam-dadadamdadadamdam HEYYYYYY Macarena, Ai!” lidt ud. Det gør dog også at jeg ikke kan koncentrere mig om bog; og skriver blogindlæg istedet.

– Nu er klokken 23. Jeg havde planlagt noget “gå tidligt i seng, så jeg kan være frisk klokken 06”, på en kæk og irriterende måde, men sidder stadig her og lytter til hundens ekstreme snorken. Min seng er nemlig noget så tom, og jeg har slet ikke lyst til at ligge i den alene… Både fordi jeg frygter “Macarena” vender tilbage, men mest bare fordi det er så uvant og ikke-hyggeligt at sove alene.

Nå, jeg kan ikke finde den afrundede pointe – men hvis “Macarena” ønsker det, blogges vi sikkert ved igen i morgen aften!

Skifter I også personlighed ved græsenketilstande?